tirsdag den 4. august 2009

En triller


Katten kom ubekymret gående omkring hushjørnet. Jeg så den ud ad øjenkrogen. Den fulgte, hvad der sikkert var dens normale usynlige sti hen forbi trappen til verandaen. Mig ville den blæse et stykke. Da den var lige udfor trappen, fik den øje på schæferen. Den frøs midt i en bevægelse.

Schæferen lå på maven på verandaen og finpudsede sit energispareprogram. Han hvilede hovedet på gulvet, som om det var alt for tungt at holde oppe ved egen hjælp. Han lå en meter inde på verandaen. Og det gav en blind vinkel, og det var lige netop dér, katten bevægede sig. Schæferen opdagede intet.

Efter at have stået stille i nogle sekunder sneg katten sig hurtigt videre og forsvandt omkring det andet hushjørne. Der gik derefter cirka 10 sekunder, så begyndte schæferens næsebor at vibrere. Duften af kat havde nået ham. Derefter åbnede han øjnene, så løftede han hovedet, og endelig rejste han sig helt op. Lugtesansen arbejdede, mens han spejdede rundt i haven.

Han vendte sig om mod mig. Hans øjne sagde:
”Hvor er den kat?”
Jeg trak på skulderne. Jeg havde travlt med at læse.
”Hjælp mig nu med at lede. Det dér kan vel ikke være så vigtigt”, brummede schæferen irriteret over min manglende entusiasme.
”Er du tosset. Det er da min ombrydningskorrektur”, udbrød jeg og nikkede i retning af papirbunken.
”Åh, er det din bog?” schæferen sukkede. ”Jeg troede da ikke, at det var ombrydende, jeg troede mere, at det var nedbrydende litteratur”, sagde han og virkede svært tilpas over sin egen humoristiske sans. Jeg nøjedes med et smil, der knapt nåede længere end til mundvigen.
”Jeg skal sørge for, at du får dit eget signerede eksemplar af bogen”, forsøgte jeg sarkastisk
”Det lyder godt, så kan jeg trille rundt med den i stuen”, schæferen så ned på sin bold, der snart var tygget helt i stykker.
”Trille, jamen … en bog kan da ikke trille?”
”Du sagde da, det var en triller?”
”Ja, en thriller eller krimi. Men schæfer for pokker, det betyder da ikke …”
Så var han fornærmet.
”Nå, så må jeg jo nøjes med at læse i den. Hvor mange hunde er der med?”
”Øh … jo, ser du … altså, det forholder sig således …”
”Du sidder ikke her, forfatter pjokleder, og fortæller mig at der ikke er én eneste hund med i din bog?” han stirrede schæfer-koldt på mig.
”Altså … det er jo, øh …”
”Du har skrevet på den bog i et år. Et års arbejde der slet ikke er hunderelateret. Er der ikke en lov mod den slags?”
”Jamen, der er en hund med i det nye manuskript, som jeg skriver på. En schæferhund endda”, forsøgte jeg patetisk.
”Hmm …”
”Og jeg vil gerne ha’ dig, schæfer, til at læse det igennem som schæfer-ekspert, såkaldt betalæser-schæfer, og fortælle mig om jeg beskriver sådan en schæfer på den rigtige måde. Hvad siger du til det, måske kan jeg endda takke dig i forordet?”

Lidt formildet blev han. Men jeg måtte også love at gå til bageren efter en kage til kaffen senere. Katten glemte han.


P.S. ”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

Ingen kommentarer: