lørdag den 22. december 2012

Julebad



”Hjælp, jeg er ikke vandtæt,” råbte dramaschæferen.
”Selvfølgelig er du det.”
”Nej, jeg tror, jeg har fået vand i udstødningen.”
Bølleschæferen mener, at julebad bare er et andet ord for dyremishandling.

Da jeg frotterede ham (brugte tre badehåndklæder), sagde schæferen:
”Jeg kan altså ikke lide, når vi skal i bad.”
”Hvad mener du med vi? Det er da kun dig, der har været i bad.”
”Jamen, du er da lige så våd?”

Men nu er han juleklar med fluffy pels, klippede negle og pudset snudeskaft og lover at være helt stille og ikke åbne munden resten af juleferien for andet end småkager. Glædelig jul.

onsdag den 5. december 2012

Sneschæfer



”Min bedstefar var alpin piste-schæfer af sort løjpe-typen,” siger bølleschæferen ofte for at understrege sin sagkundskab, når vi ser skisport i TV.


Og nu hvor sneen ligger tungt i det nordskånske, kan det vel ikke være noget problem for en schæfer med så fine gener at blive begravet i sne. Og i øvrigt mener jeg, det må have været vinden, for jeg erindrer ikke, at jeg sparkede til det træ, schæferen snusede under.

torsdag den 15. november 2012

Som et ådsel




Vi mødte min gode ven, den røde glente, i dag. Vi var nede i Hembygdsparken her i vores nordskånske by (sådan en slags lokalt mini-frilandsmuseum), da den kom svævende ind over os. Det var en af de store med et vingefang på cirka halvanden meter.
Den cirklede rundt som en drage, længere og længere ned.
”Pas på, det er dig, den har set!” råbte bølleschæferen.
”Nej, sådan en æder ådsler, schæfer.”
”Som du står og glor op i himlen, ser du altså også ret ådselsdød ud.”

Så landede glenten kun ti meter fra os, og man kunne rigtigt se den imponerende størrelse. Den værdigede os ikke et blik, samlede et eller andet op og lettere igen. Selv den farlige schæfer holdt sig ved min side, da glenten baskede tungt med de store vinger og langsomt steg.
”Nå, schæfer, du skulle ikke nyde noget, hvad?”
”Det er kun fordi den er for stor til vores ovn.”

onsdag den 31. oktober 2012

Så kan han lære det!



Vågn op, det er bølleschæferen, der taler:


”Pjoklederen er en meget trættende person. Han bliver næsten aldrig sur, og han hæver meget sjældent stemmen; men til gengæld skal alting have konsekvenser hos ham.
Bare man slår en lille prut, så bliver man straks udstyret med en pensel og skal male der, hvor vægmalingen er smeltet.
Tag nu f.eks. forleden da vi gik ned igennem skoven mod det indhegnede område, hvor man må smide snoren og jage blå balladebold. Pjoklederen havde taget bolden i lommen, jeg så det selv, og selvfølgelig havde jeg travlt.
Det kan da godt være, at jeg kom til at lave fuld schæferacceleration og glemte, at jeg havde snor på en enkelt gang. Nå ja, så tre gange.
Hver gang stoppede pjoklederen og stod helt stille. Når pjoklederen fryser og står så stille som marmor, så ved man, at man selv skal regne ud, hvad der er galt og helst indenfor et par minutter. Det er enormt hårde vilkår.
Men jeg tænker jo hurtigt og hoppede tilbage ved siden af statuen hver gang, og så gik vi igen. Men jeg synes virkelig, at man bør have en chance mere. Altså efter den tredje.
I stedet vendte pjoklederen bare om uden et ord. Så gik vi op til bilen og kørte hjem.

Senere på dagen kørte vi derned igen. Og denne gang snød jeg ham. Jeg gik bag pjoklederen hele vejen og blokerede, så han ikke kunne vende om. Så kan han lære det!”

torsdag den 18. oktober 2012

Ups!



Når bølleschæferen har spist sin mad, kommer han altid og henter mig. Jeg skal se resultatet og rose ham for den tomme madskål. Og vigtigst af alt: Han skal belønnes med en dessertgodis i form af en lille hundekiks.

Den kommer normalt med luftpost og lander i hans kurv. Nogle gange med væggen eller loftet som bande, så schæferen har svært ved at forudse, hvor den lander. Men i dag gik det lidt anderledes, og det måtte jo ske på et tidspunkt.

Plask! Så lå den på bunden af den fyldte vandskål. Og schæferen udbrød:
”Det er altså en selvhenter, pjokleder.”

onsdag den 3. oktober 2012

Helle Helle-dage



Bølleschæferen hedder Rossi i stambogen. Til daglig dog Ozzy eller bare Ozz.


Derfra kommer et lidt specielt sprog, vi bruger meget her på krageslottet. ”Kom her, Ozz,” er efterhånden blevet til ”kom herozz.”

I dag havde vi været i skoven med en kvindelig bekendt. Da schæferen skulle have tørret poter på verandaen, sagde jeg:
”Kom så med den potozz, din banditozz. Jeg ved god, du er trætozz så gå nu ind og drik noget vandozz.”
Min bekendt rystede medlidende på hovedet. Hun har ikke hund.
”Så skulle du høre os, dengang jeg læste Helle Helles seneste bog. Da holdt vi Helle Helle-dage,” sagde jeg. ”Da lød vi virkelig tossede.”
”Da ikke mig mig,” mumlede schæferen.

tirsdag den 18. september 2012

Gøede du ikke selv?




