Egentlig var det vel min søsters skyld. Hun havde det her leksikon, Lademanns 35 bind alt inklusive, som hun gerne ville af med. Om jeg ville have det?
Det ville jeg gerne. Jeg ved godt, at alt kan findes på nettet. Jeg bruger det også flittigt. Sideløbende har jeg dog også stor fornøjelse af mine mange årgange ”Hvem Hvad Hvor”, når jeg laver research. Så mon ikke jeg kunne have gavn af et leksikon? I øvrigt er jeg opvokset med den opfattelse, at ethvert ordentligt hjem har et leksikon i reolen. Jeg har aldrig haft et ordentligt hjem, og hvem vil ikke gerne have det? Og når jeg nu kunne få det leksikon ganske gratis og på et sølvfad. Eller, viste det sig, i tre banankasser.
Schæferen og jeg var til påskefrokost hos min søster og svoger i søndags. Vi overnattede og kørte hjem til Sverige i går. De tre banankasser med de 35 bind, læssede jeg ovenpå hinanden bagerst i min stationcar til højre. Schæferen var naturligvis ingen fan af Lademann, da det gik op for ham, at det halverede hans plads de kommende tohundrede kilometer.
Da vi mænd som bekendt anser os selv som værende født med et gen, der gør os til eksperter hvad angår pakning af alt fra de mindste bagagerum til de største lastvogne, så afviste jeg naturligvis at lytte til min søster, da jeg læssede de tre banankasser ovenpå hinanden. Min svoger lukkede jeg også ørerne for. Vi har et helt normalt svogerligt forhold, hvor vi er i konstant konkurrence om at have den nyeste bil og den største havegrill, så det udelukker naturligvis at tage imod gode råd fra den side.
Jeg vidste bedst. De banankasser lå rigtigt godt. Der var god vægt i, de løb ingen vegne. Det gjorde det heller ikke de første hundrede kilometer.
Men så mødte vi en mand i en blå Peugeot, hvis selvtillid var større end hans talent. Jeg måtte lave en hurtig undvigemanøvre. I bakspejlet så jeg den øverste banankasse, som heldigvis kun var læsset med de sidste syv bind eller der omkring, sejle ud i schæferens luftrum, hvorefter den vendte bunden i vejret og sendte sit indhold i hovedet på det sagesløse pelsdyr. Schæferen var hurtig og trykkede sig over mod den venstre siderude, da den næste kasse kom. Det var godt, for den var tung, lastet med fjorten bind.
Jeg var ikke så populær hos schæferen, der mente, at jeg kørte som Michael Schumacher på påskebryg. Schæferen havde ikke set den blå Peugeot. Jeg måtte læsse bøgerne på en anden måde, således at der var lidt større schæfersikkerhed under den fortsatte kørsel.
Schæferen tilgav mig dog hurtigt, selvom han ømmede sig lidt og tilføjede:
”Jeg anede ikke, at ord kunne have så stor vægt!”
Det ville jeg gerne. Jeg ved godt, at alt kan findes på nettet. Jeg bruger det også flittigt. Sideløbende har jeg dog også stor fornøjelse af mine mange årgange ”Hvem Hvad Hvor”, når jeg laver research. Så mon ikke jeg kunne have gavn af et leksikon? I øvrigt er jeg opvokset med den opfattelse, at ethvert ordentligt hjem har et leksikon i reolen. Jeg har aldrig haft et ordentligt hjem, og hvem vil ikke gerne have det? Og når jeg nu kunne få det leksikon ganske gratis og på et sølvfad. Eller, viste det sig, i tre banankasser.
Schæferen og jeg var til påskefrokost hos min søster og svoger i søndags. Vi overnattede og kørte hjem til Sverige i går. De tre banankasser med de 35 bind, læssede jeg ovenpå hinanden bagerst i min stationcar til højre. Schæferen var naturligvis ingen fan af Lademann, da det gik op for ham, at det halverede hans plads de kommende tohundrede kilometer.
Da vi mænd som bekendt anser os selv som værende født med et gen, der gør os til eksperter hvad angår pakning af alt fra de mindste bagagerum til de største lastvogne, så afviste jeg naturligvis at lytte til min søster, da jeg læssede de tre banankasser ovenpå hinanden. Min svoger lukkede jeg også ørerne for. Vi har et helt normalt svogerligt forhold, hvor vi er i konstant konkurrence om at have den nyeste bil og den største havegrill, så det udelukker naturligvis at tage imod gode råd fra den side.
Jeg vidste bedst. De banankasser lå rigtigt godt. Der var god vægt i, de løb ingen vegne. Det gjorde det heller ikke de første hundrede kilometer.
Men så mødte vi en mand i en blå Peugeot, hvis selvtillid var større end hans talent. Jeg måtte lave en hurtig undvigemanøvre. I bakspejlet så jeg den øverste banankasse, som heldigvis kun var læsset med de sidste syv bind eller der omkring, sejle ud i schæferens luftrum, hvorefter den vendte bunden i vejret og sendte sit indhold i hovedet på det sagesløse pelsdyr. Schæferen var hurtig og trykkede sig over mod den venstre siderude, da den næste kasse kom. Det var godt, for den var tung, lastet med fjorten bind.
Jeg var ikke så populær hos schæferen, der mente, at jeg kørte som Michael Schumacher på påskebryg. Schæferen havde ikke set den blå Peugeot. Jeg måtte læsse bøgerne på en anden måde, således at der var lidt større schæfersikkerhed under den fortsatte kørsel.
Schæferen tilgav mig dog hurtigt, selvom han ømmede sig lidt og tilføjede:
”Jeg anede ikke, at ord kunne have så stor vægt!”
5 kommentarer:
Karla prøvede det med et par kufferter. Hun blev klemt op i en krog, da kufferterne var tiltet - hun var ikke imponeret ;0)...
PS. Godt bølleschæferen overlevede overfaldet af det flyvende leksikon ;)
Tak for kommentaren, Margrethe. Stakkels Karla.
Den svenske TV-hundcoach Fredrik Steen siger, at vi skal sørge for, at vores hund er imponeret af os. Men ligesom du med Karla så oplever jeg også ofte, at bølleschæferen bestemt ikke ser særligt imponeret ud. ;o)
vh. Per
Gad vist om Fredrik Steen har hund selv?... for det er ikke nemt at imponere en hund ;0)
He, he. Fredrik Steen opdrætter faktisk schæferhunde.
Han siger, at vi skal spørge os selv jævnligt: "Har du imponeret din hund i dag?"
Fordi det er nødvendigt, at den er lidt imponeret af os for at vi kan opfylde floklederrollen.
Fredrik siger også, at hunde ofte synes, at ejeren er for kedelig. Det er derfor, den på visse tidspunkter ikke lytter efter os. Jeg laver lidt ballade, når jeg går med bølleschæferen, for ikke at være kedelíg. Pludselig leger vi i 30 sek midt i det hele, eller springer op på en bænk, eller løber ti meter eller drøner to gange rundt om et vejskilt. Noget i den stil (folk kikker lidt underligt ;o)).
På den måde håber jeg nemt at kunne få hans opmærksomhed på tidspunkter, hvor det er en fordel, som f.eks. når han ser en kat eller en anden hund, eller hvor problemsituationerne nu ligger.
Om det virker? Ja, det gør det egentlig.
vh. Per
Send en kommentar