Det var i lørdags. Jeg havde gæster. Jeg sad og så vinter OL åbningshalløj og spiste fastelavnsboller med tre søde piger på ti, tolv og otteogtredive. Ved siden af bordet sad schæferen, velopdragent vandkæmmet med butterfly og bedende, brune øjne. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt – formentlig meget snart – ville en af pigerne bryde sammen og give ham en bid.
Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.
Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”
Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.
En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.
Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.
Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.
Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”
Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.
En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.
Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar