De frække dyr i haven

Ofte allerede ved halvtitiden om aftenen kommer schæferen ind og går lidt omkring lænestolen eller computeren, eller hvor jeg nu sidder. Så ser han på mig og hans blik spørger, om vi ikke snart skal ud.
Det er ikke fordi, han skal tisse.

Lige inden vi går i seng, går vi gerne en lille runde på ti-femten minutter. Vi starter rundt i haven. Inden vi åbner hoveddøren, står schæferen og tripper. Han er så spændt på, om der er frække dyr i haven.

Og det er der tit. Når vi åbner døren spæner en hare tværs over græsplænen, eller en kat krummer sig sammen på stensætningen ind mod naboen. Og schæferen har et godt overblik deroppe fra verandaen, syv trin over haven. Så står han schæferoverlegent og kontrollerer sin have.

Den seneste uges tid har der ikke været nogen frække dyr, når vi kom udenfor. Heller ikke i aften. Så ser schæferen så skuffet ud. Så hvisker jeg til ham:
”Der er ingen frække dyr, fordi de er blevet så bange for den faaarlige schæfer.”
Så får han det lidt bedre.

Når vi går vores runde, så viser det sig ofte, også i aften, at der dog er ét frækt dyr. Det er Peter Pindsvin, som lusker rundt dér efter mørkets frembrud. Så puster schæferen sig op. Han har én gang markeret overfor pindsvinet, hvem der ejer haven. Det gav et sår på snudeskaftet. Og jeg er ikke sikker på, at det har lært ham noget – altså schæferen.

Så det er katte, harer og pindsvin, som udgør havens frække dyr. Schæferen er ikke enig. Han mener bestemt, at han har jaget både ulv, los og skånsk sabelkat i haven.

Regn!

Regnen piskede ned her i det Nordskånske i dag, så min plan var at gå en meget kort frokosttur.

Allerede da vi var kommet ned ad de syv trin fra verandaen, havde schæferen rystet sig tre gange og efterfølgende set bebrejdende på mig. Da jeg, ved trappens fod, drejede til højre ud mod vejen, så drejede schæferen til venstre mod haven. Han skulle da i hvert fald ikke ud på nogen tur udenfor matrikelnummeret.

Schæferen tog en runde hurtigere end jeg kunne blinke tre gange med øjnene, og så satte han kursen mod trappen og drønede op under verandaens beskyttende tag.

”Jamen, skal du ikke lige schæfertisse en tår og så også lige dét, som vi bruger prutteposerne til, sprang du ikke det over i morges?”
Schæferen stak hovedet ud fra verandaen og kikkede mod himlen, mens de lange schæferører blafrede i vinden.
”Du kan snedkerere en schæfersize kattebakke, ka’ du, hvis du ønsker nogen form for schæferoutput fra mig i dag,” svarede schæferen. Og så var det jo ligesom uddebatteret.

Tilsyneladende drejede æresrunden i haven sig udelukkende om at blive tilstrækkelig schæfervåd til at kvalificere sig til at blive fluffiet med det store badehåndklæde. Det kan schæferen nemlig så godt lide.

Så satte vi os i stedet indenfor i varmen og nussede på gulvet et kvarters tid. Samtidig fik jeg så lige klippet hans negle.
Det var han ikke så meget for i starten, nu går det fint. Han brød sig ikke om, når jeg tog fat i hans forpoter. For at vænne ham til det, så sad jeg ofte med en hans forpoter i hånden, når vi dagligt lige nussede et øjeblik. Det gør jeg stadig, nu er det blevet en vane.

Nu sidder vi her i stuen og lytter til Björn Afzelius, mens regnen pisker på vinduerne, og schæferen tjekker vejrudsigten.
”Vi burde købe en husbåd,” siger schæferen.
”En husbåd?”
”Ja, og så kunne vi invitere to dyr af hver art …”

På plads!

Bølleschæferen og jeg er ude at gå. Pænt i snor. Han kommer lidt for langt frem. Jeg stopper op.

”Plads!”
Ingen reaktion
”Kom så på plads!”
Schæferen stopper en meter foran mig og kikker sig over skulderen.
”Jeg sagde: Kom på plads.”
”Det er lettere, hvis du kommer her frem,” siger han.
”Jeg kan da bestemt ikke se, hvorfor det skulle være lettere.”
”Jo, for det er jo den vej vi skal.”