lørdag den 29. juni 2013

Skaden Knud og de andre

 

Skaden Knud og de andre, dag 1:

Schæferen kommer ind fra verandaen:
"Nu skal vi til det igen, pjokleder."
"Hvad?"
"Ja, du kan jo selv komme ud at se."
Ude i haven er skadeparret fra kastanjetræet ved at klæbe plakater op, der står: "Pas på skaden Knud; han er ny i haven."

Skadeungerne er blevet sluppet løs. De hopper forpjuskede rundt på plænen med åbne næb og nysgerrige øjne, og de har som sædvanlig ingen anelse om noget som helst. Og slet ikke, at man skal vise en schæfer respekt.


Skaden Knud og de andre, dag 2:

"Lad nu de skadeunger være i fred, schæfer."
"Jamen pjokleder, nogen må jo tage sig af det, når de ikke har fået nogen opdragelse hjemme i reden."


Skaden Knud og de andre, dag 3:

Jeg åbner hoveddøren og går ud på verandaen. Lige foran mig sidder en stor, forpjusket skadeunge. Den bliver blot siddende. Vi kigger på hinanden i mange lange sekunder.
"Piiip," siger den.
"Hvad foregår der på min veranda?" råber schæferen inde fra vagtstuen; men han kommer ikke ud; han ligger lige så godt.
"Hej, jeg hedder Knud," siger skadeungen.
"Det tænkte jeg nok," siger jeg.
"Har du noget mad?"
"Hør, ligner jeg måske din mor?"
"Ja, lidt i profil."
"Hvem taler du med?" råber schæferen og gaber inde i vagtstuen.
Knud skider på verandagulvet. Han har spist noget, han ikke kan tåle.
"Hvem skider på min veranda?" råber schæferen, der har hørt lyden og nu rejst ørerne lidt ekstra.
"Skynd dig nu væk, Knud, inden schæferen kommer," siger jeg.
"Hvad er en schæfer for noget?"
"Sig mig, Knud, har du planlagt et langt liv?"


Skaden Knud og de andre, dag 4:

Jeg lufter ud, og vinduet er åbent ude i schæferens vagtstue. Jeg sidder ved computeren i den anden ende af huset.
Schæferen kommer beslutsomt travende ind til mig og galoperer på stedet. Det betyder normalt, at han skal ud, og at det næsten er for sent.
”Kom, pjokleder, skynd dig!”
”Ja, ja,” jeg rejser mig og følger efter.
På vej igennem stuen hører jeg en flaksen ude fra schæferens vagtstue.
”Hør, schæfer, hvad er det, er du begyndt at holde kanariefugl?”
”Meget morsomt, pjokleder, du har vundet et års abonnement på et havemagasin efter eget valg.”

I vindueskarmen ligger der et par fjer og på gulvet sidder en forpjusket og forvirret skadeunge.
”Piiip,” siger den.
”Det er jo Knud,” siger jeg.
”Jeg er ligeglad med om det så er PRINS Knud, han skal ikke være i min vagtstue,” svarer schæferen.
”Har I noget mad?” spørger Knud.
”Hør, ligner jeg måske din mor?” siger jeg.
”Ja, lidt på næbbet.”

”Se, møgungen har skidt i min kurv!” råber schæferen.
”Ja, og han har haft dårlig mave igen,” siger jeg.
”Lad mig lige få poterne i den skadevolder!”
Jeg skynder mig at løfte Knud op og ud ad vinduet.
”Hent din far og mor,” råber schæferen efter ham. ”De er hermed indkaldt til en schæfer-forældre samtale.”




Følg også både bølleschæferen og bogen, "Bølleschæferen og pjoklederen," og dens vej mod udgivelse på http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen





onsdag den 5. juni 2013

Som en ulv ser på et får



Schæferen og jeg var i Hässleholm en aften her i weekenden. Vi gik ned ad gågaden. På en bænk sad tre 16-årige produkter af en dårlig opdragelse og råbte efter folk.
Schæferen så intenst på dem, som en ulv ser på et får. Og de blev ganske stille.
Da jeg sagde "slut" til schæferen, blev en af dem dog kry nok til at spørge:
"Hør, den dér hund, ik', er den ligesom farlig?"
Jeg svarede:
"Han er pensioneret politihund, han savner nogle rødder at bide i."   



Følg også både bølleschæferen og bogen, "Bølleschæferen og pjoklederen," og dens vej mod udgivelse på http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen