Et snyde-snudeskaft på rette tid og sted

Jeg har hidtil primært oplevet bølle-schæferen stikke sit lange snudeskaft i ting, der ikke vedkommer ham. Og det er han god til.
Men her for et øjeblik siden, da jeg stod og lagde skjorter sammen, der lige var taget ud af tørretumbleren, så viste schæferen en helt anden snudeskafte-side.

Jeg tabte en skjorte ud over kanten af bordet. Og gulvet er ikke rent, det skal støvsuges i dag. Men schæferen greb skjorten på det der lange snyde-snudeskaft. Og i stedet for at ryste på hovedet (hvad vel ville have været naturligt), så skjorten faldt på gulvet, så stod han helt stille.
Han redede lige skjorten fra en ny tur i vaskemaskinen,og for første gang blev det tele-bølle-skop-snyde-snudeskaft brugt til noget fornuftigt.

Så i dag var han ikke børste-barsk, ligesom i går; men mere sådan en husholdnings-schæfer.

Nu har han fået et griseøre som belønning. Han ligger på tæppet og gnasker i det, mens duften breder sig her ind på arbejdsværelset og blander sig med duften af Gevalia fra min kop.

Sådan noget l... !

Der er mange ting, jeg ikke forstår i denne verden. En af dem er, at mange hundeejere ikke gider tage et par poser i lommen og samle det lort op deres bedste ven smider i naturen på steder, hvor vi andre går.

Jeg går så afgjort ind for bøder for den slags. Men så er man nødt til at definere nøjagtigt hvor, der skal samles op. Selv fornuftige hundeejere er ikke altid helt enige om det.
Jeg samler op på alle steder, hvor andre mennesker måtte tænkes at komme gående. Jeg samler ikke op i højt græs, hvor det kan være svært at se, om man træder i en anden hunds lort. Dér er der formentlig heller ingen mennesker, der går. Jeg samler op i skoven, hvis det er på en sti eller i kanten af en sti.

”Du behøver da ikke at samle dét der op”, sagde en af mine danske bekendte næsten bestyrtet, da vi gik tur forleden, og schæferen havde besørget en hel meter fra stien. Men det var nemt at komme til, så hvorfor ikke. Der er vel ingen grund til altid at springe over, hvor gærdet er et hul i jorden. Det er der nok, der gør.

Nu kommer bølle-schæferen hen, mens jeg sidder og skriver.
”Hør her, jeg forstår slet ikke den problematik”, siger han med øjnene.
”Nu er det måske heller ikke lige en schæfer-spidskompetence at forstå problematikker”, svarer jeg med tyk ironi.
Han overhører det fuldstændig og fortsætter: ”Hør nu her: Næste gang du har lort i posen – og ikke kun i hovedet – så tager vi det med hjem. Vi lægger posen på verandaen og tager den med hver gang, vi går tur. Så går du og svinger med den fulde pose iført din gule refleksvest, selv i solskin, og så er vi så skide politisk korrekte, at alle vil elske os – specielt vil de elske mig”.
”Hvad?”
”Så kan jeg nok slippe af sted med at gø af en gammel dame og æde en puddel – i hvert fald sådan en gang om ugen!” slutter schæfer-børsten.

Når schæferen læser avis

Når schæferen og jeg går tur, så er fremgangsmåden den, at han går koncentreret ”på plads” ved siden af mig – det er i hvert fald min plan, som jeg bedst muligt forsøger at gennemføre. Som belønning for det, stopper vi udvalgte steder ved rabatter og grønne områder, hvor han så får lov til at snuse for lang snor.

Her får han en masse informationer om hvilke hunde, der har været forbi siden sidst. Derfor kalder schæferen og jeg det for at ”læse avis”.

Enhver gåtur starter gerne med at schæferen læser avis her udenfor, hvor der er en græsrabat på ca. 500 m2. Vi kalder den ”Sydsvenskan”.
Nede ved banen, hvor vi tit kommer, har vi et stort, grønt område, som vi kalder ”Aftonbladet”.
Det kedeligste græsområde er plænen nede på torvet, der kommer ikke mange hunde, der er ikke meget at snuse efter, siger schæferen. Vi kalder den ”Information”.
Og engang imellem kommer vi forbi en lille græsrabat, ovre i villakvarteret mod øst. Den har langt græs, og der ligger en del hundelort. Den kalder vi for ”Ekstra Bladet”.

En brutal type

Schæferen og jeg gik ned til søen i dag ved frokosttid. Jeg havde ondt i knæet, så vi gik den korte vej langs søen til marken, hvor han kan løbe frit. Det er blot omkring en halv kilometer.
Problemet er, når vi går den korte vej, så ved han, at vi skal ned på marken. At løbe energien af sig og hente en pind er det bedste, schæferen ved. Og han kan næsten ikke vente!
Resultatet er, at han slet ikke kan koncentrere sig om at gå ”på plads” ved siden af mig. Det giver en tur i ujævnt tempo, hvor jeg konstant må bede ham om at gå på plads, ”klikke” med halsbåndet og alle mulige andre tricks for at få ham tilbage på plads. Det er altid lidt trættende.

I dag var det helt galt, værre end sædvanligt. Schæferen blev så fokuseret på, hvor vi var på vej hen, at han helt lukkede af for alt andet. Lige før, vi skulle dreje ind på marken, fik han fuldstændig tunnelsyn og var umulig at komme i kontakt med. Så jeg blev nødt til at udføre en væsentlig disciplinering for at få hans opmærksomhed og få hans hjerne i et andet gear.

Jeg lagde ham ned på siden med hånden hvilende på siden af hans hals – som en førerhund gør i en hunde- eller ulveflok (og som enhver, der ser ”The Dog whisperer”, kender så udmærket). Pointen er, at man skal holde hunden i den position, indtil den slipper sin fokusering og slapper af igen – og dermed viser at den anerkender mennesket som ”flokleder”.

Schæferen var dog så fokuseret på sin mark, at han lå og peb højlydt, og nu og da forsøgte han at rejse sig, selvom han ikke havde fået lov. Det går selvfølgelig ikke. Man skal ikke bruge unødvendig magt, men man skal bruge tålmodighed og konsekvens. Igen og igen måtte jeg lægge ham ned, og i sin fokusering strittede han noget imod. Der er sådan et lille trick med at trække i et forben, så man ikke skal bruge al for megen magt. Det vigtige her er, at man gennemfører det. Ellers har hunden ”vundet”, og det skaber tvivl hos hunden om, hvem der er flokleder.

Dette var imidlertid blevet observeret af to ældre kvinder, der gik tur med formklippet puddel. Da de kom tæt på, stoppede de op. Den ene, en firskåren type i halvnusset trenchcoat og rågummisåler, satte hænderne i siden og kikkede anklagende på mig.
”Hvad foregår der her. Er du oppe at slås med din hund?”
Samtidig begyndte pudlen at gø af schæferen. Og det kunne han jo ikke acceptere, så han sprang op, og jeg måtte igen lægge ham ned.
Jeg forklarede mig, men damen var forarget.
”Jeg har haft pudler i tyve år, og udstillet”, sagde hun. Det skulle sikkert dokumentere, at hun havde forstand på hunde, går jeg ud fra.

Fra den anden side var nu kommet en collie. På slæb havde den en midaldrende herre med perfekt solbrændt teint, lille silkehalstørklæde og løse håndled.
”Er den syg?” spurgte han venligt.
”Nej, jeg disciplinerer ham blot. Han ville ikke gå på plads, og derefter var han gået så meget i fokus på noget andet, at han gør modstand mod at blive disciplineret”, forsøgte jeg at forklare.
”Var det så ikke bedre at lade være?” foreslog han.
”Jo, det ville da være den nemmeste udvej”.

Damerne havde kikket mig ud og stod anklagende, sådan én med skæg og vildmarksjakke var en usympatisk type. Pudlen larmede, uden de sagde noget til den. Nu begyndte collien også at give sit besyv med, mens dens ejer så forsagt til.
Der var for meget panik omkring os, jeg måtte lade schæferen komme op. Og han var faktisk den eneste, der ikke gøede. Han slikkede mig på hånden og kikkede længselsfuldt mod marken. Vi skyndte os at fortrække.
”Det var dog en brutal type”, hørte jeg lige den ene dame bemærke bag om ryggen på os.

