onsdag den 12. maj 2010

Regn!


Regnen piskede ned her i det Nordskånske i dag, så min plan var at gå en meget kort frokosttur.

Allerede da vi var kommet ned ad de syv trin fra verandaen, havde schæferen rystet sig tre gange og efterfølgende set bebrejdende på mig. Da jeg, ved trappens fod, drejede til højre ud mod vejen, så drejede schæferen til venstre mod haven. Han skulle da i hvert fald ikke ud på nogen tur udenfor matrikelnummeret.

Schæferen tog en runde hurtigere end jeg kunne blinke tre gange med øjnene, og så satte han kursen mod trappen og drønede op under verandaens beskyttende tag.

”Jamen, skal du ikke lige schæfertisse en tår og så også lige dét, som vi bruger prutteposerne til, sprang du ikke det over i morges?”
Schæferen stak hovedet ud fra verandaen og kikkede mod himlen, mens de lange schæferører blafrede i vinden.
”Du kan snedkerere en schæfersize kattebakke, ka’ du, hvis du ønsker nogen form for schæferoutput fra mig i dag,” svarede schæferen. Og så var det jo ligesom uddebatteret.

Tilsyneladende drejede æresrunden i haven sig udelukkende om at blive tilstrækkelig schæfervåd til at kvalificere sig til at blive fluffiet med det store badehåndklæde. Det kan schæferen nemlig så godt lide.

Så satte vi os i stedet indenfor i varmen og nussede på gulvet et kvarters tid. Samtidig fik jeg så lige klippet hans negle.
Det var han ikke så meget for i starten, nu går det fint. Han brød sig ikke om, når jeg tog fat i hans forpoter. For at vænne ham til det, så sad jeg ofte med en hans forpoter i hånden, når vi dagligt lige nussede et øjeblik. Det gør jeg stadig, nu er det blevet en vane.

Nu sidder vi her i stuen og lytter til Björn Afzelius, mens regnen pisker på vinduerne, og schæferen tjekker vejrudsigten.
”Vi burde købe en husbåd,” siger schæferen.
”En husbåd?”
”Ja, og så kunne vi invitere to dyr af hver art …”

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Haha, Bølleschæferens Ark.
Jeg har en minigravbølle. Den er så lille, at den må svømme hver gang vi kommer til en vandpyt. Når vi kommer hjem vasker jeg den bare i håndvasken, det sidste er ikke engang løgn.

AntonDan

Per Lau Jensen sagde ...

He, he, sådan én i størrelse med håndvasken vil jeg osse ha' næste gang!

vh. Per