En vildmarkssok

En gang imellem synes jeg, at schæferen skal have en lille pause fra kraven (se evt. blogindlæg fra 3. oktober). Med kraven på har han jo ingen mulighed for at soignere sig, og hvis det klør på snydesnudeskaftet, så kan han ikke klø igen. Så får han en hvid tennissok på for at hindre adgang til såret på poten. Ved rolig indendørs brug kan den i en vis udstrækning sidde af sig selv.

Desuden giver det mig mulighed for at komme med en af mine sædvanlige forrygende morsomme bemærkninger:
”Jeg har hørt om heste med hvid sok; men aldrig om schæfere, hahahaha!”
Så kikker schæferen sig omkring og konstaterer:
”Standerlampen blinker ikke af grin, gardinerne blafrer ikke af grin, jeg griner heller ikke. Du er faktisk den eneste, der synes, det er sjovt, pjokleder.”
Det er ret svært at have schæfer på de vilkår.

Men ingen rigtig hanhund vil naturligvis ses udenfor egen schæfermatrikel iført hvide tennissokker i 2011, så til udendørs brug har schæferen fået en af mine aflagte vildmarkssokker. Det er en ”Bridgedale CoolMax high performance socks” i grå og sort.
”Den har jeg haft på ved fluefiskeri både i Lapland og på Kamchatka,” har jeg forklaret ham.

Da vi gik aftentur i går, mødte vi sværvægtsweileren. Han grinede af schæferens sok.
”Det er sandelig en vildmarkssok, at du ved det!” sagde schæferen. ”Har du måske en vildmarkssok?”
Det havde sværvægtsweileren ikke, faktisk vidste han slet ikke, hvad en vildmarkssok var for noget.
”Du ved da heller ikke noget,” svarede schæferen og forklarede: ”Det er da en sok, der har været både i lapvand og på Kamsjatskid!”