”Jamen, jeg er jo en farlig schæfer. Jeg forstår slet ikke, de tør,” udbrød bølleschæferen.
Fem kravlende og tre sugende skovflåter har jeg pillet af pelsdyret i denne uge. Og i sidste uge var der - inde i stuen under leg et godt stykke tid efter vi var kommet hjem fra gåtur – en flåt, der sprang fra hans pels over på mig. Jeg opdagede den kun, fordi jeg hørte den råbe:
”Geronimooo!”
Vi har så mange flåter her i det nordskånske. Sådan var det også sidste år. Man behøver ikke bevæge sig ud i skoven for at finde dem, de sidder tæt på hvert græsstrå af en vis længde, vi har dem også i haven. Hver femte flåt menes at bære Borrelia, og anbefalingen om tætsluttende tøj hjælper jo ikke meget, når de bringes hjem af hunden og derefter springer på ejeren.
Jeg tjekker schæferen grundigt en gang om dagen. Hvis man får dem af inden der er gået 24 timer, så skulle de ikke kunne nå at overføre Borrelia. Som hundeejer bør man også tjekke sig selv grundigt, morgenens brusebad er et oplagt tidspunkt, synes jeg.
Schæferen bliver ellers forebyggende behandlet. Jeg bruger et naturpræparat, der på ham virker bedre end de kendte kemi-produkter i nakken.
Engang for nogle år siden anbefalede apoteket mig et halsbånd mod flåter. Da schæferen fik det på, begyndte han at tabe pelsen. Jeg undersøgte derfor, hvilke erfaringer der var med bivirkninger, og de halsbånd burde jo være forbudt. Jeg returnerede det og foreslog pigen på apoteket, at hun selv gik med det en uges tid.
Det ville hun ikke.
”Hvordan kan du så stå og anbefale det til bølleschæferen?” spurgte jeg.
Det kunne hun ikke svare på. Og hun ville i øvrigt heller ikke give mig pengene tilbage.
