Cirkus Schæferweis

Det var den sædvanlige tur her ved frokosttid i dag. Og egentlig forløb den vel også nogenlunde normalt – for der plejer alligevel altid at ske et eller andet uforudset.

Her ved frokosttid tager jeg altid børsten med ud – altså både den lille børste med håndtag og schæfer-børsten, altså den store på fire ben. Så starter jeg med at ordne pelsen lidt på schæferen.
I dag fik han den idé, at han imens skulle jage en bi, hvis flyveplan forbi hans næse ikke var schæfer-sanktioneret.
Det gav nogle mærkelige hop, som en hest i en cirkus manege.
”Så stå da stille, dit pelsdyr!”
”Jamen, jamen …”, sagde han med øjnene.
”Tror du, det her er Cirkus Schæferweis?”
Det troede han vist.

Så gik vi mod søen og marken. På vejen mødte vi sværvægtsweileren, som havde en ældre mand i snor. De går altid forbi her omkring kvart over tolv. Og jeg ved, at jeg har fortalt det her før, men det gentager sig altså med sikkerhed hver gang. Schæfer-sheriffen springer frem og gør ind i sværvægtsweilerens ansigt
”Jeg ejer denne her by!”
Og så blev der ellers udvekslet artigheder, må jeg nok sige.

Da vi kom ned på marken, var den delvis okkuperet af 8 ænder. De var ikke tilfredse med at få selskab. Den forreste and, der så noget overlegen ud, gik faktisk et par skridt i retning af bølle-schæferen og jeg, mens den lavede vrøvl.
”Den ligner fætter Højben”, brummede schæferen
Men så kastede jeg pinden, og schæferen spænede efter den.
Schæferen plejer at tage en æresrunde eller to, før han kommer tilbage med pinden. Og anden gang, jeg kastede den, kunne jeg se, at der var ballade i børsten. Man lærer jo sin hunds udtryk og kropssprog at kende.
Schæferen havde lavet en matematisk beregning, det var tydeligt. Han havde fundet ud af, at hvis han forøgede diameteren på sine æresrunder med omkring 40%, så ville det bringe ham lige ind i Andeby.
Jeg kunne måske godt have stoppet ham. Og han plejer at lystre. Vi har mødt harer, rådyr, køer, vildsvin, elg m.m., og han har ikke løbet efter dem, når jeg har bedt ham lade være. Men ænderne kunne jo bare lette, og søen findes lige om hjørnet. Hvad lavede de i det hele taget her på marken?
De lettede jo også i god tid, inden schæferen nåede frem med sine rejste børster. Han havde selvfølgelig stadig pinden i munden, den var hans alibi. Og en bølle-schæfer bør jo altid have et alibi klar.

Jeg kan lige så godt indrømme, hvordan det hang sammen. Da vi gik hjem igen, igennem byen, forbi den nedlagte stationsbygning, kom apotekerens datter, 22 årige Ingrid, ovre på det andet fortov. Hun havde besluttet sig for, at nu var det forår, og fundet den korte kjole frem. Så mens jeg var lidt uopmærksom, sneg schæferen sig ud i hele snorens længde, op bag popsanger-pudlen fra Bygaden, og skræmte livet af den.
”Så du det?”, jublede han. ”Den hoppede en meter!”
Så fik schæferen og jeg ellers læst og påskrevet af popsanger-pudlens ejer, en dame med højt hår i en blålig tone. Schæferen blev kaldt en dræberhund. Han stod der side om side med pudlen og lignede alt andet.

Og så listede vi hjem, smågrinede lidt, som to uartige drenge.