Hov, hvem har spist det?

Lige fra dengang jeg havde min første hund, har jeg hørt, at en hund kun bør have sin mad stående fremme i tyve minutter. Det har altid undret mig.
Jeg forstår godt, at maden ikke bør stå fremme i skålen i timevis, indtil hunden æder det. Men i en hunde- eller ulveflok får maden ikke lov at stå i tyve minutter. Hvis hunden ikke æder det, så er der fluks en anden, der gør det. Selv folks børn får ikke lov at komme dryssende til middagsbordet indenfor et vindue på tyve minutter. Hvorfor pokker skal en familiehund have tyve minutter til at finde en fyldt madskål?

Det er da muligt, at der findes en god forklaring på det, som jeg ikke kender, eller kan gætte mig til – i så fald hører jeg gerne fra folk, der er mere hunde-kloge end jeg. Men ikke desto mindre har jeg nu indført et nyt system herhjemme.

Når jeg har blandet Pedigree complete tørfoderet med ”chunks in gravy” fra dåsen, så kalder jeg på schæferen.
”Værsgo!”
Så spiser han. Og hvis han ikke spiser, så rydder jeg lige op efter madlavningen og tørrer bordet af. Det tager to minutter. Derefter tjekker jeg igen, og er maden stadig urørt, så ryger den lige i skraldespanden med det samme.

Det er bølle-schæferen ikke særlig tilfreds med, skulle jeg hilse og sige.
”Hvad er nu det?” siger han med øjnene.
”Ja, det er spist af en anden. Sådan er det, nye regler!”
”Hov-hov, tøv en kende, pjokleder. Hvem har spist det? Jeg kan sgu’ da ikke se andre end dig og mig, og du spiser ikke Pedigree!” protesterer schæferen.
”Skraldespanden har spist det”
”Skraldespanden! Siden hvornår er den blevet souschef her i flokken?”