Vi er lige kommet hjem fra gåtur i byen.


”Man gør altså ikke ad en lille hvalp, schæfer.”
”Jamen, den gøede først. Nogen må jo opdrage på de unge, når de ikke får nogen opdragelse hjemmefra,” forsvarede bølleschæferen sig.
”Øh …”
”Var det ikke lige præcis det, du selv sagde til mig forleden, da ham dér hættehovedet stod og blokerede med blikket på sin smartphone og med hvide propper i ørerne? Gøede du måske ikke ad ham og kaldte ham for en netzombie?”
”Joh, men …”

tirsdag den 4. september 2012

Slut!



”Alle hunde lystrer pjoklederen,” påstår bølleschæferen.
Sværvægtsweileren ser tvivlende ud.

Bølleschæferen er dybt imponeret. I går aftes sad vi og så en episode af et hundeprogram på tv af den type, hvor en adfærdskonsulent bliver kaldt ud til problemhunde.
Der var to små hunde, som jævnligt fik den idé at forsøge at slå hinanden ihjel. I episoden var der flere minutter, hvor de gøede rasende ad hinanden, mens adfærdsfidusen holdt dem adskilt i hver sin strakte arm.
Schæferen lå på gulvet og blev utryg, så han begyndte at blande sig ved at hyle dybt fra maven. Jeg pegede på ham, og han kiggede opmærksomt. Så drejede jeg i stedet pegefingeren mod tv-skærmen, knipsede og sagde ”slut!” Hvorefter de to tv-hunde blev helt stille, og schæferen så på mig med ærefrygt.
Så lænede jeg mig tilbage i stolen, og et øjeblik efter gøede hundene rasende igen. Herefter gentog jeg kunststykket et par gange. Og så lagde schæferen sig bare stille ned igen. Pjoklederen havde jo styr på det.

”Lystrer alle hunde? Det er altså mange hunde,” indvender sværvægtsweileren.
”Jamen, det er rigtigt,” insisterer schæferen. ”Selv hunde helt ovre i Amerika gør, som pjoklederen siger.”
Jeg siger ikke noget. Der er jo ingen grund til at belære dem om noget så kedeligt som fjernbetjeningens mute funktion, når schæferen nu er i gang med at fortælle en god historie.



søndag den 19. august 2012

Højt græs, et søm og et bræt



Torsdag formiddag fik jeg en svedetur og blev voldsomt svimmel. Måske et tegn på at holde lav profil resten af dagen. Men lytter bølleschæferen og jeg til den slags? Nej, det gør vi ikke.


Ved frokosttid samme dag var vi nede i den fælles hundeindhegning, hvor schæferen løb efter pind. Desværre var der et eller andet hjernedødt produkt af en dårlig opdragelse, der havde smidt et bræt med et søm ind i det høje græs. Resultatet var en knækket vildtklo (ulveklo, ”tommelfinger”, den, der sidder lidt oppe på forbenet), afsted til dyrehospitalet, narkose, fjernelse af resterne af klokapslen, blotlægning af nerven, rense sår og nerve, krave, forbinding (som jeg skal skifte dagligt, når jeg renser såret), opfølgende besøg hos dr. Dyr i næste uge, og efter et sted imellem to og mange uger skulle klokapslen være vokset ud.

Og i øvrigt præcis den samme vildtklo som han knækkede for kun et års tid siden. Så det er same procedure as last year.

Næsten ligegyldige detaljer i den forbindelse var en regning på lidt over 2.000 kr. (og resten over forsikringen) og to gange tur-retur til dyrehospitalet den eftermiddag (i alt lidt mere end 80 km) i en smule svimmel tilstand.

Fredag morgen havde schæferen det efter omstændighederne godt. Jeg var derimod gået i gulvet med mavepine, kvalme og svimmelhed. Jeg måtte låne schæferens blå balladespand, som jeg gik med i hånden hele dagen, da jeg ikke var sikker på at kunne nå ud til toiletkummen. Jeg tilbragte dog det meste af dagen i sengen.
Men schæferen skulle jo ud nogle gange, det blev mest bare i haven.

Vi var et yndigt par, da vi var ude i haven om eftermiddagen: Schæferen haltende og jeg i slåbrok og krumbøjet af mavesmerter. Den lange tur ud i haven viste sig også at være alt for meget for mit vaklende helbred, så mens schæferen sked under blommetræet, brækkede jeg mig længe op ad kastanietræet.
Mens jeg stod der, syntes jeg, jeg hørte trippende skridt på fortovet. Det lød som ægteparret Jönsson, det statelige, ældre, hvidhårede ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. De kommer tit forbi. Men jeg kan have hørt galt; da jeg endelig vendte mig om, var der ingen at se.

Så kom schæferen hen og så på mig med hovedet lidt på skrå:
”Du, pjokleder. Jeg er altså så ked af, at du er syg.”
”Åh, hvor er det sødt af dig, schæfer.”
”Ja, for lige nu tager du al opmærksomheden bort fra mig og mit dødsleje.”



tirsdag den 7. august 2012

Hos dyrlægen



Bølleschæferen og jeg var hos dyrlægen.
”Kan du ikke skrive noget opkvikkende ud til ham. Jeg synes, han er blevet lidt sløv?”
”Det er jo meget normalt, at aktivitetsniveauet falder i den alder,” svarede dyrlægen.
”Jamen, så meget? Han kan ikke klare at løbe mange meter, når vi er i skoven, og selv når vi går tur, hænger tungen hurtigt langt ud af halsen på ham.”
”Kondien er jo nok lidt dårlig. Det kan man faktisk også se på ham.”
”Ja nemlig, han er lidt af et sofadyr. Når det regner, gider han dårligt gå ud,” fortsatte schæferen.

onsdag den 25. juli 2012

En teenagesløv skade



Vi var gået ned igennem skoven, rundt om byen og tilbage igennem villakvarteret ved frokosttid i går. Det var 27 skyggegrader. Bølleschæferen gik langsomt i snor ved min venstre side og var tæt på at træde i sin egen tunge. Da vi kom om hjørnet ved krageslottet, kom apotekerens Ingrid i sin nye soltop. Hun rakte armen op til hilsen, mens hun cyklede rapt forbi. Jeg gav hende min udelte opmærksomhed i nogle sekunder, sådan af ren høflighed.
Imens stod der åbenbart en teenagesløv skade i hækken og sms’ede. Skaden opdagede schæferen alt for sent og flaksede af sted. Schæferen sprang frem med sådan en pludselig kraft, at snoren smuttede, låsen på min urrem åbnede sig, og uret beskrev en bue op i luften.

Schæferen drønede efter flugtskaden langs hækken, indtil han fik tænkt sig om. Han stoppede, så sig tilbage og lignede en, der forventede, at en fyldt pruttepose hvert øjeblik kunne ramme en ventilator i drift.
Han holdt hovedet lavt, da han kom tilbage. Jeg stod og gned min hage, som jeg var landet på, da jeg kastede mig og greb uret, inden det ramte fliserne.
”Dit ur?” spurgte schæferen, der godt var klar over, at han nok ville blive bortadopteret til Bagindien, hvis der var sket noget med det.

Da schæferen var sikker på at overleve, forsvarede han sig med:
”Nogen må jo opdrage de skader, når forældrene ikke gør.”
Og egentlig har han ret, de unge skader er ret forvirrede og voldsomt plaget af teenagesløvsind. De har slet ikke den nødvendige respekt for den farlige schæfer.
Ifølge statistikken dør 70% af alle husskader i deres første leveår. Det kan ikke undre, de virker slet ikke klædt på til at klare sig i schæferens farlige krageslotshave.

onsdag den 11. juli 2012

Korte bukser



Vi var på vej ud på gåtur i sol og 24 graders varme, da bølleschæferen stoppede mig:

”Pjokleder, helt ærligt: Du er jo snart 60 …”
”58, tak!”
”Ja, det er det, jeg siger: Du er jo snart 60. Tiden er vist efterhånden løbet fra dig i korte bukser.”
”Altså, nu er det jo usundt at forberede sig på sommeren i solarium, så …”
”Ja, men behøver dine ben se ud som om, de har stået i letmælk vinteren over?”
”Nej, ved du hvad …”
”Og er de ikke lovlig skæve efterhånden og hvad med de små blå streger, der er begyndt at komme?”
”Det er så man kan se, at jeg er friherre af Ladonien med blåt blod i …”
”Ja, ja, jeg kender godt det dér Ladonien pjat, og jeg ved godt, du gerne vil være sådan en kunstmærkværdig type,” svarede schæferen og gjorde en bevægelse med poten mod panden.

Og sådan diskuterede vi den næste halve times tid; men når ens schæfer ikke vil følges med en, så skal man nok tage det alvorligt. Så efter hård forhandling er vi nu blevet enige om, at ingen af os herefter bør antræffes udenfor kragematriklen i korte bukser.

Det er hårdt at blive halvgammel, når man har schæfer.


http://www.ladonia.net/

mandag den 2. juli 2012

Sværvægtskrave



”Flot kasket, sværvægtsweiler,” gøede bølleschæferen. ”Men er skyggen ikke lidt stor?” Og så grinede han.

Vi mødte sværvægtsweileren på morgenturen lige ud for anemonegrøften. Han havde sådan en stor krave af gennemsigtig plast på og et ordentligt sår på skulderen.
”Du ligner en sværvægtslampe med den skærm,” brægede schæferen, ”men der er sgu da ikke meget lys i den lampe, hahahaha!”
Efter yderligere bemærkninger og en begyndende mavepine af grin fik schæferen taget sig sammen til at spørge, hvad der var sket.
”Han tabte linen,” svarede sværvægtsweileren og kastede et blik tilbage mod den gamle mand, der stod længere oppe på vejen, helt ude for enden af snoren. ”Og så gik jeg hen og hilste på en hund. Jeg ville jo bare sige hej; men så hang den i skulderen på mig.”
”Var det ham den lille tætte med kommodebenene?” spurgte schæferen.
”Ja.”
”Skal jeg sige noget til ham næste gang jeg …”
”Nej, han blev vel bare bange.”

Da vi var på vej hjem, udbrød schæferen:
”Hvor så han sjov ud med den krave, jeg har fået helt mavepine af grin.”
”Hør schæfer, du kom jo med alle de morsomheder, som jeg fyrede af, da du gik med krave. Dengang syntes du ikke, de var sjove.”
Det svarede han ikke på.

mandag den 18. juni 2012

Dagens skade



Når nu bølleschæferen stod så pænt bag dørtrinet i den åbne hoveddør, mens jeg rystede hans håndklæde over trappen ude på verandaen, så var der jo ingen grund til, at to tyggegummignaskende skader absolut skulle slentre provokerende lige forbi trappen.

Nu er jeg ikke så hjulbenet, som schæferen åbenbart regnede med, så jeg kunne let ”sakse” ham over rygstykkerne. Problemet var derimod, at det ikke stoppede ham.

Heldigvis skete der ikke noget med trappen. Alle seks trin er af granit.

mandag den 4. juni 2012

Den blå balladespand





"Hjælp, min pote drukner!"
Bølleschæferen stod med den ene pote i den blå balladespand, som var fyldt med lunkent vand og lidt sæbe.
”Det kan den da ikke.”
”Jamen, den kan ikke svømme!” råbte schæferen.
”Du kan da godt svømme.”
”Jamen, jeg er jo ikke nede i spanden sammen med den!”
Schæferen havde trådt i en hundelort, da vi var ude på marken. Jeg havde ikke set det; men lugtede det på vejen hjem i bilen. Nu lå hans biltæppe i affaldsspanden. Hans ene forpote var lortebrun, helt op imellem trædefladerne og rundt om neglene. Noget af det var allerede tørret ind.

Så jeg lavede en spand lunken vand, som dels kunne opløse det, dels bruges til med en svamp at rense poten bagefter. Vi havde prøvet den øvelse før, hvor schæferen står nogle minutter med den ene pote i spanden; men åbenbart var det for lang tid siden, og pludselig fik han den idé, at sådan en blå balladespandvand var meget farlig og sikkert bundløs. Jeg måtte holde hans ben nede i spanden med en vis beslutsomhed. Da jeg samtidig har et ømt og halvstift knæ for tiden, så var det en forestilling, som vi burde have kunnet tage entre for.

”Hjælp, min pote er ikke vandtæt!”
”Hvad er det nu for noget pladder?”
”Men jeg håber, dit ur er,” tilføjede schæferen.
”Åh, shit!”
Jeg har et ur, jeg er lidt øm overfor, og nu drev det af sæbe og opløst lort. Schæferen benyttede lejligheden til at trække benet til sig, spanden væltede, og mine bukser blev gennemblødt af lortevand.
Ny spand, ny forestilling, stadig modvillig schæfer:
”Hvor mange hunde er i tiden løb døde under denne her behandling?” råbte schæferen.
”Ingen; men nogle har nok brækket benet,” svarede jeg og fastholdt mit greb i hans forben. Han så pludselig betænkelig ud. Og så gav han sig, og poten blev placeret på spandens bund. Efter 30 sekunder stod han helt upåvirket.
Da vi var færdige, kunne jeg endelig rette mig selv, og mit smertende knæ, ud. Så mærkede jeg, hvordan lortevandet var gået igennem mine cowboybukser og nu drev ned ad benet og ned i sokkerne.

Da schæferen var renset, trimmet, tørret og serviceret, lagde jeg tøjet i vaskemaskinen og gik i bad. Imens kom jeg til at tænke på en artikel forleden, der havde beregnet de samlede omkostninger ved at holde hund; men de havde vist glemt det ekstra vandforbrug.

torsdag den 24. maj 2012

Flåtcirkus


”Du er jo et omvandrende flåtcirkus, schæfer!” råbte jeg.

”Jamen, jeg er jo en farlig schæfer. Jeg forstår slet ikke, de tør,” udbrød bølleschæferen.

Fem kravlende og tre sugende skovflåter har jeg pillet af pelsdyret i denne uge. Og i sidste uge var der - inde i stuen under leg et godt stykke tid efter vi var kommet hjem fra gåtur – en flåt, der sprang fra hans pels over på mig. Jeg opdagede den kun, fordi jeg hørte den råbe:
”Geronimooo!”

Vi har så mange flåter her i det nordskånske. Sådan var det også sidste år. Man behøver ikke bevæge sig ud i skoven for at finde dem, de sidder tæt på hvert græsstrå af en vis længde, vi har dem også i haven. Hver femte flåt menes at bære Borrelia, og anbefalingen om tætsluttende tøj hjælper jo ikke meget, når de bringes hjem af hunden og derefter springer på ejeren.

Jeg tjekker schæferen grundigt en gang om dagen. Hvis man får dem af inden der er gået 24 timer, så skulle de ikke kunne nå at overføre Borrelia. Som hundeejer bør man også tjekke sig selv grundigt, morgenens brusebad er et oplagt tidspunkt, synes jeg.

Schæferen bliver ellers forebyggende behandlet. Jeg bruger et naturpræparat, der på ham virker bedre end de kendte kemi-produkter i nakken.

Engang for nogle år siden anbefalede apoteket mig et halsbånd mod flåter. Da schæferen fik det på, begyndte han at tabe pelsen. Jeg undersøgte derfor, hvilke erfaringer der var med bivirkninger, og de halsbånd burde jo være forbudt. Jeg returnerede det og foreslog pigen på apoteket, at hun selv gik med det en uges tid.
Det ville hun ikke.
”Hvordan kan du så stå og anbefale det til bølleschæferen?” spurgte jeg.
Det kunne hun ikke svare på. Og hun ville i øvrigt heller ikke give mig pengene tilbage.



fredag den 11. maj 2012

Bog om bølleschæferen på vej


Fra flere sider har jeg fået opfordringer til at skrive en bog om bølleschæferen. Den er skrevet; men endnu er udgivelsestidspunktet ikke fastlagt. Jeg håber på i løbet af 2012. Titlen er ”Bølleschæferen og pjoklederen.”


Manus til bogen er skrevet i samme tone, som kendes her fra bloggen. De beskrevne situationer er grundlæggende sande og udsprunget af hverdagen, bortset fra visse indlysende overdrivelser. Vores hus, byen og folk i den er også inspireret af virkeligheden samtidig med, at det er en slags parallelverden, hvor alt kan ske.

Mens jeg venter på, at bogen udkommer, har jeg lavet en side på facebook for bogen. Siden hedder også ”Bølleschæferen og pjoklederen”. På siden vil jeg fortælle om bogens vej mod udgivelse, der vil være uddrag fra bogen og fra bølleschæferens hverdag. Det vil som udgangspunkt ikke være tekst, som du kan læse her på bloggen, derfor vil jeg invitere alle bloglæsere til at klikke ”like” inde på siden og blive venner med bølleschæferen på facebook, således at I får alt på siden direkte ind i jeres facebook-news feed. Her er linket til facebook-siden:

http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen.


Dagens facebook-status fra schæferen lød således:

”Vågn op, det er bølleschæferen, der taler: Lige nu sidder pjoklederen og laver konklusioner på nogle tal, kurver og giraffer, som Mark Sukkerberg har lavet til ham. Pjoklederen er nemlig en meget klog mand, det er vist kun beskedenhed, der afholder ham fra at påpege det selv. Oftere end han gør. Pjoklederen siger, at giraffen viser, at sidens venner tilsammen har 26.713 fb-venner. Så hvis alle deler denne her status, så tror jeg, at jeg med garanti har 25.000 venner inden frokost. Og det er helt sikkert flere end sværvægtsweileren.”



onsdag den 2. maj 2012

Gode venner







”Hvem bestemmer hjemme hos jer?” spørger sværvægtsweileren med højt hævet hale og den gamle mand i snor langt bagude.
”Det gør jeg da,” svarer bølleschæferen.
”Mon?”
”Ja, har du måske nogensinde hørt pjoklederen råbe ad mig eller set ham rive i snoren?”
Her finder jeg det nødvendigt at bryde ind med stor alvor og præcisere:
”Hør her, schæferen er min gode ven. Og en god ven råber man jo ikke ad eller river fat i med voldsomme ryk. Men jeg er altså altid den af os, der vejleder og tager beslutningerne.”
Og schæferen tilføjer:
”Og fordi vi er så gode venner, bider jeg ham ikke.”

tirsdag den 17. april 2012

Schæferen folder sig ud




Ved I, at bølleschæferen har for vane at folde sig ud over flere sider i magasinet Hund&Hund? Ved I hvad en fisenbi er? Kender I sportsgrenen styrtnumse?

Hvis ikke, læs - gratis online - om schæferen i det seneste nummer af Hund&Hund, side 54-57.



tirsdag den 3. april 2012

Sigtet schæfer


Dommeren læser op fra anklageskriftet:
”Bevismateriale A: 1 stk. blå balladebold. Bevismateriale B: 1 stk. skæv badeværelsesdør. Bevismateriale C: Foto af 1 stk. bølleschæfer og 3 balladebolde på gerningstidspunktet.”

Dommeren kikker over de runde briller:
”Jeg giver ordet til sagsøger.”
Jeg rømmer mig.
”Tre gange er det nu sket, at badeværelsesdøren har været umulig at åbne, når jeg var færdig i badet, fordi der har ligget en blå balladebold i vejen. Da bølleschæferen har været den eneste tilstedeværende på krageslottet på gerningstidspunktet, må han være den skyldige. Desuden er den nye blå balladebold særlig slem, idet den ikke flytter sig en tøddel, når døren rammer den, men bare ligger på stedet og lader sig trykke ud af facon. På den måde blokerer den effektivt, og det er umuligt at komme ud fra badeværelset, høje dommer.”
Dommeren løfter blikket op over de runde briller:
”Hvad har schæferen at sige til sit forsvar?”
Schæferen slikker sig om næsen:
”Store dommer, jeg anmoder om lov til at afhøre pjoklederen.”
Dommeren nikker. Schæferen smiler.
”Pjokleder, du siger, at den nye balladebold er særlig slem?”
”Ja.”
”Hvem har købt den?”
”Øh, det har jeg.”
”Aha!!”
Schæferen holder en kunstschæferpause, smiler og siger blidt:
”Pjokleder, du har under edsansvar anført, at du har oplevet balladeboldblokeretbadeværelsesdør tre gange. Er det korrekt?”
”Ja.”
”Har du gjort noget for at forhindre dette efter første eller anden gang?”
”Øh, jeg synes jo, at …”
”Svar venligst på spørgsmålet. Har du f.eks. balladeboldsikret krageslottet, inden du gik i bad?”
”Øh, nej.”
”Aha!!”
”Men jeg …”
”Altså har du intet gjort! Jeg har ikke flere spørgsmål, højtidelige dommer.”

