torsdag den 25. februar 2010

Solsortefed


Hver morgen går jeg ud med bølleschæferen, så han kan gøre, hvad schæfere nu skal gøre dér om morgenen.
Når vi kommer tilbage til verandaen og hoveddøren, så får han en lille hundekiks. Derefter tager jeg den store pose med fuglefrø, beder schæferen blive stående på verandaen, og går ned i haven. Jeg drysser så meget, der kan ligge ud på det tilfrosne fuglebad. Det fungerer som foderbræt, så længe foderhuset står i kælderen til reparation. Stråtaget er utæt, og der var vist også noget med tagrenden.

Schæferen glor altid fuldstændig uforstående på mig, når jeg drysser endnu en mængde fuglefrø ud. Han har for længst snuset til posen med fuglefrø og rynket på schæfernæsen:
”Giver du virkelig penge for dét?”

Schæferen mener, at det er okay at fodre dyrene, så længe det er schæfere. Han har ikke forstået konceptet med fugle, som altid flyver alt for lavt hen over schæfersnuden i hans have. Jeg har forsøgt at forklare ham om fuglene i vores have: Solsorte, gråspurve, gul vipstjært og dem med det røde bryst, som vistnok er rødhals.

Schæferen synes, at de fugle får alt for meget opmærksomhed.
”Har du ikke lagt mærke til, at solsortene her i haven er blevet federe end i alle andre haver?” råber schæferen oppe fra verandaen.

2 kommentarer:

Margrethe sagde ...

Nu er du og din meget kloge schæfer skyld i at den hjemmelavede suppe jeg var igang med er blevet meget forsinket, fordi jeg blev fanget i jeres skånske univers ;-) -
Skøn blog - og hvor er han dejlig bølleschæferen - min Karla (letvægtsweiler ;) )er helt betaget.
God weekend til jer begge.

Per Lau Jensen sagde ...

Ha, ha, "letvægtsweiler". Tak for kommentaren, Margrethe. Beklager det med suppen. Specielt hvis det var det dér kohale, fordi det kan schæferen godt li', siger han.

vh. Per

P.S. Schæferen og jeg bliver også altid forsinket, fordi vi er fanget i det dér Skånske univers hele tiden ;o)