Onkel Schæfers jul

Jeg troede egentlig ikke, at vi blev inviteret til familiejulen i år; men så ringede min bror forleden dag.
”Børnebørnene påstår, at de er ligeglade med om julemanden kommer; men onkel Pjokleder og onkel Schæfer skal være her, for det var skide sjovt sidste jul, siger de. Min kone er vist ikke enig.”

Schæferen fik jo ellers ødelagt det sidste år. Da julemanden, kødtung og med usikker gang, kom ind ad døren, strålede børnenes øjne. Men schæferen lugtede straks blandingen af onkel Antons billige aftershave og alt for mange juleøl. Så han kunne selvfølgelig ikke holde sin schæferkæft:
"Det er sgu da bare ham onkel Barbersprit ..."

Katastrofen måtte undgås, de stakkels børneører skånes, så jeg kastede mig straks over schæferkæberne og væltede undervejs en skål med pebernødder på gulvet. Min brors kone skreg, mens jeg forsøgte at lægge onkel Schæfer i benlås. Men jeg mener ikke, at det var os, der skubbede til juletræet.

Min brors kone så ud som om, hun var klar til at gå i seng med en Maud, da jeg sad på gulvet med en juletræsstjerne i håret, mens onkel Schæfer guffede pebernødder fra det ægte tæppe, og onkel Anton hvilede tungt i stolen ved pejsen, mens han knappede endnu en juleøl op og trak vatskægget ned.

Men nu skal vi altså til det igen.
"Det er jul. Børnebørnenes ord er lov," forklarede min bror.
Måske skulle vi lade onkel Schæfer være julemand i år?

På en stille vinteraften

Det sker mest på stille, mørke aftener og oftest i vinterhalvåret, hvor lyden bevæger sig hurtigt. Og for et øjeblik siden skete det igen.

Frosten klingede klart i luften som tonen fra en isblå violin. Jeg kunne ikke mere mærke mine ører. Da vi kom forbi, hvor den store rottweiler bor, sprang bølleschæferen frem og gøede. Men der var ingen hunde at se.

"Der lugter lidt af sværvægtsweiler," forsvarede schæferen sig - for en rigtig schæfer har altid et alibi klart.

"Den har sikkert lige været her. Eller står på lur!" fortsatte schæferen listigt, kneb det ene øje lidt i og nikkede med schæferoverbevisning.

Da schæferens lugtesans er flere millioner gange bedre end min, så kunne jeg ikke rigtigt sige ham imod.

Så gøede schæferen yderligere et par gange og holdt op præcis, da den barske senne henne på hjørnet startede. Et øjeblik efter fulgte de to små piberensere oppe i det lyserøde hus, de var vist ude i haven. Og så vågnede sværvægtsweileren åbenbart også og gøede med sin bas, så det lille røde træhus ved siden af os rystede.

Kort efter blandede Popsangerpudlen på Bygaden sig. Schæferen siger, at den ligner Barry Manilow.

Og snart gøede hundene overalt i den lille nordskånske by.

Jeg satte hænderne bebrejdende i siden og prøvede at fange schæferens blik.

"Det er da ikke min skyld," svarede han; men jeg så godt det ulvegrin, han havde i schæferskægget.

En duft af ...

Vi har lige været i skoven. På vej ud asede vi os igennem knæhøj sne. Helt ude i det nordskånske skovbryn, med en villa nede til højre og skoven, der bredte sig ud til venstre, stoppede schæferen pludseligt og snusede koncentreret op i luften.

Nede i skoven havde der været en masse dufte, som schæferen havde stukket sit lange snudeskaft i. Det er lidt sjovt, når der er sne, fordi så kan jeg se de spor, han snuser i. Det var mest harer, enkelte hunde og et par spor af råvildt.

Men denne her duft lå i luften. Så jeg spurgte spændt:
"Hvad er det? Råvildt, elg, vildsvin?"
Schæferen havde ikke tid. Hans næsebor arbejdede koncentreret.
"Måske en los, eller skulle der ligefrem være en ulv hernede i øjeblikket?"
"Næ," svarede schæferen. "Jeg tror, det er æbleskiver."

Schæfersmugleri

Schæferen er i smuglerbranchen her om vinteren. Vi havde problemet hele sidste vinter. Og nu igen.

Smuglerforsøget sker, når vi kommer tilbage fra en gåtur og skal indendørs. Skrummelschæferen har jo nogle kæmpestore poteplader, og imellem trædepuderne gemmer han hver gang en lille snebold.

Jeg mistænker, at disse fire små snebolde i al hemmelighed indenfor skulle være samlet til én stor, stenhård snebold med pjoklederens navn på.

Schæferen ville formentlig vente til jeg sad i stuens bedste læsestol med en cognac i glasset og min Troels Kløvedal bog i skødet, mens jeg sejlede på det varme, indiske ocean. Han ville snige sig på tåpoter fra vagtstuen og ind til dagligstuen. Her ville han kikke schæferforsigtigt om hjørnet med ét øje og ét øre. Og bedst som jeg lå med Nordkaperen på kryds for varm brise med Indien om bagbord, så ville schæferen kyle sin snebold, så pjokleder, cognac og hele det indiske ocean ville splatte ud på stuens endevæg. Så ville schæferen rulle rundt på gulvet og holde sig for maven af grin.

Men jeg er heldigvis ikke naiv, som jeg forklarede schæferen i går. Så den slags schæferunoder bliver der sat en stopper for allerede i hoveddøren. Schæferen foreslog surt, at jeg burde søge ansættelse i lufthavnens security.

Selv på denne adventssøndag - hvor det sneede massivt udenfor, schæferen kom op at skændes med en mellemvægtsweiler og stod på schæferrøven ned ad en kælkebakke, fordi han skulle prøve det samme som børnene, men uden kælk - kunne jeg konfiskere fire små snebolde i hoveddøren.

Schæferen surmulede: "Det er forkasteligt at kropsvisitere en femårig!"

Frossen hjerne

Tre lag fleece, skaljakke og refleksvest. Føler mig som en mellemting imellem Michelin-manden og Goodyear-luftskibet. Tocifret frostbrise mod panden i det nordskånske. Frossen hjerne. Hvad laver jeg herude? Burde have anskaffet mig en brun bjørn, der går i vinterhi, som selskabsdyr i stedet for en schæfer.

"Frossen hjerne. Det er lige, hvad jeg også får engang imellem. Det er grunden, hvis jeg ikke altid hører, hvad du siger," påstår schæferen. En schæfer er kendt for at gribe enhver undskyldning i luften. Og bølleschæferen her har udviklet det til noget nær en kunstart.

"Ville du virkelig hellere have haft en bjørn?" spørger han.

"Ja, tænk på at den ville ligge i hjørnet af stuen under en dyne nu. Ikke noget med at skulle ud i kulden fire gange dagligt. Og den ville sove indtil april."

"Jo, men tænk på hvor højt den ville snorke. En schæfer ligger bare og brummer. Altså, hvis den har det godt."

Og det kunne schæferen selvfølgelig have ret i.

Skadefro schæfer

Jeg har totalrenoveret huset, fordi nu kommer vinteren, og man skal være god ved spurvene.

Jeg køber de bedste fuglefrø; men schæferen er lidt småsur:
”Hvorfor skal spurvene i vores have altid være så smækfede?”

For et par år siden indgik schæferen og jeg den aftale, vi kalder for ”spurveforliget”. Ifølge den må han ikke jage spurve. Det benytter specielt gråspurvene sig lidt af nu og da og flyver drillende tæt hen over schæferørerne. Schæferen kalder dem for grovspurve.

Hver morgen tager jeg posen med fuglefrø med ud. Mens schæferen venter på verandaen, fylder jeg op i fuglehuset. Så går schæferen og jeg en lille runde, hvor han får læst lokalavisen og schæferstemplet dagen som godkendt.
I morges glemte jeg at få posen med fuglefrø med ind fra verandaen.

Klokken 9.00 havde skaderne hakket hul i posen og omdannet verandaen til et foderbræt. En lidt skadefro schæfer jog skaderne på flugt, så fjerene fløj, og havens grovspurve sad og klappede med de små vinger.

Det gule kort

Jeg har lige fået gult kort. Lige på grænsen til rødt, sagde pjoklederen. Rødt betyder direkte i bad. Vi gik rundt om søen hernede for lidt siden. Der var vandpytter og pjask overalt. Det er rigtigt sjovt, når man har fire ben og nogle store poteplader i sådan en vandpyt. Og så råbte pjoklederen pludselig, bare fordi man trampede lidt. Det kunne jeg da ikke gøre for. Den omringede mig.

Her i Sverige kører de med skovmaskiner, som er større end vores hus. De laver nogle hjulspor i skovbunden, som er meget dybe. Der står vandet i flere dage, efter det har regnet. Hvis man hopper ned i sådan et, så har man nogle gange kun hovedet oven vande. Også selvom man er sådan en stor og farrrrlig schæfer som mig.
Engang hoppede jeg ned i sådan et. Det gør man kun én gang, hvis man er i pjoklederens flok. Sikken ballade. Han kunne jo også bare have ladet være med at kikke til den anden side. Det er altid på det tidspunkt, ulykkerne sker.

Heldigvis klarede vi det i dag med en våd klud og en lille spand med lunkent vand, hvor jeg kunne stå med potepladerne. Efter fem minutter var jeg justeret til indendørsbrug. Godt jeg ikke fik rødt kort. Den bruseniche strammer altså over schæferskuldrene. Jeg forstår slet ikke, at pjoklederens halvfems kilo kan være der; men det er nok fordi, de er stablet ovenpå hinanden. Mærkelig konstruktion.

Venlig hilsen
Ozzy Ozby
Aut. schæfer

Balladeboldblokeret badeværelsesdør

Det var tidligt mandag morgen. Jeg tændte det skarpe loftlys i schæferens værelse. I kurven missede morgentrætte brune øjne.
”Vågn op din schæfersløve slagterhund! Du skal snart stemple ind på fabrikken.”
Og så gik jeg i bad.

Normalt plejer jeg at børste tænder og barbere mig for åben badeværelsesdør. Så kommer schæferen med sin blå balladebold, som han kaster ind på badeværelsesgulvet. Og så skal vi spille schæferbold.
Men i morges lukkede jeg døren. Det var mandag, der skulle bestilles noget, nu skulle det gå stærkt.

Da jeg lidt senere, selvtilfreds morgenfrisk og i en sky af Lagerfeld Classic deodorant, åbnede badeværelsesdøren, fik jeg et problem. Den lod sig kun åbne få centimeter.
Jeg prøvede forsigtigt, mere beslutsomt og ligefrem at lægge skulderen lidt til. Uden resultat. Jeg turde ikke være alt for voldsom. Det er en gammel fyldningsdør, jeg ville nødig ødelægge den.
Til sidst kunne jeg lige få hovedet ud og se, at det var schæferens blå balladebold, der lå i vejen. Bolden er meget blød, og åbenbart er afstanden imellem døren og gulvet lige tilstrækkeligt til, at den kan komme i klemme og blokere. Den ville heller ikke trille væk, da der var en tæppekant.

Selvom jeg havde schæferen mistænkt for gustent overlæg, kaldte jeg på ham. Han kom straks.
”Ta’ din balladebold. Ta’ den så. Kom så, ta’ den!”
Han gloede på mig, som om jeg var åndssvag.
Jeg kunne selvfølgelig kravle ud af vinduet. Men hoveddøren var låst, og jeg havde endnu ikke slået alarmen fra, så et åbent vindue ville få røde lamper til at blinke hos Securitas. Og med den tendens, som svenskere har til at overdrive, så ville det sikkert tilkalde både sikkerhedspersonale, politibiler, landets væbnede styrker og den nysgerrige fru Persson henne fra hjørnet.

Jeg prøvede at nå balladebolden ved at række en arm ud imellem døren og karmen; men bolden var lige akkurat for langt væk. Schæferen kikkede nysgerrigt og aldeles passivt til.

Til sidst lykkede det endelig at få ham til at tage bolden ved hjælp af en stor psykologisk indsats fra min side. Nu ligger han og gnasker et griseøre. I eftermiddag skal han have kage.

En pedantisk schæfer

Det har høvlet ned hele dagen. Jeg prøvede med bestikkelse.

"Jeg tager gerne imod bestikkelse; men jeg lader mig ikke påvirke," svarede det uforskammede schæferdyr og fortsatte:

"Jeg henholder mig til overenskomstens tekst, som tilsiger mindst fire daglige ture uanset vejrlig, heraf to af længere varighed med mulighed for at snuse og /eller løbe uden snor. Den samlede varighed af dagens ture skal udgøre mindst 120 minutter."

Så ud i regnen måtte vi. Mig og så den schæferpedant ...

Jeg må heller aldrig noget ...

Vi gik i skoven udenfor byen her i eftermiddag. Det blæste voldsomt. Det var sikkert derfor, vi ikke hørte dem.
Vi gik på et gammelt hjulspor fra en skovmaskine. Til venstre var skoven fældet og lå som åben stubmark. Til højre var skoven tæt, men lidt fremme var der en åbning.
De havde modvind. Det var nok derfor, schæferen ikke opsnusede situationen.

Vi hørte det samtidigt. Et gadagung-gadagung inde til højre. Mindre end ti meter foran os kom de på tværs som et eksprestog. To store rådyr. Den bagerste kastede et opspilet blik mod schæferen.
Schæferen hoppede en meter i luften, mindst. Så trippede han rundt på bagbenene med en hals så lang som en svane.
Han kikkede på mig: ”Vi må efter dem. Vi må da efter dem. En gylden mulighed!”
”En mulighed for hvad og hvorfor er den gylden?”
Det vidste han ikke rigtigt; men han var sikker på farven.
”Jeg lover, jeg løber bare liiiige så forsigtigt bag dem,” prøvede schæferen, mens han lagde hovedet på skrå.
”Nul, der er også en vej lige dernede,” jeg pegede i den retning, de to rådyr løb.
”Jamen, så skynder jeg mig ned og regulerer trafikken!”
”Du skal ikke regulere noget som helst andet end din egen kropstemperatur, din klapschæferhat.”
”Jam, jam …”

Nu ligger han ude i kurven og sukker:
”Jeg må heller aldrig noget. Han er verdens kedeligste pjokleder.”

En schæfer på en skidebakke

Schæferen og jeg var på ”Klinten” i Osby i dag. Det er et fritidsområde med motionsspår, utsiktsplats, strövområde, pulkabacke og skidbacke med lift. Det ligger her i Nordskåne, ikke så langt fra hvor vi bor. Vi gik igennem naturområdet og kom ud på toppen af skidbacken.

Det bedste, schæferen ved, er at løbe efter pind. Da jeg - i hvert fald ifølge schæferen engang imellem - er en ualmindelig kynisk og udspekuleret pjokleder, fik jeg selvfølgelig den idé at smide en pind et godt stykke ned ad skidbacken. Og da schæferen er et yderst naivt pelsdyr, så fór han efter den på sædvanlig vis som skudt ud af en schæferkanon.
Af indlysende fysiske årsager, som schæferen ikke helt havde styr på, så fik han dobbelt så meget fart på som normalt. Og derefter måtte han konstatere, at schæferbremser ikke virker optimalt, når det går ned ad bakke. Han røg ti meter for langt i en liggende tværbremsning.

Mens jeg stod på toppen og kluklo i pjoklederskægget, asede han sig opad i noget, som mest var fuld galop på stedet.

Ved næste kast glemte han alt om sine problemer og hele farcen gentog sig. Først tredje gang havde han lært noget. Fem minutter efter lignede han én, der havde deltaget i en ironschæfer.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønnede han.

Men han fik nu alligevel sin hævn, som han så ofte gør. Da jeg kastede pinden sidste gang, løb han ned efter den, men stoppede dernede, tog bakkens betegnelse bogstaveligt, samlede derefter pinden op og asede op til mig på toppen med et smørret schæfergrin.
Derefter måtte jeg stavre usikkert nedad med en pruttepose i hånden, samle op og kravle opad med svedspringende pande, mens schæferen stod på toppen og kom med hånlige tilråb.

Og finanskrisen, du ved ...

”Hvad skal jeg skrive i schæferbloggen i dag?” spurgte jeg schæferen for et øjeblik siden. Egentlig kunne jeg lige så godt have spurgt køleskabet.
”Du kan skrive, hvad vi har lavet i sommerferien,” foreslog schæferen.
”Jamen, vi har jo ikke været på nogen ferie.”
”Lige præcis min schæferpointe!”
Jeg vidste, hvad der kom.
”Hvorfor har vi ikke det?”
”Jamen, vi har jo ikke, man er nødt til, tiderne, og finanskrisen, du ved.”
”Sidste år var vi jo på ferie.”
”Var vi det? Nå ja, det var dér, vi kørte over broerne. Du havde aldrig ført set så meget vand, husker du det? Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejlebro.”
”Ja, og Holstebro.”
”Øh … ja, selvfølgelig. Men i sommer har jeg jo arbejdet, og … ja, vi skal have repareret verandataget, vindskederne, vinduerne, trappen, bilen skal have skiftet olie og det koster, og finanskrisen, du ved.”
”Hvad med mine penge. Kan vi ikke tage på ferie for dem?”
”Dine penge?”
”Ja, fra mit arbejde med at godkende verden og dagen hver morgen, holde haven frækdyrfri, hente pind efter behov og almindeligt forefaldende schæferarbejde. Du siger jo altid, at det mit job. Så der er vel noget løn.”
”Jamen, din løn er jo brugt til mad og godis, kære schæferdreng.”
”Alt sammen?”
”Uha, mere end det. Du har lånt af mig.”
”Har jeg lånt?”
”Ja, du skylder mig halvandenkroneogfirs nu.”
”Er det meget?”
”Ja, det er ret voldsomt. Der er en risiko for, at vi må erklære dig kongschæferkurs.”
”Bliver jeg så kronet og skal køre i karet?”
”Næppe.”
”Måske kunne jeg tage noget overarbejde?”
”Ja, det er muligvis en løsning. Måske kan du finde en fåreflok et sted, der skal holdes styr på.”

Så nu er han gået ud for at lede efter en fåreflok. Måske skulle jeg bare se at få arrangeret en ferie til ham?

Super sur schæfer

Sikke et humør i dag. Der skulle gøs af alt på gåturen. Alle de sædvanlige hunde i haverne fik en ordentlig hilsen. Selv ordensmagten fik en skideballe, da den handlede avis i kiosken.
Og da vi kom op dér, hvor blodhunden gøede ad ham forleden, så stoppede schæferen nærmest og ventede på balladen.
Og den kom. Blodhunden stak hovedet op over altangelænderet og gøede.
Schæferen sprang frem med rejst ryg og gøede tilbage:
”Jeg kan hurtigt forvandle 50 kg blodhund til 50 liter hundeblod!”
”Hvor hurtigt?” gøede blodhunden.
”På 50 sekunder!”
”Okay, okay, passér.”
Schæferen brummede tilfreds.
”For denne gangs skyld,” tilføjede bloddyret.
Måske kan jeg gøre det på 40 sekunder!” gøede schæferen for enden af stram snor.
”Det var da et frygteligt dårligt humør, den schæfer er i,” bemærkede blodhunden og løftede ørerne lidt.
”Det er en bølleschæfer,” svarede jeg.
”Det forklarer det jo. Bølleschæfere skal behandles så forsigtigt som et råddent æg,” filosoferede blodhunden.
”Skal du kalde mig et råddent æg?” råbte schæferen.
”Kom så!”
”Ha’ en god dag,” råbte blodhunden efter os.
”Det må vi da selv om!” brølede schæferen.

Endelig kom vi ned på et vejstykke, hvor jeg vidste, at der ingen hunde boede. Puha. Så kom apotekerens Ingrid cyklende. For hende var det stadig sommer i kort kjole og lille top.
Tilfældigvis kom jeg lige til at falde lidt i staver på det tidspunkt. Lige inden hun var ude af synsvidde, så sprang schæferen frem, som skudt ud af en kanin eller kanon, eller noget, og rev min arm af oppe ved skulderen.
Han løb gøende på bagbenene med snor og arm svingende hen ad asfalten. Jeg fór efter. Jeg fangede ham efter få meter, fik armen på plads, men ikke schæferen. Han gøede stadig arrigt.

Jeg fulgte hans blik, men kunne ingen hund se, kun et hus med en græsplæne. Så opdagede jeg robot græsslåmaskinen, der langsomt åd sig hen over plænen for adræt at vende ved kanten og køre tilbage.
Den seneste teknologiske landevinding på det felt var åbenbart ikke clearet med schæferen.

Sikken en gadeuorden …

Omringet

Jeg er lige kommet hjem fra frokostturen med schæferen – præriens bedste hund. Eller noget i den stil.

Når man går fra byens torv og mod nord ind i villakvarteret, kommer man forbi et toetages hus med lejligheder.
Dér sprang schæferen pludselig frem og rømmede sig. Der var ingen hund i sigte. Men sekundet efter viste der sig et stort, gult blodhundehoved på en af altanerne. Hovedet gøede voldsomt.
”Jeg skal give dig blod, skal jeg!” hvæsede schæferen og trak luft ind til det store svar.

Men så begyndte sværvægtsweileren, der bor i huset ved siden af, at gø. Den kunne overhovedet ikke se, hvad der foregik og havde slet ikke noget at gøre med det, så det var nok bare sådan for en sikkerhed skyld.
Schæferen snurrede rundt.

Netop da kørte en blå bil langsomt forbi bag os og stoppede ved huset lige fremme til højre. Inde bagi sad spanieren, som schæferen kalder den. Den gøede rutinemæssigt, straks den fik øje på schæferen.
Schæferen snurrede igen og så rundtosset ud. Så kikkede han op på mig og råbte:
”De har omringet os. Kør vognene i ring!”

Nu hviler han ud på verandaen efter træfningen.

At godkende verden

Tre skader hang på et gadehjørne og tyggede tyggegummi.
Schæferen sprang frem med blottet tandsæt og rejst ryg.
”Forbandede knallertrockere!”
De flaksede væk i rædsel.

Klokken var knapt 8.00. Vi var ude på vores korte morgentur, hvor schæferen lige kan få gjort, hvad sådan én nu skal gøre ved dagens begyndelse.
Schæferen har dog en helt anden opfattelse af formålet med vores morgenture. Og det burde jeg måske have gættet for længst.

En morgen, hvor jeg var lidt sent på den, råbte schæferen:
”Skynd dig, de venter! Kan du ikke høre, at verden holder vejret?”
Jeg slog det hen som noget af det sædvanlige schæferpladder.
En anden gang råbte han fra verandaen efter morgenturen og med snudeskaftet mod himlen:
”Rewind! Spol, spol!”

Åbenbart er schæferen af den opfattelse, at han skal godkende verden, med alt der er i den, hver morgen. Den nye dag skal schæfer sanktioneres, før den rigtigt kan gå i gang. Det er hans opgave, ligesom det er hans opgave at tjekke haven for frække dyr, inden vi går i seng om aftenen.

Det er et hårdt job at være schæfer.

Mit eneste problem er en schæfer ...

Schæferen var så produktiv på morgengåturen i dag, at jeg fyldte hele tre prutteposer. Jeg holdt dem op foran ham og sagde:
”Sig mig engang, tror du, at du bliver betalt pr. kilo?”
Netop da kom ægteparret Jönsson atter engang forbi på det mest uheldige tidspunkt. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede i bunden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik, når han hører mig tale med min hund. Men han plejer også at trække på skulderen og bare gå videre – formentlig forbi han kommer i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

Men denne gang tiltalte han mig.
”Hr. Jensen, har De det godt?”
”Fremragende,” svarede jeg.
”De er ikke for meget alene her i Sverige uden nogen at tale med?”
”Nej da, jeg har flere svenske venner, og danske ditto kommer rendende i tide og utide.”
”Hmm,” han så undersøgende på mig med sine gamle psykiaterøjne.
”Han var indlagt i januar,” oplyste schæferen beredvilligt.
”Aha, blev det så bedre, hr. Jensen?”
”Altså, jeg var indlagt på grund af betændelse i den ene balancenerve.”
”Nåh,” han så skuffet ud.
”Eller også var det bare for meget cognac,” mumlede schæferen.
Jönsson kikkede undersøgende på mig hen over brillerne.
”Han har også været til en CT scanning af hovedet,” gøede schæferen.
”Aha, fandt man noget, hr. Jensen?”
”Absolut ingenting, nul, intet udslag, aldeles dødt, helt sort, prøvebillede, intet liv,” uddybede schæferen imødekommende.
Jeg sendte ham et dræbende blik og svarede:
”Jeg har hovedpine på grund af en gammelt piskesmældsskade, så …”
”De må aldrig være bange for at gå til lægen, hr. Jensen.”
”Kom så, Frederik,” fru Jönsson havde fået nok og greb i hans vindjakkeærme.
”Ja, ja, Märtha,” mumlede han og lod sig trække.
”Mit eneste problem er en schæfer, der kæfter op,” råbte jeg efter dem.
”Det er synd, det er ellers sådan en nydelig ung mand,” bemærkede fru Jönsson, mens de forsvandt i retning af købmanden.

Feriegæster

I et par uger har vi haft forskellige hold af feriegæster her i det nordskånske. Nær familie, fjern familie og folk, der påstod, at de var familie. Det sidste hold feriegæster kom ikke på grund af sygdom. Det var det hold, der skulle have haft hund med. Schæferen var ret skuffet.

Vi havde lige to dage, inden sidste hold skulle være kommet. Der fik huset den store tur.
”Vil det sige, at du har vasket gulv helt uden grund?” spurgte schæferen, da han hørte om afbuddet.
”Nej, der skal da vaskes gulv en gang imellem under alle omstændigheder.”
Schæferen har aldrig rigtigt forstået konceptet med rengøring.

Schæferens skuffelse over det manglende hundebesøg har jeg forsøgt at lindre ved at forklare ham, at alle de vildsvineører, hundekiks og ruller med mums, som vi har købt, nu ikke skal deles med en anden hund.
Se, det er et sprog, som schæferen forstår!

Varm hund i hed bil

På gåtur med schæferen her i byen i sidste uge kom vi forbi en hed bil med en varm lille hund. Vinduerne på klem og ejeren intet sted at se.

En beboer på vejen fortalte, at den havde stået der en times tid. Der var stort marked i byen. Jeg vidste, at mange brugte flere timer på markedet.

Når det går galt, går det meget hurtigt. En varm hund i en bil er snart en død hund. Ringede til politiet. De kom efter ti minutter. Hund okay. Ejer idiot.

Lige ved siden af bikinibadestranden ...

I dag er badesæsonen startet for schæferen og pjoklederen. Vandet skulle lige være ordentligt varmt først. Vi er lidt pivede – specielt schæferen.
Vi har Sydsveriges bedste badesø – det blev den i hvert fald kåret til for nogle år siden – kun få minutters kørsel herfra. Det er et flot sted med plæner, minigolf, lille restaurant og frem for alt sandbund. Der er en hundebadestrand ved siden af bikinibadestranden, som schæferen lige døbte den i dag. Dem var der godt nok også mange af.

Der tager vi ud i ”frokostpausen” næsten hver dag henover sommeren, når vejret er godt. Schæferen elsker at svømme. Da hundene skal være i snor i vandet (ja, ja, det ER Sverige, det her), så må jeg også med ud. Og det tager jeg nok ikke skade af.
Bagefter spiser vi altid en is – hver. Jeg har prøvet at spise schæferen af med en sodavandsis. Det gider han ikke sætte schæfertænderne i. Det skal være sådan et kræmmerhus. Så vi får to af dem, naturligvis uden chokolade.

Evaluering

Er netop kommet hjem fra gåtur i byen. Står på verandaen, hvor vi plejer at evaluere turen, herunder hvilken grad af gadeuorden bølleschæferen har afstedkommet.

Schæfer: ”Er jeg ikke dygtig. Jeg gøede slet ikke af nogen hunde i dag?”
Pjokleder: ”Jamen, schæferdreng, vi mødte jo heller ikke nogen hunde.”
Schæfer: ”Jamen, det er da ikke min skyld. Jeg var helt klar til ikke at gø af dem.”

Mosquito Mainstreet

Det er myggeår i det nordskånske. Glem alt om danske hyggemyg. Det her er seriøse skånske skovmyg, opfostret på tykt elg- og vildsvineblod, med gift som en hugormetand og snabel som et tandlægebor.

Schæferen og jeg kalder det Mosquito Mainstreet. Det er nede i skoven ved søen. Der er en sti med træer på begge sider, der læner sig ind over og lader deres kroner mødes foroven. Normalt kan vi løbe fra myggene. Men i år gælder der helt nye regler.

Når man kommer til stien, ser alt fredeligt ud. Ikke en myg i sigte. Men når man er nået otte-ni meter ind, så starter der en summen.
Man vender sig om, og det er ligesom et mørkt tæppe bliver trukket sammen i ”tunnelen” og indgangen lukkes. Når man kikker frem, for at undslippe den vej, sker det samme foran én.
Og så kommer de også fra siderne. I skjul bag hvert et træ har stået hundredetusinde myg. Som kamphelikoptere kommer de frem og står et kort terrorøjeblik stille i luften. Så angriber de.

Koordineret fra alle fire sider kommer millioner af myg.
Schæferen, der som sædvanlig er helt urealistisk, siger:
”Hvis du snupper dem bagfra og fra højre, så ondulerer jeg resten!”
Og så løfter de sig højt op til alle fire sider, i én bølgende bevægelse, og første geled går til angreb. Det lyder som Stukaer fra anden verdenskrig, når de dykker. Og herefter er det et spørgsmål om simpel overlevelse.

Bortset fra her i dag.

Jeg havde fundet min myggebalsam fra Lapland frem. Den bliver produceret deroppe, og vi bruger den, når vi er på fisketur i Laplands vildmark. Det hedder ”Wilmas Nordic Summer”. Det er en begbrun masse, der stinker af bejdset tovværk og kan gøre én permanent solbrun, hvis man bruger for meget. Naturligvis helt forbudt i Danmark. Schæferen og jeg smurte os ind.

Da første række myg stukaede ned imod os fra alle fire sider i dag, blev deres summen pludselig afbrudt af desperate myggeskrig:
”Abort, abort! Abort the mission! Det er Wilmas!”
De forsøgte forgæves at afbryde dykket og vinde højde. Schæferen lagde ørerne ned, og jeg dukkede mig. Herefter blev det grimt.

Det var et blodbad, en massakre. De fire angrebsbølger kolliderede. Luften var fuld af løsrevne vinger, ben og litervis af suget blod.
Den bagerste del af flokken, som ikke blev skubbet bagfra, sugede sig ligesom ind i skovens mørke igen.
En enkelt myg landede på min arm, gled i Wilmas og brækkede benet. Stien var fyldt med døde myg. De sårede slæbte sig væk, mens store, bange myggeøjne kikkede ud fra skovens stammer.
”Wilmas, Wilmas!” stønnede de overlevende. Og skovens myg trak sig endnu længere ind i mørket.

Nu regner schæferen og jeg med at få fred i fremtiden på Mosquito Mainstreet.

Schæferen ligger til observation

Schæferen løb lige ind i en stensætning her i eftermiddag. I fuldt schæferspring med hovedet først. Han mistede 1½ tand. Hvordan kan man overse en 1½ meter høj stensætning? Det var endda i vores egen have. Helt ærligt!

Schæferen mener, at det var min skyld. Jeg kastede en bold, der landede lige op ad stensætningen. Jeg har sagt til ham, at det er et tandløst argument.

Det er 1½ af de små fortænder i undermunden, som han kommer til at leve uden. I øjeblikket er han derfor rekonvaleschæfer og ligger i sin kurv til observation for tænder og hjernerystelse. På den anden side, som jeg sagde til ham, hvis man overser en stensætning og løber durk ind i den, så er der vel ikke den store risiko for hjernerystelse.

Schæferen er lidt utilfreds over bare at blive tilset af mig.
”Jeg vil gerne ha’ en sød sygeplejerske, der klør mig lidt bag øret,” jamrer han.
”Det vil jeg også gerne,” svarer jeg. ”Sig til, hvis du finder én.”

Plask-plask (version 2)

Der er ikke så meget plask i dag. Det holdt op med at regne lidt over klokken syv i morges. Det er rimeligt nok, når det er min fødselsdag. Vi har lige gået en tur på en times tid. Nu sidder pjoklederen og spiser sild og hårdkogt æg. Hvornår han har tænkt sig at hente lagkage, ved jeg ikke. Men det må da ske snart.

Vi gik ned i skoven mod øst. Nogle steder var stien næsten forsvundet i langt græs, hvor skovflåterne sad så tæt som schæferhårene ligger på det røde tæppe, når jeg virkelig gør mig umage.
Vi nåede ud af skoven nede i villakvarteret øst for byen. Der er en græsmark ved en lukket vej. Pjoklederen fandt en pind og så udførte jeg den vigtige opgave at hente den, gang på gang. Til sidst var jeg næsten ved at falde i schæfertungen.

Så gik vi ned igennem byen. Jeg havde pinden med. Vi kom forbi et hus, hvor der sad en golden retrætetriever, helt stille med ørene så langt omme i nakken, at de næsten havde byttet plads. Det er at vise den rette respekt, og jeg var træt, så lod jeg som ingenting.

Derefter kom vi forbi et hus med en af de dér små hjulbenede gravemaskiner. Den stod på trappen ved hoveddøren og råbte op om, at det var dens hus. Den rønne måtte den også gerne beholde. Den havde en meget dyb stemme og lød meget større. Pjoklederen grinede, og det afledte mig så meget, at jeg slet ikke fik svaret.

På vej nordud af byen mødte vi hende journalisten, som jeg godt kender. Hun er meget flink. Hun gik med sin doberblanding på den ene side og en hestepony på den anden. Den var lidt mindre end en grand danois. Jeg har hørt, at heste er offerdyr, så jeg var jo nødt til at schæferpuste mig lidt op. Også for omdømmets skyld. Men så trak pjoklederen i snoren og sagde de dér lyde, som han har lært af Cesar Millan. I pjoklederens version lyder det dog lidt, som om han trænger til en lungeoperation, så kom jeg til grine og glemte at gø. Det er altså irriterende.

Da vi kom hjem, var der et pindsvin i haven. Jeg nåede næsten at få stukket mig på snuden (igen), før pjoklederen opdagede det og trak mig væk. Bagefter lavede pjoklederen den dér øvelse, som er så irriterende. Helt hen til pindsvinet, sidde ned og kikke uden at sige et schæferpip, og så kikke op på pjoklederen med beundring i blikket, og så endelig kan man få lov til at slippe og komme videre i schæferteksten. Der er sikkert en eller anden pjokpointe i det; men jeg har ikke lige fanget det.

Sig mig, hvornår kommer den lagkage egentlig?

Plask-plask ...

Regnen siler ned. Jeg kan høre den udenfor vinduet. Plask-plask, jeg kender godt den lyd. Termometeret udenfor køkkenvinduet siger 12 grader. Man fryser som en schæferhvalp, der lige er kommet til verden. Pjoklederen har slukket varmen for sommeren og nægter stædigt at tænde den igen. Det er sommer, mener han. Men 12 grader, helt ærligt …?

Jeg ligger rullet sammen i min kurv. Pjoklederen sidder og har noget Langley Travel og Korsika på computerskærmen. Lyder godt. Gad vide om den slags kun er for pjokledere, eller det også er for schæfere?

Og så har jeg endda fødselsdag i morgen, siger pjoklederen. Så får vi nok marcipanlagkage. Jeg håber, at vejret skifter. Fem år, siger han. Gad vide om det er gammelt? Jeg synes, at jeg er lidt stiv i et knæ, måske er det slidgigt. Det har pjoklederen, begge knæ, siger han. Det går han meget op i at fortælle, specielt når vi løber, og han ikke kan følge med.

Plask-plask. Da jeg sidst lagde forpoterne i vindueskarmen, kunne jeg se Weberen. Den var helt oversvømmet. Vandet fossede ud ved låget. Der står lige under dér, hvor tagrenden er gået i stykker. Det er ikke min skyld. Det er pjoklederen, der har sat den dér. Måske skal vi så slet ikke grille i år? Det dufter ellers så godt. Og det ser så sjovt ud, når pjoklederen helt forsvinder i røgen. For slet ikke at tale om hans forklæde. Han har sådan et med Kasketkarl på. Det er helt til grin.

Plask-plask. Måske skulle jeg bare sove hele dagen væk. Hvem gider gå ud i dag? Selvom det er min sidste dag som fireårig. Fem år, det er vel nærmest rundt. Gad vide om jeg så er midaldrende i morgen?

Det er godt at komme hjem

Når vi kommer hjem fra en gåtur og går hen over plænen op mod huset, så forsøger jeg nogle gange at løbe schæferen op og knibe ham bagerst på ryggen, mens jeg siger:
”Pqqqq, pqqqq!”
Det synes han er så sjovt. Men i de situationer opdager han mig næsten altid, selvom han har ryggen til, og så løber han fra mig og op på verandaen.
”Hvordan kan du se, at jeg begynder at løbe?” brokker jeg mig så.
”Jeg har øjne i schæfernakken,” svarer det frække pelsdyr.
”Nå, jeg troede, at det var en båtnakke.”

Når vi kommer op på verandaen, så evaluerer vi altid gåturen. Jeg kikker schæferen dybt i øjnene og spørger:
”Hvordan synes du selv, det gik – sådan på en skala fra 1 til 777 milliarder?”
”Peeeerfekt!” nøjes bølleschæferen gerne med at svare, fordi han er ikke så god til store tal.
”Var der ikke liiige et par fejltagelser?”
”Det husker jeg intet om.”
”Jamen, hvad med de to små hunde i det lyserøde hus. Gøede du ikke lige af dem, indtil jeg stoppede dig?”
”De der to små flaskerensere? De gøede først!”
”Jamen, de bor der, de må godt komme med lidt territorielt gøen. Og den dér grand danois nede i det gule hus, den gøede også; men dér gøede du ikke igen?”
”Nej, men den var også stor.”

Nu har vi sat os på verandaen. Egentlig burde jeg køre en tur med støvsugeren indvendigt og græsslåmaskinen udvendigt; men det må vente. Nu sidder vi lige og verandanderer den en times tid eller halvanden. Jeg sidder med kaffe og en bog. Schæferen er træt efter turen, så han ligger med tungen en halv meter hen ad gulvet og fintænker.

De frække dyr i haven

Ofte allerede ved halvtitiden om aftenen kommer schæferen ind og går lidt omkring lænestolen eller computeren, eller hvor jeg nu sidder. Så ser han på mig og hans blik spørger, om vi ikke snart skal ud.
Det er ikke fordi, han skal tisse.

Lige inden vi går i seng, går vi gerne en lille runde på ti-femten minutter. Vi starter rundt i haven. Inden vi åbner hoveddøren, står schæferen og tripper. Han er så spændt på, om der er frække dyr i haven.

Og det er der tit. Når vi åbner døren spæner en hare tværs over græsplænen, eller en kat krummer sig sammen på stensætningen ind mod naboen. Og schæferen har et godt overblik deroppe fra verandaen, syv trin over haven. Så står han schæferoverlegent og kontrollerer sin have.

Den seneste uges tid har der ikke været nogen frække dyr, når vi kom udenfor. Heller ikke i aften. Så ser schæferen så skuffet ud. Så hvisker jeg til ham:
”Der er ingen frække dyr, fordi de er blevet så bange for den faaarlige schæfer.”
Så får han det lidt bedre.

Når vi går vores runde, så viser det sig ofte, også i aften, at der dog er ét frækt dyr. Det er Peter Pindsvin, som lusker rundt dér efter mørkets frembrud. Så puster schæferen sig op. Han har én gang markeret overfor pindsvinet, hvem der ejer haven. Det gav et sår på snudeskaftet. Og jeg er ikke sikker på, at det har lært ham noget – altså schæferen.

Så det er katte, harer og pindsvin, som udgør havens frække dyr. Schæferen er ikke enig. Han mener bestemt, at han har jaget både ulv, los og skånsk sabelkat i haven.

Regn!

Regnen piskede ned her i det Nordskånske i dag, så min plan var at gå en meget kort frokosttur.

Allerede da vi var kommet ned ad de syv trin fra verandaen, havde schæferen rystet sig tre gange og efterfølgende set bebrejdende på mig. Da jeg, ved trappens fod, drejede til højre ud mod vejen, så drejede schæferen til venstre mod haven. Han skulle da i hvert fald ikke ud på nogen tur udenfor matrikelnummeret.

Schæferen tog en runde hurtigere end jeg kunne blinke tre gange med øjnene, og så satte han kursen mod trappen og drønede op under verandaens beskyttende tag.

”Jamen, skal du ikke lige schæfertisse en tår og så også lige dét, som vi bruger prutteposerne til, sprang du ikke det over i morges?”
Schæferen stak hovedet ud fra verandaen og kikkede mod himlen, mens de lange schæferører blafrede i vinden.
”Du kan snedkerere en schæfersize kattebakke, ka’ du, hvis du ønsker nogen form for schæferoutput fra mig i dag,” svarede schæferen. Og så var det jo ligesom uddebatteret.

Tilsyneladende drejede æresrunden i haven sig udelukkende om at blive tilstrækkelig schæfervåd til at kvalificere sig til at blive fluffiet med det store badehåndklæde. Det kan schæferen nemlig så godt lide.

Så satte vi os i stedet indenfor i varmen og nussede på gulvet et kvarters tid. Samtidig fik jeg så lige klippet hans negle.
Det var han ikke så meget for i starten, nu går det fint. Han brød sig ikke om, når jeg tog fat i hans forpoter. For at vænne ham til det, så sad jeg ofte med en hans forpoter i hånden, når vi dagligt lige nussede et øjeblik. Det gør jeg stadig, nu er det blevet en vane.

Nu sidder vi her i stuen og lytter til Björn Afzelius, mens regnen pisker på vinduerne, og schæferen tjekker vejrudsigten.
”Vi burde købe en husbåd,” siger schæferen.
”En husbåd?”
”Ja, og så kunne vi invitere to dyr af hver art …”

På plads!

Bølleschæferen og jeg er ude at gå. Pænt i snor. Han kommer lidt for langt frem. Jeg stopper op.

”Plads!”
Ingen reaktion
”Kom så på plads!”
Schæferen stopper en meter foran mig og kikker sig over skulderen.
”Jeg sagde: Kom på plads.”
”Det er lettere, hvis du kommer her frem,” siger han.
”Jeg kan da bestemt ikke se, hvorfor det skulle være lettere.”
”Jo, for det er jo den vej vi skal.”

En skånsk schæfer

Vi har været ude i en stor hundepark, hvor schæferen løb rundt et par timer og sludrede med andre hunde, mens jeg drak kaffe med et par svenske piger med meget turkisblå øjne.

På vej hjem i bilen forklarede schæferen:
”Vi snakkede om den her store indvandring af danskere.”
”Nå?”
”Skåne er ved at blive oversvømmet af danskere, fortalte en labrador. Den havde selv hørt det derhjemme.”
”Javel.”
”En Grand Danois, der hed Pjevs, fortalte os, at danskerne kommer her med deres uforståelige ironi og sarkasme og direkte facon og skubber vores skånske traditioner med at gå om den varme grød og ikke sige ting ligeud ud på et sidespor. Og så nægter danskerne at blive integreret og lære at tygge skrå. Og de kommer med deres hang til Kandis og TV2, specielt de sidste forstår vi ikke i Skåne. For slet ikke at tale om Niels Hausgaard, han er enormt etnisk.”
”Aha.”
”De lød, som om de vidste, hvad de talte om. Og Grand Danois’en havde selv hørt det fra en Retriver, der var meget klog. Selvfølgelig gælder det ikke de danskere, jeg kender. Selvom din familie er meget mærkelig.”
Det sidste måtte jeg jo give ham ret i.

”Og den dér lange gravhund, så du den?”
”Hmm.”
”Den gøede, at Skåne burde være for skåninger.”
”Mente den virkelig det gravalvorligt?”
”Hvad?”
”Undskyld, det var bare malplaceret etnisk humor.”
”Se, det er netop sådan noget, de talte om. At holde kramagtigt fast i sin danske humor, det …”
”Hør her, din skvatschæfer: Skåne har været svensk i 350 år, før da var det dansk i 800 år. Hvilket blandet blod tror du løber i dine egne schæferårer? I øvrigt er der 600 km skov imellem Skåne og Stockholm men kun 20 km bro imellem Skåne og København.”
”Svenskere eller danskere, begge typer er da indvandrere. Næ, vi ægte skåninger …”
”Hør, du Lövforsens Rossi!”
Schæferen stoppede brat ved lyden af sit fødenavn.
”Født i Alvesta ifølge stambogen,” fortsatte jeg. ”Hvor er det lige, det er?”
”Øh …”
”Det er i Kronobergs Län, nordvest for Växjo. Det vi kalder Småland. Det har intet med Skåne at gøre. Det er Sverige. Du er i virkeligheden svensk!”
”Hvornår er vi hjemme. Jeg er sulten,” svarede schæferen.

Og kalorierne hviskede ...

Det gik ellers så godt. Jeg havde tabt mig mere end ti gram i løbet af de seneste uger. I går var jeg inde i den gamle jernhandel her i den lille, Nordskånske by, hvor vi bor. Schæferen blev i bilen. Konditoriet ligger lige ved siden af.

Da jeg kom tilbage til bilen, havde schæferen også været på indkøb. Han sad med poterne om en æske med en marcipanlagkage.
”Hør, hvor har du fået penge fra?” spurgte jeg.
”Du husker godt, ikke, når vi er ude at handle, så lægger du den tier, du får tilbage fra indkøbsvognen, i handskerummet?”
”Ja, så jeg er sikker på at have til indkøbsvognen næste gang, hvis tegnebogen skulle være tom for mønter.”
”Sagen er bare, at du aldrig er løbet tør for mønter i tegnebogen; men hver gang lægger du alligevel tieren i handskerummet.”
”Nu overdriver du vist, dit schæfercirkus!”
”Prøv at åbne handskerummet.”
Det gjorde jeg. Og mønterne væltede ud som jackpot i en enarmet. Okay, så havde det schæfersystem ret engang imellem, og hvad så?
”Jeg lånte bare nogle få,” forklarede han med schæferbrune øjne.

Jeg lod mig dog ikke formilde. Man er vel en ordentlig pjok … jeg mener, flokleder.
”Den dér leverer du altså tilbage igen!” besluttede jeg derfor standhaftigt og greb æsken med marcipanlagkagen.
”Den stod i vinduet og kaldte på mig,” lød hans schæferforsvar.
Jeg så på æsken. Under låget hviskede kalorierne kælent lækkert:
”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!” i en inciterende rytme der gik lige ind og satte sig fast i hjernebarken. ”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!”

Schæferen havde også hørt det og sagde de forløsende ord:
”Jeg mener bestemt, at hende bagerdamen sagde, at det var en lagkage light.”
Og det var alt, vi behøvede som alibi …

Pjokleder

Jeg fik en mail i går via min hjemmeside, http://www.perlaujensen.dk/. Den drejede sig om schæferbloggen. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i, der kommer faktisk fire-fem mails om ugen i den anledning. Det usædvanlige var, at den henvendte sig til mig. For det meste plejer de mails at være skrevet direkte til schæferen.
Det er schæferen svært tilfreds med; men han forventer dog, at jeg besvarer dem. Jeg tror, at han opfatter mig som sin Personal Assistant. Men hans verdensbillede ser formentlig sådan ud, at hvis Mick Jagger kan have en PA, så kan schæferen vel også.

Denne gang var mailen altså til mig. En pige/dame skrev og spurgte, hvorfor jeg kalder mig selv for ”pjokleder”.

Det gør jeg egentlig heller ikke. Det er schæferen, der har indoktrineret mig. Jeg kalder mig selv for ”flokleder”. Faktisk siger jeg næsten dagligt til schæferen:
”Jeg er flokleder, du er schæfer. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting!”
Bare lige sådan for at understrege situationen for ham.
”Okay,” svarer schæferen. ”Lad mig se om jeg har forstået det rigtigt: Jeg er schæfer, du er pjokleder.”
”Nej, FLokleder!”
”Ja, PJokleder!”

Schæferen påstår, at han ikke kan udtale lyden ”fl”. Det bliver altid til ”pj” i stedet. Det er på grund af den lange tunge, siger han. Derfor tiltaler han mig altid ”pjokleder”; men der er bestemt intet nedladende i det, garanterer han og forsøger at lade være med at schæfersprutte af grin.

En schæfer og et leksikon i 35 bind

Egentlig var det vel min søsters skyld. Hun havde det her leksikon, Lademanns 35 bind alt inklusive, som hun gerne ville af med. Om jeg ville have det?

Det ville jeg gerne. Jeg ved godt, at alt kan findes på nettet. Jeg bruger det også flittigt. Sideløbende har jeg dog også stor fornøjelse af mine mange årgange ”Hvem Hvad Hvor”, når jeg laver research. Så mon ikke jeg kunne have gavn af et leksikon? I øvrigt er jeg opvokset med den opfattelse, at ethvert ordentligt hjem har et leksikon i reolen. Jeg har aldrig haft et ordentligt hjem, og hvem vil ikke gerne have det? Og når jeg nu kunne få det leksikon ganske gratis og på et sølvfad. Eller, viste det sig, i tre banankasser.

Schæferen og jeg var til påskefrokost hos min søster og svoger i søndags. Vi overnattede og kørte hjem til Sverige i går. De tre banankasser med de 35 bind, læssede jeg ovenpå hinanden bagerst i min stationcar til højre. Schæferen var naturligvis ingen fan af Lademann, da det gik op for ham, at det halverede hans plads de kommende tohundrede kilometer.

Da vi mænd som bekendt anser os selv som værende født med et gen, der gør os til eksperter hvad angår pakning af alt fra de mindste bagagerum til de største lastvogne, så afviste jeg naturligvis at lytte til min søster, da jeg læssede de tre banankasser ovenpå hinanden. Min svoger lukkede jeg også ørerne for. Vi har et helt normalt svogerligt forhold, hvor vi er i konstant konkurrence om at have den nyeste bil og den største havegrill, så det udelukker naturligvis at tage imod gode råd fra den side.

Jeg vidste bedst. De banankasser lå rigtigt godt. Der var god vægt i, de løb ingen vegne. Det gjorde det heller ikke de første hundrede kilometer.

Men så mødte vi en mand i en blå Peugeot, hvis selvtillid var større end hans talent. Jeg måtte lave en hurtig undvigemanøvre. I bakspejlet så jeg den øverste banankasse, som heldigvis kun var læsset med de sidste syv bind eller der omkring, sejle ud i schæferens luftrum, hvorefter den vendte bunden i vejret og sendte sit indhold i hovedet på det sagesløse pelsdyr. Schæferen var hurtig og trykkede sig over mod den venstre siderude, da den næste kasse kom. Det var godt, for den var tung, lastet med fjorten bind.

Jeg var ikke så populær hos schæferen, der mente, at jeg kørte som Michael Schumacher på påskebryg. Schæferen havde ikke set den blå Peugeot. Jeg måtte læsse bøgerne på en anden måde, således at der var lidt større schæfersikkerhed under den fortsatte kørsel.

Schæferen tilgav mig dog hurtigt, selvom han ømmede sig lidt og tilføjede:
”Jeg anede ikke, at ord kunne have så stor vægt!”

Nye regler for danske bilister der kører med hund i Sverige

Her i Sverige, hvor jeg bor, indførte man en lov for omkring to år siden. Flere har sikkert hørt om den, og jeg omtalte den her på min blog dengang. En hund må ikke være uden tilsyn i mere end 6 timer ad gangen. Det betyder, at en udearbejdende familie egentlig ikke kan holde hund uden at have en eller anden, der kan kikke til hunden i dagens løb.

Nu har man vedtaget en ny lov. Formålet er også her at tilgodese hundens behov og velbefindende. Ifølge loven skal man nu, under kørsel med en hund i bilen, holde en pause mindst én gang i timen, hvor hunden får lejlighed til at strække benene og hvad den nu ellers har behov for. Loven træder i kraft i dag.

Desuden skal alle private biler, der kører med hund i Sverige – det vil sige også danske biler – være forsynet med køreskive, som vi kender det fra lastbiler. På den måde kan det svenske politi kontrollere, at loven bliver overholdt. Reglerne om køreskiver i private biler træder i kraft om præcis ét år, den 1. april 2011.

Schæferbold

Jeg er fraskilt, og schæferen er ungkarl. Det kan der naturligvis kun komme ballade ud af.

For det meste er vi egentlig meget tilfredse med at bo alene. Engang imellem kan man selvfølgelig godt savne en sød kvinde at dele hverdagen med.

At et par store drenge har en vane med at spille lidt bold er vel indlysende. Hver morgen, når jeg står med åben dør til badeværelset og barberer mig, så kommer schæferen med sin blå balladebold i munden.
Han lægger den badeværelsesgulvet og trækker sig tilbage til døråbningen.

Så spiller vi schæferbold i ti minutters tid. Han er målmandsschæfer, og døråbningen er målet.

Her til morgen fik jeg med min unikke, Laudrup-agtige boldteknik sendt en skruet bold op i 1½ m højde, hvor målschæferen kun lige fik snudeskaftet på, hvorefter bolden gik stolpe ind og fortsatte i en bue ind i stuen, væltede nogle CD’er ud af det lodrette stativ og strejfede en vase, som baldrede i gulvet og fordelte sig i tusinde stykker.

Vi kikkede lidt på hinanden og brød ud i grin. Men så sagde schæferen:
”Det er da godt, at der ikke er en kvinde her i huset!”

I rækker og geledder

”Pas på!” råbte schæferen og så sig over skulderen.
”Hvad?”
”De kommer og de ser aggressive ud!”
”Hvem?” Jeg gad ikke vende mig om. Det var for tidligt på dagen, og i øvrigt så havde jeg læst mig til, at man som flokleder var nødt til at være afslappet og velafbalanceret hele tiden. Det første er jeg virkelig god til.

Vi var gået op ad stien langs banen, der førte ud af byen, da der blev slået schæferalarm.

”Hør her, jeg ved godt, at jeg er den farligste schæfer i byen, og du har engang gået på kursus i Kung Fu og fik et bælte; men mon ikke det mest var for at holde bukserne oppe?” lo han schæferhånligt. Så blev han alvorlig: ”Men de er altså mange, og de er efter os!”
Så opgav jeg og vendte mig om.

På stien kom de marcherende i rækker og geled, så skovbunden rystede: GUNG-GUNG-GUNG! Skåne Stavgangsforening. Det her var tydeligvis sektionen for husmødre og kvindelige pensionister. Der var mindst tyve, og den tunge vægtklasse førte an.

Egern, hjorte, elge og ulve sprang for livet. GUNG-GUNG-GUNG!

”Hvad tror du, der sker, hvis jeg drøner frem og snupper begge stave fra hende dér det store badedyr forrest?” spurgte schæferen.
”Nej, vi har kun én chance. Måske har de ikke set os endnu!”
”Jamen, de er kun ti meter væk!”
”Men se, de kikker ned i jorden alle sammen!”
GUNG-GUNG-GUNG!
”Måske hvis vi kaster os ind i skoven,” foreslog jeg, mens en rædselsslagen los sprang forbi os.

Schæferen og jeg reddede os på et hængende hår. Mens vi lå i skovbunden, gøede schæferen dog. Han kunne trods alt ikke glemme, at han var en frygtelig farlig schæfer. Men de værdigede ham ikke et blik, da de gungrede forbi.

Helt ærligt, hvis jeg gik stavgang ville jeg sgu ikke stritte så stædigt med stavene, når jeg passerede forbi en hund. Der er da ikke noget at sige til, at hunden bliver nervøs og blotter en hjørnetand. Og jeg kan ikke forklare ham, hvad disse mennesker foretager sig. Jeg har nemlig aldrig selv forstået det.

Så ka' jeg lære det, ka' jeg!

Schæferen havde dårlig mave i forgårs og spiste slet ikke noget. I går lå han så stille i sin kurv. Han stod ikke engang op, da jeg gjorde klar til vores første lille tur i går morges, jeg måtte hente ham i kurven. Han gad heller ikke spise en hundekiks. Det har jeg godt nok ikke oplevet før.

Vi gik en lang tur i går eftermiddags, hvor han også fik mulighed for at løbe fri på en mark. Han blev hurtigt træt og gik perfekt og forpustet ved min side hele vejen hjem. Først sidst på dagen spiste han en lille smule.

Problemet opstod for tre dagen siden, da jeg (for sent igen) opdagede, at hans 15 kg’s pose med tørfoder var næsten tom. Det kunne schæferen jo også godt have sagt.
Jeg havde et hårdt program den dag og valgte derfor at købe en lille, meget billig, pose tørfoder i Netto, da jeg alligevel skulle der omkring og købe ind.

Nogle siger, at billig tørfoder er noget møg, som man ikke engang ville fodre svin med. Andre mener, at der findes meget billigt tørfoder, som er lige så godt som de kendte brands. Jeg har ingen viden om det. Som forbruger igennem et halvt liv, har jeg gjort den generelle erfaring, at pris og kvalitet i de fleste tilfælde hænger sammen; men der er så absolut også undtagelser.

Schæferen spiste Netto-tørfoderet; men understregede efterfølgende sin modvilje ved at få tynd mave og for det tilfælde skyld, at jeg ikke havde forstået budskabet, så kastede han også lige op i entreen.

Så dagen efter måtte vi køre de 16 km ad små isglatte veje ind i de Nordskånske skove ind til den lille gård i den hemmelige lysning, hvor vi køber schæferens økologiske tørfoder, som er specielt tilpasset fine schæfersmagsløg og schæfersarte maver.

”Det var anskuelsesundervisning,” gøede schæferen, som svar på opkast og dårlig mave. ”Så ka’ du lære det, ka’ du!”
”Tror du ikke, at det skyldes de marengs, som vi købte forleden. Eller måske den marcipanlagkage, som du overtalte mig til sidste weekend?” indvendte jeg.
”Det er stort set videnskabeligt bevist, at schæfermaver trives faaaantastisk med marengs og marcipan,” galpede schæferen selvsikkert.

I dag virker han mere frisk, har leget lidt med den blå balladebold, så jeg tror, at han er okay igen.

Som at gå på marengs

Her i det Nordskånske, hvor bølleschæferen bor, har vi haft hård frost og dyb sne. Så havde vi tø i nogle dage, hvorefter frosten igen satte ind.
Tøvejret gjorde sneen drivvåd og fik den til at synke sammen til omkring tyve centimeter. Da frosten så satte ind igen, blev sneen hård. Selv jeg, der vejer over 90 kg med vindjakken på, kan gå på sneen uden at synke ned.

Da sneen de fleste steder er forsynet med dybe frosne huller efter fodspor, har schæferen ikke fået lov at løbe frit i mange dage. Det er simpelthen for farligt. Får han et ben ned i sådan et hul i fuld schæferfart, kan han nemt brække det.

Schæferen er lidt betænkelig overfor at gå på det mærkelige hvide noget, der knaser lidt i overfladen men ikke giver efter. Her til formiddag udbrød han:
”Det er ligesom at gå på marengs.”

Så kikkede vi på hinanden i et par lange sekunder. Og så spænede vi ned til konditoriet og købte to poser.

Trappefald med håneret

Her for lidt siden havde jeg åbnet køkkenlågen til schæferens skab. Eller til det skab, hvor schæferens griseører og alt den slags ligger. Der gik omkring et halvt tusindedele af et sekund, så stod schæferen ved siden af mig. Og jeg skulle bare have mine sødetabletter, der står i samme skab.
Jeg sukkede og pegede med fingeren ud i luften mod stuen. Schæferen bakkede og bakkede med blikket stift rettet mod skabet. Derfor bakkede han lige ind i køleskabet.
”Hallo!”
”Ja, ja, jeg mistede lige orienteringen,” indvendte han med øjnene.
”Ligesom forleden da du faldt ned ad trappen?”
Så kikkede han bare væk og ignorerede mig.

Jeg har også benyttet enhver lejlighed de seneste dage til at vende tilbage til hans pinlige optrin ude på den udvendige trappe. Schæferen bryder sig ikke om, at jeg bringer det på bane hele tiden.

For kort tid siden var vi væk fra krageslottet her i nogle dage. I den periode sneede det en del. Samtidig må vind og vejr være gået op i en uheldig enhed, for da vi kom hjem, lå der 20 cm sne på den udvendige trappe, hvoraf de nederste 10 cm var frosset til is.
Da jeg vurderede, at det formentlig ville kræve dieseldrevet udstyr at rydde trappen, så lod jeg i første omgang være.

Næste morgen, da jeg havde været ude med schæferen, så han kunne gøre, hvad sådan nogle nu skal gøre om morgenen, så efterlod jeg ham på verandaen på toppen af trappen. Jeg fastgjorde snoren til en krummelure øverst på smedejernsrækværket.

Så gik jeg ud for at skovle sne i indkørslen. Bølleschæferen har det med at gå ud på det første eller andet trin på trappen i den slags situationer. Han ved godt, at han ikke må, og han bliver altid sendt tilbage, når jeg opdager det.

På et tidspunkt hørte jeg schæferen pive og kikkede op. Han lå nu nede for enden ad trappen. Snoren var strammet helt ud oppe fra toppen af rækværket og trak i halsbåndet, som uheldigt nok var sådan et klik- eller kvælerhalsbånd, og tillige var snoren snoet omkring mindst et bag- og forben, som begge blev trukket helt ind til kroppen. Han kunne overhovedet ikke røre sig.

Jeg satte naturligvis ny olympisk rekord i femten meter løb. Man bliver jo nervøs for brækkede ben og andre skader. Samtidig sagde jeg til mig selv, at jeg indvendigt skulle være rolig og afbalanceret, så jeg ikke påvirkede schæferen uheldigt. Ingen ønsker at en 40 kg hund går i panik i dén situation.

Jeg fik hurtigt klikket snoren af halsbåndet. Og schæferen var ikke kommet til skade. Han havde sikkert bevæget sig ud på trappen og var så gledet hele vejen ned. Han skyndte sig schæferslukøret op på verandaen igen. Og stod derefter og så ud som om intet var sket.

Men så let skal han jo ikke slippe. Jeg har tænkt mig at håne ham mindst et par uger endnu.

Solsortefed

Hver morgen går jeg ud med bølleschæferen, så han kan gøre, hvad schæfere nu skal gøre dér om morgenen.
Når vi kommer tilbage til verandaen og hoveddøren, så får han en lille hundekiks. Derefter tager jeg den store pose med fuglefrø, beder schæferen blive stående på verandaen, og går ned i haven. Jeg drysser så meget, der kan ligge ud på det tilfrosne fuglebad. Det fungerer som foderbræt, så længe foderhuset står i kælderen til reparation. Stråtaget er utæt, og der var vist også noget med tagrenden.

Schæferen glor altid fuldstændig uforstående på mig, når jeg drysser endnu en mængde fuglefrø ud. Han har for længst snuset til posen med fuglefrø og rynket på schæfernæsen:
”Giver du virkelig penge for dét?”

Schæferen mener, at det er okay at fodre dyrene, så længe det er schæfere. Han har ikke forstået konceptet med fugle, som altid flyver alt for lavt hen over schæfersnuden i hans have. Jeg har forsøgt at forklare ham om fuglene i vores have: Solsorte, gråspurve, gul vipstjært og dem med det røde bryst, som vistnok er rødhals.

Schæferen synes, at de fugle får alt for meget opmærksomhed.
”Har du ikke lagt mærke til, at solsortene her i haven er blevet federe end i alle andre haver?” råber schæferen oppe fra verandaen.

Godis

I køkkenet i nederste skuffe til venstre er der proppet med griseører.
Ovenover, inde på ovenskabets tredje hylde, ligger der tørrede pølsehapser i kilovis og små ruller fyldt med mums.
Og schæferen ved præcist, hvor det hele er.

I entreen står to plastikbøtter, den ene med store godbidder, den anden med små.

Hvor mange hunde der er i husstanden? Øh, kun schæferen! Om schæferen er forkælet? Nej da, nej da, nej!

Det totale sammenbrud

Det var i lørdags. Jeg havde gæster. Jeg sad og så vinter OL åbningshalløj og spiste fastelavnsboller med tre søde piger på ti, tolv og otteogtredive. Ved siden af bordet sad schæferen, velopdragent vandkæmmet med butterfly og bedende, brune øjne. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt – formentlig meget snart – ville en af pigerne bryde sammen og give ham en bid.

Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.

Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”

Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.

En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.

Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.

Livet er hårdt - schæferhårdt!

Her til frokost gik vi ned forbi den gamle vandmølle. Der var masser af snedybe spor fra rådyr, harer og andet at bore snydesnudeskaftet i for schæferen.

Så tog vi turen rundt om søen, ud på næsset, ind i skoven, hen over dæmningen, langs mosen, over åen og op på marken, der ligger med udsigt ned til banen, hvor X2000 kører imellem Malmø og Stockholm.

På marken var der urørt, schæfermavedyb sne. Her hentede schæferen pind. Det var hårdt at løbe i og svært at finde pinden, der faldt dybt ned; men så måtte schæfersnuden jo i arbejde.

”Det er hårdt,” råbte schæferen forpustet.
”Ja, ja, livet er hårdt – schæferhårdt!” råbte jeg tilbage.

Nu er vi kommet hjem og har spist frokost. Først jeg, så schæferen.
”Det gav god appetit,” mumler schæferen, mens han ligger og slår mave.

Så var det godt, at vi hentede mad til ham i går. Han var faktisk helt udgået, det kom lidt bag på mig. Det havde han ikke sagt noget om. Og naturligvis spiser schæferen ikke den slags tørfoder, som kan købes i det nærliggende supermarked. Det er han alt for fornem til.

Vi skulle køre 16 skumringskilometer ad knapt sneryddede veje ind i de nordskånske skove til gården, hvor vi køber hans ’AlgGutten’ med ’isländska havsalger’ der er ’tillagad med svensk färsk kyckling’. Ja, schæferen ønsker ikke at lægge gane til noget mindre end det. Det får vi i sådan en 15 kg sæk.

Havde vi ikke kørt den tur i går, så havde jeg kun stået med fryserens indhold, som er lasagne og pizza.
”Det ku’ jeg nu ellers godt ha’ klaret mig med’, brummer schæferen søvnigt.

Rolf, en schæfer blanding

Jeg har fået lov af schæferen at skrive et blogindlæg, der slet ikke handler om ham denne gang. Det her er meget mere alvorligt, end det plejer at være. Selvom det er fiktion, en kortnovelle jeg skrev sidste år i en bestemt sammenhæng, så sker det hver dag et sted i verden. Det er en sag, der ligger mig meget på sinde, og schæferen har det på samme måde.

Rolf, en schæferblanding

Det var et impulskøb. En af hans kolleger havde hvalpe. De var lutter lange ører, store poter og brune øjne. Noget schæferblanding. Ikke til at stå for. Tvillingerne havde plaget lidt, og nu havde de jo fødselsdag. De døbte den Rolf. Det bestemte tvillingerne, det var jo også dem, der skulle have ansvaret.

Første dag tissede den på deres askeparket.

”Få så den hund ud. Og lær den det dér!”

Men tvillingerne var allerede i nattøj, så det måtte jo vente. Han havde et møde dagen efter, som skulle forberedes, og hans kone havde helt meldt sig ud, var mere til katte.

Rolf sprang altid glad op ad ham, når han kom fra arbejde. Masser af hundehår på bukserne. Savl på hænderne.

”Har den hund overhovedet været ude i dag?”

Men tvillingerne var til fodbold, eller noget andet.

Hunden blev hurtigt større, energisk, og kunne nå køkkenbordet når ingen så det. Det blev vinter, koldt og regnfuldt, vejr til at være indendørs. Så kom foråret, fugtigt og mudret i haven, samt hele vejen fra terrassedøren til madskålen i bryggerset.

Dyrlægen, noget øjeninfektion, diarre på gulvtæppet, et gnavet stoleben, en potteplante, hundehår i kaffekoppen, en misbilligende hustru.
”Er der ikke nogen, der kan tage sig af den hund?”
Men tvillingerne var ovre hos en skolekammerat for at lave lektier, eller noget andet.

Rolf lå med store øjne i kurven og fulgte familielivet.

”Har den hund overhovedet været ude at gå tur i denne uge?”

Det var der ingen, der rigtigt kunne huske. Og tvillingerne stod lige og skulle til judo.

”Hvad gør vi med hunden?”To ugers sommerferie i Grækenland, de havde fortjent det. Hundepensionen var godt nok dyr. Dagen før, de skulle rejse, tog han Rolf med i bilen. Ud til en rasteplads ved skoven og åbnede døren.

Ikke schæfersanktioneret

Jeg møblerede om i spisekøkken og stue i går. Nu havde det stået sådan i to år, jeg trængte til noget fornyelse.
I køkkenet blev spisebordet vendt halvfems grader, det giver faktisk mere plads. I stuen blev sofaen vendt halvfems grader og sat op ad væggen ved vinduet. Stuens bedste krimistol blev flyttet over i den anden ende af stuen, hvorfra jeg kan se ind i mit arbejdsværelse, som jeg – noget indbildsk – ynder at kalde ’biblioteket’ på grund af de 671 bøger, som står i reolen.

Jamen, jeg ved godt, at folk, der har et rum i deres hus, som de kalder ’biblioteket’ ofte har tusindvis af titler stående. Men jeg er glad for mine bøger - og jeg har læst næsten dem alle - selvom der hverken er førsteudgaver eller andre sjældenheder iblandt. Der er enkelte gamle bøger med pæn bogbinderkunst, men det er generelt bøger uden særlig værdi. Alligevel kan jeg godt lide at kunne kaste et blik til venstre på dem fra krimistolen.

Ommøbleringen faldt dog ikke i god jord hos schæferen. Han stod længe og kikkede på det hele. Så gik han rundt og snusede grundigt og kritisk til hvert eneste møbel, som var flyttet. Og derefter satte han sig og nedstirrede den stol, der nu stod, hvor han plejede at ligge. Han var ikke tilfreds. Ommøbleringen var absolut ikke schæfersanktioneret.

I går aftes opdagede jeg så, at TV apparatet nu stod alt for langt fra min foretrukne stol. Schæferen godtede sig:
”Indrøm nu bare at det ikke var gennemtænkt,” begyndte han. ”Du er nødt til at flytte det hele tilbage igen.”

Eller også skulle jeg bare få købt den 42 tommers fladskærm?

En dialog om prutteposer

”Har du nu igen købt de billige prutteposer?”
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.

Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.

”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”

Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.