Børge er en fiskekammerat og til daglig byretsdommer ved vestkysten. I dag er han på besøg her. Jeg kan jo lige så godt benytte mig af lejligheden, derfor har jeg stævnet schæferen.

Børge ser over de runde briller:
”Thi kendes for ret: Jeg frifinder herved sigtede schæfer for alle anklager. Jeg idømmer herved sagsøger, det er dig, pjokleder, for grov uagtsomhed ved indkøb og omgang med balladebold. Erstatning som følge af dette, samt modpartens sagsomkostninger, udredes af sagsøger, som betaler schæferen en samlet erstatning på ti griseører og to stykker marcipanlagkage. Retten er hævet!”

mandag den 19. marts 2012

Et dødsfald:


Vi fandt et af ”vores” frækdyr ude på vejen. Det var den ene af de to vilde kaniner, den med de korte ører.
”Den er da blevet overhalet af en bil,” mente schæferen, og det kunne man vel egentlig godt sige.

For et par uger siden havde schæferen løbet den op ude i haven og jaget den hen i en krog ved udhuset, hvor den stod og trykkede sig. Jeg bad ham om at lade den løbe. Det bragte han på bane nu igen, schæfere er iskolde:
”Så kunne jeg da lige så godt have gjort den ovnklar forleden. Nu kan den jo ikke bruges,” han pegede med en skuffet pote.
Så blev han eftertænksom og spurgte:
”Når vi har været i skoven, og jeg har løbet og lægger mig træt i kurven, så siger du tit, at jeg er helt flad. Men jeg er da ikke så flad som kaninen dér, vel?”

På vej ind glemte han et kort øjeblik, at han er en frygtelig farlig og kynisk schæfer og sagde:
”Det er nu alligevel synd for den lille frækkanin.”
Så nu har vi aftalt her i eftermiddag at ære den lille frækkanins minde og ønske hvil i fred med en lille andagt, hvor vi drikker gravøl (mest mig) og spiser blødt brød (formentlig mest schæferen).

onsdag den 7. marts 2012

Tag den så!


Vi har gjort det igen, bølleschæferen og jeg, bragt terror og panik til den lille sagesløse nordskånske by, hvor vi bor. Så længe det varer.

Det var nede ved søen, vi havde været inde på marken og gik ad den smalle dyreveksel på skråningen. Da vi kom om hjørnet og havde udsigt til søen, stien og broen, kom der en ung pige med en lille silkepuddel.

Da jeg kender schæfersheriffens temperament og hans hurtige pote på bødeblokken, stoppede vi nogle meter før stien og lod dem passere. Men schæferen kunne selvfølgelig ikke holde kæft. Han rejste sig på bagbenene og stod 45 grader fremover i stram snor og uddelte en skideballe til den sagesløse silkepuddel. Både pudlen og den ligeså sagesløse unge pige så på os med store, nervøse øjne, mens jeg forsøgte at smile beroligende.

Da de var kommet ti meter væk, gik vi ud på stien, vi skulle samme vej. For at skabe lidt afstand imellem os benyttede jeg mig af et lille godistrick.

Når schæferen og jeg går tur, så stopper vi en gang imellem. Jeg siger ”stanna!” til ham (han er jo svensk), kaster 2-3 godis til alle sider. Derefter venter vi lidt, hvorefter han får lov til at finde dem. Vi bruger også en variant, hvor vi går sammen rundt og lægger et antal godis, hvorefter han så skal huske, hvor vi lagde dem. Da schæferen hverken hedder Bohr eller Einstein til efternavn, kan det være lidt af en udfordring for hans hukommelse. Han husker oftest placeringen af 3 godis, men har jeg lagt en fjerde kniber det.

I det her tilfælde beordrede jeg ”stanna” og kastede en enkelt godis frem ad stien. Så gik jeg ind foran schæferen, vendte ryggen til stien og pudlen, tog snoren af ham og stod og kikkede ud over søen, mens schæferens stirrede intenst på mig, og schæfersavl begyndte at dryppe på stien.
Jeg ventede lidt, så afstanden til pudlen blev størst mulig. Så sagde jeg, som jeg altid gør, og ret højt:
”Tag den så!”
Schæferen for frem, jeg drejede mig og opdagede, at pigen med pudlen stod kun 20 meter fra os (pudlen havde formentlig brugt tid på at besørge i skovbunden). Og vel at mærke i den retning, som schæferen galoperede.
Pigen skreg, greb pudlen og løb. Schæferen dykkede efter sin godis og fandt den efter få sekunder snuseri. Derefter så han forundret efter pige og puddel, der nu kun var en støvsky et par hundrede meter fremme.

