onsdag den 31. oktober 2012

Så kan han lære det!



Vågn op, det er bølleschæferen, der taler:


”Pjoklederen er en meget trættende person. Han bliver næsten aldrig sur, og han hæver meget sjældent stemmen; men til gengæld skal alting have konsekvenser hos ham.
Bare man slår en lille prut, så bliver man straks udstyret med en pensel og skal male der, hvor vægmalingen er smeltet.
Tag nu f.eks. forleden da vi gik ned igennem skoven mod det indhegnede område, hvor man må smide snoren og jage blå balladebold. Pjoklederen havde taget bolden i lommen, jeg så det selv, og selvfølgelig havde jeg travlt.
Det kan da godt være, at jeg kom til at lave fuld schæferacceleration og glemte, at jeg havde snor på en enkelt gang. Nå ja, så tre gange.
Hver gang stoppede pjoklederen og stod helt stille. Når pjoklederen fryser og står så stille som marmor, så ved man, at man selv skal regne ud, hvad der er galt og helst indenfor et par minutter. Det er enormt hårde vilkår.
Men jeg tænker jo hurtigt og hoppede tilbage ved siden af statuen hver gang, og så gik vi igen. Men jeg synes virkelig, at man bør have en chance mere. Altså efter den tredje.
I stedet vendte pjoklederen bare om uden et ord. Så gik vi op til bilen og kørte hjem.

Senere på dagen kørte vi derned igen. Og denne gang snød jeg ham. Jeg gik bag pjoklederen hele vejen og blokerede, så han ikke kunne vende om. Så kan han lære det!”

torsdag den 18. oktober 2012

Ups!



Når bølleschæferen har spist sin mad, kommer han altid og henter mig. Jeg skal se resultatet og rose ham for den tomme madskål. Og vigtigst af alt: Han skal belønnes med en dessertgodis i form af en lille hundekiks.

Den kommer normalt med luftpost og lander i hans kurv. Nogle gange med væggen eller loftet som bande, så schæferen har svært ved at forudse, hvor den lander. Men i dag gik det lidt anderledes, og det måtte jo ske på et tidspunkt.

Plask! Så lå den på bunden af den fyldte vandskål. Og schæferen udbrød:
”Det er altså en selvhenter, pjokleder.”

onsdag den 3. oktober 2012

Helle Helle-dage



Bølleschæferen hedder Rossi i stambogen. Til daglig dog Ozzy eller bare Ozz.


Derfra kommer et lidt specielt sprog, vi bruger meget her på krageslottet. ”Kom her, Ozz,” er efterhånden blevet til ”kom herozz.”

I dag havde vi været i skoven med en kvindelig bekendt. Da schæferen skulle have tørret poter på verandaen, sagde jeg:
”Kom så med den potozz, din banditozz. Jeg ved god, du er trætozz så gå nu ind og drik noget vandozz.”
Min bekendt rystede medlidende på hovedet. Hun har ikke hund.
”Så skulle du høre os, dengang jeg læste Helle Helles seneste bog. Da holdt vi Helle Helle-dage,” sagde jeg. ”Da lød vi virkelig tossede.”
”Da ikke mig mig,” mumlede schæferen.