I rækker og geledder

”Pas på!” råbte schæferen og så sig over skulderen.
”Hvad?”
”De kommer og de ser aggressive ud!”
”Hvem?” Jeg gad ikke vende mig om. Det var for tidligt på dagen, og i øvrigt så havde jeg læst mig til, at man som flokleder var nødt til at være afslappet og velafbalanceret hele tiden. Det første er jeg virkelig god til.

Vi var gået op ad stien langs banen, der førte ud af byen, da der blev slået schæferalarm.

”Hør her, jeg ved godt, at jeg er den farligste schæfer i byen, og du har engang gået på kursus i Kung Fu og fik et bælte; men mon ikke det mest var for at holde bukserne oppe?” lo han schæferhånligt. Så blev han alvorlig: ”Men de er altså mange, og de er efter os!”
Så opgav jeg og vendte mig om.

På stien kom de marcherende i rækker og geled, så skovbunden rystede: GUNG-GUNG-GUNG! Skåne Stavgangsforening. Det her var tydeligvis sektionen for husmødre og kvindelige pensionister. Der var mindst tyve, og den tunge vægtklasse førte an.

Egern, hjorte, elge og ulve sprang for livet. GUNG-GUNG-GUNG!

”Hvad tror du, der sker, hvis jeg drøner frem og snupper begge stave fra hende dér det store badedyr forrest?” spurgte schæferen.
”Nej, vi har kun én chance. Måske har de ikke set os endnu!”
”Jamen, de er kun ti meter væk!”
”Men se, de kikker ned i jorden alle sammen!”
GUNG-GUNG-GUNG!
”Måske hvis vi kaster os ind i skoven,” foreslog jeg, mens en rædselsslagen los sprang forbi os.

Schæferen og jeg reddede os på et hængende hår. Mens vi lå i skovbunden, gøede schæferen dog. Han kunne trods alt ikke glemme, at han var en frygtelig farlig schæfer. Men de værdigede ham ikke et blik, da de gungrede forbi.

Helt ærligt, hvis jeg gik stavgang ville jeg sgu ikke stritte så stædigt med stavene, når jeg passerede forbi en hund. Der er da ikke noget at sige til, at hunden bliver nervøs og blotter en hjørnetand. Og jeg kan ikke forklare ham, hvad disse mennesker foretager sig. Jeg har nemlig aldrig selv forstået det.