Det er myggeår i det nordskånske. Glem alt om danske hyggemyg. Det her er seriøse skånske skovmyg, opfostret på tykt elg- og vildsvineblod, med gift som en hugormetand og snabel som et tandlægebor.
Schæferen og jeg kalder det Mosquito Mainstreet. Det er nede i skoven ved søen. Der er en sti med træer på begge sider, der læner sig ind over og lader deres kroner mødes foroven. Normalt kan vi løbe fra myggene. Men i år gælder der helt nye regler.
Når man kommer til stien, ser alt fredeligt ud. Ikke en myg i sigte. Men når man er nået otte-ni meter ind, så starter der en summen.
Man vender sig om, og det er ligesom et mørkt tæppe bliver trukket sammen i ”tunnelen” og indgangen lukkes. Når man kikker frem, for at undslippe den vej, sker det samme foran én.
Og så kommer de også fra siderne. I skjul bag hvert et træ har stået hundredetusinde myg. Som kamphelikoptere kommer de frem og står et kort terrorøjeblik stille i luften. Så angriber de.
Koordineret fra alle fire sider kommer millioner af myg.
Schæferen, der som sædvanlig er helt urealistisk, siger:
”Hvis du snupper dem bagfra og fra højre, så ondulerer jeg resten!”
Og så løfter de sig højt op til alle fire sider, i én bølgende bevægelse, og første geled går til angreb. Det lyder som Stukaer fra anden verdenskrig, når de dykker. Og herefter er det et spørgsmål om simpel overlevelse.
Bortset fra her i dag.
Jeg havde fundet min myggebalsam fra Lapland frem. Den bliver produceret deroppe, og vi bruger den, når vi er på fisketur i Laplands vildmark. Det hedder ”Wilmas Nordic Summer”. Det er en begbrun masse, der stinker af bejdset tovværk og kan gøre én permanent solbrun, hvis man bruger for meget. Naturligvis helt forbudt i Danmark. Schæferen og jeg smurte os ind.
Da første række myg stukaede ned imod os fra alle fire sider i dag, blev deres summen pludselig afbrudt af desperate myggeskrig:
”Abort, abort! Abort the mission! Det er Wilmas!”
De forsøgte forgæves at afbryde dykket og vinde højde. Schæferen lagde ørerne ned, og jeg dukkede mig. Herefter blev det grimt.
Det var et blodbad, en massakre. De fire angrebsbølger kolliderede. Luften var fuld af løsrevne vinger, ben og litervis af suget blod.
Den bagerste del af flokken, som ikke blev skubbet bagfra, sugede sig ligesom ind i skovens mørke igen.
En enkelt myg landede på min arm, gled i Wilmas og brækkede benet. Stien var fyldt med døde myg. De sårede slæbte sig væk, mens store, bange myggeøjne kikkede ud fra skovens stammer.
”Wilmas, Wilmas!” stønnede de overlevende. Og skovens myg trak sig endnu længere ind i mørket.
Nu regner schæferen og jeg med at få fred i fremtiden på Mosquito Mainstreet.
Schæferen og jeg kalder det Mosquito Mainstreet. Det er nede i skoven ved søen. Der er en sti med træer på begge sider, der læner sig ind over og lader deres kroner mødes foroven. Normalt kan vi løbe fra myggene. Men i år gælder der helt nye regler.
Når man kommer til stien, ser alt fredeligt ud. Ikke en myg i sigte. Men når man er nået otte-ni meter ind, så starter der en summen.
Man vender sig om, og det er ligesom et mørkt tæppe bliver trukket sammen i ”tunnelen” og indgangen lukkes. Når man kikker frem, for at undslippe den vej, sker det samme foran én.
Og så kommer de også fra siderne. I skjul bag hvert et træ har stået hundredetusinde myg. Som kamphelikoptere kommer de frem og står et kort terrorøjeblik stille i luften. Så angriber de.
Koordineret fra alle fire sider kommer millioner af myg.
Schæferen, der som sædvanlig er helt urealistisk, siger:
”Hvis du snupper dem bagfra og fra højre, så ondulerer jeg resten!”
Og så løfter de sig højt op til alle fire sider, i én bølgende bevægelse, og første geled går til angreb. Det lyder som Stukaer fra anden verdenskrig, når de dykker. Og herefter er det et spørgsmål om simpel overlevelse.
Bortset fra her i dag.
Jeg havde fundet min myggebalsam fra Lapland frem. Den bliver produceret deroppe, og vi bruger den, når vi er på fisketur i Laplands vildmark. Det hedder ”Wilmas Nordic Summer”. Det er en begbrun masse, der stinker af bejdset tovværk og kan gøre én permanent solbrun, hvis man bruger for meget. Naturligvis helt forbudt i Danmark. Schæferen og jeg smurte os ind.
Da første række myg stukaede ned imod os fra alle fire sider i dag, blev deres summen pludselig afbrudt af desperate myggeskrig:
”Abort, abort! Abort the mission! Det er Wilmas!”
De forsøgte forgæves at afbryde dykket og vinde højde. Schæferen lagde ørerne ned, og jeg dukkede mig. Herefter blev det grimt.
Det var et blodbad, en massakre. De fire angrebsbølger kolliderede. Luften var fuld af løsrevne vinger, ben og litervis af suget blod.
Den bagerste del af flokken, som ikke blev skubbet bagfra, sugede sig ligesom ind i skovens mørke igen.
En enkelt myg landede på min arm, gled i Wilmas og brækkede benet. Stien var fyldt med døde myg. De sårede slæbte sig væk, mens store, bange myggeøjne kikkede ud fra skovens stammer.
”Wilmas, Wilmas!” stønnede de overlevende. Og skovens myg trak sig endnu længere ind i mørket.
Nu regner schæferen og jeg med at få fred i fremtiden på Mosquito Mainstreet.
3 kommentarer:
Som du dog kan skrive om en dagligdags ting som myg. Du er bare god!!
Så kan de lære det, monstermyggene! :-)
Lis og Margrethe, tusind tak for jeres kommentarer :o) God weekend.
vh. Per
Send en kommentar