Schæferen blev angrebet af en Jack Russell terrier i dag. Det var i byens nye hundeindhegning. Schæferen og en sød lille Westi gik løs i indhegningen, og ejeren og jeg gik og sludrede.
Så kom der en Jack Russell trækkende med sin ejer. Jeg burde måske have reageret på den dårlige energi, som den fremviste; men man tror jo som udgangspunkt, at ejeren bedst kan vurdere om det er forsvarligt at slippe hunden løs.
Det var det ikke. Den gik direkte, og uden yderligere varsel, til angreb på schæferen. Den gik så langt fra hans tandsæt som muligt, efter maven og bagdelen. Der var ikke kun tale om markeringer. Den angreb mange gange, den blev ved og ved. Den ene gang så jeg klart og tydeligt, at den havde schæferpels i munden bagefter.
Man vil jo nødig have at ens hund kommer til skade eller skader en anden hund. På grund af størrelsesforskellen kunne det jo gå helt galt, hvis schæferen blev virkelig sur. Schæferen forsvarede sig men nøjedes tilsyneladende med at markere.
Jeg røg imellem allerede sekunder efter, det startede. Jeg har prøvet det før, men primært med store hunde. Normalt vil en hund stoppe angrebet, når man beslutsomt går imellem. Men ikke den her Jack Russell. Jeg fik flere gange markeret bid ved en hurtig berøring med hånden på dens hals, ligesom jeg gjorde med schæferen. Schæferen stoppede; men den lille Jack Russell var usædvanlig hurtig og smuttede hver gang over på den anden side af schæferen og gik til angreb igen. Da jeg først skulle omkring schæferen for at komme imellem, så kom jeg hele tiden for sent.
En enkelt gang lykkedes det at få fat på den lille og holde den til jorden et par sekunder, men da det foregik hen over schæferens ryg, så havde den held til at sno sig fri. Og det fik den ikke til at opgive. Til sidst valgte jeg at koncentrere mig om schæferen og holde ham i den naive tro, at den anden hunds ejer endelig ville komme på banen. Men nej, hun blandede sig ikke.
Da det var overstået, kom Jack Russell ejeren på banen med et belærende foredrag om, at den slags skulle man ikke blande sig i. Det fandt hundene selv ud af. Om hun virkelig var af den opfattelse, eller det bare var en belejlig holdning, dannet af at have en Jack Russell helt udenfor kontrol, skal jeg ikke kunne sige.
Min holdning er den, at hunde ikke skal slås for øjnene af deres ejere. De skal ikke engang opføre sig dominant, fordi det gør en hund eller en ulv ikke foran sin flokleder. Så giver man sin hund lov til dét, så vil hunden ikke se én som flokleder. Det er mangel på lederskab.
Endvidere mener jeg, at man altid som hundeejer skal tage hånd om sin hund og få den væk fra en konfrontation, hvis den anden hundeejer har et ønske derom. I øvrigt uanset om man er enig i situationens alvor eller ej. Det burde vel egentlig være indlysende.
”Var det en af de der kamphunde, som de taler så meget om?” spurgte schæferen på vej hen til bilen. Ellers tog han det helt roligt, som hunde jo gør. De lever i nuet og har ofte glemt den slags et øjeblik efter. Han har ingen sår, men jeg kan godt se, at der er forsvundet lidt pels et par steder - bare sådan en mundfuld.
2 kommentarer:
Hej Per.
Jeg får sådan lyst til at skrive et par ord om situationen med din hund og den omtalte Jack russel.
Jeg er selv ejer af en Jack russel og vil øjeblikelig indrømme at det er med rette at kalde den for en kamp-russel, jeg skal absolut ikke forsvare racen. Men det er faktisk sådan at man lige nøjagtig med denne race kan sige at det helt sikkert kommer an på ejeren, hvordan hunden opfører sig. Hvor det derimod, med de i medierne omtalte kamphunde, simpelthen bare ligger i generne.En jack russel er en bisse som man skal være ufattelig skrap ved i dens første år (hvilken kan være svært for -ja især kvinder, for den er jo så sød)
Min egen jack russel er selv blevet overfaldet af et par hunde af samme race, og de er simpelthen nådesløse og desværre også frygtløse.( de er oprindeligt opdrættet til at gå i rævegrave, og det kræver jo i sig selv lidt "ryggrad".Det er da rigtigt at man tit ikke skal blande sig lige med det samme, når hundene kommer op og toppes, men en god ide at opservere! Min egen kan finde på det samme, nemlig at løbe lige i hovedet på andre hunde, men her bliver det kun til en markering med meget voldsom lyd der gør de fleste bange (såvel hunde som ejere).De skal klart have af vide at det må de ikke (hver gang).
Havde bare lige lyst til at knytte denne kommentar!
Christina Aabroe.
Hej Chistina,
Tak for din kommentar. Jeg kender ikke meget til racen Jack Russell må jeg indrømme, så det er interessant lige at få et par bemærkninger fra én, som ved noget om det.
Der er nok mange forskellige opfattelser af, hvornår man skal blande sig. Jeg er af den opfattelse, at hundene skal have lov til at kommunikere og til at sige fra; men de må ikke forsøge at dominere hinanden foran mig (fordi det acceptere en flokleder i en hunde- eller ulveflok ikke), og de må ikke gå til angreb på hinanden. Jeg er ikke ekspert, men jeg tror også, at det er den fremherskende opfattelse hos hundepsykologer.
Held og lykke med din Jack Russell, der er ingen tvivl om, at det er en herlig hund med et godt temperament, hvis den får en fast hånd og bliver guided godt af sin "flokleder".
vh. Per
Send en kommentar