søndag den 25. april 2010

En skånsk schæfer


Vi har været ude i en stor hundepark, hvor schæferen løb rundt et par timer og sludrede med andre hunde, mens jeg drak kaffe med et par svenske piger med meget turkisblå øjne.

På vej hjem i bilen forklarede schæferen:
”Vi snakkede om den her store indvandring af danskere.”
”Nå?”
”Skåne er ved at blive oversvømmet af danskere, fortalte en labrador. Den havde selv hørt det derhjemme.”
”Javel.”
”En Grand Danois, der hed Pjevs, fortalte os, at danskerne kommer her med deres uforståelige ironi og sarkasme og direkte facon og skubber vores skånske traditioner med at gå om den varme grød og ikke sige ting ligeud ud på et sidespor. Og så nægter danskerne at blive integreret og lære at tygge skrå. Og de kommer med deres hang til Kandis og TV2, specielt de sidste forstår vi ikke i Skåne. For slet ikke at tale om Niels Hausgaard, han er enormt etnisk.”
”Aha.”
”De lød, som om de vidste, hvad de talte om. Og Grand Danois’en havde selv hørt det fra en Retriver, der var meget klog. Selvfølgelig gælder det ikke de danskere, jeg kender. Selvom din familie er meget mærkelig.”
Det sidste måtte jeg jo give ham ret i.

”Og den dér lange gravhund, så du den?”
”Hmm.”
”Den gøede, at Skåne burde være for skåninger.”
”Mente den virkelig det gravalvorligt?”
”Hvad?”
”Undskyld, det var bare malplaceret etnisk humor.”
”Se, det er netop sådan noget, de talte om. At holde kramagtigt fast i sin danske humor, det …”
”Hør her, din skvatschæfer: Skåne har været svensk i 350 år, før da var det dansk i 800 år. Hvilket blandet blod tror du løber i dine egne schæferårer? I øvrigt er der 600 km skov imellem Skåne og Stockholm men kun 20 km bro imellem Skåne og København.”
”Svenskere eller danskere, begge typer er da indvandrere. Næ, vi ægte skåninger …”
”Hør, du Lövforsens Rossi!”
Schæferen stoppede brat ved lyden af sit fødenavn.
”Født i Alvesta ifølge stambogen,” fortsatte jeg. ”Hvor er det lige, det er?”
”Øh …”
”Det er i Kronobergs Län, nordvest for Växjo. Det vi kalder Småland. Det har intet med Skåne at gøre. Det er Sverige. Du er i virkeligheden svensk!”
”Hvornår er vi hjemme. Jeg er sulten,” svarede schæferen.


tirsdag den 20. april 2010

Og kalorierne hviskede ...


Det gik ellers så godt. Jeg havde tabt mig mere end ti gram i løbet af de seneste uger. I går var jeg inde i den gamle jernhandel her i den lille, Nordskånske by, hvor vi bor. Schæferen blev i bilen. Konditoriet ligger lige ved siden af.

Da jeg kom tilbage til bilen, havde schæferen også været på indkøb. Han sad med poterne om en æske med en marcipanlagkage.
”Hør, hvor har du fået penge fra?” spurgte jeg.
”Du husker godt, ikke, når vi er ude at handle, så lægger du den tier, du får tilbage fra indkøbsvognen, i handskerummet?”
”Ja, så jeg er sikker på at have til indkøbsvognen næste gang, hvis tegnebogen skulle være tom for mønter.”
”Sagen er bare, at du aldrig er løbet tør for mønter i tegnebogen; men hver gang lægger du alligevel tieren i handskerummet.”
”Nu overdriver du vist, dit schæfercirkus!”
”Prøv at åbne handskerummet.”
Det gjorde jeg. Og mønterne væltede ud som jackpot i en enarmet. Okay, så havde det schæfersystem ret engang imellem, og hvad så?
”Jeg lånte bare nogle få,” forklarede han med schæferbrune øjne.

Jeg lod mig dog ikke formilde. Man er vel en ordentlig pjok … jeg mener, flokleder.
”Den dér leverer du altså tilbage igen!” besluttede jeg derfor standhaftigt og greb æsken med marcipanlagkagen.
”Den stod i vinduet og kaldte på mig,” lød hans schæferforsvar.
Jeg så på æsken. Under låget hviskede kalorierne kælent lækkert:
”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!” i en inciterende rytme der gik lige ind og satte sig fast i hjernebarken. ”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!”

Schæferen havde også hørt det og sagde de forløsende ord:
”Jeg mener bestemt, at hende bagerdamen sagde, at det var en lagkage light.”
Og det var alt, vi behøvede som alibi …

torsdag den 15. april 2010

Pjokleder


Jeg fik en mail i går via min hjemmeside, http://www.perlaujensen.dk/. Den drejede sig om schæferbloggen. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i, der kommer faktisk fire-fem mails om ugen i den anledning. Det usædvanlige var, at den henvendte sig til mig. For det meste plejer de mails at være skrevet direkte til schæferen.
Det er schæferen svært tilfreds med; men han forventer dog, at jeg besvarer dem. Jeg tror, at han opfatter mig som sin Personal Assistant. Men hans verdensbillede ser formentlig sådan ud, at hvis Mick Jagger kan have en PA, så kan schæferen vel også.

Denne gang var mailen altså til mig. En pige/dame skrev og spurgte, hvorfor jeg kalder mig selv for ”pjokleder”.

Det gør jeg egentlig heller ikke. Det er schæferen, der har indoktrineret mig. Jeg kalder mig selv for ”flokleder”. Faktisk siger jeg næsten dagligt til schæferen:
”Jeg er flokleder, du er schæfer. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting!”
Bare lige sådan for at understrege situationen for ham.
”Okay,” svarer schæferen. ”Lad mig se om jeg har forstået det rigtigt: Jeg er schæfer, du er pjokleder.”
”Nej, FLokleder!”
”Ja, PJokleder!”

Schæferen påstår, at han ikke kan udtale lyden ”fl”. Det bliver altid til ”pj” i stedet. Det er på grund af den lange tunge, siger han. Derfor tiltaler han mig altid ”pjokleder”; men der er bestemt intet nedladende i det, garanterer han og forsøger at lade være med at schæfersprutte af grin.

tirsdag den 6. april 2010

En schæfer og et leksikon i 35 bind


Egentlig var det vel min søsters skyld. Hun havde det her leksikon, Lademanns 35 bind alt inklusive, som hun gerne ville af med. Om jeg ville have det?

Det ville jeg gerne. Jeg ved godt, at alt kan findes på nettet. Jeg bruger det også flittigt. Sideløbende har jeg dog også stor fornøjelse af mine mange årgange ”Hvem Hvad Hvor”, når jeg laver research. Så mon ikke jeg kunne have gavn af et leksikon? I øvrigt er jeg opvokset med den opfattelse, at ethvert ordentligt hjem har et leksikon i reolen. Jeg har aldrig haft et ordentligt hjem, og hvem vil ikke gerne have det? Og når jeg nu kunne få det leksikon ganske gratis og på et sølvfad. Eller, viste det sig, i tre banankasser.

Schæferen og jeg var til påskefrokost hos min søster og svoger i søndags. Vi overnattede og kørte hjem til Sverige i går. De tre banankasser med de 35 bind, læssede jeg ovenpå hinanden bagerst i min stationcar til højre. Schæferen var naturligvis ingen fan af Lademann, da det gik op for ham, at det halverede hans plads de kommende tohundrede kilometer.

Da vi mænd som bekendt anser os selv som værende født med et gen, der gør os til eksperter hvad angår pakning af alt fra de mindste bagagerum til de største lastvogne, så afviste jeg naturligvis at lytte til min søster, da jeg læssede de tre banankasser ovenpå hinanden. Min svoger lukkede jeg også ørerne for. Vi har et helt normalt svogerligt forhold, hvor vi er i konstant konkurrence om at have den nyeste bil og den største havegrill, så det udelukker naturligvis at tage imod gode råd fra den side.

Jeg vidste bedst. De banankasser lå rigtigt godt. Der var god vægt i, de løb ingen vegne. Det gjorde det heller ikke de første hundrede kilometer.

Men så mødte vi en mand i en blå Peugeot, hvis selvtillid var større end hans talent. Jeg måtte lave en hurtig undvigemanøvre. I bakspejlet så jeg den øverste banankasse, som heldigvis kun var læsset med de sidste syv bind eller der omkring, sejle ud i schæferens luftrum, hvorefter den vendte bunden i vejret og sendte sit indhold i hovedet på det sagesløse pelsdyr. Schæferen var hurtig og trykkede sig over mod den venstre siderude, da den næste kasse kom. Det var godt, for den var tung, lastet med fjorten bind.

Jeg var ikke så populær hos schæferen, der mente, at jeg kørte som Michael Schumacher på påskebryg. Schæferen havde ikke set den blå Peugeot. Jeg måtte læsse bøgerne på en anden måde, således at der var lidt større schæfersikkerhed under den fortsatte kørsel.

Schæferen tilgav mig dog hurtigt, selvom han ømmede sig lidt og tilføjede:
”Jeg anede ikke, at ord kunne have så stor vægt!”

torsdag den 1. april 2010

Nye regler for danske bilister der kører med hund i Sverige


Her i Sverige, hvor jeg bor, indførte man en lov for omkring to år siden. Flere har sikkert hørt om den, og jeg omtalte den her på min blog dengang. En hund må ikke være uden tilsyn i mere end 6 timer ad gangen. Det betyder, at en udearbejdende familie egentlig ikke kan holde hund uden at have en eller anden, der kan kikke til hunden i dagens løb.

Nu har man vedtaget en ny lov. Formålet er også her at tilgodese hundens behov og velbefindende. Ifølge loven skal man nu, under kørsel med en hund i bilen, holde en pause mindst én gang i timen, hvor hunden får lejlighed til at strække benene og hvad den nu ellers har behov for. Loven træder i kraft i dag.

Desuden skal alle private biler, der kører med hund i Sverige – det vil sige også danske biler – være forsynet med køreskive, som vi kender det fra lastbiler. På den måde kan det svenske politi kontrollere, at loven bliver overholdt. Reglerne om køreskiver i private biler træder i kraft om præcis ét år, den 1. april 2011.