Her til frokost gik vi ned forbi den gamle vandmølle. Der var masser af snedybe spor fra rådyr, harer og andet at bore snydesnudeskaftet i for schæferen.
Så tog vi turen rundt om søen, ud på næsset, ind i skoven, hen over dæmningen, langs mosen, over åen og op på marken, der ligger med udsigt ned til banen, hvor X2000 kører imellem Malmø og Stockholm.
På marken var der urørt, schæfermavedyb sne. Her hentede schæferen pind. Det var hårdt at løbe i og svært at finde pinden, der faldt dybt ned; men så måtte schæfersnuden jo i arbejde.
”Det er hårdt,” råbte schæferen forpustet.
”Ja, ja, livet er hårdt – schæferhårdt!” råbte jeg tilbage.
Nu er vi kommet hjem og har spist frokost. Først jeg, så schæferen.
”Det gav god appetit,” mumler schæferen, mens han ligger og slår mave.
Så var det godt, at vi hentede mad til ham i går. Han var faktisk helt udgået, det kom lidt bag på mig. Det havde han ikke sagt noget om. Og naturligvis spiser schæferen ikke den slags tørfoder, som kan købes i det nærliggende supermarked. Det er han alt for fornem til.
Vi skulle køre 16 skumringskilometer ad knapt sneryddede veje ind i de nordskånske skove til gården, hvor vi køber hans ’AlgGutten’ med ’isländska havsalger’ der er ’tillagad med svensk färsk kyckling’. Ja, schæferen ønsker ikke at lægge gane til noget mindre end det. Det får vi i sådan en 15 kg sæk.
Havde vi ikke kørt den tur i går, så havde jeg kun stået med fryserens indhold, som er lasagne og pizza.
”Det ku’ jeg nu ellers godt ha’ klaret mig med’, brummer schæferen søvnigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar