søndag den 20. marts 2011

En nærsynet hare


Vi var på vej ned til marken, nede ved søen, hvor schæferen løber frit og henter pind. Det var i dag ved frokosttid. Vi gik ad stien, han kunne næsten ikke vente og slet ikke gå ordentligt i snor. Så frøs han og stod helt stille. Det gjorde jeg også.

En stor hare snusede og rodede i skovbunden. Den var på vej hen imod os. Schæferen rørte sig ikke.
”Se kaninen,” hviskede han. ”Den passer lige i vores ovn.”
”Det er en hare. Det kan du se på ørerne og bagbenene,” hviskede jeg tilbage.
”Kanin eller hare, det kommer ud på et. De er lige al dente at sætte tænderne i,” mente schæferen.
”Sådan en bemærkning, under de her omstændigheder, bryder jeg mig ikke om. Det skal du sige, når der er damer eller små piger til stede. er det morsomt.”
”Eller din niece. Vær nu lidt stille.”
”Nå ja, hun har jo to kaniner. Hvad er det nu, de hedder?”
”De hedder forret og dessert,” svarede schæferen.
Haren kom nærmere.
”Jeg tror, at den er nærsynet,” hviskede schæferen.
Det kunne han måske godt have ret i. Jeg har mødt mange harer, ikke mindst under fluefiskeri; men aldrig én, der kom så tæt som denne her. Schæferen dirrede. Og så kunne han ikke stå imod længere.

Han kastede sig frem og glemte, at han var i snor. Jeg stod og så haren forsvinde ind igennem skoven med schæferen bagefter, efter ham hang snoren og min venstre arm.
Armen var klog nok til at kravle op ad snoren og prikke schæferen på ryggen.
”Hallo, storvildtsjæger!”
”Jeg har travlt,” gøede schæferen, mens han lavede en håndbremsevending omkring et træ og fulgte flugtharen i en ny retning.
Venstre arm rakte frem og knyttede næven foran schæferens snydesnudeskaft, og schæferen blokerede alle fire poter.
”Måske schæferen vil være så venlig at transportere mig tilbage til mit udgangspunkt,” brummede armen.
”Gisp,” svarede schæferen og luntede tilbage.

Mens jeg prøvede at få mig organiseret, havde schæferen et forslag:
”Måske ville det være nemmere, hvis du fik noget velcro i det skulderled?”

lørdag den 12. marts 2011

En pegefinger i pjoklederblåt


”Skal en pjoklederpegefinger være så stor og blå?” spurgte schæferen for et øjeblik siden. "Er det det, man kalder pjoklederblåt?" Herefter fik han atter et latteranfald.

Det var i dag ved frokosttid. Vi havde parkeret bilen ude ved skoven. Jeg havde lukket schæferen ud. Jeg skulle lige have noget inde i bilen, og så smækkede jeg bildøren, før min pegefinger var kommet helt ud.
Mens jeg brølede noget, som ikke tåler gengivelse, holdt mig for fingeren og satte mig på skovbunden, brød schæferen sammen af grin, og bilens alarm gik i gang, fordi venstre fordør stod på pegefingerklem.

I sidste uge klippede jeg mig i fingeren, sådan ret gennemført og lige på grænsen af syning. Men det bruger vi ikke her, der er for langt til skadestuen. Så jeg lagde en vildmarksforbinding og efter et par dage holdt det op med at bløde, og nu er det næsten vokset sammen. Kønt ser det ikke ud; men jeg skal ikke deltage i nogen skønhedskonkurrence.

Cirka sådan sagde jeg i telefonen, da jeg talte med en ekskæreste forleden, og følte mig meget macho.
”Hvor macho føler du dig nu. Sådan på en skala fra 1 til 2, hvor 1 er overhovedet ikke og 2 er uhyre lidt?” spurgte schæferen og pegede med en pote på min finger, hvor pulsen slog synligt i fingerspidsen.
Jeg så mig om efter noget at kaste efter ham.
”Jeg mener,” fortsatte schæferbørsten. ”Du klippede dig i fingeren i sidste uge og nu bildøren. Hvis man skal sige det i et ord, så er ordet vist klodset.”
Det ord indgik ikke i min selvforståelse. Jeg havde brug for en bortforklaring.

På samme tur i skoven sprang mine røjsere i øvrigt læk. Igen. De gamle blev utætte tidligere på vinteren, så de nuværende er kun tre måneder gamle. Og jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde kvitteringen.

Ude på marken lå der stadig lidt sne. Schæferen fik spist tre mundfulde, før jeg fik råbt ham op. Jeg har ikke forstand på sne; men jeg går ud fra, at det der ligger nederst, og som er tilbage nu, var det, der faldt først.
Mindre end et minut efter fandt schæferen også ud af, at det er dumt at spise sne i marts, som faldt i december. Han brækkede sig voldsomt, med hvidt skum, fire gange indenfor et par minutter.

Bortset fra det, er det en dejlig lørdag her i Nordskåne. Og efter at have tænkt over det, så har jeg nu bortforklaringen: Klodset? Nej. Distræt? Ja!