Vi har været ude i en stor hundepark, hvor schæferen løb rundt et par timer og sludrede med andre hunde, mens jeg drak kaffe med et par svenske piger med meget turkisblå øjne.
På vej hjem i bilen forklarede schæferen:
”Vi snakkede om den her store indvandring af danskere.”
”Nå?”
”Skåne er ved at blive oversvømmet af danskere, fortalte en labrador. Den havde selv hørt det derhjemme.”
”Javel.”
”En Grand Danois, der hed Pjevs, fortalte os, at danskerne kommer her med deres uforståelige ironi og sarkasme og direkte facon og skubber vores skånske traditioner med at gå om den varme grød og ikke sige ting ligeud ud på et sidespor. Og så nægter danskerne at blive integreret og lære at tygge skrå. Og de kommer med deres hang til Kandis og TV2, specielt de sidste forstår vi ikke i Skåne. For slet ikke at tale om Niels Hausgaard, han er enormt etnisk.”
”Aha.”
”De lød, som om de vidste, hvad de talte om. Og Grand Danois’en havde selv hørt det fra en Retriver, der var meget klog. Selvfølgelig gælder det ikke de danskere, jeg kender. Selvom din familie er meget mærkelig.”
Det sidste måtte jeg jo give ham ret i.
”Og den dér lange gravhund, så du den?”
”Hmm.”
”Den gøede, at Skåne burde være for skåninger.”
”Mente den virkelig det gravalvorligt?”
”Hvad?”
”Undskyld, det var bare malplaceret etnisk humor.”
”Se, det er netop sådan noget, de talte om. At holde kramagtigt fast i sin danske humor, det …”
”Hør her, din skvatschæfer: Skåne har været svensk i 350 år, før da var det dansk i 800 år. Hvilket blandet blod tror du løber i dine egne schæferårer? I øvrigt er der 600 km skov imellem Skåne og Stockholm men kun 20 km bro imellem Skåne og København.”
”Svenskere eller danskere, begge typer er da indvandrere. Næ, vi ægte skåninger …”
”Hør, du Lövforsens Rossi!”
Schæferen stoppede brat ved lyden af sit fødenavn.
”Født i Alvesta ifølge stambogen,” fortsatte jeg. ”Hvor er det lige, det er?”
”Øh …”
”Det er i Kronobergs Län, nordvest for Växjo. Det vi kalder Småland. Det har intet med Skåne at gøre. Det er Sverige. Du er i virkeligheden svensk!”
”Hvornår er vi hjemme. Jeg er sulten,” svarede schæferen.
På vej hjem i bilen forklarede schæferen:
”Vi snakkede om den her store indvandring af danskere.”
”Nå?”
”Skåne er ved at blive oversvømmet af danskere, fortalte en labrador. Den havde selv hørt det derhjemme.”
”Javel.”
”En Grand Danois, der hed Pjevs, fortalte os, at danskerne kommer her med deres uforståelige ironi og sarkasme og direkte facon og skubber vores skånske traditioner med at gå om den varme grød og ikke sige ting ligeud ud på et sidespor. Og så nægter danskerne at blive integreret og lære at tygge skrå. Og de kommer med deres hang til Kandis og TV2, specielt de sidste forstår vi ikke i Skåne. For slet ikke at tale om Niels Hausgaard, han er enormt etnisk.”
”Aha.”
”De lød, som om de vidste, hvad de talte om. Og Grand Danois’en havde selv hørt det fra en Retriver, der var meget klog. Selvfølgelig gælder det ikke de danskere, jeg kender. Selvom din familie er meget mærkelig.”
Det sidste måtte jeg jo give ham ret i.
”Og den dér lange gravhund, så du den?”
”Hmm.”
”Den gøede, at Skåne burde være for skåninger.”
”Mente den virkelig det gravalvorligt?”
”Hvad?”
”Undskyld, det var bare malplaceret etnisk humor.”
”Se, det er netop sådan noget, de talte om. At holde kramagtigt fast i sin danske humor, det …”
”Hør her, din skvatschæfer: Skåne har været svensk i 350 år, før da var det dansk i 800 år. Hvilket blandet blod tror du løber i dine egne schæferårer? I øvrigt er der 600 km skov imellem Skåne og Stockholm men kun 20 km bro imellem Skåne og København.”
”Svenskere eller danskere, begge typer er da indvandrere. Næ, vi ægte skåninger …”
”Hør, du Lövforsens Rossi!”
Schæferen stoppede brat ved lyden af sit fødenavn.
”Født i Alvesta ifølge stambogen,” fortsatte jeg. ”Hvor er det lige, det er?”
”Øh …”
”Det er i Kronobergs Län, nordvest for Växjo. Det vi kalder Småland. Det har intet med Skåne at gøre. Det er Sverige. Du er i virkeligheden svensk!”
”Hvornår er vi hjemme. Jeg er sulten,” svarede schæferen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar