onsdag den 13. april 2011

En bande østfra


Vores fuglehus har vist fået en stjerne. Jeg så egentlig godt, at der var en fed og overlegen spurv på besøg i sidste måned.

Desværre må det have rygtedes i de forkerte kredse. De seneste dage har vi haft 8-10 alliker på røvertogt i haven. De æder spurvenes mad og vandaliserer fuglehuset, som kun er bygget til spurvespecifikationer.

De har altid været et par alliker på skorstenen. Så tit, at jeg tænkte, at de var frosset fast om vinteren og aldrig tøede helt op. Men de har aldrig blandet sig i haven.
”Måske holder de fætter og kusinefest?” foreslog schæferen.

Jeg tror nu mere, at det er en bande ovre østfra, fra Blekinge måske. Den slags er iskolde og har ingen respekt for andres mad.
Der skal desværre en del til for at skræmme dem. Skaderne har de dog respekt for. Men skaderne sidder på stensætningen i den anden ende af haven, hvor de tygger tyggegummi og gør sig kostbare.
”Nå, nu kan vi godt bruges, hva’,” siger den største. Han er lederen, fordi han tygger skrå.

”Sådan en smule alliker kan jeg da hurtigt ondulere,” udbryder schæferen og tilbyder fast patruljering mod vederlag udbetalt i svenske köttbullar.
Der er lidt forvirring derude lige nu, fordi her i morges ankom to stære med jetlag, og det er grovspurvene, grønirisk og gulspurvene også lidt utilfredse med.

Spurvene kræver en løsning. Og det skal være nu. Man har meget vrøvl som fuglehusrestauratør, pjokleder og parcellist …

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Herligt, som sædvanligt. Det er så hyggeligt at følge med I schæfers dagligdag :)
- og din selvfølgelig! (uhauha, der var jeg lige ved at være uhøflig)

Per Lau Jensen sagde ...

Tusind tak, Pia ;o)

vh. Per