Da vi kom ind på marken, trak schæferen igen i snoren. Og vel af vejen fra al panikken, lagde jeg ham ned igen. Denne gang gik der kun et par minutter, så kom der et forløsende suk fra ham, et anderledes roligt åndedræt og hundrede procent fokusering på mig.
Det var det, jeg ønskede. Han kom op igen, og så kastede vi pind og løb rundt på marken en halv times tid, og havde det herligt i solskinnet.

Nu ligger schæferen ude i sin kurv og hviler ud. Men da jeg gik forbi lige før, synes jeg bestemt, at jeg hørte ham mumle: ”Sådan en brutal type” ………..

En schæfer og en støvsuger.

Jeg var på besøg hos en veninde i går aftes. Hun var i gang med at støvsuge, da jeg kom. Så jeg satte mig i sofaen med et glas rødvin og ydede moralsk støtte.
Hun har en schæfer, en tæve på 2 år, den lå på gulvtæppet. Veninden støvsugede tættere og tættere på hunden, der ikke rørte sig én millimeter. Først da støvsugerens mundstykke strejfede pelsen, rejste schæferhunden sig op og gik over i sin kurv.
Vi kom til at tale om, hvad der rører sig i sådan en hundehjerne i den situation. Og jeg fik lov til at referere her på bloggen.
”Jeg tror, at det er en magtkamp”, mente veninden. ”Det drejer sig om hvem der ejer den halve kvadratmeter, som hunden ligger på”.
Det kunne jo være; men jeg havde nu tænkt helt andre tanker om samme situation, som jeg også kender hjemmefra med bølle-schæferen. Jeg opfatter det således, at schæferen venter på, at jeg, som flokleder, giver ham besked om, hvad jeg ønsker af ham. Samtidig opfatter jeg det sådan, at han stoler blindt på, at jeg ikke kører ind i ham med støvsugeren, eller noget andet ubehageligt sker. Når jeg er tæt på ham med støvsugerens mundstykke, så beder jeg ham flytte sig. Og det gør han prompte. Altså en situation, der er næsten modsat af magtkamp.

Ingen af os har facitlisten. Min veninde er dyrlæge, ”men derfor ved jeg ikke nødvendigvis, hvad der foregår i hjernen på en hund”, som hun siger. Og jeg er hundeinteresseret, men absolut ingen hundepsykolog.

Vi blev enige om, at nøglen til at trives optimalt med sin hund er, at man forstår hinanden. Og at det faktisk er meget svært. Som hundeejer burde man gennemgå indtil flere kurser i hundepsykologi, blev vi enige om, inden maden kom på bordet og rødvinen blev åbnet.

Jeg har spurgt schæferen til råds om situationen; men for en gangs skyld har den ellers meget talende schæfer ingen kommentarer. ”Det må I da selv finde ud af”, siger han – det frække pelsdyr!

Forbudt i Sverige

Da jeg fik bølle-schæferen som knapt 3 årig, ved en omplacering, i maj 2008, var han meget tynd. Der er ingen tvivl om, at det ligger i hans gener at være slank; men alligevel har jeg prøvet at få ham til at tage lidt på. Det er lykkedes. Han vejede 33 kg, da jeg fik ham, og senest vejede jeg ham til 38 kg (begge dele på dr. Dyrs vægt). Siden sidste vejning har han også taget på, kan jeg se, så jeg tror, at han er på omkring 40 kg i dag.

Hans appetit har aldrig været sådan, at han kastede sig over madskålen. Jeg skiftede tørfoder for få måneder siden, og det ændrede lidt på det i den bedre retning. Hvilket mærke jeg skiftede fra og til vil jeg ikke nævne her, for det er begge meget anerkendte mærker, og det er formentlig mere et spørgsmål om schæferens smagsløg end madens kvalitet. Yderligere blander jeg nu tørfoder op med dåsekød, og nu er han blevet ret hurtig til at indfinde sig, når der skal spises. Han får mad to gange om dagen.

Den bedre appetit skyldes sikkert også, at han får mere motion. Jeg har længe ladet ham løbe løs 30-45 minutter dagligt på en mark i nærheden, hvor han har løst den kendte hunde-opgave ”Hent den pind, som idioten bliver ved med at kaste fra sig”.
Nu er vi dog oftere i skoven end på marken. I skoven får han endnu mere motion, fordi der skal springes over grene og styres udenom træer.
Imidlertid er der en lov her i Sverige, hvorefter hunde skal være i snor i perioden marts – september (jeg husker ikke præcis datoerne). Nej, det er ingen joke, det er virkelig rigtigt! Det er på grund af vildtet, siger de. Det kan man jo ikke byde en schæfer, der skal have masser af motion.
Jeg har spurgt 3-4 svenske hundefolk, som jeg møder, når jeg går med schæferen her i byen. ”Er det noget, man overholder?”
De fleste har set på mig med forfærdet blik. Selvfølgelig overholder man det, sådan er loven!
Jeg har forsøgt at forklare, at jeg jo er dansker, og i Danmark anser vi regler og lovgivning for at være sådan af mere vejledende art. I hvert fald kræver vi i Danmark, at der er en god grund til regler og lovgivning. Hvis vi ikke kan overbevises om det, så føler vi som hovedregel ingen forpligtelse til at overholde den pågældende lov.
Jeg har ikke tænkt mig at overholde den regel her i Sverige. Selvfølgelig skal schæferen have lov til at få motion også i sommerhalvåret. Indtil videre har jeg kunne kalde ham til mig, når vi har mødt harer, rådyr, vildsvin og elg. Så jeg tror ikke, at han udgør nogen overhængende trussel for vildtet.

Bølle-schæferen bakker mig fuldt op i den holdning. Mon han også selv betaler bøden, ved jeg dog ikke ………

Var der noget?

Jeg havde netop spist frokost, og derefter havde jeg fodret schæferen. Jeg havde arbejdet hele formiddagen, og da man jo aldrig skal overdrive sådan noget på en mandag, så satte jeg mig godt til rette i læderlænestolen med norske Jan Mehlums krimi ”For Guds skyld”.
Bølle-schæferen kom ind i stuen, smaskende højlydt på de sidste rester af frokostens Pedigree. Han stoppede op og snusede til min bog - muligvis kunne han lugte, at der i historien medvirkede en Sankt Bernhards hund.
Så gik han videre, og drejede sig en lille smule, så bagdelen var rettet lige imod mig, bogen og lænestolen. Med en lyd der mindede om en gammel lastvogns trykluftbremser, slap schæferen derefter en vind, som gav mig tilbagestrøget hår, tårer i øjnene og lænestolens læder et instant antiklook.
Jeg råbte instinktivt et eller andet efter ham. Det fik schæferen til at vende om og gå hen til mig. Han placerede sit schæfer-fjæs ti centimeter fra mig og kikkede mig lige ind i ansigtet.
”Var der noget?” sagde han med øjnene.

Selvom det måske lyder usandsynligt, vil jeg godt her understrege, at såvel schæfer-børsten som jeg kan begå os i de bedste kredse uden at skabe skandale. Men vi kan altså også være ganske ligefremme.

Mens jeg kikkede ham ind i øjnene, kunne jeg, i slipstrømmen på frokostens microovns-lunede bøf med ketchup, mærke sådan en lille luftboble, der steg op igennem luftrøret. Det virkede som et passende svar på hans lumre vind, så jeg holdt ikke noget tilbage. Jeg reeebede ham lige ind i ansigtet, så han stod med lukkede øjne og blafrende ører.

Til schæferens ros skal siges, at han ikke rykkede sig én millimeter. Så kikkede vi på hinanden og brød begge ud i grin.
”Det er sgu’ da godt, at der ikke bor nogen kvinde i det her hus”, udbrød schæferen. ”Så ville vi da jævnligt være i seriøse vanskeligheder”.
Og det havde han givet ret i ……