onsdag den 25. juli 2012

En teenagesløv skade



Vi var gået ned igennem skoven, rundt om byen og tilbage igennem villakvarteret ved frokosttid i går. Det var 27 skyggegrader. Bølleschæferen gik langsomt i snor ved min venstre side og var tæt på at træde i sin egen tunge. Da vi kom om hjørnet ved krageslottet, kom apotekerens Ingrid i sin nye soltop. Hun rakte armen op til hilsen, mens hun cyklede rapt forbi. Jeg gav hende min udelte opmærksomhed i nogle sekunder, sådan af ren høflighed.
Imens stod der åbenbart en teenagesløv skade i hækken og sms’ede. Skaden opdagede schæferen alt for sent og flaksede af sted. Schæferen sprang frem med sådan en pludselig kraft, at snoren smuttede, låsen på min urrem åbnede sig, og uret beskrev en bue op i luften.

Schæferen drønede efter flugtskaden langs hækken, indtil han fik tænkt sig om. Han stoppede, så sig tilbage og lignede en, der forventede, at en fyldt pruttepose hvert øjeblik kunne ramme en ventilator i drift.
Han holdt hovedet lavt, da han kom tilbage. Jeg stod og gned min hage, som jeg var landet på, da jeg kastede mig og greb uret, inden det ramte fliserne.
”Dit ur?” spurgte schæferen, der godt var klar over, at han nok ville blive bortadopteret til Bagindien, hvis der var sket noget med det.

Da schæferen var sikker på at overleve, forsvarede han sig med:
”Nogen må jo opdrage de skader, når forældrene ikke gør.”
Og egentlig har han ret, de unge skader er ret forvirrede og voldsomt plaget af teenagesløvsind. De har slet ikke den nødvendige respekt for den farlige schæfer.
Ifølge statistikken dør 70% af alle husskader i deres første leveår. Det kan ikke undre, de virker slet ikke klædt på til at klare sig i schæferens farlige krageslotshave.

onsdag den 11. juli 2012

Korte bukser



Vi var på vej ud på gåtur i sol og 24 graders varme, da bølleschæferen stoppede mig:

”Pjokleder, helt ærligt: Du er jo snart 60 …”
”58, tak!”
”Ja, det er det, jeg siger: Du er jo snart 60. Tiden er vist efterhånden løbet fra dig i korte bukser.”
”Altså, nu er det jo usundt at forberede sig på sommeren i solarium, så …”
”Ja, men behøver dine ben se ud som om, de har stået i letmælk vinteren over?”
”Nej, ved du hvad …”
”Og er de ikke lovlig skæve efterhånden og hvad med de små blå streger, der er begyndt at komme?”
”Det er så man kan se, at jeg er friherre af Ladonien med blåt blod i …”
”Ja, ja, jeg kender godt det dér Ladonien pjat, og jeg ved godt, du gerne vil være sådan en kunstmærkværdig type,” svarede schæferen og gjorde en bevægelse med poten mod panden.

Og sådan diskuterede vi den næste halve times tid; men når ens schæfer ikke vil følges med en, så skal man nok tage det alvorligt. Så efter hård forhandling er vi nu blevet enige om, at ingen af os herefter bør antræffes udenfor kragematriklen i korte bukser.

Det er hårdt at blive halvgammel, når man har schæfer.


http://www.ladonia.net/

mandag den 2. juli 2012

Sværvægtskrave



”Flot kasket, sværvægtsweiler,” gøede bølleschæferen. ”Men er skyggen ikke lidt stor?” Og så grinede han.

Vi mødte sværvægtsweileren på morgenturen lige ud for anemonegrøften. Han havde sådan en stor krave af gennemsigtig plast på og et ordentligt sår på skulderen.
”Du ligner en sværvægtslampe med den skærm,” brægede schæferen, ”men der er sgu da ikke meget lys i den lampe, hahahaha!”
Efter yderligere bemærkninger og en begyndende mavepine af grin fik schæferen taget sig sammen til at spørge, hvad der var sket.
”Han tabte linen,” svarede sværvægtsweileren og kastede et blik tilbage mod den gamle mand, der stod længere oppe på vejen, helt ude for enden af snoren. ”Og så gik jeg hen og hilste på en hund. Jeg ville jo bare sige hej; men så hang den i skulderen på mig.”
”Var det ham den lille tætte med kommodebenene?” spurgte schæferen.
”Ja.”
”Skal jeg sige noget til ham næste gang jeg …”
”Nej, han blev vel bare bange.”

Da vi var på vej hjem, udbrød schæferen:
”Hvor så han sjov ud med den krave, jeg har fået helt mavepine af grin.”
”Hør schæfer, du kom jo med alle de morsomheder, som jeg fyrede af, da du gik med krave. Dengang syntes du ikke, de var sjove.”
Det svarede han ikke på.