Jeg har forberedt schæferen på, at en dag vil der måske komme en gruppe alvorlige mennesker og banke på krageslottets dør. Gruppen vil formentlig indeholde en repræsentant for grundejerforeningen, en person fra kommunen og en fra sognerådet samt den danske konsul for Nordøstskåne. De vil medbringe en dybtfølt appel til os om at flytte tilbage til Danmark.

onsdag den 22. februar 2012

Og to katte gennembrød lydmuren


Vi evaluerer aftenens gåtur på verandaen:
”Vi mødte to katte og tre hunde. Og du gøede fire gange, schæfer. Hvad synes du selv om det?”
”Vi mødte fem dyr og jeg gøede kun fire gange. Det er da flot.”
”Schæfer, de to katte kom jo løbende samtidigt.”
”Nå ja.”

Jeg havde ellers været enormt ansvarsbevidst til aften. Da vi kom ned til sværvægtsweilerens hus, hvor schæferen altid plejer at gø for at se, om han kan sætte weileren i gang derinde, lokkede jeg med godis.

Schæferen glemte alt om weilerens hus. Han satte sig og ventede spændt, mens jeg viklede snoren om håndleddet, tog plastikglasset med godis op fra lommen og åbnede låget.
I det øjeblik lød et skarpt smæld og to katte gennembrød lydmuren. Som to streger i luften i fuldt kattepotespring fór de tværs over vejen kun et par meter bag schæferens ryg og ind langs weilerens hus. Schæfersheriffen hoppede en meter, vendte i luften, begyndte at løbe deroppe, flåede bødeblokken frem og eftersatte synderne.
Efter fem meter blev det for tungt med den pjoklederdødvægt for enden af snoren, så sheriffen afbrød jagten og kikkede sig tilbage. Over et større vejstykke lå spredt et tomt plastikglas, tyve stk. godis og et stk. pjokleder.

Schæferen sukkede:
”Hvorfor skal du altid klovne sådan?”

torsdag den 9. februar 2012

Schæferen på is. Eller omvendt.





”Skal vi gå over til den anden side?”
Der var vel en kilometer. Eller to. Osbysjön var frosset. I weekenden havde jeg set mange mennesker derude, der havde også været et par snescootere. Og jeg havde endda hørt, at et lille sportsfly skulle være landet på isen. Nu var det hverdag, og isen var tom, så langt øjet rakte.

Schæferen og jeg stod på halvøen ved Spegeldammen, pustede os op og skrydede.
”Eller er det for koldt for dig, schæfer?”
”Overhovedet ikke, jeg kan klare hvad som helst!”
Så gik vi.

Da vi var fri af pyntens læ, kom vi ud i polarvinden, der fra nord jog lavt hen over den frosne sø og ramte os som en betonmur på hjul.
Vinden gik tværs igennem mine handsker. Schæferens ører blafrede og hans øjne løb i vand. Men vi stred os begge frem. Det skulle ikke hedde sig …
Kulden fandt vej igennem mine gummistøvler, og vinden for igennem mine bukser og hamrede på mine knæ som en 5 kilograms mukkert. Schæferen begyndte at sakke agterud, og han havde trukket pelsen helt op om ørerne.

På det tidspunkt, hvor det udelukkende var stædighed og ikke blodomløb, der holdt mig oprejst, stred schæferen sig op på siden af mig. Han var helt tiliset.
”Det er altså tæt på, at min schæferpels ikke kan klare det.”
”Vil du ind?”
Han nikkede.
Vi vendte om, og jeg triumferede:
”Ja, jeg kunne nu sagtens have klaret det!”
”Jeg har svært ved at høre, hvad du siger, når dine tænder klaprer så højt,” svarede schæferen.

Så tog vi hjem, skruede termostaten op på 120 grader og drak 200 liter suppe.

fredag den 3. februar 2012

Bølleschæfer og balladebold på badeværelse




Jeg stod for et øjeblik siden ude på badeværelset og tissede, sådan lidt i mine egne tanker. Ud af øjenkrogen så jeg dørhåndtaget blive trykket ned. Herefter blev der aset og maset lidt på den anden side af døren, hvorefter et par næsebor blev presset imellem døren og karmen. Straks efter kom hele snydesnudeskaftet til syne og et hurtigt kast med schæferhovedet sendte fyldningsdøren, på skrigende hængsler, op i væggen i det tilstødende rum.

Så spankulerede schæferen med den største selvfølgelighed ud i badeværelset bevæbnet med sin nyeste blå balladebold. Han stillede sig ved siden af mig og kikkede ned i toiletkummen, dette mærkelige stykke inventar, hvis evne til at producere "drikkevand" fra et vandfald fascinerer ham dybt.

Den nyeste balladebold er hul og forsynet med en række gummiflapper indvendigt. Man kan putte godis i den, som så falder ud på tilfældige tidspunkter, når hunden skubber bolden rundt.
Schæferen er ikke særligt tålmodig, så han har fundet ud af, at hvis han slipper bolden fra størst mulig højde og laver et schæferkast med hovedet, så den rammer gulvet så hårdt som muligt, så giver den mest godis.


