mandag den 18. juni 2012

Dagens skade



Når nu bølleschæferen stod så pænt bag dørtrinet i den åbne hoveddør, mens jeg rystede hans håndklæde over trappen ude på verandaen, så var der jo ingen grund til, at to tyggegummignaskende skader absolut skulle slentre provokerende lige forbi trappen.

Nu er jeg ikke så hjulbenet, som schæferen åbenbart regnede med, så jeg kunne let ”sakse” ham over rygstykkerne. Problemet var derimod, at det ikke stoppede ham.

Heldigvis skete der ikke noget med trappen. Alle seks trin er af granit.

mandag den 4. juni 2012

Den blå balladespand





"Hjælp, min pote drukner!"
Bølleschæferen stod med den ene pote i den blå balladespand, som var fyldt med lunkent vand og lidt sæbe.
”Det kan den da ikke.”
”Jamen, den kan ikke svømme!” råbte schæferen.
”Du kan da godt svømme.”
”Jamen, jeg er jo ikke nede i spanden sammen med den!”
Schæferen havde trådt i en hundelort, da vi var ude på marken. Jeg havde ikke set det; men lugtede det på vejen hjem i bilen. Nu lå hans biltæppe i affaldsspanden. Hans ene forpote var lortebrun, helt op imellem trædefladerne og rundt om neglene. Noget af det var allerede tørret ind.

Så jeg lavede en spand lunken vand, som dels kunne opløse det, dels bruges til med en svamp at rense poten bagefter. Vi havde prøvet den øvelse før, hvor schæferen står nogle minutter med den ene pote i spanden; men åbenbart var det for lang tid siden, og pludselig fik han den idé, at sådan en blå balladespandvand var meget farlig og sikkert bundløs. Jeg måtte holde hans ben nede i spanden med en vis beslutsomhed. Da jeg samtidig har et ømt og halvstift knæ for tiden, så var det en forestilling, som vi burde have kunnet tage entre for.

”Hjælp, min pote er ikke vandtæt!”
”Hvad er det nu for noget pladder?”
”Men jeg håber, dit ur er,” tilføjede schæferen.
”Åh, shit!”
Jeg har et ur, jeg er lidt øm overfor, og nu drev det af sæbe og opløst lort. Schæferen benyttede lejligheden til at trække benet til sig, spanden væltede, og mine bukser blev gennemblødt af lortevand.
Ny spand, ny forestilling, stadig modvillig schæfer:
”Hvor mange hunde er i tiden løb døde under denne her behandling?” råbte schæferen.
”Ingen; men nogle har nok brækket benet,” svarede jeg og fastholdt mit greb i hans forben. Han så pludselig betænkelig ud. Og så gav han sig, og poten blev placeret på spandens bund. Efter 30 sekunder stod han helt upåvirket.
Da vi var færdige, kunne jeg endelig rette mig selv, og mit smertende knæ, ud. Så mærkede jeg, hvordan lortevandet var gået igennem mine cowboybukser og nu drev ned ad benet og ned i sokkerne.

Da schæferen var renset, trimmet, tørret og serviceret, lagde jeg tøjet i vaskemaskinen og gik i bad. Imens kom jeg til at tænke på en artikel forleden, der havde beregnet de samlede omkostninger ved at holde hund; men de havde vist glemt det ekstra vandforbrug.