Schæferens julebad

Schæferen har lige været i bad. Det tog et kvarter, og derefter tog det trekvarter at rengøre og renovere badeværelset.
”Den strammer over skulderen,” brokkede han sig, da han var blevet proppet ind i brusenichen.
”Jeg kan da sagtens være der,” indvendte jeg. ”Og jeg vejer mere end dig.”
”Det er fordi dine kilo er stablet ovenpå hinanden. Underlig konstruktion,” forklarede den store skrummelschæfer, mens brusenichen knagede.

Schæferen er meget begejstret for at blive sæbet ind og for at blive frotteret med det store badehåndklæde, der er hans private. Faktisk har han fire. Han er knapt så begejstret for håndbruseren.
”Kunne vi ikke springe det dér bruseri over?” forslog han.
”Du mener bare sæbe dig ind og tørre dig bagefter? Hvordan tror du egentlig, det vil gå?”
”Det vil gå fint,” svarede badebilletten med overbevisning.

Schæferen kommer normalt i bad et par gange i vinterhalvåret. I sommerhalvåret har vi en badesø i nærheden, hvor vi går i vandet så tit som muligt. Derud over kommer han kun i bad efter markante schæferfejltagelser, som f.eks. dengang, hvor han forvekslede et mudderhul på marken med den lokale badesø. Det var i hvert fald hans undskyldning.

Nu ligger han og tørrer. Selvom han er blevet frotteret med to store badehåndklæder, er pelsen stadig lidt fugtig, og jeg kan se, at gulvtæppet er vådt. Jeg har skruet temperaturen på varmepumpen op til dér, hvor der står Middelhav og bedt den blæse i schæferens retning. Så han ligger og ligner en firser popstjernevideo eller en prototype i en vindtunnel.

P.S. Jeg har lovet at ønske alle hundene glædelig jul og godt nytår fra bølleschæferen. Det gælder også deres pjokledere, siger han.

Rån!

”Hallo dér!” råbte han. Jeg så mig over skulderen.
”Dig med hunden!” Schæferen og jeg stoppede.
Så kom han småløbende hen mod os i mørket og regnvejret. 195 centimeter polisuniform med refleksvest og støvler, der gungrede hårdt i asfalten.
Da han var et par meter fra os, sprang schæferen frem i snoren og gøede farligt. Jeg greb bølledyret i halsbåndet, han trak sig lidt til venstre, jeg måtte træde et skridt samme vej for ikke at miste balancen, og min venstre røjser placerede sig lige oven på en af schæferens kæmpestore poteplader, dramaschæferen hylede op, jeg lavede et hop af bare overraskelse, og schæferen gik i gang med at gø igen.
Polismanden trak sig lidt tilbage og så på os med spørgende øjenbryn.
”Normalt tager vi penge for sådan en forestilling,” forklarede jeg. ”Vi kalder det cirkus Schæferweiz.”
Han så uforstående på mig. Ironi er ikke en svensk spidskompetence.
Nu er det ikke det smarteste at gø farligt af polisen. Selvom Sverige ikke har forbudt en mængde hunderacer som Danmark har, så har de også skrappe regler, hvorefter polisen kan medtage farlige hunde til nærmere vurdering og eventuelt senere aflivning. Så jeg skyndte mig at dæmpe bølleschæferen ned.
”Sit!”
Schæferen fortsatte med at gø.
”Sit, schæfer!”
”Nå, var det til mig?”
”Ja, det var sgu da ikke til polisen, vel?”

Nu kunne jeg mærke, at ordensmagten var ved at blive lidt utålmodig, så jeg skyndte mig at stille mig velvilligt til etatens rådighed, mens jeg spekulerede over, hvilken forbrydelse det var, de havde opdaget. Uanset hvad, kunne det vel næppe give mere end bødestraf.
”Var I hernede på torvet ved 19 til 19.30-tiden i går?” spurgte polismanden.
”I går aftes? Næh, men vi gik her ved 18-tiden og kom vel forbi igen en halv time senere,” svarede jeg og prøvede at erindre hvilken form for gadeuorden, schæferen havde lavet dagen før.
”Det var et rån på det tidspunkt,” forklarede polismanden og pegede mod byens lille kiosk.
”Nu igen, sådan noget forbandet lort, de skulle fandeme …” rasede jeg. Schæferen troede, at jeg skældte polisassistenten ud, så han sprang en meter op i luften og gøede: ”Passér gaden!”

Desværre havde vi ikke set noget, så vi kunne ikke hjælpe. Og polisbetjenten gik igen.
”Sådan en praktikantpolis,” brummede schæferen. ”Er han ikke klar over, at det er mig, der er sherif her i byen?”
”Hvis du er sådan en farlig schæfersherif, så burde du fange dem, der røvede kiosken i går. Måske er der stadig fært at hente, snuden til jorden, du!”
Det gjorde han så og fik en fært.
”Jeg har fat i færten!” råbte han. Vi strøg over gaden til en toetages lejlighedsbebyggelse. Schæferen vejrede i luften: ”Det er oppe på første sal.”
”Flygtede de op på første sal?”
”Flygtet, hvem? Næ, de laver pandekager oppe på første til højre!”

Det var de andre, der startede!

Vi evaluerer aftenens gåtur på verandaen.
”Hvordan synes du selv, det gik, schæfer?”
”Jeg synes, det gik flot!”
”Virkelig?”
”Ja, det var de andre, der startede.”
”Hvad?”
”Den kat kikkede så provokerende.”
”Jamen, hvad med den gamle mand på cyklen?”
”Du må indrømme, at han ikke havde lys på.”
”Hm, men hvad så da vi gik forbi lastvognen? At råbe ”idiot” efter en lastvognschauffør, der ligner Charles Bronson er unødvendigt.”
”Jamen, sådan et dieseldyr må da ikke stå og banke i tomgang så længe.”
”Næ, det er skide irriterende, men …”
”Desuden kunne ham Bronswrong vel se, at jeg er en meget farlig schæfer, og du er tidligere sergent i Fremmedlegionen.”
”Jeg har da aldrig været …”
”Nå, du lyder ellers sådan, når jeg ikke går helt, som du vil have det!”

En gang imellem fører vores evalueringer på verandaen ligesom ingen vegne.

Togstop og forstuvning

Vi mødte sværvægtsweileren med den ældre mand i snor, da vi var ude at gå her ved frokosttid. Så pustede schæfersheriffen og sværvægtsweileren sig igen op, snorene var spændt til bristepunktet, mens de så hinanden dybt i øjnene, og byens borgere skyndte sig indendørs.
”Hov, hvorfor har han bind om fingeren?” spurgte weileren.
”Pjoklederen? Det er en arbejdsskade,” svarede schæferen, hvorefter de to pelsdyr fortsatte med at tale om mig, som om jeg ikke var til stede.
”Jeg troede ikke, han lavede noget?” mente weileren.
”Det var under arbejdet med den nye station.”
”Arbejder han ved jernbanen?”
”Naj da, din tossede vægtweiler, men vi gik nede ved stationen forleden dag, da de lige var begyndt.”

I 2012 skal toget igen standse her i vor lille nordskånske by. Det har det ikke gjort i omkring tre dekader. Der skal laves perron og gangbro med elevator. Schæferen er ikke særlig tilfreds med det.
”Jeg kører aldrig med toget. Jeg er ligeglad,” siger han.
”Tænk på at det bliver lettere for folk at besøge os,” forklarer jeg. ”Man vil kunne køre hertil fra Københavns Hovedbanegård med kun et enkelt togskift.”
Schæferen er ikke imponeret:
”Besøg griber så forstyrrende ind i mit søvnbehov.”

De er lige startet på arbejdet med den nye station. Langs banen, nord for den gamle stationsbygning, der nu er restaurant, er der et grønt område med plæne og gamle træer. Her går schæferen og jeg tit. Nu har de imidlertid spærret hele området af. Det er schæferen ret utilfreds med. Så da vi forleden gik forbi et par arbejdere, der stod ved hegnet i deres orange reflekstøj, kastede schæferen sig farligt frem i snoren og gøede.
Det var jeg uforberedt på og havde desværre samtidig snoet snoren lidt uheldigt om hånden.

”Han har forstuvet lillefingeren,” forklarede schæferen.
”Det var da godt, lægen ikke sagde, den var brækket,” svarede sværvægtsweileren.
”Pjoklederen har sgu da ikke været til lægen. Se på forbindingen, den består af lige dele gaze, gaffetape og pjokleder-optimisme. Pjoklederen er nemlig meget klog. Meget klogere end lægerne. Bare fordi han ude i vildmarken har lagt et par brækkede fingre og et enkelt anfald af storhedsvanvid i skinne, så tror han, han er udlært som overlæge. Han brækkede jo en pegefinger i sommer, stillede selv diagnosen og lagde den i skinne. Nu har han besluttet, at lillefingeren har fået en let forstuvning.”
”Har han røntgen hjemme?”
”Nej, din tossede weilervægt; men han har ”mærket efter,” siger han. Åbenbart har han et meget følsomt sind, der er bedre end røntgen. Meget dygtig mand!”

Mens ironien således drev tykt ned ad schæferpelsen, begyndte han at brokke sig over hegnet ved banen.
”Nu har de sat hegn op om hele plænen dernede, og jeg har da vundet hævd på …”
”Ja, hævn! Jeg vil godt være med!” udbrød sværvægtsweileren.
”Det er da ikke hævn, dit tossede weilerapparatur, det hedder hævd!”
”Hævd?”
”Ja, pjoklederen er jo gammel ejendomsmaler, så han har fortalt mig …”
Nu tillod jeg mig at bryde ind:
”Mægler, schæfer, ejendomsmægler.”
”Ja, ja, what ever. Hævd er en ret, man får, når selv gamle på egnen ikke kan huske, at det har været anderledes. Jeg er efterhånden en gammel schæfer, siger pjoklederen, og jeg kan ikke huske, at det har været anderledes. Jeg har altid brugt den plæne!”
”Så har jeg vundet hævd på dit fortov!” udbrød weileren.
”Hvad? Umuligt, det er mit!”
”Hvor gammel er du da?”
”Seks år,” svarede schæferen.
”Ha, jeg er otte år. Og jeg har gået på dit fortov siden, jeg blev født. Jeg har vundet hævd.”
”Sådan noget vrøvl!”
”Hvorfor bed du egentlig de der jernbanearbejdere?”
”Jeg bed dem da ikke. Jeg sprang bare sådan lidt farligt frem, så han sked i de dér orange refleksbukser. Nu er de brune!”
”Det er da derfor, de har afspærret det hele. Det er din skyld!”
”Det kan de altså ikke. Det er mig, der ejer det, for jeg har vundet hævd.”
”Jeg tror altså, det er kommunen, der ejer det.”
”Kommunen? Jeg ejer også kommunen. Jeg ejer alting!” fastslog sheriffen.
”Gør du det?”
”Ja. Hvad er kommunen for noget?”
”Det ved jeg ikke. Det er vist noget, som man brokker sig over,” mente weileren.
”Så vil jeg da ikke eje det.”

Jeg vil tro, at samtalen kunne være fortsat på det tomgangsniveau i timevis; men jeg fik nok og trak af med schæferen. Naturligvis med en vis forsigtighed på grund af min forstuvede lillefinger.

Passér gaden!

Nede i vores lille nordskånske by er et par gader gravet op langs fortovet. Kort efter mørkets frembrud i går kom en mand med en puddel gående langs udgravningen, som var skærmet med rækværk næsten hele vejen. Schæferen og jeg gik på den smalle vejs andet fortov. Schæferen var helt afslappet og optaget af en duft i den lille græsrabat. Han værdigede knapt pudlen et blik.

Netop da manden og pudlen nåede til det sted, hvor rækværket ophørte, men udgravningen fortsatte et par meter, reagerede schæferen og sprang gøende frem på bagbenene. Pudlen kikkede overbærende, mens manden hoppede en meter ud af sine egne tanker og trådte et skridt baglæns. Hvorefter han forsvandt ned i udgravningen.

Der var ingen fare på færde, vel højst risiko for en forstuvet ankel. Udgravningen var knapt halvanden meter dyb og siden ikke voldsom stejl. Han forsvandt derned sådan i slowmotion. Da han havde sluppet snoren, og pudlen stod dér og så forundret ud, gik jeg over og tog fat i snoren, så den ikke løb sin vej.
Så dukkede mandens hoved op.
”Hjælp mig lige,” han rakte en hånd op.
”Jo, men jeg står jo lige og holder to hunde her.”
”Jamen, jeg kan ikke …” han skred i blød jord i forsøget på at komme op.
Jeg bandt hundene sammen og lagde snoren igennem rækværket, hvorefter jeg gav manden en hånd. Da han var kommet op og havde børstet det værste jord af, begyndte han at hidse sig selv en smule op:
”Hvad pokker er meningen? Sådan en bidsk hund burde …”
Jeg pegede hen mod hundene. Schæferen stod og så forundret på manden med hovedet sådan lidt på skrå. Pudlen benyttede imens lejligheden til at snuse schæferen respektløst i bagdelen.
Så tog manden en dyb indånding:
”Okay, måske var det mig, der overreagerede. Jeg blev lidt forskrækket.”
Så fortalte jeg, at schæferen var ganske ufarlig; men at han var af racen bølleschæfer og i en stilling som schæfersherif og derfor forpligtet til at råbe ”passér gaden” en gang imellem og i øvrigt sikre sig, at al aktivitet var schæfersanktioneret. Manden, der tydeligvis ikke var schæferblog-læser, kikkede på mig, som om jeg var vanvittig. Så valgte han tilsyneladende at tro på, at det var mit danske sprog, han ikke helt forstod.

Herefter skyndte han sig at ønske god aften, og så ilede pudlen og han hjem til aftensmaden.

Syng, schæfer!

Schæferen og jeg gik forleden dag ad en grusvej syd for den lille nordskånske by, hvor vi bor. Vi havde aldrig gået på den vej før. Den endte blindt nede i skoven. Vi måtte derfor gå en længere runde ind i skoven ad et gammelt hjulspor for at komme hjemad. Og hvis jeg bliver presset, må jeg indrømme, at vi faktisk gik vild en halv times tid.

