mandag den 9. januar 2012

Der udskrives en bøde


Det var nytårsaftensdag. Første gang i december, vi så lidt vinter her i det nordskånske, syv frostgrader fra morgenstunden, der i løbet af formiddagen steg til fornuftige fem. Friskt og klart, blå himmel. Endelig et ophold i den byge, der startede 8. juli lige over middag.

Bølleschæferen og jeg benyttede lejligheden til at gå en tur rundt om vores lokale sø. Da vi nåede til en vig på den østlige bred, hvor ænderne, et stykke ude, vraltede rundt på et tyndt, sort islag, udbrød schæferen:
”Se, Jesusænder!”
Det var første gang i denne vinter, at vi så Jesusænder. Der var også nogle på bredden.
”Den fikser jeg!” råbte schæferen.
”Nej stop, schæfer! Det er juleaften, man spiser and!”
Men han var løbet.

Kort efter kom han tilbage med et blåt øje og en svane, med tungen ud af næbbet, i et beslutsomt fjerboagreb.
”Den er altså hidsig, den and!”
”Sig til den skrummelschæfer, at han er skudt i knoppen,” hvæsede svanen. Den slags mente den at vide alt om. Det var nemlig en knopsvane.
”Vi har ikke plads til den i ovnen. Slip den nu, schæfer!”
Schæferen slap, og svanen rettede fornærmet på fjerboaen. Så tog schæfersheriffen bødeblokken frem og noterede svanen for vold mod tjensteschæfer i funktion.
”Den gav mig en vingelussing,” forklarede han og spyttede et svanefjer. Så rakte han bøden til svanen og ønskede den godt nytår. Hvad svanen svarede, da den fløj af sted, vil jeg helst ikke gengive her.

”Vi spiser i stedet for noget, som jeg har fanget i aften,” forklarede jeg.
”Hvad er det?”
”Vi skal have sandart …”
”Fisk? Jeg er altså en farlig schæfer!”
”… til forret, derefter bjørnebøf.”
”Nu nærmer vi os noget fornuftigt.”

Det blev til sandart, marineret bjørnebøf, is og en La Croix De Gay Pomerol 1997. Schæferen sprang dog både Pomerol og sandart over. Til gengæld udskrev han en bøde til gæsterne. De kom et kvarter for sent.

6 kommentarer:

Unknown sagde ...

Herlig blog! Ja, der skal sandelig være styr på tingene...specielt når i bor i Sverige:)
Venligst Rie og katten Darleen

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Rie,

Tusind tak. Ja, her i Sverige skal der være styr på alt ;o)

Du kan også møde schæferen i magasinet Hund&Hund, som faktisk kan læses gratis på nettet og en bog er på vej, forventet udgivelse i 2012.

vh. Per

Unknown sagde ...

Hej Per og Schæfer-sheriffen!
Ja, jeg ved af erfaring at de er ret strikse mht. regler og love i Sverige. Vi har selv købt hus deroppe og planlægger at flytte permanet i 2014, så vi har lidt erfaringer.
Jeg vil straks finde det omtalte magasin og læse lidt mere om din frække hund:)
Venligst Rie

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Rie,

Jeg siger en gang imellem til svenskere, når vi taler om love og lovgivning, at forskellen på svenskere og danskere er, at svenskere overholder lovgivningen, mens vi danskere mere anser den for at være af vejledende art ;o)

Tillykke med det svenske hus. Jeg har boet her permanent i 4 år og er godt tilfreds, bortset fra med vejret.

vh. Per

Lisa Aquilla sagde ...

Hey Sheriff

jeg er lidt skuffet over dig...
billedet er taget ovenfra og med den mindre heldige side ...eller øje om du vil væk fra kameraet...det er snyd...jeg vil se dit blå øje ;-)...kom nu Oz et lille close-up til en fast læser af din blog det kan du da godt give....hehe...
nu skal jeg vist til at passe på der ikke kommer en bøde med posten for drilerier af "ordensmagten"...
her hvor vi bor har vi også "jesusænder" ...men Kong Kasmir er bange for vand...så de kan stå helt ugenert og råbe hånlige bemærkninger og skældsord uden det koster dem noget...måske skulle de liiige møde sheriffen...så ville den flok krikænder hurtigt blive barberet helt ind til den rynkede svømmehud...og de passer fint i fryseren og i en ovn og smager smaskens...så kan de lære det ka de...

vh Lisa Aquilla

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Lisa,

Ha, ha. Jeg beklager, men sheriffen nægtede at blive fotograferet fra en anden vinkel. Ingen skal nemlig komme og beskylde ham for at være blåøjet, fastslog han. Man har meget vrøvl, når man har schæfer ;o)

Mange hilsener (oz fra ozzy)
Per