”Alle hunde lystrer pjoklederen,” påstår bølleschæferen.
Sværvægtsweileren ser tvivlende ud.
Bølleschæferen er dybt imponeret. I går aftes sad vi og så en episode af et hundeprogram på tv af den type, hvor en adfærdskonsulent bliver kaldt ud til problemhunde.
Der var to små hunde, som jævnligt fik den idé at forsøge at slå hinanden ihjel. I episoden var der flere minutter, hvor de gøede rasende ad hinanden, mens adfærdsfidusen holdt dem adskilt i hver sin strakte arm.
Schæferen lå på gulvet og blev utryg, så han begyndte at blande sig ved at hyle dybt fra maven. Jeg pegede på ham, og han kiggede opmærksomt. Så drejede jeg i stedet pegefingeren mod tv-skærmen, knipsede og sagde ”slut!” Hvorefter de to tv-hunde blev helt stille, og schæferen så på mig med ærefrygt.
Så lænede jeg mig tilbage i stolen, og et øjeblik efter gøede hundene rasende igen. Herefter gentog jeg kunststykket et par gange. Og så lagde schæferen sig bare stille ned igen. Pjoklederen havde jo styr på det.
”Lystrer
alle hunde? Det er altså mange hunde,” indvender sværvægtsweileren.
”Jamen, det er rigtigt,” insisterer schæferen. ”Selv hunde helt ovre i Amerika gør, som pjoklederen siger.”
Jeg siger ikke noget. Der er jo ingen grund til at belære dem om noget så kedeligt som fjernbetjeningens mute funktion, når schæferen nu er i gang med at fortælle en god historie.
