En teenagesløv skade

Vi var gået ned igennem skoven, rundt om byen og tilbage igennem villakvarteret ved frokosttid i går. Det var 27 skyggegrader. Bølleschæferen gik langsomt i snor ved min venstre side og var tæt på at træde i sin egen tunge. Da vi kom om hjørnet ved krageslottet, kom apotekerens Ingrid i sin nye soltop. Hun rakte armen op til hilsen, mens hun cyklede rapt forbi. Jeg gav hende min udelte opmærksomhed i nogle sekunder, sådan af ren høflighed.
Imens stod der åbenbart en teenagesløv skade i hækken og sms’ede. Skaden opdagede schæferen alt for sent og flaksede af sted. Schæferen sprang frem med sådan en pludselig kraft, at snoren smuttede, låsen på min urrem åbnede sig, og uret beskrev en bue op i luften.

Schæferen drønede efter flugtskaden langs hækken, indtil han fik tænkt sig om. Han stoppede, så sig tilbage og lignede en, der forventede, at en fyldt pruttepose hvert øjeblik kunne ramme en ventilator i drift.
Han holdt hovedet lavt, da han kom tilbage. Jeg stod og gned min hage, som jeg var landet på, da jeg kastede mig og greb uret, inden det ramte fliserne.
”Dit ur?” spurgte schæferen, der godt var klar over, at han nok ville blive bortadopteret til Bagindien, hvis der var sket noget med det.

Da schæferen var sikker på at overleve, forsvarede han sig med:
”Nogen må jo opdrage de skader, når forældrene ikke gør.”
Og egentlig har han ret, de unge skader er ret forvirrede og voldsomt plaget af teenagesløvsind. De har slet ikke den nødvendige respekt for den farlige schæfer.
Ifølge statistikken dør 70% af alle husskader i deres første leveår. Det kan ikke undre, de virker slet ikke klædt på til at klare sig i schæferens farlige krageslotshave.