En stylteko!

Schæferen og jeg går i skoven næsten hver dag ved frokosttid. Så lader jeg ham løbe uden snor, og han nyder det. Ud og ind imellem træerne, og i fuldt firspring over sten og væltede træer, med en pind i munden.

Her i det Nordskånske oplever vi en del dyr i skoven. Der er et rigt fugleliv, og spor efter mange dyr i skovbunden, specielt lige nu hvor der ligger sne. Vi har bl.a. mødt harer og rådyr. Og forleden så vi lige røven af et vildsvin.

I dag, i strålende solskin og knasende sne, opdagede jeg de markante, næsten rektangulære, spor af lange, spidse klove. Det var en elg, og sporene var friske. Jeg har flere gange mødt elge på mine fisketure rundt omkring i Sverige; men jeg tror ikke, at schæferen har set en elg før.

Jeg tænkte ikke mere over det, indtil en halv times tid senere, da jeg pludselig så en bevægelse inde imellem træernes stammer. Der stod den, tyve meter væk. Det var meget, at den ikke havde hørt os, og var trukket væk.
Elgen opdagede mig bare et sekund efter, jeg havde set den. Den stivnede og kikkede stift på mig. Schæferen, der ellers ofte er så optaget af sin pind i skoven og derfor ikke er særlig observant, opdagede også elgen. Han frøs og stod med den ene forpote hævet.
Jeg var ikke særlig nervøs for, at han skulle jage elgen. Det har tidligere ikke været noget problem at bede ham blive, når vi mødte rådyr og hjorte.
Schæferen kikkede spørgende på mig. Og i det samme satte elgen sig i bevægelse, et par meter frem og så til højre og væk. Schæferen kikkede længe efter den.
”Sig mig, hvorfor gik den ko på stylter?” spurgte han med øjnene.
”Det var en elg!”
”Elg? Jeg er sikker på, at det var en stylteko!” svarede schæferen selvsikkert.

Lige nu kan jeg ikke komme i tanke om hvad

Den 18. februar 2009:

Frosten står stille i luften og klinger i tocifrede minusgrader, som en klar tone fra et perfekt stemt musikinstrument. Schæferen og jeg går ned igennem den lille skov, ned til det høje trådhegn ved banen.
Og så er det der pludselig, som altid næsten uden varsel: VUSSSSSH! 4 sekunder, og så er det væk,

Schæferen er ligeglad med X2000 til Stockholm. Han kikker ikke engang op. Han er mere optaget af to skader, som ikke viser den nødvendige respekt.

Jeg gad ikke gå ud, ville hellere være blevet inde i varmen. Men nu, hvor vi går langs banen og eneste lyd er fuglenes sang, nu hvor solen bryder frem, nu hvor sneen glimter frosthvid, så indfinder den dér følelse af næsten meditativ ro sig.
Som om schæferen straks fornemmer den igennem snoren, stopper han op, og står længe bare og snuser ud i luften.

Så, som ved en fælles uudtalt overenskomst, sætter vi os begge i gang igen. Driver langs banen ned mod byen. Alt er næsten perfekt. Der findes muligvis noget, der er bedre, men lige nu kan jeg ikke komme i tanke om hvad.
”Det skulle da lige være et stykke med leverpostej”, brummer schæferen hjælpsomt.

En pose-schæfer

Den 31. januar 2009:

”Altså, jeg har hørt om pose-damer, men jeg har sgu’ aldrig hørt om en pose-schæfer”, grinede jeg her til morgen, da schæferen var ude at morgentisse.
Han overhørte fuldstændig fornærmelsen og nægtede pure at være til grin.
Han havde jo fået en plasticpose på benet for at skåne forbindingen, da vi var udendørs (se 30. januar 2009).
I løbet af natten var jeg vågnet cirka hver anden time, og havde kikket til ham. Jeg ville sikre mig, at han ikke havde pillet forbindingen af og var begyndt at bløde over det hele igen. De første par gange, jeg kikkede til ham, havde han slet ikke rørt den. Men ved fem-tiden havde han løsnet den knude, jeg havde bundet på gazebindet, dog ikke mere, så det var bare at binde den igen. Ved otte tiden, da vi stod op, var forbindingen intakt. Det synes jeg faktisk var meget godt klaret af sådan en bølle-schæfer.

