Stille start på dagen

Tre gæs fløj højt oppe, mens de højlydt skvadrede løs og diskuterede kursen. Bølleschæferen kikkede op. Den slags himmelstøj var ikke schæfersanktioneret, så han begyndte straks at gø med nakken lagt tilbage og hoppende op og ned på stive forben.
Jeg stod og gabte. Jeg syntes, det var tidligt. Det var morgenturen i morges. Vi stod i udkanten af byen.
”Hvorfor gør du af de flyvegæs?” spurgte jeg så.
”For en sikkerheds skyld,” svarede schæferen.
Den slags kan man jo ikke argumentere imod, så jeg holdt min kæft.
Folk, der kom forbi, kikkede og grinede lidt.
Da gæssene var fløjet, fortsatte schæferen med at gø. Nu af et udhus.
”Hvad gør du nu af?”
”Ikke noget, men jeg er inde i en god stime,” svarede schæferen ud af mundvigen.
Det var selvfølgelig soleklar schæferlogik.

Så spiste schæferen lidt græs og brækkede sig på fortovet.
”Skal du ikke samle det op,” spurgte en midaldrende kvinde med knold og overskæg på vej mod busstoppestedet. Hun skulle sikkert møde på arbejde på Systembolaget.
Der lå lidt græs, der havde været en hurtig tur ned og op igen - det var næsten ikke brugt - blandet med lidt mavesyre, som alligevel var for flydende til, at jeg kunne samle det op. Af erfaring vidste jeg, at det hele ville være tørret ind, inden der var gået en halv times tid.
”Næ, det havde jeg nu ikke tænkt mig,” svarede jeg.
Så holdt hun et foredrag om hundelort, der lå alle vegne, og at det var for galt. Det var jeg sådan set helt enig i. Og jeg samler altid op i schæferens prutteposer på steder, hvor mennesker eller hunde færdes. Personligt mener jeg, at folk, der ikke samler op, burde havde en bøde på et firecifret beløb – eller måske bare skydes.
Imens stod schæferen og så ud som om det slet ikke vedkom ham.

På vej hjemad gøede schæferen af den barske senne, der gik på det modsatte fortov. Sådan cirka 40 meter væk. Ejeren grinede og vinkede.
Nu ligger schæferen og hviler sig efter den store og vigtige indsats. For mit eget vedkommende tænker jeg, at det altid er godt at starte dagen stille og roligt. Hvis jeg ellers nogen sinde skulle opleve det.

Dit gamle fjols

Vi var nede i byen i formiddag. Jeg gik i mine egne tanker og schæferen gik formentlig i sine. Jeg tænkte på, om jeg skulle begynde at træne til en ironman til foråret eller måske dyrke noget faldskærmsudspring eller en anden aktiv hobby, der passede sig for en ung mand som mig.

På et tidspunkt kastede jeg et distræt blik til venstre. Der gik en schæfer og en - i hvert fald i sammenligning med mig - ældre mand, som var en anelse duknakket med gråt hår og fuldskæg. Et øjeblik efter slog det mig, at bølleschæferen slet ikke havde gøet af den anden hund.

”Hør, du plejer da … når vi møder en anden hund?”
Schæferen så op på mig og svarede:
”Det var sgu da en butiksrude, dit gamle fjols.”

Når grovspurve og grovspurvetårer triller ned

Om morgenen, når bølleschæferen skal ud og godkende dagen og verden og læse lokalavisen, så tager jeg altid posen med fuglefrø med ud. Så får de en bunke i fuglehuset.

I morges, da vi travede over plænen mod fuglehuset, råbte en stor grovspurv, øverst i busken, til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
”Jeg vil endda kalde det en skrammelschæfer,” svarede en anden grovspurv. Og så lo de så hysterisk, at grovspurvetårerne trillede, og til sidst faldt den ene spurv ned fra sin gren og landede på græsplænen.

Hvis jeg ikke havde holdt schæferen tilbage, så havde han nuppet den.
”Husk spurveforliget!” formanede jeg. Ifølge den aftale må schæferen ikke jage de små spurve.
”Det kan da ikke gælde, når de gør nar af mig,” indvendte schæferen.
”Jo, jo,” svarede jeg. ”Jeg gør jo også tit nar af dig, og mig bider du jo ikke.”
”Næ, men jeg har da tit lyst.”