onsdag den 24. marts 2010

Schæferbold


Jeg er fraskilt, og schæferen er ungkarl. Det kan der naturligvis kun komme ballade ud af.

For det meste er vi egentlig meget tilfredse med at bo alene. Engang imellem kan man selvfølgelig godt savne en sød kvinde at dele hverdagen med.

At et par store drenge har en vane med at spille lidt bold er vel indlysende. Hver morgen, når jeg står med åben dør til badeværelset og barberer mig, så kommer schæferen med sin blå balladebold i munden.
Han lægger den badeværelsesgulvet og trækker sig tilbage til døråbningen.

Så spiller vi schæferbold i ti minutters tid. Han er målmandsschæfer, og døråbningen er målet.

Her til morgen fik jeg med min unikke, Laudrup-agtige boldteknik sendt en skruet bold op i 1½ m højde, hvor målschæferen kun lige fik snudeskaftet på, hvorefter bolden gik stolpe ind og fortsatte i en bue ind i stuen, væltede nogle CD’er ud af det lodrette stativ og strejfede en vase, som baldrede i gulvet og fordelte sig i tusinde stykker.

Vi kikkede lidt på hinanden og brød ud i grin. Men så sagde schæferen:
”Det er da godt, at der ikke er en kvinde her i huset!”

onsdag den 17. marts 2010

I rækker og geledder


”Pas på!” råbte schæferen og så sig over skulderen.
”Hvad?”
”De kommer og de ser aggressive ud!”
”Hvem?” Jeg gad ikke vende mig om. Det var for tidligt på dagen, og i øvrigt så havde jeg læst mig til, at man som flokleder var nødt til at være afslappet og velafbalanceret hele tiden. Det første er jeg virkelig god til.

Vi var gået op ad stien langs banen, der førte ud af byen, da der blev slået schæferalarm.

”Hør her, jeg ved godt, at jeg er den farligste schæfer i byen, og du har engang gået på kursus i Kung Fu og fik et bælte; men mon ikke det mest var for at holde bukserne oppe?” lo han schæferhånligt. Så blev han alvorlig: ”Men de er altså mange, og de er efter os!”
Så opgav jeg og vendte mig om.

På stien kom de marcherende i rækker og geled, så skovbunden rystede: GUNG-GUNG-GUNG! Skåne Stavgangsforening. Det her var tydeligvis sektionen for husmødre og kvindelige pensionister. Der var mindst tyve, og den tunge vægtklasse førte an.

Egern, hjorte, elge og ulve sprang for livet. GUNG-GUNG-GUNG!

”Hvad tror du, der sker, hvis jeg drøner frem og snupper begge stave fra hende dér det store badedyr forrest?” spurgte schæferen.
”Nej, vi har kun én chance. Måske har de ikke set os endnu!”
”Jamen, de er kun ti meter væk!”
”Men se, de kikker ned i jorden alle sammen!”
GUNG-GUNG-GUNG!
”Måske hvis vi kaster os ind i skoven,” foreslog jeg, mens en rædselsslagen los sprang forbi os.

Schæferen og jeg reddede os på et hængende hår. Mens vi lå i skovbunden, gøede schæferen dog. Han kunne trods alt ikke glemme, at han var en frygtelig farlig schæfer. Men de værdigede ham ikke et blik, da de gungrede forbi.

Helt ærligt, hvis jeg gik stavgang ville jeg sgu ikke stritte så stædigt med stavene, når jeg passerede forbi en hund. Der er da ikke noget at sige til, at hunden bliver nervøs og blotter en hjørnetand. Og jeg kan ikke forklare ham, hvad disse mennesker foretager sig. Jeg har nemlig aldrig selv forstået det.

søndag den 14. marts 2010

Så ka' jeg lære det, ka' jeg!


Schæferen havde dårlig mave i forgårs og spiste slet ikke noget. I går lå han så stille i sin kurv. Han stod ikke engang op, da jeg gjorde klar til vores første lille tur i går morges, jeg måtte hente ham i kurven. Han gad heller ikke spise en hundekiks. Det har jeg godt nok ikke oplevet før.

Vi gik en lang tur i går eftermiddags, hvor han også fik mulighed for at løbe fri på en mark. Han blev hurtigt træt og gik perfekt og forpustet ved min side hele vejen hjem. Først sidst på dagen spiste han en lille smule.

Problemet opstod for tre dagen siden, da jeg (for sent igen) opdagede, at hans 15 kg’s pose med tørfoder var næsten tom. Det kunne schæferen jo også godt have sagt.
Jeg havde et hårdt program den dag og valgte derfor at købe en lille, meget billig, pose tørfoder i Netto, da jeg alligevel skulle der omkring og købe ind.

Nogle siger, at billig tørfoder er noget møg, som man ikke engang ville fodre svin med. Andre mener, at der findes meget billigt tørfoder, som er lige så godt som de kendte brands. Jeg har ingen viden om det. Som forbruger igennem et halvt liv, har jeg gjort den generelle erfaring, at pris og kvalitet i de fleste tilfælde hænger sammen; men der er så absolut også undtagelser.

Schæferen spiste Netto-tørfoderet; men understregede efterfølgende sin modvilje ved at få tynd mave og for det tilfælde skyld, at jeg ikke havde forstået budskabet, så kastede han også lige op i entreen.

Så dagen efter måtte vi køre de 16 km ad små isglatte veje ind i de Nordskånske skove ind til den lille gård i den hemmelige lysning, hvor vi køber schæferens økologiske tørfoder, som er specielt tilpasset fine schæfersmagsløg og schæfersarte maver.

”Det var anskuelsesundervisning,” gøede schæferen, som svar på opkast og dårlig mave. ”Så ka’ du lære det, ka’ du!”
”Tror du ikke, at det skyldes de marengs, som vi købte forleden. Eller måske den marcipanlagkage, som du overtalte mig til sidste weekend?” indvendte jeg.
”Det er stort set videnskabeligt bevist, at schæfermaver trives faaaantastisk med marengs og marcipan,” galpede schæferen selvsikkert.

I dag virker han mere frisk, har leget lidt med den blå balladebold, så jeg tror, at han er okay igen.

tirsdag den 9. marts 2010

Som at gå på marengs


Her i det Nordskånske, hvor bølleschæferen bor, har vi haft hård frost og dyb sne. Så havde vi tø i nogle dage, hvorefter frosten igen satte ind.
Tøvejret gjorde sneen drivvåd og fik den til at synke sammen til omkring tyve centimeter. Da frosten så satte ind igen, blev sneen hård. Selv jeg, der vejer over 90 kg med vindjakken på, kan gå på sneen uden at synke ned.

Da sneen de fleste steder er forsynet med dybe frosne huller efter fodspor, har schæferen ikke fået lov at løbe frit i mange dage. Det er simpelthen for farligt. Får han et ben ned i sådan et hul i fuld schæferfart, kan han nemt brække det.

Schæferen er lidt betænkelig overfor at gå på det mærkelige hvide noget, der knaser lidt i overfladen men ikke giver efter. Her til formiddag udbrød han:
”Det er ligesom at gå på marengs.”

Så kikkede vi på hinanden i et par lange sekunder. Og så spænede vi ned til konditoriet og købte to poser.