Viser opslag med etiketten schæfer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten schæfer. Vis alle opslag

torsdag den 4. december 2014

En sag for teknisk forvaltning



Jeg står og ser opgivende på græsrabatten.
”Schæfer, det dér kan jo ikke klares med en pruttepose, det er mere noget for teknisk forvaltning.”
”Jeg beklager, pjokleder, jeg har lidt kloakudstødning i dag.”
”Okay, én dags faste, således at tarmen kan få lidt ro og derefter …”
”Hov, hov, pjokleder, bare fordi du har de dér hvide træsko og derfor tror at du er uddannet overlæge, behøver du ikke straks stille en diagnose. Bare fordi man har lidt blød udstødning, og …”
”Blød udstødning? Det, som du har lagt dér, vil forurene grundvandet for kommende generationer her i Vedahult,” siger jeg og holder mig for næsen. ”Så én dags faste og …”
”Jeg er altså lidt træt af din standardprocedure. Du har mange systemer og procedurer og orden i tingene, du er lidt skabstysker.”
”Én dags faste, schæfer, og derefter en dag på kylling og ris.”
”Kan vi så ikke gå direkte til dag to; jeg har jo allerede fastet siden sidste måltid?”

lørdag den 25. oktober 2014

Lyt!



"Kan du høre det, pjokleder?"
"Høre hvad, schæfer?"
"Blomsterne her på verandaen."
"Øh?"
"De synger på sidste vers."

fredag den 3. oktober 2014

Reklameschæf



"Hov, der er ingen grovspurve ved foderautomaten eller i fuglehuset. Se om der er nogen hos naboen, schæfer. Er vi ved at blive udkonkurreret?"
"De er ovre hos naboen, pjokleder. Og hos genboen og hos ..."
"Vi må gøre noget, vi må reklamere, vi må tilbageerobre vores markedsandel, vi må annoncere!!! Reklameschæf, hvad skal vi gøre?"
"Pjokleder, stol trygt på mig, du har brug for et reklameslogan målrettet til grovspurvene og årstiden. Jeg har lige det rette her:
SPIS PÅ RESTAURANT PJOKLEDER, DET FEDER."

"Schæfer, du er genial!"
"Jeg ved det. Nu bliver der ventetid på restauranten derude, og pengene vælter ind, vi køber Mercedes og hus på Costa del Spanien og ..."
"Jamen, schæfer, grovspurvene betaler jo ikke for at spise her."
"Nåh ..."



****

Se også facebook-siden: https://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen


****

Bogen, ”Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen,” er udgivet i august 2013 på Forlaget Hovedland og findes som både papirbog, e-bog og lydbog (som lydbog dog udgivet på Audioteket/Lindhardt og Ringhof). Bogen kan købes hos alle boghandlere og på nettet. Bogen kan også lånes på biblioteket og på eReolen.
Find billigste pris på bogen her: http://www.bogrobotten.dk/sammenlign-bogpriser?q=Hundedage+-+B%C3%B8llesch%C3%A6feren+og+pjoklederen



Medmindre andet er anført, er alle tekster på blog og facebook-side "bonustekster," der ikke findes i bogen.

onsdag den 27. august 2014

Hviler




Jeg griber støvsugeren. Schæferen ligger i sin kurv.
"Nu skal der støvsuges, schæfer!"
"Øv, det er altid, når jeg ligger og hviler allerbedst."
"Jamen sig mig, hvornår ligger du IKKE og hviler allerbedst?"
"Når vi er ude at gå."

lørdag den 26. juli 2014

Dårligt selskab?




Bølleschæferen ligger og sover i krageslottets bibliotek ved siden af mit skrivebord, hvor jeg sidder og forfatter. Så vågner han, rejser sig og går uden at værdige mig et blik.
"Hov, schæfer, er du utilfreds med selskabet?"
Schæferen stopper i bueåbningen ind til stuen og ser sig over skulderen.
"Hvis der er noget galt med selskabet, må du da endelig sige til, schæfer, så skaffer jeg dig straks et andet selskab, det er klart, det manglede bare. Bare sig hvilket selskab du foretrækker."
"Et børsnoteret, pjokleder."

torsdag den 26. juni 2014

En skuffelse



Sluuurp!
Mens jeg kiggede TV, havde schæferen taget en slurk af mit vandglas, som stod på sofabordet.
"Hvad laver du dog, schæfer?"
"Jamen, jeg skulle bare lige tjekke, pjokleder. Jeg har altid troet, at dit vand i glasset smagte bedre end mit vand i skålen; men det er jo helt det samme. Sikken skuffelse!"


****

Se også facebook-siden: https://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen


****

Bogen, ”Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen,” er udgivet i august 2013 på Forlaget Hovedland og findes som både papirbog, e-bog og lydbog (som lydbog dog udgivet på Audioteket/Lindhardt og Ringhof). Bogen kan købes hos alle boghandlere og på nettet. Bogen kan også lånes på biblioteket og på eReolen.
Find billigste pris på bogen her: http://www.bogrobotten.dk/sammenlign-bogpriser?q=Hundedage+-+B%C3%B8llesch%C3%A6feren+og+pjoklederen


Medmindre andet er anført, er alle tekster på blog og facebook-side "bonustekster," der ikke findes i bogen.

onsdag den 14. maj 2014

En mandag morgen



"Godmorgen, schæfer, det er mandag, klokken er næsten syv, du skal ud at godkende dagen og alting."
"Mmm, hvordan er vejret derude, pjokleder?"
"Tungt og tvivlsomt, det er modvillig maj ligesom i går." 
"Hvordan er temperaturen?"
"Utilstrækkelig og uforskammet, ligesom i går."
"Så er min godkendelse også som i går: Forsynet med en alvorlig advarsel. Og vær så lidt stille, pjokleder, så jeg kan sove videre!"

onsdag den 9. april 2014

Vejet og fundet for let



Tre skader hang på et gadehjørne og tyggede tyggegummi.
"Lømler!" Schæfersheriffen sprang frem i snoren, og jeg tumlede med.
"Schæfer, for pokker! Jeg havde nær slået en kolbøtte."
"Nu har du jo også tabt dig 10 kg, siden vi lærte hinanden at kende, pjokleder. Og det var måske ikke særlig klogt."


****

Se også facebook-siden: https://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen


****

Bogen, ”Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen,” er udgivet i august 2013 på Forlaget Hovedland og findes som både papirbog, e-bog og lydbog (som lydbog dog udgivet på Audioteket/Lindhardt og Ringhof). Bogen kan købes hos alle boghandlere og på nettet. Bogen kan også lånes på biblioteket og på eReolen.
Find billigste pris på bogen her: http://www.bogrobotten.dk/sammenlign-bogpriser?q=Hundedage+-+B%C3%B8llesch%C3%A6feren+og+pjoklederen


Medmindre andet er anført, er alle tekster på blog og facebook-side "bonustekster," der ikke findes i bogen.

tirsdag den 18. marts 2014

Nye regler




"Pjokleder, stop!"

"Hvad, schæfer? Jeg er blot på vej ud i køkkenet efter mere kaffe."
"Der er kommet nye svenske regler ved årsskiftet, pjokleder. De siger, at når man passerer sin schæfer, skal man stoppe og klø den bag øret."


tirsdag den 21. januar 2014

Forsideschæfer





”Denne her passer fint i størrelse til en ordentlig schæfer, pjokleder. Kom lige med dit visakort!”

Schæferen slænger sig med lækre modeller på forsiden af Bil Magasinets februar nummer, der netop er på gaden. Inde i bladet, hvor vores bog omtales, har jeg fået lov at komme med på billedet.

Billederne er i øvrigt taget i B&W-hallen på Refshaleøen i København, der til foråret skal danne ramme om det internationale Melodi Grand Prix.


****

Bogen, ”Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen,” er udgivet 29. august 2013 på Forlaget Hovedland og kan købes hos alle boghandlere og på nettet, f.eks. her: 
http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage - b?llesch?feren og pjoklederen

Følg også bølleschæferen på facebook: http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen


torsdag den 12. december 2013

BogForum 2013, samtale og oplæsning

Forfatteren Andrea Hejlskov inviterede mig til en samtale om natur og litteratur på bogmessen BogForum i Bella Center i København i november 2013. Jeg læste også op fra min bog 'Hundedage - bølleschæferen og pjoklederen'. Det hele blev filmet, og nu foreligger der et uddrag på 8 minutter derfra.

Se det her:

http://www.youtube.com/watch?v=Mq9e8W5LLHM

fredag den 6. december 2013

En bog som julegave eller mandelgave?

Nå, som forfatter skal man jo gøre det her i julemåneden. Så her kommer det (trompetfanfare):

Vejle Amts Folkeblad skrev:
"Hurra for en hundebog. Per Lau Jensen har skrevet en varm, morsom, begavet og tankevækkende bog."

Helsingør Dagblad skrev:
"(...) er stærkt underholdende og faktisk både sød og hyggelig. Man bliver bare i godt humør af at læse den bog!"

Danmarks civile Hundeførerforening skrev i deres landsblad:
"Jeg kan varmt anbefale denne anderledes hundebog, der som sagt er BOGEN, som du absolut MÅ have!!"

En læser skrev:
”Det er den bedste humoristiske bog, jeg har haft fornøjelsen af at læse. Anbefaler bogen til alle læsere.”

Desuden anbefalet af førende schæfere og frarådet af Foreningen af Nordiske Landpostbude, lige anvendelig som advents-, mandel- og julegave, på bogrobotten.dk’s bestsellerliste for 5. uge, fås både som e- og papirbog.

 Fås lige nu fra kr. 181,00 (fra kr. 87,72 som e-bog)

http://www.bogrobotten.dk/sammenlign-bogpriser?q=Hundedage+-+B%C3%B8llesch%C3%A6feren+og+pjoklederen

onsdag den 20. november 2013

Skuffende



"Ja, ja, måske kan vi finde noget lækkert i skuffen senere på aftenen, schæfer; men du har altså lige fået."
"Jamen, pjokleder ..."
"Og hold så det lange snydesnudeskaft væk og luk den skuffe, jeg sagde: senere på aftenen."
"Jo, men det er da også senere nu. Mindst to minutter."

torsdag den 7. november 2013

Grøntsager



"Pjokleder, notér lige ned, at jeg alligevel godt kan lide grøntsager."
"Virkelig, schæfer?"
"Ja, gulerodskage."



****



Bogen er udgivet 29. august 2013 på Forlaget Hovedland og kan købes hos alle boghandlere og på nettet, f.eks. her: http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage - b?llesch?feren og pjoklederen


Følg også bølleschæferen på facebook: http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen

torsdag den 17. oktober 2013

Øredråber igen


Øredråber dag 2:


"Indrøm nu, at de øredråber har hjulpet, schæfer."
"Nej, de hjalp ikke, pjokleder. Operationen var dødsensfarlig, og bagefter blev det værre."
"Vrøvl, sådan et lille pust i hvert øre. Og jeg kan jo se, at du ikke er skæv i kraniet mere, og du ryster heller ikke på schæfergrødhovedet. De to gange øredråber, i går og i dag, har allerede hjulpet."
"Okay, pjokleder, jeg indrømmer, det har hjulpet."
"Strålende. Du skal se, det ørevoks vil være helt væk efter 8 dages behandling med øredråber."
"8 dage???"


Øredråber dag 3:


"Pjokleder, nu har jeg ondt i øret igen. De øredråber virker alligevel ikke!"
"Du er også helt skæv i kraniet igen, schæfer. Hvad er det nu for noget?"
"Ja, de øredråber gør det meget værre. Vi må straks holde op med dem!"
"Lad mig nu lige se dit øre ... du har jo kløet dig i øret med en bagpote, dit schæferfjols. Det er derfor, det gør ondt, du har revet hul med en negl."
"Nåh ..."


Øredråber dag 4:


Dramaschæferen har lige fået dagens øredråber. Og bagefter en Digestive, bagt med olivenolie, fra pjoklederkiksekassen. Med leverpostej på. Så er det næsten lige før, det kan betale sig.
"Schæfer, det dér ørevrøvl er jo bare en undskyldning for ikke at kunne høre, hvad jeg siger. Indrøm det nu!"
"Pjokleder, det dér knæ med slingregigt er jo bare en undskyldning for ikke at gå lange ture. Indrøm det nu!"





****


Bogen er udgivet 29. august 2013 på Forlaget Hovedland og kan købes hos alle boghandlere og på nettet, f.eks. her:
http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage - b?llesch?feren og pjoklederen



Følg også bølleschæferen på facebook: http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen

mandag den 30. september 2013




Knud igen I



"Se den fumleflyver," gøer schæferen.
Vi er lige kommet hjem fra morgengåturen, står i indkørslen, da en tung skade lander klodset på græsset og ser sig forvirret om.
"Det er da Knud," siger jeg. "Det er længe siden, vi har set ham."
Og i samme øjeblik hører jeg fodtrin. Jeg ved, hvem det er, før jeg vender mig om. De går med så lydløse sko.

Ægteparret Jönsson, som bestemt ikke har hund, er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Det gør han også nu.
Jeg forsøger at forklare:
"Altså, vi har jo kendt Knud fra han var helt lille," jeg viser med hænderne, hvor lille han var; men det skaber blot en rynke i psykiaterpanden, "og under hele opvæksten og ... øh ..."
Det gør intet indtryk, jeg ler formålsløst og fortsætter med stemmen en oktav højere:
"Knud holdt jo fest på vores veranda, da han var teenager, og han sked i vores grill, så ..."
"Jensen, jeg har en dygtig kollega i Osby, jeg foreslår, De ringer ..."
"Kom nu, Fredrik."



Knud igen II


Knud er nok den dummeste skade, vi nogensinde har haft i haven. Da skadeparret sagde til ungerne, at de skulle forlade reden, sagde Knud: ”Nå,” og trådte ud over kanten. Han faldt ned på græsplænen og landede på hovedet. Og det gjorde det jo ikke bedre.

Hvordan Knud har båret sig ad med at overleve og blive voksen er lidt af en gåde. I dag gik Knud og pirkede i græsset mindre end tre meter fra bølleschæferen. Det fik kun lov at passere, fordi schæferen var i gang med en isvaffel.
Vi tog nemlig den sidste is ude på trappestenen i dag og sagde farvel til sommeren. Det hørte sommeren dog ikke; den var allerede langt væk.
Da schæferen var færdig med sin is, rettede han sin opmærksomhed mod Knud. Sekundet efter sprang han op og ned på stive forben og gøede frygtelig farligt; men Knud blev bare stående tre meter væk og så uforstående på ham.
Schæferen blev så forbavset, at han holdt kæft og kiggede på mig:
”Pjokleder, hvad er nu det for noget, det er da meningen, at de skal blive bange?”
”Det er bare Knud, schæfer, han ved ikke bedre. Vi bliver nødt til at tage lidt hensyn.”


****


Bogen er udgivet 29. august 2013 på Forlaget Hovedland og kan købes hos alle boghandlere og på nettet, f.eks. her:
http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage - b?llesch?feren og pjoklederen






Følg også bølleschæferen på facebook: http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen

tirsdag den 17. september 2013

En dødsensfarlig situation



Bølleschæferen og jeg var heldige, at vi slap med livet i behold i dag på morgenturen; vi blev angrebet af en havehandske. 

Regnen faldt tæt, jeg havde peterplyen (som schæferen kalder den) i den ene hånd og schæferen i snor i den anden. 
Handsken lå i rabatten kort før sværvægtsweilerens hus. Schæferen så truslen først og kastede sig to meter sidelæns i snoren, der er halvanden meter lang, ned over handsken og afværgede det farlige angreb.
Jeg forstuvede muligvis en finger. Men det er billigt sluppet, siger schæferen.


****

Bogen er udgivet 29. august 2013 på Forlaget Hovedland og kan købes hos alle boghandlere og på nettet, f.eks. her:
http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage - b?llesch?feren og pjoklederen




Følg også bølleschæferen på facebook: http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen



lørdag den 31. august 2013

Bogen er ude



Nu udgiver jeg min tredje bog. Den hedder ”Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen,” og den udgives på forlaget Hovedland. Bogen kan købes hos alle boghandlere og på nettet.

I 14 dage var det desuden muligt at købe bogen i et signeret forsalg, og der blev solgt omkring 300 bøger.

Det er en bog om livet, og specielt om livet med en schæfer. Bogen er inspireret af virkeligheden, men foregår i vores eget krøllede univers, hvor både hunde, grovspurve og kreditkort har en mening og ikke tøver med at gøre opmærksom på det.

De første læserreaktioner er allerede kommet (de signerede eksemplarer blev sendt ud for nogle dage siden), dem er jeg ret glad for:

”Per for he....., den her bog er ligesom en æske fyldte chokolader - hvis ikke man lægger låg på, er den slut inden man får set sig om!!! Du skriver simpelthen så fantastisk.”

”Har tilbragt eftermiddagen i havens bedste liggestol i selskab med bogen. Den overgår simpelthen mine forventninger, og de var ellers skyhøje! TAK for dejlig underholdning, de skønneste grin - og sine steder også noget at tænke over ... Men uha, nattesøvnen ryger sig formentlig en tur, for jeg har heldigvis stadig halvdelen af bogen til gode.”

Køb bogen her:
http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage%20-%20b?llesch?feren%20og%20pjoklederen



Følg også både bølleschæferen og bogen, "Hundedage - bølleschæferen og pjoklederen," på http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen

onsdag den 7. august 2013

Nu udgives bogen


Bogen, "Hundedage - bølleschæferen og pjoklederen," udgives 1. september 2013 på forlaget Hovedland. Bogen kan fås hos alle fysiske boghandlere og hos alle netboghandlere.

Signerede eksemplarer af bogen kan bestilles fra nu af og i resten af hundedagene. Bogen er tillige forsynet med bølleschæferens poteaftryk; men jeg understreger, at poten er trykt (efter schæferens autentiske poteaftryk) i alle bøgerne.

Bogen koster kr. 229 incl. moms. Bogen fremsendes portofrit i Danmark.

Du bestiller ved at sende en mail til mail@hovedland.dk eller til perlaujensen@msn.com, der indeholder følgende oplysninger:

1. Titel på bogen (Hundedage – bølleschæferen og pjoklederen)
2. Antal bøger
3. Navn og adresse for levering og fakturering
4. Da jeg skriver en hilsen i hver bog, beder jeg dig anføre, hvis den skal signeres til en anden person end modtageren.

Forlaget Hovedland sørger for levering og fakturering. Bogen fremsendes snarest og senest omkring udgivelsestidspunktet.

Og husk venligst, sidste frist for bestilling er altså ved hundedagenes udløb, den 23. august. Af praktiske og portoøkonomiske årsager vil det desværre ikke være muligt at modtage bestilling på signerede bøger senere.

Følg også både bølleschæferen og bogen, "Bølleschæferen og pjoklederen," og dens vej mod udgivelse på http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen

onsdag den 24. juli 2013

Blomster til verandaen



Jeg slentrer ind i vagtstuen, hvor bølleschæferen ligger henslængt i sin kurv med styr på det hele og alting.
"Nå, går det godt, schæfer?"
"Det går fint, pjokleder; men desværre er Knud igen ude på verandaen."
"Den åndssvage skadeunge, skider han nu derude igen?"
"Nej, han ligger og er overmæt."
"Ha, ha, ligger han og er overmæt? Bare der ikke er en kat, der tager ham."
"Det tror jeg ikke, for han har inviteret alle de andre skader, de er også derude."
"Øv! Hvorfor det?"
"Kan du huske, da du kom hjem fra byen med blomster til verandaen, pjokleder?"
"Knud har da vel ikke ædt mine blomster?"
"Nej, men du satte alle dine indkøb på verandaen, mens du plantede ud, ikke pjokleder?"
"Jo, og jeg huskede da også at få indkøbsposerne med ind og fordelt i køleskab og fryser, schæfer."
"Ja, men derudover havde du også købt fem kilo fuglefrø i en plastikpose."



Bogen "Hundedage - bølleschæferen og pjoklederen" udgives på Forlaget Hovedland, foreløbig udgivelsesdato 1. oktober 2013. Bogen kan allerede nu forudbestilles her: http://www.saxo.com/dk/hundedage-boelleschaeferen-og-pjoklederen_per-lau-jensen_haeftet_9788770703802?searchText=hundedage

Følg også både bølleschæferen og bogen, "Bølleschæferen og pjoklederen," og dens vej mod udgivelse på http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen