torsdag den 23. april 2009

Cirkus Schæferweis


Det var den sædvanlige tur her ved frokosttid i dag. Og egentlig forløb den vel også nogenlunde normalt – for der plejer alligevel altid at ske et eller andet uforudset.

Her ved frokosttid tager jeg altid børsten med ud – altså både den lille børste med håndtag og schæfer-børsten, altså den store på fire ben. Så starter jeg med at ordne pelsen lidt på schæferen.
I dag fik han den idé, at han imens skulle jage en bi, hvis flyveplan forbi hans næse ikke var schæfer-sanktioneret.
Det gav nogle mærkelige hop, som en hest i en cirkus manege.
”Så stå da stille, dit pelsdyr!”
”Jamen, jamen …”, sagde han med øjnene.
”Tror du, det her er Cirkus Schæferweis?”
Det troede han vist.

Så gik vi mod søen og marken. På vejen mødte vi sværvægtsweileren, som havde en ældre mand i snor. De går altid forbi her omkring kvart over tolv. Og jeg ved, at jeg har fortalt det her før, men det gentager sig altså med sikkerhed hver gang. Schæfer-sheriffen springer frem og gør ind i sværvægtsweilerens ansigt
”Jeg ejer denne her by!”
Og så blev der ellers udvekslet artigheder, må jeg nok sige.

Da vi kom ned på marken, var den delvis okkuperet af 8 ænder. De var ikke tilfredse med at få selskab. Den forreste and, der så noget overlegen ud, gik faktisk et par skridt i retning af bølle-schæferen og jeg, mens den lavede vrøvl.
”Den ligner fætter Højben”, brummede schæferen
Men så kastede jeg pinden, og schæferen spænede efter den.
Schæferen plejer at tage en æresrunde eller to, før han kommer tilbage med pinden. Og anden gang, jeg kastede den, kunne jeg se, at der var ballade i børsten. Man lærer jo sin hunds udtryk og kropssprog at kende.
Schæferen havde lavet en matematisk beregning, det var tydeligt. Han havde fundet ud af, at hvis han forøgede diameteren på sine æresrunder med omkring 40%, så ville det bringe ham lige ind i Andeby.
Jeg kunne måske godt have stoppet ham. Og han plejer at lystre. Vi har mødt harer, rådyr, køer, vildsvin, elg m.m., og han har ikke løbet efter dem, når jeg har bedt ham lade være. Men ænderne kunne jo bare lette, og søen findes lige om hjørnet. Hvad lavede de i det hele taget her på marken?
De lettede jo også i god tid, inden schæferen nåede frem med sine rejste børster. Han havde selvfølgelig stadig pinden i munden, den var hans alibi. Og en bølle-schæfer bør jo altid have et alibi klar.

Jeg kan lige så godt indrømme, hvordan det hang sammen. Da vi gik hjem igen, igennem byen, forbi den nedlagte stationsbygning, kom apotekerens datter, 22 årige Ingrid, ovre på det andet fortov. Hun havde besluttet sig for, at nu var det forår, og fundet den korte kjole frem. Så mens jeg var lidt uopmærksom, sneg schæferen sig ud i hele snorens længde, op bag popsanger-pudlen fra Bygaden, og skræmte livet af den.
”Så du det?”, jublede han. ”Den hoppede en meter!”
Så fik schæferen og jeg ellers læst og påskrevet af popsanger-pudlens ejer, en dame med højt hår i en blålig tone. Schæferen blev kaldt en dræberhund. Han stod der side om side med pudlen og lignede alt andet.

Og så listede vi hjem, smågrinede lidt, som to uartige drenge.

søndag den 19. april 2009

Årets favoritter




Det var her i formiddag. Jeg sad i lænestolen og var meget optaget af noget yderst vigtigt. Der var transmission fra det kinesiske formel 1 grand prix.
Schæferen kom ind og stilede sig lige foran mig, i TV-retningen. Bølle-schæferen er stor, 74 cm i stangmål, og på toppen af det kommer så det der store schæfer-grødhoved med det lange bølle-snyde-snudeskaft. Kort sagt, min TV skærm skulle have været mindst 80 tommer, hvis jeg stadig skulle kunne få et formel 1 glimt. Den er vist 28 eller 32 eller noget i den stil, så jeg kunne intet se.
”Hvad vil du?” brummede jeg.
”Den der blog-, side-, pjat-, hundeting, som du kalder "Dage med en schæfer”, sagde han med øjnene. ”Skulle vi ikke fejre, at den nu har kørt i 12 måneder?”
”Jamen, det har den da ikke. Første indlæg var 27. maj 2008”, indvendte jeg, med min sædvanlige evne til at huske fuldstændig ligegyldige detaljer.
”Ja-ja, men med din normale tendens til overdrivelse, så kan vi vist godt fejre 1 år nu”.
Den schæfer-logik kunne jeg selvfølgelig have protesteret imod; men jeg var bange for at han kunne underholde mig i timevis med eksempler. Så jeg trak på skulderen.
”Jeg synes, at vi hver især skal vælge vores favoritindlæg fra året der er gået, og så gentage det på bloggen”.
”Genbruge? Er det ikke patetisk?”
”Helt ærligt”, svarede schæferen tålmodigt. ”Er "Dage med en schæfer" ikke generelt patetisk?”
Det kunne han jo have ret i. Og jeg kunne stadig ikke se formel 1, så jeg gav ham ret, og lovede at kikke på det.

Senere har jeg tænkt, at når amerikanske serier som ”Venner”, ”2½ mænd”, ”Seinfeld” og alle de andre kan slippe godt fra at se tilbage og vise tidligere klip. Ja, så kan ”Dage med en schæfer” vel også?

Schæferens favorit er HVORDAN SYNES DU SELV, DET GÅR fra 10. august 2008:

Det er søndag og det har regnet hele dagen, bare silet endeløst og deprimerende ned. Cykle med schæferen i dette vejr, har jeg ikke haft lyst til, og marken, hvor han kan løbe frit, står meget lang på denne årstid, så han vil blive drivvåd. Derfor er det kun blevet til gåture i dag.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur i den lokale Hembygdspark. Schæferen var fuld af energi, der ikke var blevet brændt af. Han gik dårligt i snor, kunne ikke koncentrere sig, blev ved med at komme to skridt for langt frem, og havde periodiske problemer med hørelsen. Jeg var irriteret over, at regnen dryppede ned forbi både kasketten og kraven og ned af ryggen på mig. Og jeg havde ondt i knæet. Mit dårlige humør fandt uden tvivl vej igennem snoren til schæferen. Det var ikke nogen god tur for nogen af os.

Da vi kom hjem, stoppede jeg i indkørslen, støttede mig op af den ene granitpæl og spurgte højt og sarkastisk: ”Hvordan vurderer du selv denne her tur, sådan på en skala fra 1 – 10?”
Schæferen kikkede op på mig, og jeg svarede ”11?? Hvad fanden mener du med 11?”

Så hørte jeg en lyd, og ægteparret Jönsson gik forbi på vejen 1½ meter bag mig, jeg havde ikke hørt dem komme. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge – vist psykiatri.
Han hilste noget afmålt og sendte mig et langt, undersøgende blik. Så trak han på skulderen og gik videre – formentlig kom han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kunne tvangsindlægge patienter.

Schæferen kikkede på mig, da vi et øjeblik efter gik op af trappen til verandaen, hans blik sagde: ”Hvordan synes du selv, det går?”



