Der er ikke så meget plask i dag. Det holdt op med at regne lidt over klokken syv i morges. Det er rimeligt nok, når det er min fødselsdag. Vi har lige gået en tur på en times tid. Nu sidder pjoklederen og spiser sild og hårdkogt æg. Hvornår han har tænkt sig at hente lagkage, ved jeg ikke. Men det må da ske snart.
Vi gik ned i skoven mod øst. Nogle steder var stien næsten forsvundet i langt græs, hvor skovflåterne sad så tæt som schæferhårene ligger på det røde tæppe, når jeg virkelig gør mig umage.
Vi nåede ud af skoven nede i villakvarteret øst for byen. Der er en græsmark ved en lukket vej. Pjoklederen fandt en pind og så udførte jeg den vigtige opgave at hente den, gang på gang. Til sidst var jeg næsten ved at falde i schæfertungen.
Så gik vi ned igennem byen. Jeg havde pinden med. Vi kom forbi et hus, hvor der sad en golden retrætetriever, helt stille med ørene så langt omme i nakken, at de næsten havde byttet plads. Det er at vise den rette respekt, og jeg var træt, så lod jeg som ingenting.
Derefter kom vi forbi et hus med en af de dér små hjulbenede gravemaskiner. Den stod på trappen ved hoveddøren og råbte op om, at det var dens hus. Den rønne måtte den også gerne beholde. Den havde en meget dyb stemme og lød meget større. Pjoklederen grinede, og det afledte mig så meget, at jeg slet ikke fik svaret.
På vej nordud af byen mødte vi hende journalisten, som jeg godt kender. Hun er meget flink. Hun gik med sin doberblanding på den ene side og en hestepony på den anden. Den var lidt mindre end en grand danois. Jeg har hørt, at heste er offerdyr, så jeg var jo nødt til at schæferpuste mig lidt op. Også for omdømmets skyld. Men så trak pjoklederen i snoren og sagde de dér lyde, som han har lært af Cesar Millan. I pjoklederens version lyder det dog lidt, som om han trænger til en lungeoperation, så kom jeg til grine og glemte at gø. Det er altså irriterende.
Da vi kom hjem, var der et pindsvin i haven. Jeg nåede næsten at få stukket mig på snuden (igen), før pjoklederen opdagede det og trak mig væk. Bagefter lavede pjoklederen den dér øvelse, som er så irriterende. Helt hen til pindsvinet, sidde ned og kikke uden at sige et schæferpip, og så kikke op på pjoklederen med beundring i blikket, og så endelig kan man få lov til at slippe og komme videre i schæferteksten. Der er sikkert en eller anden pjokpointe i det; men jeg har ikke lige fanget det.
Sig mig, hvornår kommer den lagkage egentlig?
Vi gik ned i skoven mod øst. Nogle steder var stien næsten forsvundet i langt græs, hvor skovflåterne sad så tæt som schæferhårene ligger på det røde tæppe, når jeg virkelig gør mig umage.
Vi nåede ud af skoven nede i villakvarteret øst for byen. Der er en græsmark ved en lukket vej. Pjoklederen fandt en pind og så udførte jeg den vigtige opgave at hente den, gang på gang. Til sidst var jeg næsten ved at falde i schæfertungen.
Så gik vi ned igennem byen. Jeg havde pinden med. Vi kom forbi et hus, hvor der sad en golden retrætetriever, helt stille med ørene så langt omme i nakken, at de næsten havde byttet plads. Det er at vise den rette respekt, og jeg var træt, så lod jeg som ingenting.
Derefter kom vi forbi et hus med en af de dér små hjulbenede gravemaskiner. Den stod på trappen ved hoveddøren og råbte op om, at det var dens hus. Den rønne måtte den også gerne beholde. Den havde en meget dyb stemme og lød meget større. Pjoklederen grinede, og det afledte mig så meget, at jeg slet ikke fik svaret.
På vej nordud af byen mødte vi hende journalisten, som jeg godt kender. Hun er meget flink. Hun gik med sin doberblanding på den ene side og en hestepony på den anden. Den var lidt mindre end en grand danois. Jeg har hørt, at heste er offerdyr, så jeg var jo nødt til at schæferpuste mig lidt op. Også for omdømmets skyld. Men så trak pjoklederen i snoren og sagde de dér lyde, som han har lært af Cesar Millan. I pjoklederens version lyder det dog lidt, som om han trænger til en lungeoperation, så kom jeg til grine og glemte at gø. Det er altså irriterende.
Da vi kom hjem, var der et pindsvin i haven. Jeg nåede næsten at få stukket mig på snuden (igen), før pjoklederen opdagede det og trak mig væk. Bagefter lavede pjoklederen den dér øvelse, som er så irriterende. Helt hen til pindsvinet, sidde ned og kikke uden at sige et schæferpip, og så kikke op på pjoklederen med beundring i blikket, og så endelig kan man få lov til at slippe og komme videre i schæferteksten. Der er sikkert en eller anden pjokpointe i det; men jeg har ikke lige fanget det.
Sig mig, hvornår kommer den lagkage egentlig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar