mandag den 28. december 2009

Jul med Jesusænder


Jo tak, schæferen havde en god jul.

Juleaften skulle vi tilbringe herhjemme. Vi gik en tur omkring søen om eftermiddagen, og jeg fortalte:
”Jeg havde tænkt mig risengrød i aften.”
”Nej, vi skal da have and,” svarede schæferen.
”Nå, fanger du én måske?”
Ti minutter efter kom schæferen tilbage med en svane og et blåt øje.
”Den var lidt vild, den and,” sagde han.

Den kunne ikke være i ovnen, og jeg havde ikke fået købt mælk. Så schæferen og jeg endte med at dele en tallerken med æbleskiver og et gensyn med ’Polarekspressen’ i TV, mens sneen udenfor blev grå.

Juletræ og gaver og den slags holdt vi første juledag – ja, det var nu mest schæferen, der fik gaver.
Vi holdt jul med Rullepølsen, sådan en hønselab i god foderstand med fire korte ben, og med Dumlen, der er en lille, karamelfarvet kleinspitz – og så var der for resten også noget familie.
Schæferen fik da også lige ædt lidt juleglimmer fra træets nederste grene. Det kom ud morgenen efter.
"Det er for at du bedre kan finde det i mørke, når du står og fjumrer med posen," forsøgte schæferen optimistisk at bortforklare sig med.
"Der er jo intet glimmer i det mere," forklarede jeg efter grundige studier. "Det er jo nærmest mavesyregult."
"Ja, ja, det er den nye modefarve!"

Tredje juledag var der fred igen, og schæferen og jeg gik en tur omkring vores lokale sø. Vi så Jesusænder. Ja, det kaldte schæferen dem altså. Han har aldrig før set tynd is i vandoverfladen dækket af et lag smeltevand øverst.
Jeg talte 70 ænder, der vraltede rundt 10 meter ude i søen.

Godt nytår!

mandag den 21. december 2009

En blå balladebold


Klokken er 18.30, stuen ligger hen i halvmørke, sådan er det her hos os i december måned. Vi har de typiske svenske adventsstager med lys i vinduerne og nogle fyrfadslys inde i smukke keramikjuletræer og keramikhuse med snedækkede tage og tårnværelser, så der er ikke brug for det sædvanlige skarpe lys.
Schæferen kommer ind fra venstre, helt hen til lænestolen, med sin lille blå balladebold i munden. Jeg afviser ham. Der er ’Seinfeld’ på svensk TV6, og jeg må jo have min daglige vitaminindsprøjtning af humor på højt plan, det kan enhver vel forstå.
Så går han tværs over sendefladen og ind fra højre. Jeg brummer lidt irriteret, vil nødig gå glip af noget. Det burde selv en schæfer da kunne forstå.

Schæferen går ud i stuens halvmørke og rusker balladebolden fra side til side, åbenbart er den ikke helt død. At ”slå sine ting ihjel” gør han ellers ikke særlig tit; men nu bliver han ved.
Jeg knipser med fingrene og peger mod gulvet. Han lægger sig i den anden ende af stuen og falder til ro.

Da ’Seinfeld’ er slut en halv time senere, vil jeg skifte kanal til anden opbyggelig kultur, der er ’Two and a half men’ på TV3; men opdager at schæferen ligger så underligt med munden. Jeg kan ikke helt se, hvad det er i halvmørket, så jeg tænder lampen.
Schæferen ligger med den blå balladebold i munden. Det gør han ellers normalt aldrig. Det må da også være ubehageligt, når man ligger og hviler, tænker jeg, ryster på hovedet, slukker lyset og griber fjernbetjeningen.

Men det undrer mig alligevel så meget, at jeg ombestemmer mig, tænder lyset, går hen til schæferen og beder ham give mig bolden. Jeg rækker ned efter den, og han åbner straks schæfer-gabet; men den blå balladebold flytter sig ikke.
Det viser sig, at han har jaget en af de lange hjørnetænder durk igennem boldens plastoverflade og den sidder uhjælpeligt fast i overmunden - i hvert fald for en schæfer. Det var derfor, han kom hen til mig for mere end en halv time siden. Jeg får straks et anfald af dårlig samvittighed.
Jeg trækker den fri med et ”plop.”
”Puha, jeg troede, at jeg skulle leve med den bold i munden resten af livet,” stønner schæferen lettet med øjnene. ”Og hvordan skulle jeg så få noget at spise?”

onsdag den 16. december 2009

De har stjålet schæferens skov


De har stjålet schæferens skov. Den er væk, forsvundet, lagt ned, kørt væk, pist borte.

Den ligger fire minutter kørsel fra, hvor vi bor. Vi har ikke været derude et stykke tid. Først var der perioden med elgjagt, dér holder vi os væk fra skoven. Tidligere i år fik vi jo et indregnet område, hvor hundene kan løbe frit nede ved søen, der har vi været en del. Så igennem et par måneder har vi ikke besøgt schæferens skov. Nu tog vi derud, og så var den bare væk.

Schæferens skov var et af de få steder i naturlig skov, hvor der var afstand imellem træerne på dansk vis. Det meste svensk skov er plantet tæt og svært at komme igennem. I Sverige er skove forretning og ikke rekreativt område. Men schæferens skov lignede en dansk bøgeskov.
Området var på 10-12 tdl., hvorefter det gik over i mere typisk svensk skov med mosearealer og tæt underskov. En tredjedel af området bestod af ”svampen”. Det kaldte vi den, fordi der var et underlag af mosbevoksning. Det sugede og medførte, at der aldrig stod blankt vand, selv ikke lige efter et regnskyl. Da træerne samtidig havde høje, nøgne stammer langt op og stod med god afstand, var det et perfekt område at kaste med pind, når alle andre steder var våde og mudrede.

Men nu er den væk. 10-15 tdl. land er fældet. Det står nu som et interplanetarisk månelandskab med store kratere fra træernes rødder og gennemskåret af meterdybe hjulspor fra skovmaskiner på størrelse med mellemstore udlejningsejendomme.

”Kan de bare sådan stjæle min skov?” spørger schæferen.

Desværre ja, i Sverige er skov en forretning, enhver skov kan pludselig forsvinde, enhver udsigt forandres. Så den hyggelige fritidstorp i svenskrød, som den danske familie har i skovbrynet, kan en dag, de kommer derop, ligge på en bar mark, hvis ikke en del af skoven ligger på egen grund.

fredag den 11. december 2009

Forkølet schæfer


Schæferen er forknnølet. Sådan kan det gå, når man stikker snudeskaftet for langt frem.

Han ligger på sofaen med dyne og lommetørklæde, kamillethe og halspastiller, tegneseriehæfte og selvmedlidenhed.

Schæferen er jo en hanhund, så er han er selvfølgelig meget syg og plejekrævende. Som enhver ved, så bliver vi mænd meget syge, når vi er syge. Vi er faktisk altid liige ved at dø.
Det er schæferen også. Han har det meget slemt forsøger han at sige med et plaget brunt blik. I hvert fald indtil man vifter med et griseøre, så står han lige pludselig ude på gulvet med savl drivende fra de krumme hjørnetænder. Og så er det, at det går op for mig:

”Du har nok spist for mange griseøre, du har fået svineinfluenza,” foreslår jeg.
”Svineinfluenza? Nej, det får en stor og farlig schæfer da ikke, det ville være nedværdigende,” klynker han. ”Det må være meget voldsommere og farligere. Mindst vildsvineinfluenza!”

onsdag den 2. december 2009

Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør


Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.
Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

Der var helt stille.

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.
Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.
Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.


NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.

torsdag den 19. november 2009

Ingen handy-hund


I går susede efteråret om hushjørnet og ind over verandaen sammen med affaldsbeholdere og mindre pudler.
Jeg bor i et træhus fra 1910. Det snakker en del med, når vinden blæser med vindstyrke 7-8. Schæferen var utilfreds med al den larm, han lå lige og så ”Arga snickaren” på kanel 5 her i det Skånske.

Det er sådan et byggeprogram, hvor snedkeren rykker ud med sit team til husejere, som er gået i stå i en hovedløs ombygning. Mod at færdiggøre den erhverver han sig ret til at skælde ud på dem en times tid i bedste sendetid. De får læst og påskrevet om manglende planlægning og overvurdering af egne evner. Det er åbenbart meget populært hos seerne. Og også hos schæferen.

Ikke fordi schæferen er på nogen måde er en snedker-schæfer eller en handy-hund. Han er faktisk så uhandy, som han kan blive. Han mangler fundamental forståelse for praktiske opgaver. Når jeg har kastet en hundekiks til ham, og den ryger ned imellem kurven og væggen, så forsøger han at flytte kurven, mens han selv står i den. Helt ærligt …?

Jeg tror simpelthen, at hans poter er skruet forkert på til praktisk husarbejde.
”Det er fordi den ene er med linksgevind og den anden med almindeligt gevind. Så en af dem skruer sig altid af ved hårdt manuelt arbejde”, siger schæferen i baggrunden.
Han siger så meget.

torsdag den 12. november 2009

Som en ren refleks


Nu er det den mørke tid. Schæferen og jeg har lige gået en tur her efter mørkets frembrud iført matchende reflekser.

Er det fornuftigt? JA! Er det smart? NEJ! Og hvad vælger mænd normalt, når de har valget imellem smart og fornuftigt? Bare tænk på biler. Rigtigt!

Principielt vil jeg jo hellere blive antruffet død end iført refleksvest – i øvrigt en meget sandsynlig udgang på en gåtur i mørke uden reflekser. Men nu bor jeg her i Skåne, og svenskere er jo så fantastisk fornuftige. Her er det en selvfølge at gå i refleksvest efter mørkets frembrud. Og man må jo hyle med de ulve, man er iblandt.
Formentlig er den ulv, der løber rundt herude i skoven (se tidl. indlæg), også blevet indkaldt og forsynet med reflekshalsbånd her ved overgangen til normal vintertid. Det er jo Sverige.

Og naturligvis har den svenske hund også reflekser, enten i form af vest/dækken eller halsbånd. Schæferen har dog nedlagt absolut forbud imod et refleksdækken.
”Jeg vil jo ikke ligne en pjokleder”, siger han. Så han har fået et gult reflekshalsbånd.

mandag den 2. november 2009

En ulv uden fornemmelse for god markedsføring


Sytten døde får (sytten!) er netop blevet fundet her i trakten i det nordligste Skåne, hvor schæferen bor.
”Det var ikke mig,” påstår bølle-schæferen i baggrunden.

En besigtigelsesmand fra Länsstyrelsen har konstateret, at de er blevet dræbt af en ulv.

”Den ulv har ikke megen fornemmelse for god markedsføring”, brummer schæferen.

Man mener kun at der har været én ulv på spil. Det er uden tvivl den samme ulv, som har været i området i mindst ni uger nu. En ulv kan godt gå i blodrus, ligesom en ræv i et hønsehus, og dræbe mere end den kan spise.
Fåreavlere i området rådes til at tage dyrene ind om natten, tjekke deres indhegninger og eventuelt supplere med elhegn.

Det er tilladt at skyde en angribende ulv, hvis man har taget sikkerhedsforanstaltninger som ovenfor. Ellers er det ikke tilladt at jage ulve. Nu er der selvfølgelig bønder her i området, som mener, at ulven skal skydes. De har ansøgt om tilladelse. Ulven har også her i weekenden angrebet en jagthund under en jagt. Hunden overlevede. Men det er altså ikke spor usædvanligt, det sker jævnligt under elgjagt længere oppe i Sverige, i de områder hvor der lever mange ulve. Hvis ulven opfatter hunden som en konkurrent, der er kommet ind på dens enemærker, så vil den jage hunden væk eller gå til angreb. Det er en helt naturlig reaktion for en ulv.

Det er synd for fårene og en udgift, eller i hvert fald en ulejlighed, for fåreavlerne; men jeg synes altså stadig, at det er lidt hyggeligt med en ulv ude i skoven. For min skyld måtte der meget gerne komme en hel flok.

Spørgsmålet er, om der er penge i at leje en hyrdehund ud til fåreavlerne lige nu? tænker jeg og kikker indgående på schæferen …

søndag den 25. oktober 2009

Vintertid


Schæferen er ikke tilhænger af det her med sommer- og vintertid.

Vi går en lang tur hver dag ret præcist kl. 12.00, hvor han gerne får mulighed for at løbe frit. Hver gang, vi overgår til vintertid, så sidder han klar med hovedet spørgende på skrå allerede klokken ti minutter i elleve (almindelig dansk vintertid).

De følgende par dage gør han mig, på cirka samme tidspunkt, stædigt opmærksom på, at vintertid ikke er schæfer-sanktioneret.

Det er lettere, når vi går til sommertid, fordi så sker alt det sjove en time tidligere. Det er til at schæfer-forstå.

Det har ikke gjort det bedre, at det både i går og i dag har været efterårsregn og –blæst. Jeg må indrømme, at jeg gjorde vores ture i går lidt kortere end normalt. Jeg er egentlig glad for at være i naturen, og det kan såmænd også være ganske interessant i regnvejr; men mit førstevalg i regn og rusk er i stolen, ved siden af den svenske porcelænskakkelovn fra 1910, med en god bog i hånden.

Det er ikke schæferens førstevalg. Han er ligeglad med regn og rusk. Engang havde jeg en Grand Danois, han vendte gerne om i døren, hvis det regnede. Det var rart.

Når vi kommer hjem fra en regnvejrstur, så er bølle-schæferen jo drivvåd. Så skal han tørres med et stort badehåndklæde ude på verandaen. Fordi hans pels ser helt fluffy ud bagefter, så hedder det her i huset at blive fluffiet.

Schæferen elsker at blive fluffiet. Det rangerer helt oppe på højde med et stykke med leverpostej. Og det bliver – puha – nok også nødvendigt, når vi skal ud i dag ved frokosttid.

fredag den 16. oktober 2009

Der er en ulv ude i skoven


I sidste uge tog en ulv et lam lige her syd for byen. Og for et par dage siden blev den fotograferet med en mobiltlf. lige her øst for. Det er formentlig en ensom strejfer, der er kommet lidt langt sydpå; men vi har dem jævnligt her i området, selvom der ikke altid er skudsikkert bevis.
I følge eksperterne så var der senest ulve her i området i 2004. Men det var seneste gang, det var dokumenteret. Der er set ulve flere gange i den mellemliggende periode, de er bare ikke blevet fotograferet, og der har ikke været andet sikkert bevis.
Potespor er meget svære at bruge som bevis for ulve. Store hunde, specielt store blandingsracer, kan afsætte spor, som selv eksperter har meget svært ved at skelne fra ulve. Ofte følger eksperterne sporet længe, måske en kilometer eller mere, og baserer deres dom mere på den adfærd, som sporene viser end på sporene i sig selv.I denne omgang var der da også en ekspert ude og sige i medierne, at det næppe var en ulv, der var på spil, til trods for lammet, for spor og at flere mennesker indenfor de seneste uger har rapporteret, at de har set en ulv i området. Men det var altså inden, der kom et fotos på bordet.
Selvom det gamle grænseland her i det allernordligste Skåne, hvor jeg bor, er mere tætbefolket og bebygget end ulvenes normale levesteder længere oppe i Sverige, så er der egentlig intet til hinder for at en ulveflok eller to kunne leve mere eller mindre fast her i området. Der er skove nok, og en ulveflok har et stort revir, typisk omkring 200 km2 eller mere.
Selvom vi har en del vildsvin, som ulven kan jage, så skal folk nok, i så fald, vænne sig til, at der engang imellem ryger et par husdyr. Et lam, et får og lignende. Også kæledyr kan være i fare, katte og hunde der løber frit i skov og på mark. Men der er absolut ingen fare for mennesker.
Til trods for ulvens ikke alt for gode omdømme findes der historisk intet belæg for, at ulve skulle jage eller uprovokeret gå til angreb på mennesker.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt - godt nok ikke for lammet, men sådan er det jo i naturen.

Nu kommer schæferen travende ind i stuen for at sprede glæde og hundehår. Med sin sædvanlige schæfer-attitude som om han er universets centrum. Han kikker undersøgende på mig:
”Det der med ulven er jo noget, du har arrangeret, er det ikke?” siger han.
”Hvad?”
”Ja, du har jo lige udgivet din krimi NÅR ULVE JAGER. Den er lige nødlandet hos boghandlerne for et par dage siden. Synes du ikke, det er lidt mistænkeligt, at netop nu er der en ulv, der jager her ude i skoven?”
”Jamen, jeg kan ikke gøre for … og hvad mener du i øvrigt med nødlandet, dit uforskammede pelsdyr?”
”Synes du ikke, at den er lidt for tyk, lidt for reklame-smart, pjokleder?” svarer schæferen aldeles upåvirket.

På den baggrund vil jeg godt lige dokumentere min påstand med følgende link med foto af ulven: http://www.nsk.se/article/20091011/NYHETER/710119911
"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan nu bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops. Kan f.eks. bestilles på dette link: http://www.saxo.com/dk/item/per-lau-jensen-naar-ulve-jager-paperback.aspx?utm_campaign=Forfatterskole%202009%20oktober&utm_medium=referral&utm_source=per%20lau%20jensen&utm_content=link%20til%20naar%20ulve%20jager

torsdag den 15. oktober 2009

Da schæfer-ekspressen blev afsporet


At have hund er en farlig sportsgren. Jeg har ondt i ryggen på anden uge nu.

Hver dag ved frokosttid så går vi en tur i skoven, ud på marken eller ned til den indhegnede ”hundpark”. Under alle omstændigheder et sted hvor schæferen kan løbe frit uden snor, så han kan få sin motion og få brugt sin energi.

En af hans store fornøjelser er, når jeg kaster en pind, som han skal hente. Nogen gange har jeg i stedet taget en eller anden af hans plastikting med snor i med. Så kaster vi med den i stedet. Når han har hentet den, så løber han i høj hastighed tilbage og tæt forbi mig. Derefter tager han et par æresrunder, indtil han ender foran mig og afleverer plastiktingen/pinden til et nyt kast.

For lidt over en uge siden, da vi var på besøg i Danmark, var vi ved frokosttid ude på et nyudstykket område, hvor vejene var anlagt; men parcellerne lå stadig hen som mark. Jeg kastede en plastikting ind over markerne, og schæferen spurtede af sted. Det var tredje eller fjerde gang, jeg kastede, schæferen var stadig fuld af energi. Han hentede plastiksagen og havde vel 25-30 meter at accelerere tilbage på. Han drønede mod mig, jeg stod på vejen med sådan en belægning af små fliser.

Om jeg bevægede mig, og dermed forvirrede schæferen, husker jeg faktisk ikke, det kan meget vel have været min egen skyld. I hvert fald ændrede schæfer-ekspressen mening sådan cirka 1½ meter før mig og forsøgte at skifte retning for at løbe højre om i stedet for venstre om.
Hans poter skred på fliseunderlaget, og han fik kun ændret retning med halvdelen af det nødvendige og styrede lige imod mig.

Jeg er ikke sådan at flytte, jeg vejer på den tunge side af 90 kg med vindjakken på; men 40 kg veltrænede schæfermuskler og hårde schæferknogler i en ukontrolleret nødlanding kan formentlig lave hul i en kampvogn. Schæferen ramte mig med høj hastighed, jeg fløj op i luften og landede et øjeblik efter. Desværre så uheldigt, at jeg landede på schæferen. Jeg kunne mærke hans ene forben under min ryg, og han hylede højt. I det øjeblik blev jeg naturligvis frygtelig bange for et brækket schæferben.

Jeg trillede rundt på vejen, mærkede en ubehagelig smerte i ryggen og lå stille. Men så bemærkede jeg schæferen, som stod og støttede på tre ben, mens han peb. Så kom jeg op i en fart, huskede ikke at ynke ham eller vise medlidenhed, men var selvfølgelig voldsomt bekymret.

Efter et par minutter begyndte han heldigvis at støtte på alle fire ben igen og gik uden at halte. Jeg åndede lettet op. Men han ignorerede sin plastikting og stod i stedet længe tæt op ad mig.
”Undskyld”, sagde hans øjne vist.

Et par minutter efter gik det op for mig, hvor ondt jeg egentlig havde i ryggen. Og det har jeg stadig. Men hellere mig end schæferen – og sådan har de fleste hundeejere det vel.

mandag den 5. oktober 2009

Schæfer på ferie


Schæferen har været på ferie. Dels sammen med mig, vi har kørt mere end 2.000 km, hvor han har været agterskytte på V70’eren, dels for sig selv.

Schæferen har gøet af danske hunde fra Skagen til Gedser - næsten. Tilsyneladende kunne de alle sammen godt forstå, hvad han mente. Og han har set mere hav end nogensinde før. Han har gået i sandet ved Vesterhavet, skuet ud over bælterne og Kattegat og lavet en agterskytte pejling mod Falsterbo.

Vi var bl.a. på besøg hos en god ven, en smuk og meget sød pige, som schæferen gerne ville indynde sig hos – ikke mindst fordi hun var så god til mandelkage og marengs. Hun kan godt lide gravhunde, så schæferen gravede straks et hul i græsplænen. Det var ikke vejen til popularitet; men hun tog det nu pænt.

At tage på ferie med sin schæfer er naturligvis en større videnskab – altså når man bor i Sverige. Dels skal hunden jo have sit eget pas. Derud over er der regler om ormekur. Meget indviklede regler, vel at mærke.
Sverige er ”dvärgbandmask” frit område. Det tror de svenske myndigheder i hvert fald på. Denne frygtede og dødsensfarlige orm trives særdeles godt på det europæiske kontinent og i farlige Danmark, så restriktioner er naturligvis påkrævet.
Hunden skal have en ormekur højst 10 dage før, den indføres i Sverige, og de svenske myndigheder pointerer med stor alvor, at man også bør give pelsdyret ormekur hver 28. dag, mens man er bortrejst. Når man kommer tilbage til Sverige, er man forpligtet til at samle dyrets afføring op de første 3 dage.
Hvis man rejser meget, så kan man få et ”4-veckors-intyg” hos den svenske dyrlæge. Det er et alvorligt dokument, hvor man forpligter sig til, under dyrlægens skarpe tilsyn, at give sin hund en ormekur hver 28. dag. Det er en højtidelig sag, hvor selv bilens registreringsnummer skal anføres.

Dette er en EU-særregel, som Sverige desværre fik forlænget for et års tid siden, da den første gang udløb. Reglerne er frygteligt indviklede, f.eks. gjaldt en ormekur hos en dansk dyrlæge kun i 10 dage og ikke i 28, fordi den var indført i passet og ikke på en særskilt pendler-formular (4-veckors-intyg).

Et spørgsmål, man kan stille sig selv, hvis man pendler med sin hund imellem Danmark og Sverige, er om det er sundt for hunden at få en ormekur hver 4. uge?

Schæferen var også lige et par dage på pension. Han kom hjem med et halsbånd og en snor, som ikke var hans egen. Det er ligesom at sende et barn i skole, og det kommer hjem med forkerte vanter og halstørklæde. Det burde være ret enkelt lige at være opmærksom på det; men det er åbenbart for store forventninger at stille til schæferen.
”Jamen, jeg legede lige så godt, så …” prøver han at bortforklare.
Nå, pensionen kørte forbi med det rigtige senere på dagen, så det var jo flot service.

Nu er det hverdag igen for schæferen. Og … nå ja, det er jo også ren ferie.
"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan om få dage bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

søndag den 13. september 2009

Byvandring




”Der står halvtreds mennesker ude i indkørslen og vil ha’ min autograf. Hvor er mine solbriller?” spurgte schæferen.
”Hvad?”
Jeg kikkede ud af vinduet. Der stod tredive mennesker i min indkørsel. På verandaen stod en dame og hævede armen for at bede om stilhed. Så tog hun en megafon frem.
”Det er da bare byvandring”, forklarede jeg schæferen.
”Byvandring?”
”Ja, historisk byvandring. Vores hus har en historisk værdi og interesse”.
”Ja, den kendte schæfer bor her!”
”Nej … det var ikke lige det.”

Her i byen arrangerer man sådan en historisk byvandring engang imellem, hvor historien om de forskellige huse og veje bliver fortalt på åstedet. En rigtig god idé. Derfor havde en dame lidt forinden banket på min dør og spurgt, om man måtte tage min indkørsel og forhave i besiddelse et kvarters tid. Det var selvfølgelig helt i orden.

Men jeg havde glemt at informere schæferen. Og han blev lidt utilfreds, da damen begyndte at tale i sin megafon. En megafon på hans veranda var at stramme den en tak for meget, syntes han. Jeg måtte lige overbevise ham om, at han skulle holde mund.

Da hun havde fortalt historien om huset og dets beboere før i tiden, kom der et spørgsmål fra forsamlingen, hørte jeg, om hvem der boede her i dag. Hun fortalte, at der boede en ”meget venlig dansker”. De er høflige, de svenskere. Og så var det, at det gik galt.
Fra forsamlingen lød endnu et spørgsmål: ”Bor der ikke også en schæfer?” (Og det er virkelig sandt, det BLEV der spurgt om).
Schæferen spidsede straks ører – som om de ikke var spidse nok i forvejen.
”Hørte du det, hørte du det? De spørger om schæferen bor her”.
”Nej, der blev spurgt om EN schæfer, det er noget helt andet”.

Da vi var ude at gå til aften og mødte sværvægtsweileren, glemte schæferen helt at gø.
”Der stod halvtreds mennesker i min forhave tidligere i dag”, forklarede han. ”Det er svært at komme ud ad døren og gå i fred, når man har egen blog og er så berømt som jeg. Men det ved du jo selvfølgelig ikke noget om, sværvægtsweiler”.




”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

onsdag den 9. september 2009

Agterskytte på en V70'er


Sergent schæfer har været agterskytte på V70’eren på et længere togt. Det tog han meget alvorligt.
Vi har været i Jylland. Fem dage. En tur på 510 km hver vej. Det kan man jo sagtens gøre med en hund.

Behovet for pauser veksler jo nok fra hund til hund. Bølle-schæferen slapper meget godt af i bilen. Han ligger og hviler noget af tiden, og på andre tidspunkter sidder han og kikker meget interesseret ud af bagruden. Overvåger hvad der sker i luftrummet bag og er klar til at gribe ind som en ægte agterskytte der ved, at besætningens liv kan afhænge af hans overvågenhed.

Schæferen er nem at køre med. Der er ingen gøen og ingen vrøvl. Kun når vi kører langsomt igennem en by og blinklyset kommer i gang. Så tror han, at vi muligvis skal ind at stoppe og ud at løbe eller noget andet meget spændende. Så piber han, som schæfere jo så ofte gør.

Jeg har altid en flaske vand med til ham, når vi kører længere ture. 2 pauser med mulighed for at tisse og få lidt at drikke på 510 km passer tilsyneladende schæferen fint. Og det er perfekt, for det falder meget godt sammen med mit eget behov for pauser.

Schæferen har aldrig før set så meget vand. Vi var over både Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejle bro.
”Også Holstebro!” råber schæferen i baggrunden.
Okay, ja … selvfølgelig


”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

torsdag den 27. august 2009

Kender I schæfer-Kaj?


For nogle dage siden fik jeg en mail fra Elsebeth Egholm, som er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg viste den til bølle-schæferen.

Han har ellers ikke været helt begejstret for Elsebeth Egholm. Jeg blev nemlig så optaget, da jeg læste hendes forrige krimi, at jeg en dag helt glemte schæferens frokost-tur. Det har han aldrig tilgivet.

Elsebeth Egholm skrev om sin nye krimi, VOLD OG MAGT, der netop er udkommet. Jeg havde samme dag set den få en kanon-anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor man skrev, at det var den bedste fra hende indtil videre. Hun fortalte, at det sikkert ville glæde schæferen, at der er en schæfer med i hendes bog, den hedder Kaj. Det gjorde straks bølle-schæferen til fan.

Han har nemlig den faste opfattelse, at der er for få hunde i dansk litteratur. Og det gik jo helt galt forleden, da det gik op for ham, at der ingen hunde er med i min bog, der udkommer her om en måneds tid. Jeg har prøvet at forklare, at der er ulve med (øh, en slags ulve …). Det hjalp ikke.

Så nu må jeg jo nok læse højt for bølle-schæferen om schæfer-Kaj.

Lige nu ligger sergent-schæfer i sin kurv ude i sit værelse, som jeg kalder ”vagtstuen”, fordi han er uddannet security-schæfer, og fordi værelset ligger lige ved siden af hoveddøren. Han har været et par dage på pension. Dér forvekslede han desværre et mudderhul på marken med det lokale søbad. Søbadet har en lille hundestrand, og vi kommer der jævnligt i sommerens løb. I søbadet plejer han at blive ren, det var ikke tilfældet i mudderhullet, kan jeg hilse og sige. Det gav anledning en større afvaskning, før han fik lov at komme indendørs.

Han kan godt lide at være på pensionen, hvor der er masser af legekammerater, og de går sammen i store løbegårde; men det er også altid rart at komme hjem igen.
”Godt at være tilbage i sin egen kurv”, brummer han uden at åbne øjnene, mens han venter på at høre mere om schæfer-Kaj.


Elsebeth Egholm: "Vold og magt". Udkom 20. august 2009


”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

onsdag den 12. august 2009

En kamp-Russell


Schæferen blev angrebet af en Jack Russell terrier i dag. Det var i byens nye hundeindhegning. Schæferen og en sød lille Westi gik løs i indhegningen, og ejeren og jeg gik og sludrede.
Så kom der en Jack Russell trækkende med sin ejer. Jeg burde måske have reageret på den dårlige energi, som den fremviste; men man tror jo som udgangspunkt, at ejeren bedst kan vurdere om det er forsvarligt at slippe hunden løs.

Det var det ikke. Den gik direkte, og uden yderligere varsel, til angreb på schæferen. Den gik så langt fra hans tandsæt som muligt, efter maven og bagdelen. Der var ikke kun tale om markeringer. Den angreb mange gange, den blev ved og ved. Den ene gang så jeg klart og tydeligt, at den havde schæferpels i munden bagefter.

Man vil jo nødig have at ens hund kommer til skade eller skader en anden hund. På grund af størrelsesforskellen kunne det jo gå helt galt, hvis schæferen blev virkelig sur. Schæferen forsvarede sig men nøjedes tilsyneladende med at markere.

Jeg røg imellem allerede sekunder efter, det startede. Jeg har prøvet det før, men primært med store hunde. Normalt vil en hund stoppe angrebet, når man beslutsomt går imellem. Men ikke den her Jack Russell. Jeg fik flere gange markeret bid ved en hurtig berøring med hånden på dens hals, ligesom jeg gjorde med schæferen. Schæferen stoppede; men den lille Jack Russell var usædvanlig hurtig og smuttede hver gang over på den anden side af schæferen og gik til angreb igen. Da jeg først skulle omkring schæferen for at komme imellem, så kom jeg hele tiden for sent.

En enkelt gang lykkedes det at få fat på den lille og holde den til jorden et par sekunder, men da det foregik hen over schæferens ryg, så havde den held til at sno sig fri. Og det fik den ikke til at opgive. Til sidst valgte jeg at koncentrere mig om schæferen og holde ham i den naive tro, at den anden hunds ejer endelig ville komme på banen. Men nej, hun blandede sig ikke.

Da det var overstået, kom Jack Russell ejeren på banen med et belærende foredrag om, at den slags skulle man ikke blande sig i. Det fandt hundene selv ud af. Om hun virkelig var af den opfattelse, eller det bare var en belejlig holdning, dannet af at have en Jack Russell helt udenfor kontrol, skal jeg ikke kunne sige.

Min holdning er den, at hunde ikke skal slås for øjnene af deres ejere. De skal ikke engang opføre sig dominant, fordi det gør en hund eller en ulv ikke foran sin flokleder. Så giver man sin hund lov til dét, så vil hunden ikke se én som flokleder. Det er mangel på lederskab.
Endvidere mener jeg, at man altid som hundeejer skal tage hånd om sin hund og få den væk fra en konfrontation, hvis den anden hundeejer har et ønske derom. I øvrigt uanset om man er enig i situationens alvor eller ej. Det burde vel egentlig være indlysende.

”Var det en af de der kamphunde, som de taler så meget om?” spurgte schæferen på vej hen til bilen. Ellers tog han det helt roligt, som hunde jo gør. De lever i nuet og har ofte glemt den slags et øjeblik efter. Han har ingen sår, men jeg kan godt se, at der er forsvundet lidt pels et par steder - bare sådan en mundfuld.

tirsdag den 4. august 2009

En triller


Katten kom ubekymret gående omkring hushjørnet. Jeg så den ud ad øjenkrogen. Den fulgte, hvad der sikkert var dens normale usynlige sti hen forbi trappen til verandaen. Mig ville den blæse et stykke. Da den var lige udfor trappen, fik den øje på schæferen. Den frøs midt i en bevægelse.

Schæferen lå på maven på verandaen og finpudsede sit energispareprogram. Han hvilede hovedet på gulvet, som om det var alt for tungt at holde oppe ved egen hjælp. Han lå en meter inde på verandaen. Og det gav en blind vinkel, og det var lige netop dér, katten bevægede sig. Schæferen opdagede intet.

Efter at have stået stille i nogle sekunder sneg katten sig hurtigt videre og forsvandt omkring det andet hushjørne. Der gik derefter cirka 10 sekunder, så begyndte schæferens næsebor at vibrere. Duften af kat havde nået ham. Derefter åbnede han øjnene, så løftede han hovedet, og endelig rejste han sig helt op. Lugtesansen arbejdede, mens han spejdede rundt i haven.

Han vendte sig om mod mig. Hans øjne sagde:
”Hvor er den kat?”
Jeg trak på skulderne. Jeg havde travlt med at læse.
”Hjælp mig nu med at lede. Det dér kan vel ikke være så vigtigt”, brummede schæferen irriteret over min manglende entusiasme.
”Er du tosset. Det er da min ombrydningskorrektur”, udbrød jeg og nikkede i retning af papirbunken.
”Åh, er det din bog?” schæferen sukkede. ”Jeg troede da ikke, at det var ombrydende, jeg troede mere, at det var nedbrydende litteratur”, sagde han og virkede svært tilpas over sin egen humoristiske sans. Jeg nøjedes med et smil, der knapt nåede længere end til mundvigen.
”Jeg skal sørge for, at du får dit eget signerede eksemplar af bogen”, forsøgte jeg sarkastisk
”Det lyder godt, så kan jeg trille rundt med den i stuen”, schæferen så ned på sin bold, der snart var tygget helt i stykker.
”Trille, jamen … en bog kan da ikke trille?”
”Du sagde da, det var en triller?”
”Ja, en thriller eller krimi. Men schæfer for pokker, det betyder da ikke …”
Så var han fornærmet.
”Nå, så må jeg jo nøjes med at læse i den. Hvor mange hunde er der med?”
”Øh … jo, ser du … altså, det forholder sig således …”
”Du sidder ikke her, forfatter pjokleder, og fortæller mig at der ikke er én eneste hund med i din bog?” han stirrede schæfer-koldt på mig.
”Altså … det er jo, øh …”
”Du har skrevet på den bog i et år. Et års arbejde der slet ikke er hunderelateret. Er der ikke en lov mod den slags?”
”Jamen, der er en hund med i det nye manuskript, som jeg skriver på. En schæferhund endda”, forsøgte jeg patetisk.
”Hmm …”
”Og jeg vil gerne ha’ dig, schæfer, til at læse det igennem som schæfer-ekspert, såkaldt betalæser-schæfer, og fortælle mig om jeg beskriver sådan en schæfer på den rigtige måde. Hvad siger du til det, måske kan jeg endda takke dig i forordet?”

Lidt formildet blev han. Men jeg måtte også love at gå til bageren efter en kage til kaffen senere. Katten glemte han.


P.S. ”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

fredag den 31. juli 2009

Testschæfer


Det var i januar, at jeg luftede ideen om et indhegnet hundeområde. Jeg skal på ingen måde tage æren for ideen, for den kan være tænkt af flere andre før mig. Jeg stod og talte med Jeanette Thelander, der er journalist, forfatter og indehaver af et lokalt forlag. Hun er også en yderst handlekraftig person, har jeg senere erfaret.

I dag er hundeområdet stort set færdigt. Jeanette har fundet et egnet sted, fået godkendelser fra kommune, foreninger og alle relevante instanser, fundet sponsorer i det lokale erhvervsliv til at betale for pæle, hegn og låger, og folk i den lokale hundeklub til at sætte det hele op. Det er meget imponerende.

Der har været et par informationsaftener og et par arbejdsdage, hvor jeg desværre ikke har kunnet deltage. Det er jeg lidt ked af, fordi jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi får sådan en lokal ”hundepark”. Det giver en mulighed for hundene at socialisere sig og omgås uden snor. Det giver også mulighed for at give dem motion uden at overtræde loven. Det er jo nemlig ikke tilladt hunde at løbe frit i Sverige i sommerhalvåret.

Schæferen har været testschæfer. Siden hegnspælene blev rammet ned, har vi jævnligt besøgt stedet, og han har drønet rundt på området. Han mener, at han egenhændigt har tromlet og planeret hundeparken.

En del oplevelser har vi allerede haft på området. En dag gik schæferen f.eks. til angreb på en snog. En stor én. Den ignorerede ham overraskende, for den var lige ved at sluge en tudse. Jeg fik ham sad ned, og vi kikkede begge to på snogen og dens måltid helt tæt på. Det var lidt interessant. Jeg havde øjenkontakt med den, og sådan en snog har faktisk rare øjne.

Det tror jeg nu ikke, at schæferen var enig i.

mandag den 20. juli 2009

En skovflåt


I morges, da jeg stod i brusebadet og sæbede mig ind, opdagede jeg en lille knop. Den var så ubetydelig, at jeg nær havde ignoreret den. Kun fordi den sad på pungen, besluttede jeg mig for at undersøge den lidt nærmere. Ja, jeg beklager at bevæge mig under bæltestedet denne gang. Men det var altså lige dér, den pokkers skovflåt havde bidt sig fast.

Jeg har udviklet en vis erfaring med skovflåter. Schæferen har haft en del. Denne sommer har vi dog, i modsætning til sidste år, undgået de steder, hvor der er flest flåter. Han bliver forebyggende behandlet med ”Frontline Vet” mod flåter, lopper og lus.

Jeg er altid grundig med at tjekke både schæferen og mig selv, når vi har været i skoven. Det er dog svært at se skovflåter i schæferens pels, de har alle muligheder for at gemme sig. Så er det langt lettere at tjekke sine egne ben og arme. Men åbenbart er det ikke nok, for jeg har flere gange opdaget flåter i schæferens pels timer efter, at vi har været ude at gå. Så længe de ikke har bidt sig fast, så kan de sagtens hoppe videre – f.eks. over på hundeejeren.
Problemet med skovflåter er, som de fleste vil vide, at en del af dem kan overføre Borreliainfektion. Her i Skåne mener man, at hver femte skovflåt er inficeret med sygdommen. Hos mennesker kan Borrelia give infektion i huden, betændelsen kan sprede sig, og i værste fald kan der ske infektion i nervesystemet med risiko for varige men. Det kan være et ganske alvorligt sygdomsforløb, og det kan tage lang tid at blive rask. Jeg tror, at det er vigtigt for os hundeejere at være opmærksom på flåter, også på os selv, ikke kun på hunden. Og løbende, ikke kun lige efter vi har været i skoven. Se evt. nærmere på dette link http://www.jerk.dk/skovflaat.htm.

Efter en skovtur for et par uger siden kildede det i nakken på vej hjem. Jeg havde en skovflåt i nakken. Jeg havde ikke haft hovedet i nærheden af steder, hvor de lever; men jeg havde haft kontakt med schæferens pels. Den var nok sprunget over.

Det var en morgen i sidste uge. Jeg var netop færdig med at barbere mig, og da jeg satte skægtrimmeren tilbage i opladeren, så sad der en lille flåt på spidsen af den. Den måtte have siddet i mit skæg. Efter morgengåturen et kvarter forinden havde jeg givet schæferen en krammer. Den var nok sprunget over.

I går aftes sagde jeg som sædvanlig godnat til schæferen ved at nusse ham lidt bag øret og give ham et lille kram. Åbenbart må en skovflåt, ved samme lejlighed, have skiftet adresse, uden jeg bemærkede det. I løbet af natten har den så kravlet rundt på mig og fundet et sted at bide sig fast. Den havde kun nået at suge en lille smule blod, og lignede derfor kun en lille bitte knop her til morgen. Hvis jeg ikke var så vant til flåter, så ville jeg slet ikke have tænkt, at det var en flåt. Faktisk var jeg ikke helt sikker. Men jeg tog flåttangen og tænkte, hvis det ikke var en flåt men en knop, så mærkede jeg det jo nok.

Jeg har schæferen mistænkt for at have udviklet en teknik til at læsse sine skovflåter over på mig. Bølle-schæferen ser helt uskyldig ud:
”Hvad mener du. Er det de dér små selvgående ballontyggegummi ting, du taler om?”
”Ballontygge …?”
”Ja, ja, det ligner da sådan noget boblegum noget, når først de puster sig op”, forklarer han.

tirsdag den 14. juli 2009

Ud at gå


Jeg fik stukket snuden frem i entreen lidt for tidligt, da vi skulle gå tur i dag ved frokosttid. Pjoklederen stod og tog sko på, og var i det hele taget, som sædvanlig, så frygtelig lang tid om det hele.
Så stoppede han op og stod og stirrede stift på mit lange, smukke bølle-schæfer snudeskaft.
Jeg lod som ingenting i et par sekunder, bare lige for at vise at jeg er en schæfer med egen vilje. Så trak jeg snudeskaftet til mig, gik baglæns ind på mit eget værelse, og satte mig i døråbningen.
Og alligevel skulle pjoklederen holde et af sine sædvanlige foredrag. Han sagde:
”Husk, jeg ejer entreen.”
”Ja, ja, lad os nu komme videre!” forsøgte jeg.
”Jeg ejer det hele. Du ejer ingenting. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting. Sådan er det at være schæfer.”
”Ja, ja, få nu bundet det snørebånd!”
Men der var ingen vej udenom. Jeg måtte komme med det der jeg-har-forstået-blik, før pjoklederen var tilfreds. Jeg mener, at det er på grænsen til dyremishandling.

På hans signal gik jeg så ud i entreen og satte mig som altid ved siden af ham og ventede tålmodigt på, at snoren blev sat i halsbåndet. Og så skulle jeg høre på den sædvanlige vittighed:
”Jeg tror, at vi piercer dig i øret. Så kan vi sætte en ring i, og snoren direkte deri”. Og så grinede pjoklederen og så sig om efter klapsalver. Hverken overtøjet, knagerækken eller jeg klappede.

Herefter er proceduren altid følgende: Pjoklederen åbner døren. Så skal jeg blive siddende inde i entreen, mens han går ud på verandaen. Så klapper han sig på venstre hofte, og jeg formodes at stå der som et lyn. Straks efter vender han sig om mod hoveddøren med nøglen i hånden. Imens må jeg ikke stå og spejde efter skader i haven eller pudler på vejen. Derimod er min opgave at gå om bagved ham og sætte mig på måtten foran døren. Hvorfor er det altid mig, der skal holde mig på måtten?
Han låser døren og går hen til trappen. Jeg må først komme, når han igen klapper sig på venstre hofte. Sikken et cirkus!

Nogen gange står han dér så længe, at der næsten skal en afrivningskalender til for at tage tid. Når jeg så endelig får lov at komme frem, så skynder jeg mig nogen gange så meget, at jeg ryger ud på det første eller andet trin af de fem trin ned. Og så kommer det med usvigelig sikkerhed:
”På plads”.
Så må jeg bakke, op ad trappen. Det er altså ikke nemt for en travl schæfer.

Pjoklederen har mange pjokprocedurer, der skal overholdes. Jeg har overvejet at danne en schæfer-fagforening, så vi kan sikre os, at der bliver lavet nogle regler, som er schæfer-sanktionerede.

Venlig hilsen
Ozzy Jensen
aut.schæfer

onsdag den 1. juli 2009

En schæfers ubetingede accept


Jeg fik en e-mail for et par dage siden. Den var fra en fast læser af denne blog. Hun skrev smukt om hundens betingelsesløse kærlighed, og som eksempel refererede hun følgende vittighed:

”To mænd fisker. ( Fra bagsiden af Ekstrabladet):
- Min påstand er, at hunden er mandens bedste ven !
-Det er noget sludder, Schrøder.
- Nej, det er meget enkelt, Brunsvig….. Forleden lagde jeg konen og hunden i bagagerummet og kørte rundt i en times tid. Så lukkede jeg dem ud, og hvem tror du, var mest glad for at se mig ?”

Jeg vil godt understrege, at jeg naturligvis må tage afgørende afstand fra at lukke en hund i bagagerummet. Og, nå ja, også konen selvfølgelig …;o)

Når schæferen og jeg går ud ad hoveddøren, så ved han nogle gange, hvad vi skal, men ikke altid. Så springer han logrende til venstre for at komme om i haven.
”Haven er det bedste jeg ved!” Jeg går ligeud.
Så springer han glad hen til bilen.
”Bilture er det bedste, jeg ved!” Jeg går forbi.
Så springer han begejstret med ud til indkørslen, og kikker op på mig med et forventningsfuldt blik.
”Gåture er det bedste, jeg ved!”
Jeg smider affaldsposen i renovationsbeholderen og går tilbage. Jeg går op ad trappen og åbner hoveddøren. Schæferen traver entusiastisk med.
”Hygge i stuen er det bedste, jeg ved!”

Denne ubetingede glæde og betingelsesløse accept imponerer mig gang på gang, og gør mig i godt humør.

Jeg var syg søndag og mandag. Et eller andet mavehalløj, kastede op hele natten til søndag. Hver gang jeg, i løbet af natten, kom vaklende ned på toilettet med plastikspanden, der skulle tømmes, stod schæferen der med store øjne og lignede en, der havde alle ønsker om at hjælpe, hvis han bare havde vidst hvordan.

Selvom det først var sent søndag morgen, da han kom ud for at morgentisse, var der ingen lyd fra ham. Han ventede bare. Hensynsfuldt.
Søndag og mandag var der ingen gåture. Det var kun korte tisseture i haven. Det accepterede han uden indvendinger. Han drejede endda selv mod hans del af haven, når vi gik ud, klar over at jeg, med min langsomme gang og store byrde af selvmedlidenhed, var aldeles ude af stand til at gå en ordentlig tur.

Jeg havde det også skidt, og som alle ved, så bliver mænd meget syge, når de er syge. Vi er altid næsten ved at dø. Det er videnskabeligt bevist.
Men midt i den sø af usund selvmedlidenhed, så var det som sædvanlig en glæde at mærke den ubetingede accept af situationen, som en hund viser.

Og det fik jeg så lejlighed til at tænke nærmere over, da jeg modtog den mail, der så udmærket beskrev netop dét.

Schæferen er sådan set enig; men han påpeger dog, at jeg ikke skal udnytte hans gode vilje …

tirsdag den 23. juni 2009

Gysets Gyde


Efter at schæferen igen har skræmt livet af popsangerpudlen fra Bygaden, og schæferen og jeg igen har måttet høre på damen med det høje hår, der mener, at schæferen er en potentiel dræberhund, så har vi valgt at undgå downtown et par dage.
Jeg skal måske lige tilføje, at byen har ca. 1.800 indbyggere, så downtown er et rimelig begrænset område.
Hvis nogen skulle være interesseret i, hvorfor schæferen dog hele tiden skræmmer den stakkels popsangerpuddel, så er schæferens eneste forsvar: ”Den ligner Barry Manilow”.

Schæferen er også glad for at undgå turen her i byen i dag. Næsten hver dag plejer vi nemlig også at gå igennem villakvarteret, og når vi kommer til Smedjegatan, så vil schæferen gerne gå til højre, for lige frem ligger Gysets Gyde.
På Gysets Gyde er der seks hunde, som gør af ham. Og det stresser ham lidt, han rejser børster og vil gerne give igen. Derfor øver vi os næsten hver dag. Det er blevet bedre.
Det går bedst ved de to små hunde i det lyserøde hus. Der kan jeg få schæferen til at sidde stille udenfor, indtil de to små holder op med at gø.

Så i dag tog vi til Osby og gik en tur i byen. På torvet mødte vi en gadebande af krager. Schæferen skulle selvfølgelig straks diskutere. Resultatet var, at de fløj op på de tre meter høje lygtepæle og sad dér og skældte ud. Jeg har sagt det til schæferen så tit, lad være med at skændes med nogen, som har vinger. Men lytter han? Nej! Og ørerne er ellers store nok …

Så i morgen bliver det igen Gysets Gyde.

fredag den 12. juni 2009

Voksne mænd græder ikke


Det var sidste forår, dagen efter jeg havde fået schæferen ved en omplacering.
Det var en dag med kraftig sol ind igennem vinduerne, der stod højglanspolerede og pletfri. Solen faldt på parketgulvet, der var uden et eneste gran støv og duftede af renhed og brun sæbe. Jeg har altid sat en ære i at have et rent hus. Schæferen stod lige i sollyset. Og så rystede han sig.

Jeg så, hvordan en sky af hår og støv indhyllede ham. Skyen steg derefter lidt til vejrs og spredte sig, for så at falde langsomt ned på parketgulvet og mit håndknyttede favorittæppe.
Jeg havde haft hunde før, men det var nogle år siden. Der er altså nogle ting, man glemmer.

Det skulle blive endnu værre. Senere samme dag kløede schæferen sig, sådan med bagbenet. Længe. Det skete også lige midt i sollyset.
Det lignede en tornado, støv og hår der skød direkte op i luften for at sprede sig deroppe. Og jeg sværger på, at jeg så det danne en paddehatte sky, deroppe midt i stuens velduftende indeklima. Dernæst dryssede det ned overalt, over den lyse sofa, sofabordet i sæbeskuret bøgetræ, bogen af Salman Rushdie som jeg var i gang med at læse, og over min røde Stratocaster guitar, der stod i hjørnet og mindede mig om dengang, hvor jeg næsten troede, at jeg var rockstjerne-talentfuld. Fjernsynsskærmen blev på ét sekund helt grå, og den røde farve på det håndknyttede havde ligesom fået et andet skær.

Voksne mænd græder ikke. Så jeg sad bare og kikkede ned i min kaffekop, som i øvrigt også var fyldt med hundehår. Men så kom schæferen hen og slikkede mig på hånden, og så var alt glemt. Næsten.

Vi indførte nogle regler. Først og fremmest må han ikke ryste sig i køkkenet. Dernæst er det forbudt at klø sig andre steder i huset end ude hos ham selv. Det fungerer fint. Det lærte han hurtigt.
Det er lidt pudsigt at se, når han pludselig har behov for at klø sig. Så smider han, hvad han har i poterne, og så går det i hurtigt trav ud til hans eget værelse. Men han går så sjovt, fordi det klør.

Schæferen er selvfølgelig ikke helt enig i reglerne, selvom han følger dem. Han synes, at det er et indgreb i hans personlige schæfer-frihed.

søndag den 31. maj 2009

Spurveforliget


Jeg ved ikke, om det var turtelduer. Det var nok bare almindelige, småfede villahaveduer. De havde sikkert været ude lørdag aften, hun havde haft planer, men han var bare faldet i søvn. Nu var det søndag morgen, og de forsøgte at indhente det.
To duer med tømmermænd, der forsøgte at parre sig, højt i kastanjetræet, på en spinkel gren. Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Heldigvis kunne de flyve.
Schæferen, med forpoterne plantet i vindueskarmen, stod og så på, for de lavede en frygtelig larm.

Schæferen kikkede på mig, og hans øjne spurgte: ”Sådan et par småfede duer må jeg da godt jage, ikke?”
Jeg nikkede.
Vi havde forhandlet aftalen på plads ved forårets start, ikke at det havde været let, chef-schæferen er en hård forhandler. Men nu var det på plads. Spurve måtte ikke jages i haven, dét havde jeg fået igennem. Til gengæld måtte jeg acceptere, at schæferen kunne jage alle større fugle.
Når han er ude, og jeg betragter ham i smug fra vinduet, kan jeg se, at han er lidt i tvivl, når der lander en solsort. Skader og krager er der ingen tvivl om. Dem jager han med skarpladte tænder.

Det gjorde han også i det tidligere forår med en gråspurv – eller det vil sige, det tror jeg, for jeg så det ikke.
Da jeg kom ud i haven, stod bølle-schæferen med tænderne i en gråspurv, der baskede med vingerne på jorden. Hvordan han havde båret sig ad med at fange den, ved jeg ikke, det må have været et rent held.
”Hvad fanden laver du?”
”Den fløj lige ind i hovedet på mig. Jeg forsøger at genoplive den”, svarede han lynhurtigt.
Men jeg har studeret racen, og jeg ved, at et markant karaktertræk ved bølle-schæfer racen er, at den altid har en bølle-bortforklaring klar. Så den hoppede jeg ikke på.
Jeg aflivede den sårede gråspurv, og vi begravede den, et spadestik nede, ved siden kompostbunken. Schæferen og jeg brummede ”Dejlig er jorden”. Bagefter drak vi gravøl – mest mig, og spiste blødt brød – mest schæferen.

Forliget, ”spurveforliget” kalder vi det her i flokken, kom på prøve i går. Vi stod i haven, jeg børstede schæferens pels. Jeg så godt denne her gråspurv allerede, da den lettede fra tagrenden. Han så beslutsom ud, der var klart spektakel i spurven. Så jetdykkede han ned og tæt hen over schæferen med overspurvshastighed. Derefter loopede kunstflyverspurven foran os, og i et spektakulært højresving drønede han forbi schæferens lange snyde-snudeskaft i kun en meters afstand.
Jeg går ud fra, at der har siddet nogle gråspurvetøser et eller andet sted, som den lille kunstflyverspurv skulle imponere. Jeg håber, at det lykkedes. Schæferen var i hvert fald ikke imponeret.
”Der må være grænser for hvilke provokationer, man skal stå model til”, indvendte schæfer-børsten.
”Et forlig er et forlig”, svarede jeg, og han så skuffet ud.

Jeg har i øvrigt for et stykke tid siden lagt endnu en forligstekst på bordet. Den hedder: Ikke jage bier. Men de forhandlinger er brudt sammen.

torsdag den 28. maj 2009

Bengalsk schæfer


”Skal du nu støvsuge igen?” Han så op på mig med de store, brune øjne.
Selvfølgelig skulle jeg støvsuge igen. Det gør jeg hver dag, eller i hvert fald hver anden. Det er jeg nødt til. Jeg forstår ikke, hvorfor hundehår hænger bedre fast i alt andet end hundens pels.

Jeg har prøvet at spørge schæferen om det. Men det interesserer ham vist ikke. Jeg har også prøvet at true med at hælde en flaske lim ud over ham. Så mumler han noget om ulovligt og telefonnummeret til dyrenes beskyttelse.

”Flyt dig nu lidt!” Schæferen ligger på det sorte tæppe og burde jo vide bedre. Jeg støvsuger altid samme vej rundt i huset.
”Din båtnakke”, råber jeg efter ham, over støvsugerlarmen.
Han vender sig halvt om. ”Hvor sidder den. Kan den sige dyt?”
”Bindegale schæfer”
”Bengalsk schæfer?”

tirsdag den 19. maj 2009

En flyvende steg og en pelsingeniør


Schæferen og jeg gik omkring søen i dag ved frokosttid. Vejret var strålende og ganske forårsvarmt.
En flok ænder fløj skræppende hen over hovedet på os. Schæferen så bistert efter dem. De landede på søen ved den modsatte bred.
Svaneparret derovre var ikke helt tilfreds med det, og jagede dem væk. En enkelt and var lidt for skødesløs, lidt for tung, lidt for langsom. Svanen blev sur. Derefter jagede den i bølgehøjde efter anden, og de fløj begge to lige mod os – i schæfer højde.

Schæferen steppede fra side til side foran mig, med blikket fast rettet mod den flyvende middagsmad. Det tog dem 10-12 sekunder at flyve over søen.
Schæferen vendte hovedet et par gange og kikkede på mig. Hans blik sagde: ”Andesteg eller svane?”
Men så tog de højde, til schæferens skuffelse, og jog hen over os ti meter oppe.

Da vi kom hen til broen, dukkede der en bæver op. Jeg vidste ikke, at der var bævere nede ved søen. Jeg har set bævere før, på fisketure. Jeg ved ikke, om schæferen har set sådan en før.
Bæveren kikkede uinteresseret på bølle-schæferen og jeg, så gled den i vandet og svømmede uanfægtet over åen.
”Så du den?” spurgte jeg schæferen.
”Ja-ja, det var en pelsingeniør”.
”Hvad?”
”Ja, de bygger dæmninger og den slags, ikke?”
Det kunne han jo selvfølgelig have ret i. Han er svær at imponere den schæfer.

torsdag den 7. maj 2009

Lagkage og isposer


Det er min fødselsdag i dag. Lad mig bare indrømme det, sådan en halvrund én. I går var jeg i begyndelsen af halvtredserne, i dag er jeg i slutningen. Det er sådan en dag, hvor slidgigten værker lidt ekstra, prostata trykker en smule mere, og trangen til at købe en kraftig motorcykel er lidt større …..

Schæferen har vist fået blandet det dér med fødselsdagsgave og morgenmad på sengen sammen. Så han smed et griseøre i min seng. Jeg har hørt om folk, der er vågnet op med et hestehoved i sengen, aldrig et griseøre. Men det er tanken, der tæller.

Bølle-schæferen har også gjort klart, at han forventer lagkage til eftermiddagskaffen. Ingen fødselsdag uden lagkage er mit princip, så det må jeg jo nok efterkomme.

Schæferen og jeg gik en tur ned i byen her i formiddag. Som jeg tidligere har skrevet om (bloggen den 10. april 2009 ”Imponeret?”), så forsøger jeg at gøre mig selv lidt interessant på vores gåture, så schæfer-børstens opmærksomhed bliver rettet imod mig, og det vi gør sammen, og væk fra at gø af andre hunde.
Blandt meget andet har jeg ladet ham gå den modsatte vej i forhold til mig om vejskilte og lygtepæle, således at snoren vikler sig om, og så må han selv regne ud, hvad han skal gøre. Det lærte han nu ret hurtigt. Og nu er han snu nok til at stoppe op, når vi kommer til et vejskilt. Så venter han og ser, hvilken vej jeg går omkring, og så følger han efter.
En gang imellem bliver han selvfølgelig grebet af en duft, og schæferen er jo en hanhund og udpræget singletasker, så i den situation opdager han intet, og kan sagtens få snoet sig om et vejskilt. Eneste anden mulighed er at vi sætter farten op og løber rundt om nogle vejskilte, så løber han lige i mit kølvand; men hvis jeg pludseligt stopper, drejer rundt og løber tilbage rundt om skiltet, så vælger han oftest den lige vej hen til mig. Og så er snoren snoet om skiltet.

Det gjorde vi også nede på tovet i formiddag, og jeg satte hastigheden ekstra op. Så fik jeg samtidig rakt tunge af min fødselsdag, og tidens ubønhørlige fremmarch, og bevist hvilken fremragende kondition, jeg stadig er i. Og jeg vil til hver en tid blankt afvise, at den yngre kvinde med det lange, lyse hår, der spadserede med en silkepuddel lidt bag os, havde nogen som helst indflydelse på min opførsel.

Imidlertid overså jeg, at et af skiltene havde en undertavle. Den hang sådan lige i hovedhøjde. BOIIIING !!!!!

Nu sidder jeg med en ispose på panden. Schæferen er også syg. Han har fået mavepine af bar grin.

torsdag den 23. april 2009

Cirkus Schæferweis


Det var den sædvanlige tur her ved frokosttid i dag. Og egentlig forløb den vel også nogenlunde normalt – for der plejer alligevel altid at ske et eller andet uforudset.

Her ved frokosttid tager jeg altid børsten med ud – altså både den lille børste med håndtag og schæfer-børsten, altså den store på fire ben. Så starter jeg med at ordne pelsen lidt på schæferen.
I dag fik han den idé, at han imens skulle jage en bi, hvis flyveplan forbi hans næse ikke var schæfer-sanktioneret.
Det gav nogle mærkelige hop, som en hest i en cirkus manege.
”Så stå da stille, dit pelsdyr!”
”Jamen, jamen …”, sagde han med øjnene.
”Tror du, det her er Cirkus Schæferweis?”
Det troede han vist.

Så gik vi mod søen og marken. På vejen mødte vi sværvægtsweileren, som havde en ældre mand i snor. De går altid forbi her omkring kvart over tolv. Og jeg ved, at jeg har fortalt det her før, men det gentager sig altså med sikkerhed hver gang. Schæfer-sheriffen springer frem og gør ind i sværvægtsweilerens ansigt
”Jeg ejer denne her by!”
Og så blev der ellers udvekslet artigheder, må jeg nok sige.

Da vi kom ned på marken, var den delvis okkuperet af 8 ænder. De var ikke tilfredse med at få selskab. Den forreste and, der så noget overlegen ud, gik faktisk et par skridt i retning af bølle-schæferen og jeg, mens den lavede vrøvl.
”Den ligner fætter Højben”, brummede schæferen
Men så kastede jeg pinden, og schæferen spænede efter den.
Schæferen plejer at tage en æresrunde eller to, før han kommer tilbage med pinden. Og anden gang, jeg kastede den, kunne jeg se, at der var ballade i børsten. Man lærer jo sin hunds udtryk og kropssprog at kende.
Schæferen havde lavet en matematisk beregning, det var tydeligt. Han havde fundet ud af, at hvis han forøgede diameteren på sine æresrunder med omkring 40%, så ville det bringe ham lige ind i Andeby.
Jeg kunne måske godt have stoppet ham. Og han plejer at lystre. Vi har mødt harer, rådyr, køer, vildsvin, elg m.m., og han har ikke løbet efter dem, når jeg har bedt ham lade være. Men ænderne kunne jo bare lette, og søen findes lige om hjørnet. Hvad lavede de i det hele taget her på marken?
De lettede jo også i god tid, inden schæferen nåede frem med sine rejste børster. Han havde selvfølgelig stadig pinden i munden, den var hans alibi. Og en bølle-schæfer bør jo altid have et alibi klar.

Jeg kan lige så godt indrømme, hvordan det hang sammen. Da vi gik hjem igen, igennem byen, forbi den nedlagte stationsbygning, kom apotekerens datter, 22 årige Ingrid, ovre på det andet fortov. Hun havde besluttet sig for, at nu var det forår, og fundet den korte kjole frem. Så mens jeg var lidt uopmærksom, sneg schæferen sig ud i hele snorens længde, op bag popsanger-pudlen fra Bygaden, og skræmte livet af den.
”Så du det?”, jublede han. ”Den hoppede en meter!”
Så fik schæferen og jeg ellers læst og påskrevet af popsanger-pudlens ejer, en dame med højt hår i en blålig tone. Schæferen blev kaldt en dræberhund. Han stod der side om side med pudlen og lignede alt andet.

Og så listede vi hjem, smågrinede lidt, som to uartige drenge.

søndag den 19. april 2009

Årets favoritter




Det var her i formiddag. Jeg sad i lænestolen og var meget optaget af noget yderst vigtigt. Der var transmission fra det kinesiske formel 1 grand prix.
Schæferen kom ind og stilede sig lige foran mig, i TV-retningen. Bølle-schæferen er stor, 74 cm i stangmål, og på toppen af det kommer så det der store schæfer-grødhoved med det lange bølle-snyde-snudeskaft. Kort sagt, min TV skærm skulle have været mindst 80 tommer, hvis jeg stadig skulle kunne få et formel 1 glimt. Den er vist 28 eller 32 eller noget i den stil, så jeg kunne intet se.
”Hvad vil du?” brummede jeg.
”Den der blog-, side-, pjat-, hundeting, som du kalder "Dage med en schæfer”, sagde han med øjnene. ”Skulle vi ikke fejre, at den nu har kørt i 12 måneder?”
”Jamen, det har den da ikke. Første indlæg var 27. maj 2008”, indvendte jeg, med min sædvanlige evne til at huske fuldstændig ligegyldige detaljer.
”Ja-ja, men med din normale tendens til overdrivelse, så kan vi vist godt fejre 1 år nu”.
Den schæfer-logik kunne jeg selvfølgelig have protesteret imod; men jeg var bange for at han kunne underholde mig i timevis med eksempler. Så jeg trak på skulderen.
”Jeg synes, at vi hver især skal vælge vores favoritindlæg fra året der er gået, og så gentage det på bloggen”.
”Genbruge? Er det ikke patetisk?”
”Helt ærligt”, svarede schæferen tålmodigt. ”Er "Dage med en schæfer" ikke generelt patetisk?”
Det kunne han jo have ret i. Og jeg kunne stadig ikke se formel 1, så jeg gav ham ret, og lovede at kikke på det.

Senere har jeg tænkt, at når amerikanske serier som ”Venner”, ”2½ mænd”, ”Seinfeld” og alle de andre kan slippe godt fra at se tilbage og vise tidligere klip. Ja, så kan ”Dage med en schæfer” vel også?

Schæferens favorit er HVORDAN SYNES DU SELV, DET GÅR fra 10. august 2008:

Det er søndag og det har regnet hele dagen, bare silet endeløst og deprimerende ned. Cykle med schæferen i dette vejr, har jeg ikke haft lyst til, og marken, hvor han kan løbe frit, står meget lang på denne årstid, så han vil blive drivvåd. Derfor er det kun blevet til gåture i dag.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur i den lokale Hembygdspark. Schæferen var fuld af energi, der ikke var blevet brændt af. Han gik dårligt i snor, kunne ikke koncentrere sig, blev ved med at komme to skridt for langt frem, og havde periodiske problemer med hørelsen. Jeg var irriteret over, at regnen dryppede ned forbi både kasketten og kraven og ned af ryggen på mig. Og jeg havde ondt i knæet. Mit dårlige humør fandt uden tvivl vej igennem snoren til schæferen. Det var ikke nogen god tur for nogen af os.

Da vi kom hjem, stoppede jeg i indkørslen, støttede mig op af den ene granitpæl og spurgte højt og sarkastisk: ”Hvordan vurderer du selv denne her tur, sådan på en skala fra 1 – 10?”
Schæferen kikkede op på mig, og jeg svarede ”11?? Hvad fanden mener du med 11?”

Så hørte jeg en lyd, og ægteparret Jönsson gik forbi på vejen 1½ meter bag mig, jeg havde ikke hørt dem komme. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge – vist psykiatri.
Han hilste noget afmålt og sendte mig et langt, undersøgende blik. Så trak han på skulderen og gik videre – formentlig kom han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kunne tvangsindlægge patienter.

Schæferen kikkede på mig, da vi et øjeblik efter gik op af trappen til verandaen, hans blik sagde: ”Hvordan synes du selv, det går?”



Min favorit er EN LØRDAGS SCHÆFER fra 24. juni 2008:

Schæferen er vild med at køre bil. Når vi går ud af hoveddøren, løber han altid hen til bilen, det har prioritet over alle andre muligheder. Vores køreture er altid hyggelige, selvom vi kan have vores små diskussioner. Vi var ude at køre i lørdags:

Han stak sit enormt lange Tele-schæfer-snude-skop-skaft frem, hen over bagsædet, imellem forsæderne og ind over gearstangen.
”Kan den Bølle-Schæfer så se at trække næseborene til sig!” udbrød jeg midt i en nedgearing. Det tog lidt for lang tid, så jeg mødte hans øjne i bakspejlet og udbrød: ”Sådan en lørdags-schæfer!”.
”Hvad er en lørdags-schæfer?” spurgte hans øjne i spejlet.
”Det er ligesom en lørdagskylling – den skal bare have lidt længere tid i ovnen!”
Så talte schæferen ikke til mig på resten af køreturen.

torsdag den 16. april 2009

Vandskade


Vi har lige været ude at løbe. Jeg har fyldt 2 liter frisk vand i schæferens vandskål. Han har slubret og slubret ude i, det som han kalder, sit værelse.
Nu ligger de samme 2 liter vand på parketgulvet derude. Gad vide, hvor meget den schæfer egentlig får at drikke? Og hvordan kan han formå at ramme ved siden af det dér kæmpemæssige gab med 99% af vandet?

Forsikringsselskabet ville kalde det her en vandskade. Jeg går i gang med gulvklud, spand og svømmebriller. Måske skulle man stille en affugter op?
” Vor Herre bevar’s!” siger schæferen med øjnene. ”Sådan en skvatfigur i briller og svømmefødder!”
”Det er jo en swimmingpool herude, din badebillet!”
”Hvis det var en swimmingpool ville der da lugte af klor”, brummer schæferen.

fredag den 10. april 2009

Imponeret?


”Har du imponeret din hund i dag?” sådan noget kan Fredrik Steen finde på at spørge om. Han spørger også: ”Synes din hund, at du er kedelig?”

Det er spørgsmål, som måske indledningsvis virker mærkelige og skæve; men når man får tænkt lidt over dem, er de meget relevante. Jeg spurgte schæferen, om han var imponeret af mig. Der kom et par himmelvendte og sådan en lyd, næsten som når man lukker luften ud af en ballon. Der er vist ingen tvivl om, hvad det betød.

Fredrik Steen er hundepsykolog/hundcoach her i Sverige. Han opdrætter også samtidig schæferhunde. På svensk TV4 er han programleder på en serie, der hedder ”Hundcoachen”.

Jeg satte mig for at afprøve hans teori om at imponere og ikke være kedelig. Bølle-schæferen blev tvangsmæssigt udskrevet som forsøgsdyr.

Til nye læsere skal jeg fortælle, at jeg fik schæferen, ved en omplacering, da han var knapt 3 år i maj 2008. Så jeg kender ikke hans fortid. Jeg ved ikke, om han som hvalp blev vænnet til at omgås andre hunde; men jeg kan have min tvivl.

I starten fik han fuldstændig tunnelsyn, når han så en anden hund. Når den anden hund kom indenfor ti meter, så gøede schæferen med rejste børster. Han ville også løbe efter cyklende børn, og var alt for kåd og voldsom, hvis børn ville hilse på ham. Det er blevet bedre i den tid, jeg har haft ham, og jeg kan nu, for det meste, overbevise ham om, at han ikke behøver gø af andre hunde. Han er dog stadig svær at komme i kontakt med, når han ser andre hunde og børn.

Ud over at han og jeg er ude morgen og aften, så får han en times løbetur uden snor i skov eller på mark ved frokosttid, og så går vi en tur, med snor på, en times tid sidst på eftermiddagen.

I stedet for bare at starte eftermiddagsturen i det sædvanlige tempo og på den sædvanlige rute, så startede vi i haven i går. Vi legede ti minutter med en bold. Så gik vi. Jeg valgte en anden rute end normalt, og da vi undervejs fandt en pind, så legede vi lidt med den. Jeg begyndte også at løbe lige pludselig, bare hundrede meter.

Det var tydeligt, at schæferen kikkede meget mere på mig under turen end normalt. Han var mere opmærksom, hvilket også fik ham til at gå bedre ”på plads”. Når vi mødte børn og hunde, blev han ikke så fokuseret som han plejer. Jeg var tydeligvis lige så interessant.

Så jeg tror, at Fredrik Steen har helt ret. Vi skal imponere vores hunde, så bliver vi interessante, og så er det langt nemmere at få hundens opmærksomhed og være flokleder.

Jeg har lige spurgt schæferen igen, om han nu er imponeret af mig. Han kan stadig sige den der ballonlyd ….

tirsdag den 7. april 2009

En blodig historie


Enten bed schæferen sig i tungen, eller også var det en af de pinde, han løb rundt med, der stak hul i munden på ham her i dag. Kortvarigt blødte han i hvert fald kraftigt.

Han var netop kommet i snor igen, vi var gået ud fra marken, og omkring et sving på stien. Han havde dryppet blod på min ene gummistøvle, fordi han var forpustet og gik med åben mund og tungen hængende langt ud. Hans læber og snude var smurt ind i blod, tænderne var blodige og fra spidsen af den hængende tunge faldt en mørkerød bloddråbe hvert tredje sekund.

Der kom en yngre mor med to drenge i ti års alderen imod os. De stoppede op og kikkede.
”Hvad er der dog sket?” spurgte moderen.
Så kunne jeg ikke nære mig.
”Han kan ikke lide pudler”, svarede jeg med neutral stemme.
Hun spærrede øjnene op og tog hænderne op foran munden i rædsel, mens hun paralyseret stirrende på schæferens mange, lange og blodige tænder.

Schæferen mener, at jeg er lidt af en skvatfigur, fordi jeg fortalte sandheden bagefter. Men schæferen og jeg er enige om, at det var humor af høj klasse. Drengene grinede også. Men deres mor havde bestemt ikke sans for vores humor. Hun så ganske stram ud i betrækket, da hun marcherede videre, fulgt af to grinende drenge.

fredag den 3. april 2009

Som et lokomotiv


Jeg tror, at schæferen er meget tog interesseret.

Når vi ved frokosttid skal ud - det er dér, hvor han typisk får lov at løbe løs – så er han ret elektrisk, helt elektrificeret.

Når han pisker ud over marken, er det som et diesellokomotiv-trukket eksprestog.

Og når han har løbet rundt i en halv time til trekvarter, så lyder han som et damplokomotiv fra 1954 med 300 meter vogne – op af bakke ……

onsdag den 1. april 2009

Hov, hvem har spist det?


Lige fra dengang jeg havde min første hund, har jeg hørt, at en hund kun bør have sin mad stående fremme i tyve minutter. Det har altid undret mig.
Jeg forstår godt, at maden ikke bør stå fremme i skålen i timevis, indtil hunden æder det. Men i en hunde- eller ulveflok får maden ikke lov at stå i tyve minutter. Hvis hunden ikke æder det, så er der fluks en anden, der gør det. Selv folks børn får ikke lov at komme dryssende til middagsbordet indenfor et vindue på tyve minutter. Hvorfor pokker skal en familiehund have tyve minutter til at finde en fyldt madskål?

Det er da muligt, at der findes en god forklaring på det, som jeg ikke kender, eller kan gætte mig til – i så fald hører jeg gerne fra folk, der er mere hunde-kloge end jeg. Men ikke desto mindre har jeg nu indført et nyt system herhjemme.

Når jeg har blandet Pedigree complete tørfoderet med ”chunks in gravy” fra dåsen, så kalder jeg på schæferen.
”Værsgo!”
Så spiser han. Og hvis han ikke spiser, så rydder jeg lige op efter madlavningen og tørrer bordet af. Det tager to minutter. Derefter tjekker jeg igen, og er maden stadig urørt, så ryger den lige i skraldespanden med det samme.

Det er bølle-schæferen ikke særlig tilfreds med, skulle jeg hilse og sige.
”Hvad er nu det?” siger han med øjnene.
”Ja, det er spist af en anden. Sådan er det, nye regler!”
”Hov-hov, tøv en kende, pjokleder. Hvem har spist det? Jeg kan sgu’ da ikke se andre end dig og mig, og du spiser ikke Pedigree!” protesterer schæferen.
”Skraldespanden har spist det”
”Skraldespanden! Siden hvornår er den blevet souschef her i flokken?”

tirsdag den 31. marts 2009

Et snyde-snudeskaft på rette tid og sted


Jeg har hidtil primært oplevet bølle-schæferen stikke sit lange snudeskaft i ting, der ikke vedkommer ham. Og det er han god til.
Men her for et øjeblik siden, da jeg stod og lagde skjorter sammen, der lige var taget ud af tørretumbleren, så viste schæferen en helt anden snudeskafte-side.

Jeg tabte en skjorte ud over kanten af bordet. Og gulvet er ikke rent, det skal støvsuges i dag. Men schæferen greb skjorten på det der lange snyde-snudeskaft. Og i stedet for at ryste på hovedet (hvad vel ville have været naturligt), så skjorten faldt på gulvet, så stod han helt stille.
Han redede lige skjorten fra en ny tur i vaskemaskinen,og for første gang blev det tele-bølle-skop-snyde-snudeskaft brugt til noget fornuftigt.

Så i dag var han ikke børste-barsk, ligesom i går; men mere sådan en husholdnings-schæfer.

Nu har han fået et griseøre som belønning. Han ligger på tæppet og gnasker i det, mens duften breder sig her ind på arbejdsværelset og blander sig med duften af Gevalia fra min kop.

mandag den 30. marts 2009

Sådan noget l... !


Der er mange ting, jeg ikke forstår i denne verden. En af dem er, at mange hundeejere ikke gider tage et par poser i lommen og samle det lort op deres bedste ven smider i naturen på steder, hvor vi andre går.

Jeg går så afgjort ind for bøder for den slags. Men så er man nødt til at definere nøjagtigt hvor, der skal samles op. Selv fornuftige hundeejere er ikke altid helt enige om det.
Jeg samler op på alle steder, hvor andre mennesker måtte tænkes at komme gående. Jeg samler ikke op i højt græs, hvor det kan være svært at se, om man træder i en anden hunds lort. Dér er der formentlig heller ingen mennesker, der går. Jeg samler op i skoven, hvis det er på en sti eller i kanten af en sti.

”Du behøver da ikke at samle dét der op”, sagde en af mine danske bekendte næsten bestyrtet, da vi gik tur forleden, og schæferen havde besørget en hel meter fra stien. Men det var nemt at komme til, så hvorfor ikke. Der er vel ingen grund til altid at springe over, hvor gærdet er et hul i jorden. Det er der nok, der gør.

Nu kommer bølle-schæferen hen, mens jeg sidder og skriver.
”Hør her, jeg forstår slet ikke den problematik”, siger han med øjnene.
”Nu er det måske heller ikke lige en schæfer-spidskompetence at forstå problematikker”, svarer jeg med tyk ironi.
Han overhører det fuldstændig og fortsætter: ”Hør nu her: Næste gang du har lort i posen – og ikke kun i hovedet – så tager vi det med hjem. Vi lægger posen på verandaen og tager den med hver gang, vi går tur. Så går du og svinger med den fulde pose iført din gule refleksvest, selv i solskin, og så er vi så skide politisk korrekte, at alle vil elske os – specielt vil de elske mig”.
”Hvad?”
”Så kan jeg nok slippe af sted med at gø af en gammel dame og æde en puddel – i hvert fald sådan en gang om ugen!” slutter schæfer-børsten.

torsdag den 26. marts 2009

Når schæferen læser avis


Når schæferen og jeg går tur, så er fremgangsmåden den, at han går koncentreret ”på plads” ved siden af mig – det er i hvert fald min plan, som jeg bedst muligt forsøger at gennemføre. Som belønning for det, stopper vi udvalgte steder ved rabatter og grønne områder, hvor han så får lov til at snuse for lang snor.

Her får han en masse informationer om hvilke hunde, der har været forbi siden sidst. Derfor kalder schæferen og jeg det for at ”læse avis”.

Enhver gåtur starter gerne med at schæferen læser avis her udenfor, hvor der er en græsrabat på ca. 500 m2. Vi kalder den ”Sydsvenskan”.
Nede ved banen, hvor vi tit kommer, har vi et stort, grønt område, som vi kalder ”Aftonbladet”.
Det kedeligste græsområde er plænen nede på torvet, der kommer ikke mange hunde, der er ikke meget at snuse efter, siger schæferen. Vi kalder den ”Information”.
Og engang imellem kommer vi forbi en lille græsrabat, ovre i villakvarteret mod øst. Den har langt græs, og der ligger en del hundelort. Den kalder vi for ”Ekstra Bladet”.

onsdag den 18. marts 2009

En brutal type


Schæferen og jeg gik ned til søen i dag ved frokosttid. Jeg havde ondt i knæet, så vi gik den korte vej langs søen til marken, hvor han kan løbe frit. Det er blot omkring en halv kilometer.
Problemet er, når vi går den korte vej, så ved han, at vi skal ned på marken. At løbe energien af sig og hente en pind er det bedste, schæferen ved. Og han kan næsten ikke vente!
Resultatet er, at han slet ikke kan koncentrere sig om at gå ”på plads” ved siden af mig. Det giver en tur i ujævnt tempo, hvor jeg konstant må bede ham om at gå på plads, ”klikke” med halsbåndet og alle mulige andre tricks for at få ham tilbage på plads. Det er altid lidt trættende.

I dag var det helt galt, værre end sædvanligt. Schæferen blev så fokuseret på, hvor vi var på vej hen, at han helt lukkede af for alt andet. Lige før, vi skulle dreje ind på marken, fik han fuldstændig tunnelsyn og var umulig at komme i kontakt med. Så jeg blev nødt til at udføre en væsentlig disciplinering for at få hans opmærksomhed og få hans hjerne i et andet gear.

Jeg lagde ham ned på siden med hånden hvilende på siden af hans hals – som en førerhund gør i en hunde- eller ulveflok (og som enhver, der ser ”The Dog whisperer”, kender så udmærket). Pointen er, at man skal holde hunden i den position, indtil den slipper sin fokusering og slapper af igen – og dermed viser at den anerkender mennesket som ”flokleder”.

Schæferen var dog så fokuseret på sin mark, at han lå og peb højlydt, og nu og da forsøgte han at rejse sig, selvom han ikke havde fået lov. Det går selvfølgelig ikke. Man skal ikke bruge unødvendig magt, men man skal bruge tålmodighed og konsekvens. Igen og igen måtte jeg lægge ham ned, og i sin fokusering strittede han noget imod. Der er sådan et lille trick med at trække i et forben, så man ikke skal bruge al for megen magt. Det vigtige her er, at man gennemfører det. Ellers har hunden ”vundet”, og det skaber tvivl hos hunden om, hvem der er flokleder.

Dette var imidlertid blevet observeret af to ældre kvinder, der gik tur med formklippet puddel. Da de kom tæt på, stoppede de op. Den ene, en firskåren type i halvnusset trenchcoat og rågummisåler, satte hænderne i siden og kikkede anklagende på mig.
”Hvad foregår der her. Er du oppe at slås med din hund?”
Samtidig begyndte pudlen at gø af schæferen. Og det kunne han jo ikke acceptere, så han sprang op, og jeg måtte igen lægge ham ned.
Jeg forklarede mig, men damen var forarget.
”Jeg har haft pudler i tyve år, og udstillet”, sagde hun. Det skulle sikkert dokumentere, at hun havde forstand på hunde, går jeg ud fra.

Fra den anden side var nu kommet en collie. På slæb havde den en midaldrende herre med perfekt solbrændt teint, lille silkehalstørklæde og løse håndled.
”Er den syg?” spurgte han venligt.
”Nej, jeg disciplinerer ham blot. Han ville ikke gå på plads, og derefter var han gået så meget i fokus på noget andet, at han gør modstand mod at blive disciplineret”, forsøgte jeg at forklare.
”Var det så ikke bedre at lade være?” foreslog han.
”Jo, det ville da være den nemmeste udvej”.

Damerne havde kikket mig ud og stod anklagende, sådan én med skæg og vildmarksjakke var en usympatisk type. Pudlen larmede, uden de sagde noget til den. Nu begyndte collien også at give sit besyv med, mens dens ejer så forsagt til.
Der var for meget panik omkring os, jeg måtte lade schæferen komme op. Og han var faktisk den eneste, der ikke gøede. Han slikkede mig på hånden og kikkede længselsfuldt mod marken. Vi skyndte os at fortrække.
”Det var dog en brutal type”, hørte jeg lige den ene dame bemærke bag om ryggen på os.

Da vi kom ind på marken, trak schæferen igen i snoren. Og vel af vejen fra al panikken, lagde jeg ham ned igen. Denne gang gik der kun et par minutter, så kom der et forløsende suk fra ham, et anderledes roligt åndedræt og hundrede procent fokusering på mig.
Det var det, jeg ønskede. Han kom op igen, og så kastede vi pind og løb rundt på marken en halv times tid, og havde det herligt i solskinnet.

Nu ligger schæferen ude i sin kurv og hviler ud. Men da jeg gik forbi lige før, synes jeg bestemt, at jeg hørte ham mumle: ”Sådan en brutal type” ………..

torsdag den 12. marts 2009

En schæfer og en støvsuger.


Jeg var på besøg hos en veninde i går aftes. Hun var i gang med at støvsuge, da jeg kom. Så jeg satte mig i sofaen med et glas rødvin og ydede moralsk støtte.
Hun har en schæfer, en tæve på 2 år, den lå på gulvtæppet. Veninden støvsugede tættere og tættere på hunden, der ikke rørte sig én millimeter. Først da støvsugerens mundstykke strejfede pelsen, rejste schæferhunden sig op og gik over i sin kurv.
Vi kom til at tale om, hvad der rører sig i sådan en hundehjerne i den situation. Og jeg fik lov til at referere her på bloggen.
”Jeg tror, at det er en magtkamp”, mente veninden. ”Det drejer sig om hvem der ejer den halve kvadratmeter, som hunden ligger på”.
Det kunne jo være; men jeg havde nu tænkt helt andre tanker om samme situation, som jeg også kender hjemmefra med bølle-schæferen. Jeg opfatter det således, at schæferen venter på, at jeg, som flokleder, giver ham besked om, hvad jeg ønsker af ham. Samtidig opfatter jeg det sådan, at han stoler blindt på, at jeg ikke kører ind i ham med støvsugeren, eller noget andet ubehageligt sker. Når jeg er tæt på ham med støvsugerens mundstykke, så beder jeg ham flytte sig. Og det gør han prompte. Altså en situation, der er næsten modsat af magtkamp.

Ingen af os har facitlisten. Min veninde er dyrlæge, ”men derfor ved jeg ikke nødvendigvis, hvad der foregår i hjernen på en hund”, som hun siger. Og jeg er hundeinteresseret, men absolut ingen hundepsykolog.

Vi blev enige om, at nøglen til at trives optimalt med sin hund er, at man forstår hinanden. Og at det faktisk er meget svært. Som hundeejer burde man gennemgå indtil flere kurser i hundepsykologi, blev vi enige om, inden maden kom på bordet og rødvinen blev åbnet.

Jeg har spurgt schæferen til råds om situationen; men for en gangs skyld har den ellers meget talende schæfer ingen kommentarer. ”Det må I da selv finde ud af”, siger han – det frække pelsdyr!