torsdag den 24. juni 2010

Mosquito Mainstreet


Det er myggeår i det nordskånske. Glem alt om danske hyggemyg. Det her er seriøse skånske skovmyg, opfostret på tykt elg- og vildsvineblod, med gift som en hugormetand og snabel som et tandlægebor.

Schæferen og jeg kalder det Mosquito Mainstreet. Det er nede i skoven ved søen. Der er en sti med træer på begge sider, der læner sig ind over og lader deres kroner mødes foroven. Normalt kan vi løbe fra myggene. Men i år gælder der helt nye regler.

Når man kommer til stien, ser alt fredeligt ud. Ikke en myg i sigte. Men når man er nået otte-ni meter ind, så starter der en summen.
Man vender sig om, og det er ligesom et mørkt tæppe bliver trukket sammen i ”tunnelen” og indgangen lukkes. Når man kikker frem, for at undslippe den vej, sker det samme foran én.
Og så kommer de også fra siderne. I skjul bag hvert et træ har stået hundredetusinde myg. Som kamphelikoptere kommer de frem og står et kort terrorøjeblik stille i luften. Så angriber de.

Koordineret fra alle fire sider kommer millioner af myg.
Schæferen, der som sædvanlig er helt urealistisk, siger:
”Hvis du snupper dem bagfra og fra højre, så ondulerer jeg resten!”
Og så løfter de sig højt op til alle fire sider, i én bølgende bevægelse, og første geled går til angreb. Det lyder som Stukaer fra anden verdenskrig, når de dykker. Og herefter er det et spørgsmål om simpel overlevelse.

Bortset fra her i dag.

Jeg havde fundet min myggebalsam fra Lapland frem. Den bliver produceret deroppe, og vi bruger den, når vi er på fisketur i Laplands vildmark. Det hedder ”Wilmas Nordic Summer”. Det er en begbrun masse, der stinker af bejdset tovværk og kan gøre én permanent solbrun, hvis man bruger for meget. Naturligvis helt forbudt i Danmark. Schæferen og jeg smurte os ind.

Da første række myg stukaede ned imod os fra alle fire sider i dag, blev deres summen pludselig afbrudt af desperate myggeskrig:
”Abort, abort! Abort the mission! Det er Wilmas!”
De forsøgte forgæves at afbryde dykket og vinde højde. Schæferen lagde ørerne ned, og jeg dukkede mig. Herefter blev det grimt.

Det var et blodbad, en massakre. De fire angrebsbølger kolliderede. Luften var fuld af løsrevne vinger, ben og litervis af suget blod.
Den bagerste del af flokken, som ikke blev skubbet bagfra, sugede sig ligesom ind i skovens mørke igen.
En enkelt myg landede på min arm, gled i Wilmas og brækkede benet. Stien var fyldt med døde myg. De sårede slæbte sig væk, mens store, bange myggeøjne kikkede ud fra skovens stammer.
”Wilmas, Wilmas!” stønnede de overlevende. Og skovens myg trak sig endnu længere ind i mørket.

Nu regner schæferen og jeg med at få fred i fremtiden på Mosquito Mainstreet.

fredag den 18. juni 2010

Schæferen ligger til observation


Schæferen løb lige ind i en stensætning her i eftermiddag. I fuldt schæferspring med hovedet først. Han mistede 1½ tand. Hvordan kan man overse en 1½ meter høj stensætning? Det var endda i vores egen have. Helt ærligt!

Schæferen mener, at det var min skyld. Jeg kastede en bold, der landede lige op ad stensætningen. Jeg har sagt til ham, at det er et tandløst argument.

Det er 1½ af de små fortænder i undermunden, som han kommer til at leve uden. I øjeblikket er han derfor rekonvaleschæfer og ligger i sin kurv til observation for tænder og hjernerystelse. På den anden side, som jeg sagde til ham, hvis man overser en stensætning og løber durk ind i den, så er der vel ikke den store risiko for hjernerystelse.

Schæferen er lidt utilfreds over bare at blive tilset af mig.
”Jeg vil gerne ha’ en sød sygeplejerske, der klør mig lidt bag øret,” jamrer han.
”Det vil jeg også gerne,” svarer jeg. ”Sig til, hvis du finder én.”

torsdag den 10. juni 2010

Plask-plask (version 2)


Der er ikke så meget plask i dag. Det holdt op med at regne lidt over klokken syv i morges. Det er rimeligt nok, når det er min fødselsdag. Vi har lige gået en tur på en times tid. Nu sidder pjoklederen og spiser sild og hårdkogt æg. Hvornår han har tænkt sig at hente lagkage, ved jeg ikke. Men det må da ske snart.

Vi gik ned i skoven mod øst. Nogle steder var stien næsten forsvundet i langt græs, hvor skovflåterne sad så tæt som schæferhårene ligger på det røde tæppe, når jeg virkelig gør mig umage.
Vi nåede ud af skoven nede i villakvarteret øst for byen. Der er en græsmark ved en lukket vej. Pjoklederen fandt en pind og så udførte jeg den vigtige opgave at hente den, gang på gang. Til sidst var jeg næsten ved at falde i schæfertungen.

Så gik vi ned igennem byen. Jeg havde pinden med. Vi kom forbi et hus, hvor der sad en golden retrætetriever, helt stille med ørene så langt omme i nakken, at de næsten havde byttet plads. Det er at vise den rette respekt, og jeg var træt, så lod jeg som ingenting.

Derefter kom vi forbi et hus med en af de dér små hjulbenede gravemaskiner. Den stod på trappen ved hoveddøren og råbte op om, at det var dens hus. Den rønne måtte den også gerne beholde. Den havde en meget dyb stemme og lød meget større. Pjoklederen grinede, og det afledte mig så meget, at jeg slet ikke fik svaret.

På vej nordud af byen mødte vi hende journalisten, som jeg godt kender. Hun er meget flink. Hun gik med sin doberblanding på den ene side og en hestepony på den anden. Den var lidt mindre end en grand danois. Jeg har hørt, at heste er offerdyr, så jeg var jo nødt til at schæferpuste mig lidt op. Også for omdømmets skyld. Men så trak pjoklederen i snoren og sagde de dér lyde, som han har lært af Cesar Millan. I pjoklederens version lyder det dog lidt, som om han trænger til en lungeoperation, så kom jeg til grine og glemte at gø. Det er altså irriterende.

Da vi kom hjem, var der et pindsvin i haven. Jeg nåede næsten at få stukket mig på snuden (igen), før pjoklederen opdagede det og trak mig væk. Bagefter lavede pjoklederen den dér øvelse, som er så irriterende. Helt hen til pindsvinet, sidde ned og kikke uden at sige et schæferpip, og så kikke op på pjoklederen med beundring i blikket, og så endelig kan man få lov til at slippe og komme videre i schæferteksten. Der er sikkert en eller anden pjokpointe i det; men jeg har ikke lige fanget det.

Sig mig, hvornår kommer den lagkage egentlig?



onsdag den 9. juni 2010

Plask-plask ...


Regnen siler ned. Jeg kan høre den udenfor vinduet. Plask-plask, jeg kender godt den lyd. Termometeret udenfor køkkenvinduet siger 12 grader. Man fryser som en schæferhvalp, der lige er kommet til verden. Pjoklederen har slukket varmen for sommeren og nægter stædigt at tænde den igen. Det er sommer, mener han. Men 12 grader, helt ærligt …?

Jeg ligger rullet sammen i min kurv. Pjoklederen sidder og har noget Langley Travel og Korsika på computerskærmen. Lyder godt. Gad vide om den slags kun er for pjokledere, eller det også er for schæfere?

Og så har jeg endda fødselsdag i morgen, siger pjoklederen. Så får vi nok marcipanlagkage. Jeg håber, at vejret skifter. Fem år, siger han. Gad vide om det er gammelt? Jeg synes, at jeg er lidt stiv i et knæ, måske er det slidgigt. Det har pjoklederen, begge knæ, siger han. Det går han meget op i at fortælle, specielt når vi løber, og han ikke kan følge med.

Plask-plask. Da jeg sidst lagde forpoterne i vindueskarmen, kunne jeg se Weberen. Den var helt oversvømmet. Vandet fossede ud ved låget. Der står lige under dér, hvor tagrenden er gået i stykker. Det er ikke min skyld. Det er pjoklederen, der har sat den dér. Måske skal vi så slet ikke grille i år? Det dufter ellers så godt. Og det ser så sjovt ud, når pjoklederen helt forsvinder i røgen. For slet ikke at tale om hans forklæde. Han har sådan et med Kasketkarl på. Det er helt til grin.

Plask-plask. Måske skulle jeg bare sove hele dagen væk. Hvem gider gå ud i dag? Selvom det er min sidste dag som fireårig. Fem år, det er vel nærmest rundt. Gad vide om jeg så er midaldrende i morgen?

lørdag den 5. juni 2010

Det er godt at komme hjem


Når vi kommer hjem fra en gåtur og går hen over plænen op mod huset, så forsøger jeg nogle gange at løbe schæferen op og knibe ham bagerst på ryggen, mens jeg siger:
”Pqqqq, pqqqq!”
Det synes han er så sjovt. Men i de situationer opdager han mig næsten altid, selvom han har ryggen til, og så løber han fra mig og op på verandaen.
”Hvordan kan du se, at jeg begynder at løbe?” brokker jeg mig så.
”Jeg har øjne i schæfernakken,” svarer det frække pelsdyr.
”Nå, jeg troede, at det var en båtnakke.”

Når vi kommer op på verandaen, så evaluerer vi altid gåturen. Jeg kikker schæferen dybt i øjnene og spørger:
”Hvordan synes du selv, det gik – sådan på en skala fra 1 til 777 milliarder?”
”Peeeerfekt!” nøjes bølleschæferen gerne med at svare, fordi han er ikke så god til store tal.
”Var der ikke liiige et par fejltagelser?”
”Det husker jeg intet om.”
”Jamen, hvad med de to små hunde i det lyserøde hus. Gøede du ikke lige af dem, indtil jeg stoppede dig?”
”De der to små flaskerensere? De gøede først!”
”Jamen, de bor der, de må godt komme med lidt territorielt gøen. Og den dér grand danois nede i det gule hus, den gøede også; men dér gøede du ikke igen?”
”Nej, men den var også stor.”

Nu har vi sat os på verandaen. Egentlig burde jeg køre en tur med støvsugeren indvendigt og græsslåmaskinen udvendigt; men det må vente. Nu sidder vi lige og verandanderer den en times tid eller halvanden. Jeg sidder med kaffe og en bog. Schæferen er træt efter turen, så han ligger med tungen en halv meter hen ad gulvet og fintænker.