Bølleschæferens retningssans er intet værd, og i øvrigt ville han hellere finde pinde. Så jeg valgte en sti, som jeg mente gik i den rigtige retning. Det gjorde den ikke. Vi nåede næsten helt ned til den lille samling huse, der udgør den by, der ligger syd for vores. Vi kunne se ned på dem fra skovbrynet. Så vi måtte tilbage igennem skoven.

Jeg har flere gange mødt elge her i Sverige, både med schæferen og under fluefiskeri. Det er en god naturoplevelse; men ikke lige nu. Og selvfølgelig stod der så pludselig en elg på stien foran os.
”Se, en stylteko!” udbrød schæferen.
Elgen rystede bedrøvet på hovedet og sagde: ”Duk jer, jeg er dårligt selskab på denne årstid.”

Elgjagten er i gang. Under hver busk ligger en tykmavet dansker iført grønt tøj, tykke brilleglas og dirrende geværløb.
Nå ja, der er også svenskere ude i skovene. De fleste jægerne er såmænd sikkert dygtige; men der er også en del, som ikke er. Jævnligt hører vi om kondiløbere og andre, der er blevet beskudt i de uger, hvor der er elgjagt. Vi plejer at undgå skovene i den periode.

Elgen kikkede på os et par sekunder og smuttede så ind i skoven.
”Syng, for helvede!” sagde jeg til schæferen.
Og han skrålede: ”En jæger gik at jage …”
”Ikke den, for pokker!”
Og så sang vi hele vejen ud af skoven.

En vildmarkssok

En gang imellem synes jeg, at schæferen skal have en lille pause fra kraven (se evt. blogindlæg fra 3. oktober). Med kraven på har han jo ingen mulighed for at soignere sig, og hvis det klør på snydesnudeskaftet, så kan han ikke klø igen. Så får han en hvid tennissok på for at hindre adgang til såret på poten. Ved rolig indendørs brug kan den i en vis udstrækning sidde af sig selv.

Desuden giver det mig mulighed for at komme med en af mine sædvanlige forrygende morsomme bemærkninger:
”Jeg har hørt om heste med hvid sok; men aldrig om schæfere, hahahaha!”
Så kikker schæferen sig omkring og konstaterer:
”Standerlampen blinker ikke af grin, gardinerne blafrer ikke af grin, jeg griner heller ikke. Du er faktisk den eneste, der synes, det er sjovt, pjokleder.”
Det er ret svært at have schæfer på de vilkår.

Men ingen rigtig hanhund vil naturligvis ses udenfor egen schæfermatrikel iført hvide tennissokker i 2011, så til udendørs brug har schæferen fået en af mine aflagte vildmarkssokker. Det er en ”Bridgedale CoolMax high performance socks” i grå og sort.
”Den har jeg haft på ved fluefiskeri både i Lapland og på Kamchatka,” har jeg forklaret ham.

Da vi gik aftentur i går, mødte vi sværvægtsweileren. Han grinede af schæferens sok.
”Det er sandelig en vildmarkssok, at du ved det!” sagde schæferen. ”Har du måske en vildmarkssok?”
Det havde sværvægtsweileren ikke, faktisk vidste han slet ikke, hvad en vildmarkssok var for noget.
”Du ved da heller ikke noget,” svarede schæferen og forklarede: ”Det er da en sok, der har været både i lapvand og på Kamsjatskid!”

Ryk tilbage til start!

Det var en helt almindelig lørdag for 14 dage siden. Schæferen og jeg gik ned igennem skoven og kom ud i villakvarteret i byens østlige udkant. Der er en mark. Jeg slap ham løs og kastede en pind i det lange græs. Det gjorde vi i ti minutters tid. Så fik han snoren på igen, og vi gik langs vejen hjem.

Vi var ikke kommet langt, før jeg opdagede, at hans forben var indsmurt i blod. Han havde knækket en vildtklo helt inde ved benet. Hvad han havde ramt, ved jeg ikke. Da jeg kender dr. Dyrs takst i weekenden, lagde jeg en vildmarksforbinding. Den består af gaze, gaffatape og en god del optimisme. Og schæferen er jo sej, det skal man være som bølleschæfersherif.
Mandag smuttede vi så forbi dr. Dyr. De gav schæferen noget beroligende og tog klokapslen helt af, så nerven lå blottet. Klokapslen ville vokse ud igen, men det kunne nemt tage flere uger, fik jeg at vide. I starten skulle schæferen forsynes med såvel forbinding som krave, og jeg skulle vaske såret og skifte forbindingen dagligt.

Det blev til tre besøg hos dr. Dyr, og et markant dræn på min bankkonto, selvom han er forsikret.

I de uger har han gået med krave indendørs, har jeg tit sagt:
”Flot kasket, schæferdreng!”
”Men er skyggen ikke lidt stor?” spurgte schæferen.
”Nej, nej, sådan er de, det er en amerikansk kasket.”

Jeg har desuden været god til vandede vittigheder og ufatteligt morsomme bemærkninger.

Når det har regnet, og vi skulle ud at gå, så har han haft en plasticpose på benet, og så har jeg altid sagt:
”Jeg har hørt om posedamer; men jeg har sgu aldrig hørt om poseschæfere, hahahahahaha!”

Eller om kraven, f.eks. når jeg passerede ham på vej ud i køkkenet efter mere kaffe:
”Du vil jo så gerne være berømt, schæferdreng. Nu har du nået et af delmålene.”
”Hvad?”
”Det er jo blevet en skærmtrold, hahahahahaha!”

Eller når det var halvmørkt i stuen om aftenen:
”Hej, kom lige og lys for mig!”
”Hvad?”
”Nå, undskyld. Jeg troede, du var en lampe, hahahahahaha!”

I denne uge var jeg nødt til at tage til København på grund af en begravelse. Jeg blev der natten over og fik klaret en række hængepartier næste formiddag. Samme nat på hundepensionen fik schæferen befriet sig fra kraven. Den har sikkert hængt fast i noget. Og derefter slikkede han såret op.

Det minder mig om et brætspil: Ryk-tilbage-til-start! Forbinding igen, udsigt til krave i ugevis, måske endda endnu et besøg hos dr. Dyr, for såret bløder og væsker.

”Hør, er du løbet tør for morsomme bemærkninger?” spørger schæferen nu.

Ny schæferkurv - andel del

Overfor faste læsere af schæferbloggen vil jeg godt undskylde, at der er gået så lang tid siden sidste indlæg. Jeg har haft travlt med at færdiggøre manus til en bog om schæferen. Den vil sandsynligvis blive udgivet i starten af 2012.

Det her er en fortsættelse af mit blogindlæg fra den 23. august, hvor jeg fortalte, at jeg havde købt en ny kurv til schæferen, fordi den gamle var ved at gå helt fra hinanden. Desværre var den nye af en anden type, og schæferen var ikke tilfreds.
Jeg havde været for doven til at smide den gamle kurv ud eller i kælderen i første omgang, så de står begge i schæferens værelse nu. Den nye kurv er placeret, hvor den gamle stod, med udsigt til køkkenregionerne, mens den gamle er sat over ved den anden væg, hvor der er udsigt til ingenting.

Schæferen ligger sjældent i den nye og mest i den gamle. Men han beklager sig:
”Jeg kan ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle kurv.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

Nu er det sket flere gange, at den gamle kurv har bevæget sig halvanden meter hen til døråbningen, hvor schæferen kan ligge med hovedet ud og dermed generobre sin udsigt til køkkenregionerne. Jeg tænkte lidt naivt, at kurven måske flyttede sig en lille smule på det glatte parketgulv, hver gang han hoppede op i den; men i dag var den der igen, helt henne ved dørkarmen, og jeg havde skubbet den på plads i går. Så nu mistænker jeg schæferen for med snydesnudeskaftet at skubbe kurven hen til den rigtige udsigt.

Jeg havde egentlig opgivet og besluttet mig til at købe en ny kurv til schæferen, af den dyre type magen til den, der er gået i stykker. Åbenbart må han jo ligge bedre på den type madras. Nu må det nok vente til næste måned, for schæferen brugte lige mere end 2.000 kr. hos dr. Dyr i denne uge. Heldigvis har han gratis hjemmesygeplejerske til at give medicin og skifte forbinding (det er mig). Mere om det næste gang.

Ny schæferkurv

Det er mange måneder siden, at schæferens kurv begyndte at gå op i syningen. Jeg tænkte derfor, at han skulle have en ny. Det kæmpede han imod igennem et par måneder.

”Jeg vil ikke have en ny kurv. Den kan aldrig blive så god, som den gamle. Det her er den, jeg er vant til. Det er den, jeg holder af. Den lugter rigtigt, det vil en ny aldrig komme til. En ny kurv vil stresse mig. Jeg vil aldrig få lukket et øje i en ny kurv!”

Selv når jeg støvsugede kurven, mente schæferen, at den var dårligere bagefter:
”Der er noget, der mangler. Der er noget, der er forsvundet. Den lugter mærkeligt. Af bøllesuger!”

Da han havde skabt sig et par måneder, tog jeg ham med til dyrehandelen for at vælge en ny kurv; men han ville ikke med ind, han sad ude i bilen med poterne overkors og var 3 måneder. Da jeg havde været inde og kikke lidt på udvalget og specielt priserne, blev jeg overbevist om, at han havde ret. Han behøvede bestemt ingen ny kurv.

Forleden faldt jeg så over et parti kingsize hundekurve til en usædvanlig pris. Så købte jeg én. Nu har jeg placeret den på den gamle kurvs plads, hvor der er udsyn ind til stue og køkken, og flyttet den gamle kurv over i den anden ende af værelset, hvor der slet ikke er noget udsyn. Så håbede jeg lidt, at han selv ville vælge den nye.

Men schæferen er småsur:
”Du tvinger mig jo til at bruge den nye kurv. Det er dyremishandling.”
”Du har da stadig den gamle?”
”Jo, men jeg kan jo ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

Et par korte hukommelser

Schæferen og jeg spillede fodbold i haven igen i dag. Det gør vi tit. Som sædvanlig troede jeg, at mine ben var 25 år og mit efternavn Laudrup, mens schæferen rutinemæssigt havde besluttet at brække mindst et pjoklederben.

Faktisk gik det indledningsvis ret godt. Det lykkedes flere gange at drible udenom schæferen med både bold og ben i behold.
Jeg kunne høre bruset fra tribunen, da jeg satte sidste forsvarsspiller af på kanten af straffesparksfeltet og gjorde klar til en skruet yderside, hvis mål var at slikke indersiden af stolpen oppe i højre trekant. Jeg var i blå og hvidstribet trøje tilbage på Holtes 2. hold og 14 år, og historien gentog sig i mindste detalje, da jeg sparkede i græsset og vred om på foden.

Efter at have ømmet mig lidt, fløjtede jeg kampen af og lod schæferen tage en æresrunde. Da vi skulle ind misforstod schæferen mig og var på vej forbi trappen om mod den anden ende af haven.
”Nej, vi går ind!”
Han stoppede og drejede skarpt op ad trappen. Under den øvelse vred han højre forben, så jeg kunne se det. Han sagde ikke noget; men han støttede næsten ikke på benet, og jeg måtte holde ham, da jeg skulle tørre den venstre pote.

Så sad vi lidt i stuen, som et par patetiske krykhusarer, og havde medlidenhed med os selv og hinanden. Men nu går det godt, og i morgen skal vi sikkert spille fodbold igen.

Det er en stor lettelse, at der ikke bor en kvinde her på krageslottet, når vi spiller fodbold i stuen, smadrer en vase og bare griner; men det betyder samtidig, at der heller ikke er en kvinde til at åbne vinduet mod fodboldbanen og skråle:
”Kan I to kyllingehjerner så stoppe med det dér. I ved, hvad det ender med!”
For det gør vi faktisk ikke, det har vi nemlig glemt. Min hukommelse er kun en anelse længere end schæferens.

Hættemand, baglås og bølleschæfer

Regnen piskede ned i går, da schæferen og jeg kom tilbage fra tur. Drivvåde. Og ikke en gang på verandaen var der tørt, fordi taget er blevet utæt, og håndværkerne kommer først i starten af august. Jeg har lagt en presenning på taget; men vandet havde besluttet at følge presenningen hele vejen rundt omkring tagets afslutning og først slippe ved presenningens kant inde under verandataget. Noget af det fortsatte endda langs de snore, som jeg har bundet presenningen fast med. En dag som i går var verandaen omdannet til en overdimensioneret brusekabine med højt vandtryk. Og så satte jeg nøglen i døren og konstaterede, at den var gået i baglås.

Altså, skal sandheden frem, så har der jo været problemer med den lås. Jeg har måttet lirke længe; men man vænner sig jo til den slags. For lang tid siden skiftede jeg faktisk låsecylinderen ud; men problemet ligger tilsyneladende inde i låseboksen.

Men i går ville den ikke lirkes. Jeg satte schæferen ned i bilen med åben bagklap, trak hætten godt op over hovedet og gik i gang med at lirke med nøglen en fem minutters tid. Schæferen afstod klogelig nok fra at komme med morsomme tilråb.
Selvom jeg er sikker på, at problemet er i låseboksen, så prøvede jeg alligevel at trække i døren, trykke på døren, foroven, forneden og meget mere i samme stil, mens jeg med regnen silende ned ad ryggen drejede nøglen og blev øm i både hofte og skulder. Uden resultat.

Så gik jeg ned i bilen og hentede værktøj. Hvis nøglen ikke kunne lirke låsen over sit døde punkt, så kunne et stemmejern direkte på låsepalen måske gøre tricket, tænkte jeg. Jeg eksperimenterede lidt med stemmejernet inde imellem døren og karmen nogle minutter. Og så lykkedes det endelig med stemmejernet at skubbe den nødvendige halve millimeter, hvorefter låsen vågnede op igen og – med nøglens hjælp - gjorde det, som den sidder der før.

Det var præcis på det tidspunkt, hvor stemmejernet trådte i karakter, at politiets Volvo rullede op i indkørslen.

”Jeg kender intet til det dér!” gøede schæferen og pegede op mod hoveddøren.

En bøllebader

Få kilometer fra hvor bølleschæferen bor, ligger der et søbad. For få år siden blev det kåret som Sydsveriges bedste. Der er broer langt ud, der er græsplæne, sandbund, bænke, grillpladser, minigolf, lille restaurant og iskiosk. Og så er der en lille hundestrand.

Her går vi tit i vandet, gerne ved frokosttid på hverdage. Schæferen elsker at bøllebade. Vi har været derude tre gange i denne uge. Når vi har været i vandet og siddet lidt i solen, så lægger vi gerne vejen forbi iskiosken. Så får schæferen en vaffelis. Og hvis der er råd til det, får jeg også en.

Vi stod ved siden af iskiosken i torsdags. Jeg havde min vaffelis i højre hånd og spiste med stor nydelse. Schæferen havde sin på græsset og spiste med stor hast. Ved siden af stod en lille dreng med sin ispind og kikkede lidt betuttet på schæferen.

Et øjeblik efter kom der et par bikinipiger forbi, og jeg indrømmer ærligt, at jeg blev lidt distræt et kort øjeblik eller længere.
Jeg blev vækket af den lille dreng, der satte i et hyl. Schæferen, der for længst var færdig med sin is, stod ved siden af og så forundret ud.
”Jamen, så gør da noget. Kan du ikke se, at drengen er dybt ulykkelig?” sagde schæferen.

Hvad der var sket, havde drengen ikke tid til at fortælle. Han havde for travlt med at lyde som en luftværnssirene. Heldigvis var der et vidne. Det var en midaldrende dame i blomstret badedragt og gul solhat. Hun skulle sådan koncentrere sig for ikke at grine.

Mens jeg havde været bikinioptaget, havde den lille dreng åbenbart stået og flagret med sin is og kikket den anden vej. Schæferen, der var ulykkelig over netop at have spist sin egen is færdig, var rykket tættere på. Derefter havde han to gange slikket yderst forsigtigt på drengens is. Og da det gik godt, så tog han en ordentlig bid.
På det tidspunkt havde drengen vendt sig om, kikket chokeret på isen og schæferen i flere sekunder og derefter sat i sit sirenehyl.
Jeg købte en ny is til drengen.

Da vi var på vej op til bilen, spurgte schæferen:
”Hvad var der egentlig galt med den lille dreng. Savnede han sin mor?”

Bøllebold og badehætte

Bølleschæferen elsker at spille fodbold. Jeg købte en plastikbold, som schæferen ondulerede på tyve sekunder. Nu ligger den på plænen og ligner en druknet badehætte. Så investerede jeg i en læderbold. Det tog schæferen flere minutter at trykke livet ud af den, nu ligger den i rabarberbedet som en gennemtygget havehandske. Pudsigt nok har den mest holdbare fodbold været en skumbold. Det er den, vi bruger i øjeblikket ude i haven.

Vi spillede her ved frokosttid.
”Jeg er centerschæferward og målsluger,” proklamerede schæferen med øjnene.
”Pas på du ikke sluger bolden,” svarede jeg og foretog en Laudrup-dribling udenom ham, mens jeg højlydt hånede ham for at være en alt for tung forsvarsschæfer. Driblingen lykkedes næsten perfekt. Det var først ved den sidste afsluttende manøvre, at mine ben erindrede mig om, at jeg ikke er knapt 25, men derimod knapt 60. Det har jeg det med at glemme.

Schæferen er mere sådan en Tøfting-type. Så han satte en plæneklippertackling ind, så det knogleknagede.

Da jeg hang oppe i luften, så jeg, at der stod to tilskuere på den anden side af hegnet. De lignede nogen, der havde stået der et par minutter. Det var ægteparret Jönsson igen. De har bestemt ikke hund. De har det med at komme forbi på de mest uheldige tidspunkter, og de går med så lydløse sko. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Men han plejer også derefter at trække næsten umærkeligt på skulderen og gå videre – formentlig kommer han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

”Hent førstehjælpskassen, Fredrik!” råbte fru Jönsson.
Jeg vinkede afværgende, mens jeg spyttede græs, og schæferen triumferende løb med bolden.
”Jensen, jeg kan jo ikke undgå at høre, altså jeg mener …” begyndte overlæge Jönsson.
Jeg pegede på schæferen, men han stod og så ud som om, han slet ikke kunne tale.
”Vi har et udmærket system, Jensen. De skal bare henvende Dem på vores lokale vårdcentral, så kan De få en henvisning til en ekspert.”
”Ja, det ved jeg godt, jeg har været på vårdcentralen, men …”
”Nå, De er i behandling. Det var godt.”
”Næ, nej, jeg …”
”Kom nu, Fredrik.”
Så trak fru Jönsson af med sin Fredrik.
”Hva’ så, er du skadet, Ronaldo?” grinede schæferen.

Jeg kom op, og vi spillede videre. Schæferen vandt 9-1. Det gør han altid. Det er ham, der fører regnskab.

En fødselsdagsudflugt

”God morgen, schæfer.”
”Åh, jeg føler mig gammel. Det er efterhånden blevet så hårdt at komme ud af kurven om morgenen,” klagede dramaschæferen sig.
I går fyldte han seks år.

Jeg havde lovet ham en fødselsdagsudflugt om formiddagen.
”Hvor skal vi hen?” spurgte han
”Det skal være en overraskelse,” svarede jeg.
Da vi var fremme, spurgte han forundret:
”Hvad skal vi dog hos dr. Dyr?”
”De vil jo også sige tillykke til dig, schæferdreng.”
”Vil de det?”
”Ja, ja, det gør de med alle dyrene.”

Da vi kom ud igen, var schæferen knapt så begejstret.
”Var det din fødselsdagsgave til mig, en lang nål i nakken? Hvad siger du til i julegave at få et gavekort til en schæfertand i bagen?”
”Jo, men …”
Du kunne godt have sagt, at jeg skulle have en rabies vaccination.”
”Jamen, det vidste jeg jo ikke noget om,” svarede jeg rapt. ”Det var fordi, du gøede ad den dér retriever i venteværelset.”
”Jamen, den kikkede på mig.”
”Det er muligt, men så giver man altid en vaccination mod rabies for en sikkerheds skyld.”
Gør man virkelig?”
”Ja, ja. Det siger loven.”

Men han fik altså også leverpostej, lagkage, løbetur i skoven og en ny fodbold til haven.

En slentretur med sheriffen

Schæfersheriffen og jeg er lige kommet hjem fra en helt almindelig gåtur i byen.

Udenfor den gamle togstation, der i dag huser en lille restaurant, sidder kokken med en kompis. De drikker kaffe og ryger en smøg. Schæferen springer frem og gør, så den ene spytter kaffe og den anden taber sin cigaret.
Jeg sætter mig på hug og taler alvorligt med schæferen. Han anfører til sit schæferforsvar, at sådan en kok burde stå indenfor og røre i gryderne. Og i øvrigt er det usundt at ryge.

På hjørnet møder vi en lille puddel. Schæferen laver straks en farlig ballade, mens puddel og ejer skyndsomt fortrækker, og medicinalindustrien har fået atter en stesolid-kunde.
Schæferens eneste forklaring er, at det jo var en puddel.

Ved hjørnet af det grå hus på bakken ser jeg lige et glimt af en sort vingefjer og er derfor forberedt. Det er en skade, der hænger dér på hjørnet og tygger tyggegummi. Schæferen hopper frem i snoren og gør så farligt, at selv vinden lægger sig. Den form for lediggang er skadeligt på en mandag, mener han.

Ved busstoppestedet står der en lille kat med halsbånd. Jeg ser den før schæferen, hvilket formentlig er det eneste, der redder min venstre skulder fra en længerevarende fysioterapeut-behandling. Schæferen hidser sig op, så det runger imellem husene og ind og ud ad busskuret. Katten spæner.
Jeg sætter mig på hug igen for at evaluere situationen med schæferen. Han påpeger, at en kat ikke har noget at gøre dér, for enhver ved jo, at katte sjældent har rede penge eller buskort på sig.

Så stikker han snydesnudeskaftet ned i græsset og guffer lige en kattelort. Jeg kommer atter for sent; men rykker alligevel i snoren og skænder på ham, mens jeg bøjer mig ned. Schæferen ved godt, at det er galt, det er tydeligt at se på ham; men han kan ikke lade være.
Da han sekundet efter har tygget af munden, så hopper han lige op og slikker mig i ansigtet. Det plejer at virke. Og så schæferslentrer han ubekymret videre.

Som sagt en helt almindelig gåtur med schæferen …

En verandadiskussion

”Sig mig en gang, holdt du fest i går aftes, da jeg ikke var hjemme?” spurgte jeg i formiddag, mens jeg svingede støvsugeren ind under sofabordet. Jeg havde været væk fem timer i går aftes.
”Nej, det kunne jeg da aldrig finde på uden at have fået lov,” svarede bølleschæferen og så mig frækt lige i øjnene.
”Det må du da have gjort. Der er jo en milliard hundehår. Der må have været en hel flok her.”

Så satte vi os ud på verandaen og diskuterede situationen. Schæferen havde smidt vinterpelsen for små to måneder siden, og åbenbart var han ikke tilfreds med sommerpelsen. Så nu skifter han igen.
”Nej, det var bare en forårspels,” påstår schæferen.

De kom i dag

De kom i dag, kl. 15.17. Først troede jeg bare, at det var en schæferudflugt. Jeg havde nemlig stillet et spørgsmål, som bølleschæferen ikke kunne svare på:
”Hvordan pokker kan der komme vand helt op i vindueskarmen, når du drikker fra din vandskål?”
”De kommer nu,” svarede han.
”Ja, det er godt med …”
”Kan du ikke høre det?”
”Jo, du har sgu ret.”
Jeg kikkede ud ad vinduet. Skåneskyen kom netop ind over grænsen fra Småland.

”Jeg tror, de samles oppe ved Växjö og bliver fordelt.”
”Er det noget, som du selv har udtænkt, schæferdreng?”
”Næh, det var den grand danois nede ved …”
”Var den meget klog, måske?”
”Den så i hvert fald meget overlegen ud.”

De første 700 kolonner passerede. De skulle videre til Kristianstad, Malmö og andre steder sydpå. Så råbte en af befalingsmændene, der fløj ude til siden:
”Alle, der skal af i Vedahult, dykker nu!”
Og så hørte vi den fløjteagtige lyd af styrtdyk, mens vi stod dér ved vinduet og så på hinanden.

Vi havde gjort klar til at gå en eftermiddagstur. Schæferen var allerede trukket i halsbåndet. Så vi gik ud, straks styrtdyklyden døde ud, og derfor kan jeg sige med sikkerhed, at netop bølleschæferen fik skånes første myggestik i år.

Endnu en morgen

”Klokken er over syv. De friske er for længst stået op,” sagde jeg, da jeg vækkede schæferen i morges.

Som sædvanlig sad jeg ved siden af kurven og gav mig god tid til at klø ham bag øret og lade ham vågne. Den stakkel havde kun fået omkring ni timers søvn. Plus det løse.

Han brummede velbehageligt, som han plejer, og strakte sig, først forbenene, så bagbenene, som blev strakt op mod væggen, så han skubbede sig selv flere centimeter frem i kurven.
Jeg benyttede lejligheden til at tjekke ham for skovflåter, der måtte have bidt sig fast (sæsonen er vist startet), mens jeg kløede ham på brystet.

Så gabte han længe og højlydt og lige op i ansigtet på mig med det dér schæferstore gab, hvor tænderne sidder klar på geled, så langt som øjet rækker. Han kom for skade at trække vejret ind samtidig og havde nær slugt rummet, huset og byen.

”Jeg forstår godt, at du er træt. Du har jo næsten ikke fået noget søvn,” jeg strøg ham medlidende over snydesnudeskaftet. ”Du kan sove lidt mere, mens jeg går i bad.”
Han brummede og lukkede øjnene.
”Jeg tror, at det er søndag; men jeg er ikke helt sikker,” fortsatte jeg. ”Det gør heller ikke noget. Det betyder bare, at man ikke hænger i en klokkestreng.”
”Ja, eller hænger sig i bagateller,” svarede schæferen søvndrukkent.

En bande østfra

Vores fuglehus har vist fået en stjerne. Jeg så egentlig godt, at der var en fed og overlegen spurv på besøg i sidste måned.

Desværre må det have rygtedes i de forkerte kredse. De seneste dage har vi haft 8-10 alliker på røvertogt i haven. De æder spurvenes mad og vandaliserer fuglehuset, som kun er bygget til spurvespecifikationer.

De har altid været et par alliker på skorstenen. Så tit, at jeg tænkte, at de var frosset fast om vinteren og aldrig tøede helt op. Men de har aldrig blandet sig i haven.
”Måske holder de fætter og kusinefest?” foreslog schæferen.

Jeg tror nu mere, at det er en bande ovre østfra, fra Blekinge måske. Den slags er iskolde og har ingen respekt for andres mad.
Der skal desværre en del til for at skræmme dem. Skaderne har de dog respekt for. Men skaderne sidder på stensætningen i den anden ende af haven, hvor de tygger tyggegummi og gør sig kostbare.
”Nå, nu kan vi godt bruges, hva’,” siger den største. Han er lederen, fordi han tygger skrå.

”Sådan en smule alliker kan jeg da hurtigt ondulere,” udbryder schæferen og tilbyder fast patruljering mod vederlag udbetalt i svenske köttbullar.
Der er lidt forvirring derude lige nu, fordi her i morges ankom to stære med jetlag, og det er grovspurvene, grønirisk og gulspurvene også lidt utilfredse med.

Spurvene kræver en løsning. Og det skal være nu. Man har meget vrøvl som fuglehusrestauratør, pjokleder og parcellist …

Bølleschæferen og støvsugeren

Da jeg fik bølleschæferen ved en omplacering i 2008, brød han sig ikke om min støvsuger. Det er ellers en fin Electrolux, der ligner en krydsning mellem en Fiat 500 og den dér lille robot fra Star Wars. Schæferen var dog tydeligvis i tvivl om flugt eller angreb ville den bedste reaktion.

Det arbejdede vi så en del på. Jeg har aldrig drillet ham med støvsugeren eller kørt ind i ham, fordi han ikke flyttede sig. Det er der mange, der gør. Jeg lavede vist også støvsugersjov med min første hund for næsten tredive år siden, fordi jeg ikke vidste bedre og troede, at vi legede. Det gjorde vi nok ikke. Han var sikkert bange.

Jeg har gjort meget ud af at anvise schæferen, når han skulle rejse sig og gå et andet sted hen, før støvsugeren kom for tæt på. Det er en af de ting, som jeg vist har været heldig med, for i dag kikker han altid på mig for at få råd, uanset hvor tæt støvsugeren kører på ham, og så længe der ingen anmodning kommer fra mig, bliver han roligt liggende. Det opfatter jeg som tillid.

Noget varmt venskab med støvsugeren får schæferen dog aldrig, og han forstår definitivt ikke konceptet; men han accepterer den. Og når man har en schæfer, så støvsuges der jo tit. Hos os mindst hver anden dag. Så er det dejligt, at det kan ske uden drama.

Lidt drama var der dog her i dag, da støvugeren kom for tæt på en avis, der lå under et par støvler i entreen. Den sugede straks halvdelen af nyhederne, og det meste af sporten, til sig og kom med halvkvalte lyde. De fleste nyheder i avisen er også svære at fordøje.
Schæferen rejste sig og så overrasket til, mens han sendte mig et spørgende blik.
”Ja, ja,” svarede jeg og slukkede for sugeren. ”Sådan én støvsuger kan godt blive lidt grådig og lidt svær at kontrollere.”
Schæferen kikkede på ledningen, der gik hele vejen inde fra stikkontakten i stuen og sagde: ”Det er da klart, når du giver den så lang snor.”

En nærsynet hare

Vi var på vej ned til marken, nede ved søen, hvor schæferen løber frit og henter pind. Det var i dag ved frokosttid. Vi gik ad stien, han kunne næsten ikke vente og slet ikke gå ordentligt i snor. Så frøs han og stod helt stille. Det gjorde jeg også.

En stor hare snusede og rodede i skovbunden. Den var på vej hen imod os. Schæferen rørte sig ikke.
”Se kaninen,” hviskede han. ”Den passer lige i vores ovn.”
”Det er en hare. Det kan du se på ørerne og bagbenene,” hviskede jeg tilbage.
”Kanin eller hare, det kommer ud på et. De er lige al dente at sætte tænderne i,” mente schæferen.
”Sådan en bemærkning, under de her omstændigheder, bryder jeg mig ikke om. Det skal du sige, når der er damer eller små piger til stede. Så er det morsomt.”
”Eller din niece. Vær nu lidt stille.”
”Nå ja, hun har jo to kaniner. Hvad er det nu, de hedder?”
”De hedder forret og dessert,” svarede schæferen.
Haren kom nærmere.
”Jeg tror, at den er nærsynet,” hviskede schæferen.
Det kunne han måske godt have ret i. Jeg har mødt mange harer, ikke mindst under fluefiskeri; men aldrig én, der kom så tæt som denne her. Schæferen dirrede. Og så kunne han ikke stå imod længere.

Han kastede sig frem og glemte, at han var i snor. Jeg stod og så haren forsvinde ind igennem skoven med schæferen bagefter, efter ham hang snoren og min venstre arm.
Armen var klog nok til at kravle op ad snoren og prikke schæferen på ryggen.
”Hallo, storvildtsjæger!”
”Jeg har travlt,” gøede schæferen, mens han lavede en håndbremsevending omkring et træ og fulgte flugtharen i en ny retning.
Venstre arm rakte frem og knyttede næven foran schæferens snydesnudeskaft, og schæferen blokerede alle fire poter.
”Måske schæferen vil være så venlig at transportere mig tilbage til mit udgangspunkt,” brummede armen.
”Gisp,” svarede schæferen og luntede tilbage.

Mens jeg prøvede at få mig organiseret, havde schæferen et forslag:
”Måske ville det være nemmere, hvis du fik noget velcro i det skulderled?”

En pegefinger i pjoklederblåt

”Skal en pjoklederpegefinger være så stor og blå?” spurgte schæferen for et øjeblik siden. "Er det det, man kalder pjoklederblåt?" Herefter fik han atter et latteranfald.

Det var i dag ved frokosttid. Vi havde parkeret bilen ude ved skoven. Jeg havde lukket schæferen ud. Jeg skulle lige have noget inde i bilen, og så smækkede jeg bildøren, før min pegefinger var kommet helt ud.
Mens jeg brølede noget, som ikke tåler gengivelse, holdt mig for fingeren og satte mig på skovbunden, brød schæferen sammen af grin, og bilens alarm gik i gang, fordi venstre fordør stod på pegefingerklem.

I sidste uge klippede jeg mig i fingeren, sådan ret gennemført og lige på grænsen af syning. Men det bruger vi ikke her, der er for langt til skadestuen. Så jeg lagde en vildmarksforbinding og efter et par dage holdt det op med at bløde, og nu er det næsten vokset sammen. Kønt ser det ikke ud; men jeg skal ikke deltage i nogen skønhedskonkurrence.

Cirka sådan sagde jeg i telefonen, da jeg talte med en ekskæreste forleden, og følte mig meget macho.
”Hvor macho føler du dig nu. Sådan på en skala fra 1 til 2, hvor 1 er overhovedet ikke og 2 er uhyre lidt?” spurgte schæferen og pegede med en pote på min finger, hvor pulsen slog synligt i fingerspidsen.
Jeg så mig om efter noget at kaste efter ham.
”Jeg mener,” fortsatte schæferbørsten. ”Du klippede dig i fingeren i sidste uge og nu bildøren. Hvis man skal sige det i et ord, så er ordet vist klodset.”
Det ord indgik ikke i min selvforståelse. Jeg havde brug for en bortforklaring.

På samme tur i skoven sprang mine røjsere i øvrigt læk. Igen. De gamle blev utætte tidligere på vinteren, så de nuværende er kun tre måneder gamle. Og jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde kvitteringen.

Ude på marken lå der stadig lidt sne. Schæferen fik spist tre mundfulde, før jeg fik råbt ham op. Jeg har ikke forstand på sne; men jeg går ud fra, at det der ligger nederst, og som er tilbage nu, var det, der faldt først.
Mindre end et minut efter fandt schæferen også ud af, at det er dumt at spise sne i marts, som faldt i december. Han brækkede sig voldsomt, med hvidt skum, fire gange indenfor et par minutter.

Bortset fra det, er det en dejlig lørdag her i Nordskåne. Og efter at have tænkt over det, så har jeg nu bortforklaringen: Klodset? Nej. Distræt? Ja!

Stille start på dagen

Tre gæs fløj højt oppe, mens de højlydt skvadrede løs og diskuterede kursen. Bølleschæferen kikkede op. Den slags himmelstøj var ikke schæfersanktioneret, så han begyndte straks at gø med nakken lagt tilbage og hoppende op og ned på stive forben.
Jeg stod og gabte. Jeg syntes, det var tidligt. Det var morgenturen i morges. Vi stod i udkanten af byen.
”Hvorfor gør du af de flyvegæs?” spurgte jeg så.
”For en sikkerheds skyld,” svarede schæferen.
Den slags kan man jo ikke argumentere imod, så jeg holdt min kæft.
Folk, der kom forbi, kikkede og grinede lidt.
Da gæssene var fløjet, fortsatte schæferen med at gø. Nu af et udhus.
”Hvad gør du nu af?”
”Ikke noget, men jeg er inde i en god stime,” svarede schæferen ud af mundvigen.
Det var selvfølgelig soleklar schæferlogik.

Så spiste schæferen lidt græs og brækkede sig på fortovet.
”Skal du ikke samle det op,” spurgte en midaldrende kvinde med knold og overskæg på vej mod busstoppestedet. Hun skulle sikkert møde på arbejde på Systembolaget.
Der lå lidt græs, der havde været en hurtig tur ned og op igen - det var næsten ikke brugt - blandet med lidt mavesyre, som alligevel var for flydende til, at jeg kunne samle det op. Af erfaring vidste jeg, at det hele ville være tørret ind, inden der var gået en halv times tid.
”Næ, det havde jeg nu ikke tænkt mig,” svarede jeg.
Så holdt hun et foredrag om hundelort, der lå alle vegne, og at det var for galt. Det var jeg sådan set helt enig i. Og jeg samler altid op i schæferens prutteposer på steder, hvor mennesker eller hunde færdes. Personligt mener jeg, at folk, der ikke samler op, burde havde en bøde på et firecifret beløb – eller måske bare skydes.
Imens stod schæferen og så ud som om det slet ikke vedkom ham.

På vej hjemad gøede schæferen af den barske senne, der gik på det modsatte fortov. Sådan cirka 40 meter væk. Ejeren grinede og vinkede.
Nu ligger schæferen og hviler sig efter den store og vigtige indsats. For mit eget vedkommende tænker jeg, at det altid er godt at starte dagen stille og roligt. Hvis jeg ellers nogen sinde skulle opleve det.

Dit gamle fjols

Vi var nede i byen i formiddag. Jeg gik i mine egne tanker og schæferen gik formentlig i sine. Jeg tænkte på, om jeg skulle begynde at træne til en ironman til foråret eller måske dyrke noget faldskærmsudspring eller en anden aktiv hobby, der passede sig for en ung mand som mig.

På et tidspunkt kastede jeg et distræt blik til venstre. Der gik en schæfer og en - i hvert fald i sammenligning med mig - ældre mand, som var en anelse duknakket med gråt hår og fuldskæg. Et øjeblik efter slog det mig, at bølleschæferen slet ikke havde gøet af den anden hund.

”Hør, du plejer da … når vi møder en anden hund?”
Schæferen så op på mig og svarede:
”Det var sgu da en butiksrude, dit gamle fjols.”

Når grovspurve og grovspurvetårer triller ned

Om morgenen, når bølleschæferen skal ud og godkende dagen og verden og læse lokalavisen, så tager jeg altid posen med fuglefrø med ud. Så får de en bunke i fuglehuset.

I morges, da vi travede over plænen mod fuglehuset, råbte en stor grovspurv, øverst i busken, til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
”Jeg vil endda kalde det en skrammelschæfer,” svarede en anden grovspurv. Og så lo de så hysterisk, at grovspurvetårerne trillede, og til sidst faldt den ene spurv ned fra sin gren og landede på græsplænen.

Hvis jeg ikke havde holdt schæferen tilbage, så havde han nuppet den.
”Husk spurveforliget!” formanede jeg. Ifølge den aftale må schæferen ikke jage de små spurve.
”Det kan da ikke gælde, når de gør nar af mig,” indvendte schæferen.
”Jo, jo,” svarede jeg. ”Jeg gør jo også tit nar af dig, og mig bider du jo ikke.”
”Næ, men jeg har da tit lyst.”

Vinterføre og snemænd

Bølleschæferen kom for et øjeblik siden slentrende igennem stuen og ind ad bueåbningen til biblioteket, hvor jeg sad foran computeren. Så stillede han sig lige foran mig og så mig ind i øjnene.
”Du har ikke skrevet noget på schæferbloggen siden jul,” sagde han med blikket.
”Nå nej, juleferie og sådan …”
”Folk skulle nødig glemme mig,” brummede schæferen. ”Hvorfor skriver du ikke lidt om, hvad vi har oplevet her i vinterføret?”
”Vi har jo ikke oplevet noget.”
”Jo da. Hvad med nede på torvet i sidste uge?”
”Torvet?”
”Lige da vi gik forbi hende dér den lyshårede med den chikke pelshue og de høje støvletter, dér hvor du rettede dig op og trak maven ind. Et øjeblik efter trådte du lige ind på blank is og røg på røven med et brag. Hold kæft, hvor hun grinede.”
”Øh, det kan jeg ikke huske. I øvrigt kunne det jo være, at det var med vilje. En list. Det havde du ikke tænkt på, schæfer,” sagde jeg triumferende.
”En list? Skulle ideen så være, at hun omsorgsfuldt kom hen og hjalp dig op. Hvis det var sket, så havde hun garanteret sagt: Hallo, morfar. Jeg håber ikke, at du brækkede nogen af de gamle knogler. Nu skal jeg hjælpe dig hjem til alderdomshjemmet. Hvem er den smukke schæfer?”

Jeg kastede en kuglepen efter ham.

”Eller fortæl om ude på trappen for et par dage siden, hvor du advarede mig imod istapper og bad mig trække hovedet lidt ind under verandataget.”
”Det er da ikke sjovt.”
”Det er da skideskægt. Netop som du stod og holdt foredrag, gjorde dig klog og rakte hånden ud, så slap den dér store istap og bankede lige ned igennem din hånd.”
”Du er så dramatisk, schæferdreng. Den gik da ikke igennem hånden.”
”Lidt blod var der da i hvert fald.”
”Joh …”

”Eller jeg kunne fortælle om dit stunt med snoren her i formiddag?” udbrød jeg.
”Hvad? Jeg synes, jeg hørte nogen ved døren. Jeg må hellere …” og væk var schæferen.

Når schæferen går i lang snusesnor, som jeg kalder det, så bliver han engang imellem så optaget, at han begynder at trække i snoren. Så stopper jeg normalt og holder den stram, indtil han søger øjenkontakt, og så går vi videre. Det plejer at virke meget godt. Men på det seneste har han udviklet et nyt schæfertrick.

Når jeg stopper og strammer snoren, så springer han dramatisk baglæns, højre om mig, bagom og frem i én hurtig bevægelse. Han stopper nådigt, når snoren ligger stramt om mine knæ. Så kikker han sig bagud med et blik, der siger: Har du lyst til en kolbøtte?

Det gjorde han også i formiddags. Men lige på det tidspunkt, hvor jeg havde snoren stramt om knæene, kom en kat spankulerende på tværs af hans schæferkurs. Så glemte schæferen alt om mig og snor.
Jeg slog mindst en dobbeltkolbøtte og foretog derefter adskillige rulninger i sneen. I takt med at jeg mere og mere lignede en snebold, blev vægten trods alt for meget for 40 kg firspringsschæfer. Så han stoppede modvilligt.
Ud for mit ene øje var der et lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at popsangerpudlen nede fra Bygaden kom ind i billedet fra højre.
”Hvad laver I?” spurgte den.
”Det ved jeg ikke,” svarede schæferen og rystede lidt på hovedet. ”Jeg tror, at pjoklederen er ved at lave en snemand.”