Gysets Gyde

Efter at schæferen igen har skræmt livet af popsangerpudlen fra Bygaden, og schæferen og jeg igen har måttet høre på damen med det høje hår, der mener, at schæferen er en potentiel dræberhund, så har vi valgt at undgå downtown et par dage.
Jeg skal måske lige tilføje, at byen har ca. 1.800 indbyggere, så downtown er et rimelig begrænset område.
Hvis nogen skulle være interesseret i, hvorfor schæferen dog hele tiden skræmmer den stakkels popsangerpuddel, så er schæferens eneste forsvar: ”Den ligner Barry Manilow”.

Schæferen er også glad for at undgå turen her i byen i dag. Næsten hver dag plejer vi nemlig også at gå igennem villakvarteret, og når vi kommer til Smedjegatan, så vil schæferen gerne gå til højre, for lige frem ligger Gysets Gyde.
På Gysets Gyde er der seks hunde, som gør af ham. Og det stresser ham lidt, han rejser børster og vil gerne give igen. Derfor øver vi os næsten hver dag. Det er blevet bedre.
Det går bedst ved de to små hunde i det lyserøde hus. Der kan jeg få schæferen til at sidde stille udenfor, indtil de to små holder op med at gø.

Så i dag tog vi til Osby og gik en tur i byen. På torvet mødte vi en gadebande af krager. Schæferen skulle selvfølgelig straks diskutere. Resultatet var, at de fløj op på de tre meter høje lygtepæle og sad dér og skældte ud. Jeg har sagt det til schæferen så tit, lad være med at skændes med nogen, som har vinger. Men lytter han? Nej! Og ørerne er ellers store nok …

Så i morgen bliver det igen Gysets Gyde.

Voksne mænd græder ikke

Det var sidste forår, dagen efter jeg havde fået schæferen ved en omplacering.
Det var en dag med kraftig sol ind igennem vinduerne, der stod højglanspolerede og pletfri. Solen faldt på parketgulvet, der var uden et eneste gran støv og duftede af renhed og brun sæbe. Jeg har altid sat en ære i at have et rent hus. Schæferen stod lige i sollyset. Og så rystede han sig.

Jeg så, hvordan en sky af hår og støv indhyllede ham. Skyen steg derefter lidt til vejrs og spredte sig, for så at falde langsomt ned på parketgulvet og mit håndknyttede favorittæppe.
Jeg havde haft hunde før, men det var nogle år siden. Der er altså nogle ting, man glemmer.

Det skulle blive endnu værre. Senere samme dag kløede schæferen sig, sådan med bagbenet. Længe. Det skete også lige midt i sollyset.
Det lignede en tornado, støv og hår der skød direkte op i luften for at sprede sig deroppe. Og jeg sværger på, at jeg så det danne en paddehatte sky, deroppe midt i stuens velduftende indeklima. Dernæst dryssede det ned overalt, over den lyse sofa, sofabordet i sæbeskuret bøgetræ, bogen af Salman Rushdie som jeg var i gang med at læse, og over min røde Stratocaster guitar, der stod i hjørnet og mindede mig om dengang, hvor jeg næsten troede, at jeg var rockstjerne-talentfuld. Fjernsynsskærmen blev på ét sekund helt grå, og den røde farve på det håndknyttede havde ligesom fået et andet skær.

Voksne mænd græder ikke. Så jeg sad bare og kikkede ned i min kaffekop, som i øvrigt også var fyldt med hundehår. Men så kom schæferen hen og slikkede mig på hånden, og så var alt glemt. Næsten.

Vi indførte nogle regler. Først og fremmest må han ikke ryste sig i køkkenet. Dernæst er det forbudt at klø sig andre steder i huset end ude hos ham selv. Det fungerer fint. Det lærte han hurtigt.
Det er lidt pudsigt at se, når han pludselig har behov for at klø sig. Så smider han, hvad han har i poterne, og så går det i hurtigt trav ud til hans eget værelse. Men han går så sjovt, fordi det klør.

Schæferen er selvfølgelig ikke helt enig i reglerne, selvom han følger dem. Han synes, at det er et indgreb i hans personlige schæfer-frihed.