Så det gjorde han, hvorefter bolden hoppede op fra gulvet og landede i toiletkummen med et plask. Derefter så han bebrejdende på mig, der nu stod med lokumsvand drivende ned ad bukserne, og forlod badeværelset i protest.

fredag den 20. januar 2012

En popsangerhandske


”Skal du nu have popsangerhandske på igen?” spurgte schæferen. ”Jeg ved snart ikke, om jeg vil følges med dig.”
”Hvad?”
Det var i morges lidt i otte, vi stod i entreen, klar til at gå ud på en ganske kort morgentur, så bølleschæferen kunne få tisset og stemplet dagen som godkendt. Jeg stirrede forvirret på min sorte skindhandske. Så uddybede schæferen:
”Ja, det er da kun popsangere, der bare går med én handske.”
Ofte har jeg kun handske på den venstre hånd, der holder snoren. Den anden hånd kan jeg jo putte i lommen.
”Det er altså lidt pinligt,” forklarede schæferen.

Men han fulgte dog med ud. Vi gik ned mod byen. Så kom vores lokale Charles Bronson gungrende op ad Östra Storgatan i en gammel, bulet Mercedes lastvogn med sneplov, som smed sne og opkørt sjap ind på det smalle fortov og helt ind over hegnet til folks haver. Og vi havde ingen steder at flygte hen.
”Hvorfor fanden skulle du også gø ad ham forleden, schæfer?”
I sidste øjeblik blev trykluftbremserne knaldet i, så hele lastvognen sukkede dybt, og derefter passerede den os ganske langsomt. Oppe i kabinen sendte han os det dér Bronson-smil, som mest bare er en trækning ved munden. Så spant han tvillingebaghjulene og fortsatte nord ud af byen.

Lige efter mødte vi sværvægtsweileren henne ved det gule hus. Den kom om hjørnet med den gamle mand i snor bagefter, netop som jeg stod og samlede schæferens stempel op. Schæferen rejste rutinemæssigt hele rygpelsen til lodret, og weileren pustede brystkassen op, så den hvilede på asfalten. De hang begge for enden af stram snor med en halv meter imellem sig. Schæferen gabte op, mens sværvægtsweileren, der ikke har lige så hurtig reaktionsevne i mundtøjet, nedstirrede sheriffen med blottet tandsæt.

Så faldt den gamle mand, helt ude for enden af weilerens snor, i søvn, og snoren landede på asfalten. Weileren tumlede to skridt frem, og de to hunde knaldede panderne sammen, så det rungede i stereo i hele kvarteret.
”Åh Gud, undskyld!” udbrød sværvægtsweileren.
”Er du okay?” spurgte schæfersheriffen.
Weileren nikkede.
”Øjeblik,” weileren tog snoren og gik tilbage til den gamle mand. ”Hold nu fast på snoren, gamle. Jeg er jo en angrebsfarlig muskelhund, klar til at gå grassat!”
Så kom han tilbage, blottede tandsættet og stillede sig op.
”Din træner er lidt sløv,” sagde schæferen så.
”Min træner?”
”Ja, er det ikke din træner? Alle sværvægtere har da sådan en vissen, gammel mand som træner.”

Så trak jeg af med schæferen, inden han fik fornærmet flere sagesløse borgere og hundeejere.
”Han er heldig, ham sværvægtsweileren,” mente schæferen.
”Heldig?”
”Ja, han har en træner. Jeg har kun en pjokleder med popsangerhandske.”

mandag den 9. januar 2012

Der udskrives en bøde


Det var nytårsaftensdag. Første gang i december, vi så lidt vinter her i det nordskånske, syv frostgrader fra morgenstunden, der i løbet af formiddagen steg til fornuftige fem. Friskt og klart, blå himmel. Endelig et ophold i den byge, der startede 8. juli lige over middag.

Bølleschæferen og jeg benyttede lejligheden til at gå en tur rundt om vores lokale sø. Da vi nåede til en vig på den østlige bred, hvor ænderne, et stykke ude, vraltede rundt på et tyndt, sort islag, udbrød schæferen:
”Se, Jesusænder!”
Det var første gang i denne vinter, at vi så Jesusænder. Der var også nogle på bredden.
”Den fikser jeg!” råbte schæferen.
”Nej stop, schæfer! Det er juleaften, man spiser and!”
Men han var løbet.

Kort efter kom han tilbage med et blåt øje og en svane, med tungen ud af næbbet, i et beslutsomt fjerboagreb.
”Den er altså hidsig, den and!”
”Sig til den skrummelschæfer, at han er skudt i knoppen,” hvæsede svanen. Den slags mente den at vide alt om. Det var nemlig en knopsvane.
”Vi har ikke plads til den i ovnen. Slip den nu, schæfer!”
Schæferen slap, og svanen rettede fornærmet på fjerboaen. Så tog schæfersheriffen bødeblokken frem og noterede svanen for vold mod tjensteschæfer i funktion.
”Den gav mig en vingelussing,” forklarede han og spyttede et svanefjer. Så rakte han bøden til svanen og ønskede den godt nytår. Hvad svanen svarede, da den fløj af sted, vil jeg helst ikke gengive her.

”Vi spiser i stedet for noget, som jeg har fanget i aften,” forklarede jeg.
”Hvad er det?”
”Vi skal have sandart …”
”Fisk? Jeg er altså en farlig schæfer!”
”… til forret, derefter bjørnebøf.”
”Nu nærmer vi os noget fornuftigt.”

Det blev til sandart, marineret bjørnebøf, is og en La Croix De Gay Pomerol 1997. Schæferen sprang dog både Pomerol og sandart over. Til gengæld udskrev han en bøde til gæsterne. De kom et kvarter for sent.