Her til formiddag købte jeg noget ”klip-stop”, eller ”blod-stop” hedder det her i Sverige. Da jeg tog forbindingen af hans pote, kunne jeg se, at den havde virket, det havde ikke blødt særlig meget. Men da han derefter tog et par skridt, så startede det igen. ”Blod-stop” klarede det dog lige på stedet. Imponerende!

Schæferen har dog ikke glemt, hvorfor problemet opstod. Det er tydeligt, at han har tænkt sig at malke situationen til det yderste. I aften har han forlangt pizza!

Blodbad

Den 30. januar 2009:

Jeg er sådan en hvor-svært-kan-det-være-type. Det tror jeg egentlig også er en stor fordel i langt de fleste tilfælde her i livet; men der er altså undtagelser ……
Jeg har aldrig klippet negle på mine tidligere hunde. Måske gjorde min første ex det, måske var det doktor Dyr, måske sled de selv neglene – det er nogle år siden, jeg husker det simpelthen ikke.
Bølle-schæferen slider ikke selv sine negle, det har han folk til – folk som mig.
Hidtil har han fået klippet negle, når han er hos Katarina på Slättaröds Hundpensionat & Dagis. Han er dér, når jeg er væk et par dage og ikke kan have ham med. Han får også en dag derovre, hvis jeg er væk mere end omkring 7 timer. Faktisk er der en lov her i Sverige, hvorefter en hund ikke må være alene mere end 6 timer i træk (det er rigtigt!)
Katarina har helt uopfordret klippet hans negle, og det har passet så godt med de gange, han har været der. Imidlertid er det snart et par måneder siden, at jeg har haft behov for at aflevere ham i pensionen. Neglene var blevet lange, så jeg tænkte hvor-svært-kan-det-være og købte en negleklipper.
Det var heller ikke svært i sidste uge. Jeg klippede en lille smule af hver negl, det tog ti minutter, han fik en kiks for hver pote, og alle var glade.
Eksperterne havde fortalt mig, at nerven vokser sig længere med neglene, men at den også trækker sig tilbage, når neglen er blevet klippet. Planen var derfor at klippe et lille stykke af, de stadig for lange negle, igen i denne uge. Det gik også fint, bortset fra en enkelt negl.
Jeg vil under edsansvar garantere, at jeg klippede mindre end 2 mm af, men blodet sprang med det samme. Schæferen tog sig ikke af det, det virkede overraskende nok, som om det ikke gjorde ondt.
Kendetegnende for hvor-svært-kan-det-være-typen er, at de selvfølgelig ikke har ”klipstop” i huset, fordi hvor-svært o.s.v. Kendetegnende for typen er endvidere, at de ikke tænker worst-case og derfor meget vel kan finde på at klippe neglene udenfor dyrehandelens og dr. Dyrs normale åbningstid.
Jeg har altid ment, at der er gået en god TV-serie-læge tabt i mig, så jeg lagde med professionel mine, og uden nogen form for panik, et pres på den blødende negl med en isterning i et håndklæde, hvor-svært …..

Schæferen var ikke imponeret. Til trods for 3 forsøg - til sidst satte jeg mig med ham i hans kurv og holdt pres på, indtil isterningen var smeltet – så blødte det stadig lystigt.
Til dem, der ikke har prøvet at klippe for meget af en negl, kan jeg fortælle, at det bløder rigtig, rigtig meget.
Præcis klokken 21:02 (og det er ikke engang løgn) her fredag aften opgav jeg og ringede til Djursjukhuset i Hässleholm, jeg måtte have dem til at stoppe blødningen. Deres telefonsvarer oplyste, at de lukkede kl. 21.00. De henviste til Djursjukhuset i Helsingborg – det er 105 km herfra!

Så lagde jeg en transsibirisk kompresforbinding – opkaldt efter en hændelse på en sibirisk fisketur (don’t ask!). Den består af vat, hæfteplaster, en halv meter gaffatape og en god del gazebind. Schæferen var ikke voldsomt begejstret – og i øvrigt var den ikke særlig skridsikker på parketgulv.
Det her kommer til at koste. Schæferen er forhandlingsvant og lidt af en hård hund. Indtil videre er det blevet til lasagne til middagsmad og et par Digestive fra min personlige kiksedåse; men det slutter ikke dér. Det bliver dyrt de næste par uger.
Til gengæld glæder jeg mig over, at schæferen har forstået budskabet og ladet forbindingen være i fred, og at det ikke er blødt igennem. Og så har jeg for resten lavet et notat i kalenderen for i morgen formiddag: ”Købe klipstop”.