Endnu en morgen

”Klokken er over syv. De friske er for længst stået op,” sagde jeg, da jeg vækkede schæferen i morges.

Som sædvanlig sad jeg ved siden af kurven og gav mig god tid til at klø ham bag øret og lade ham vågne. Den stakkel havde kun fået omkring ni timers søvn. Plus det løse.

Han brummede velbehageligt, som han plejer, og strakte sig, først forbenene, så bagbenene, som blev strakt op mod væggen, så han skubbede sig selv flere centimeter frem i kurven.
Jeg benyttede lejligheden til at tjekke ham for skovflåter, der måtte have bidt sig fast (sæsonen er vist startet), mens jeg kløede ham på brystet.

Så gabte han længe og højlydt og lige op i ansigtet på mig med det dér schæferstore gab, hvor tænderne sidder klar på geled, så langt som øjet rækker. Han kom for skade at trække vejret ind samtidig og havde nær slugt rummet, huset og byen.

”Jeg forstår godt, at du er træt. Du har jo næsten ikke fået noget søvn,” jeg strøg ham medlidende over snydesnudeskaftet. ”Du kan sove lidt mere, mens jeg går i bad.”
Han brummede og lukkede øjnene.
”Jeg tror, at det er søndag; men jeg er ikke helt sikker,” fortsatte jeg. ”Det gør heller ikke noget. Det betyder bare, at man ikke hænger i en klokkestreng.”
”Ja, eller hænger sig i bagateller,” svarede schæferen søvndrukkent.

En bande østfra

Vores fuglehus har vist fået en stjerne. Jeg så egentlig godt, at der var en fed og overlegen spurv på besøg i sidste måned.

Desværre må det have rygtedes i de forkerte kredse. De seneste dage har vi haft 8-10 alliker på røvertogt i haven. De æder spurvenes mad og vandaliserer fuglehuset, som kun er bygget til spurvespecifikationer.

De har altid været et par alliker på skorstenen. Så tit, at jeg tænkte, at de var frosset fast om vinteren og aldrig tøede helt op. Men de har aldrig blandet sig i haven.
”Måske holder de fætter og kusinefest?” foreslog schæferen.

Jeg tror nu mere, at det er en bande ovre østfra, fra Blekinge måske. Den slags er iskolde og har ingen respekt for andres mad.
Der skal desværre en del til for at skræmme dem. Skaderne har de dog respekt for. Men skaderne sidder på stensætningen i den anden ende af haven, hvor de tygger tyggegummi og gør sig kostbare.
”Nå, nu kan vi godt bruges, hva’,” siger den største. Han er lederen, fordi han tygger skrå.

”Sådan en smule alliker kan jeg da hurtigt ondulere,” udbryder schæferen og tilbyder fast patruljering mod vederlag udbetalt i svenske köttbullar.
Der er lidt forvirring derude lige nu, fordi her i morges ankom to stære med jetlag, og det er grovspurvene, grønirisk og gulspurvene også lidt utilfredse med.

Spurvene kræver en løsning. Og det skal være nu. Man har meget vrøvl som fuglehusrestauratør, pjokleder og parcellist …

Bølleschæferen og støvsugeren

Da jeg fik bølleschæferen ved en omplacering i 2008, brød han sig ikke om min støvsuger. Det er ellers en fin Electrolux, der ligner en krydsning mellem en Fiat 500 og den dér lille robot fra Star Wars. Schæferen var dog tydeligvis i tvivl om flugt eller angreb ville den bedste reaktion.

Det arbejdede vi så en del på. Jeg har aldrig drillet ham med støvsugeren eller kørt ind i ham, fordi han ikke flyttede sig. Det er der mange, der gør. Jeg lavede vist også støvsugersjov med min første hund for næsten tredive år siden, fordi jeg ikke vidste bedre og troede, at vi legede. Det gjorde vi nok ikke. Han var sikkert bange.

Jeg har gjort meget ud af at anvise schæferen, når han skulle rejse sig og gå et andet sted hen, før støvsugeren kom for tæt på. Det er en af de ting, som jeg vist har været heldig med, for i dag kikker han altid på mig for at få råd, uanset hvor tæt støvsugeren kører på ham, og så længe der ingen anmodning kommer fra mig, bliver han roligt liggende. Det opfatter jeg som tillid.

Noget varmt venskab med støvsugeren får schæferen dog aldrig, og han forstår definitivt ikke konceptet; men han accepterer den. Og når man har en schæfer, så støvsuges der jo tit. Hos os mindst hver anden dag. Så er det dejligt, at det kan ske uden drama.

Lidt drama var der dog her i dag, da støvugeren kom for tæt på en avis, der lå under et par støvler i entreen. Den sugede straks halvdelen af nyhederne, og det meste af sporten, til sig og kom med halvkvalte lyde. De fleste nyheder i avisen er også svære at fordøje.
Schæferen rejste sig og så overrasket til, mens han sendte mig et spørgende blik.
”Ja, ja,” svarede jeg og slukkede for sugeren. ”Sådan én støvsuger kan godt blive lidt grådig og lidt svær at kontrollere.”
Schæferen kikkede på ledningen, der gik hele vejen inde fra stikkontakten i stuen og sagde: ”Det er da klart, når du giver den så lang snor.”