Min favorit er EN LØRDAGS SCHÆFER fra 24. juni 2008:

Schæferen er vild med at køre bil. Når vi går ud af hoveddøren, løber han altid hen til bilen, det har prioritet over alle andre muligheder. Vores køreture er altid hyggelige, selvom vi kan have vores små diskussioner. Vi var ude at køre i lørdags:

Han stak sit enormt lange Tele-schæfer-snude-skop-skaft frem, hen over bagsædet, imellem forsæderne og ind over gearstangen.
”Kan den Bølle-Schæfer så se at trække næseborene til sig!” udbrød jeg midt i en nedgearing. Det tog lidt for lang tid, så jeg mødte hans øjne i bakspejlet og udbrød: ”Sådan en lørdags-schæfer!”.
”Hvad er en lørdags-schæfer?” spurgte hans øjne i spejlet.
”Det er ligesom en lørdagskylling – den skal bare have lidt længere tid i ovnen!”
Så talte schæferen ikke til mig på resten af køreturen.

torsdag den 16. april 2009

Vandskade


Vi har lige været ude at løbe. Jeg har fyldt 2 liter frisk vand i schæferens vandskål. Han har slubret og slubret ude i, det som han kalder, sit værelse.
Nu ligger de samme 2 liter vand på parketgulvet derude. Gad vide, hvor meget den schæfer egentlig får at drikke? Og hvordan kan han formå at ramme ved siden af det dér kæmpemæssige gab med 99% af vandet?

Forsikringsselskabet ville kalde det her en vandskade. Jeg går i gang med gulvklud, spand og svømmebriller. Måske skulle man stille en affugter op?
” Vor Herre bevar’s!” siger schæferen med øjnene. ”Sådan en skvatfigur i briller og svømmefødder!”
”Det er jo en swimmingpool herude, din badebillet!”
”Hvis det var en swimmingpool ville der da lugte af klor”, brummer schæferen.

fredag den 10. april 2009

Imponeret?


”Har du imponeret din hund i dag?” sådan noget kan Fredrik Steen finde på at spørge om. Han spørger også: ”Synes din hund, at du er kedelig?”

Det er spørgsmål, som måske indledningsvis virker mærkelige og skæve; men når man får tænkt lidt over dem, er de meget relevante. Jeg spurgte schæferen, om han var imponeret af mig. Der kom et par himmelvendte og sådan en lyd, næsten som når man lukker luften ud af en ballon. Der er vist ingen tvivl om, hvad det betød.

Fredrik Steen er hundepsykolog/hundcoach her i Sverige. Han opdrætter også samtidig schæferhunde. På svensk TV4 er han programleder på en serie, der hedder ”Hundcoachen”.

Jeg satte mig for at afprøve hans teori om at imponere og ikke være kedelig. Bølle-schæferen blev tvangsmæssigt udskrevet som forsøgsdyr.

Til nye læsere skal jeg fortælle, at jeg fik schæferen, ved en omplacering, da han var knapt 3 år i maj 2008. Så jeg kender ikke hans fortid. Jeg ved ikke, om han som hvalp blev vænnet til at omgås andre hunde; men jeg kan have min tvivl.

I starten fik han fuldstændig tunnelsyn, når han så en anden hund. Når den anden hund kom indenfor ti meter, så gøede schæferen med rejste børster. Han ville også løbe efter cyklende børn, og var alt for kåd og voldsom, hvis børn ville hilse på ham. Det er blevet bedre i den tid, jeg har haft ham, og jeg kan nu, for det meste, overbevise ham om, at han ikke behøver gø af andre hunde. Han er dog stadig svær at komme i kontakt med, når han ser andre hunde og børn.

Ud over at han og jeg er ude morgen og aften, så får han en times løbetur uden snor i skov eller på mark ved frokosttid, og så går vi en tur, med snor på, en times tid sidst på eftermiddagen.

I stedet for bare at starte eftermiddagsturen i det sædvanlige tempo og på den sædvanlige rute, så startede vi i haven i går. Vi legede ti minutter med en bold. Så gik vi. Jeg valgte en anden rute end normalt, og da vi undervejs fandt en pind, så legede vi lidt med den. Jeg begyndte også at løbe lige pludselig, bare hundrede meter.

Det var tydeligt, at schæferen kikkede meget mere på mig under turen end normalt. Han var mere opmærksom, hvilket også fik ham til at gå bedre ”på plads”. Når vi mødte børn og hunde, blev han ikke så fokuseret som han plejer. Jeg var tydeligvis lige så interessant.

Så jeg tror, at Fredrik Steen har helt ret. Vi skal imponere vores hunde, så bliver vi interessante, og så er det langt nemmere at få hundens opmærksomhed og være flokleder.

Jeg har lige spurgt schæferen igen, om han nu er imponeret af mig. Han kan stadig sige den der ballonlyd ….

tirsdag den 7. april 2009

En blodig historie


Enten bed schæferen sig i tungen, eller også var det en af de pinde, han løb rundt med, der stak hul i munden på ham her i dag. Kortvarigt blødte han i hvert fald kraftigt.

Han var netop kommet i snor igen, vi var gået ud fra marken, og omkring et sving på stien. Han havde dryppet blod på min ene gummistøvle, fordi han var forpustet og gik med åben mund og tungen hængende langt ud. Hans læber og snude var smurt ind i blod, tænderne var blodige og fra spidsen af den hængende tunge faldt en mørkerød bloddråbe hvert tredje sekund.

Der kom en yngre mor med to drenge i ti års alderen imod os. De stoppede op og kikkede.
”Hvad er der dog sket?” spurgte moderen.
Så kunne jeg ikke nære mig.
”Han kan ikke lide pudler”, svarede jeg med neutral stemme.
Hun spærrede øjnene op og tog hænderne op foran munden i rædsel, mens hun paralyseret stirrende på schæferens mange, lange og blodige tænder.

Schæferen mener, at jeg er lidt af en skvatfigur, fordi jeg fortalte sandheden bagefter. Men schæferen og jeg er enige om, at det var humor af høj klasse. Drengene grinede også. Men deres mor havde bestemt ikke sans for vores humor. Hun så ganske stram ud i betrækket, da hun marcherede videre, fulgt af to grinende drenge.

fredag den 3. april 2009

Som et lokomotiv


Jeg tror, at schæferen er meget tog interesseret.

Når vi ved frokosttid skal ud - det er dér, hvor han typisk får lov at løbe løs – så er han ret elektrisk, helt elektrificeret.

Når han pisker ud over marken, er det som et diesellokomotiv-trukket eksprestog.

Og når han har løbet rundt i en halv time til trekvarter, så lyder han som et damplokomotiv fra 1954 med 300 meter vogne – op af bakke ……

onsdag den 1. april 2009

Hov, hvem har spist det?


Lige fra dengang jeg havde min første hund, har jeg hørt, at en hund kun bør have sin mad stående fremme i tyve minutter. Det har altid undret mig.
Jeg forstår godt, at maden ikke bør stå fremme i skålen i timevis, indtil hunden æder det. Men i en hunde- eller ulveflok får maden ikke lov at stå i tyve minutter. Hvis hunden ikke æder det, så er der fluks en anden, der gør det. Selv folks børn får ikke lov at komme dryssende til middagsbordet indenfor et vindue på tyve minutter. Hvorfor pokker skal en familiehund have tyve minutter til at finde en fyldt madskål?

Det er da muligt, at der findes en god forklaring på det, som jeg ikke kender, eller kan gætte mig til – i så fald hører jeg gerne fra folk, der er mere hunde-kloge end jeg. Men ikke desto mindre har jeg nu indført et nyt system herhjemme.

Når jeg har blandet Pedigree complete tørfoderet med ”chunks in gravy” fra dåsen, så kalder jeg på schæferen.
”Værsgo!”
Så spiser han. Og hvis han ikke spiser, så rydder jeg lige op efter madlavningen og tørrer bordet af. Det tager to minutter. Derefter tjekker jeg igen, og er maden stadig urørt, så ryger den lige i skraldespanden med det samme.

Det er bølle-schæferen ikke særlig tilfreds med, skulle jeg hilse og sige.
”Hvad er nu det?” siger han med øjnene.
”Ja, det er spist af en anden. Sådan er det, nye regler!”
”Hov-hov, tøv en kende, pjokleder. Hvem har spist det? Jeg kan sgu’ da ikke se andre end dig og mig, og du spiser ikke Pedigree!” protesterer schæferen.
”Skraldespanden har spist det”
”Skraldespanden! Siden hvornår er den blevet souschef her i flokken?”