Det var tidligt mandag morgen. Jeg tændte det skarpe loftlys i schæferens værelse. I kurven missede morgentrætte brune øjne.
”Vågn op din schæfersløve slagterhund! Du skal snart stemple ind på fabrikken.”
Og så gik jeg i bad.
Normalt plejer jeg at børste tænder og barbere mig for åben badeværelsesdør. Så kommer schæferen med sin blå balladebold, som han kaster ind på badeværelsesgulvet. Og så skal vi spille schæferbold.
Men i morges lukkede jeg døren. Det var mandag, der skulle bestilles noget, nu skulle det gå stærkt.
Da jeg lidt senere, selvtilfreds morgenfrisk og i en sky af Lagerfeld Classic deodorant, åbnede badeværelsesdøren, fik jeg et problem. Den lod sig kun åbne få centimeter.
Jeg prøvede forsigtigt, mere beslutsomt og ligefrem at lægge skulderen lidt til. Uden resultat. Jeg turde ikke være alt for voldsom. Det er en gammel fyldningsdør, jeg ville nødig ødelægge den.
Til sidst kunne jeg lige få hovedet ud og se, at det var schæferens blå balladebold, der lå i vejen. Bolden er meget blød, og åbenbart er afstanden imellem døren og gulvet lige tilstrækkeligt til, at den kan komme i klemme og blokere. Den ville heller ikke trille væk, da der var en tæppekant.
Selvom jeg havde schæferen mistænkt for gustent overlæg, kaldte jeg på ham. Han kom straks.
”Ta’ din balladebold. Ta’ den så. Kom så, ta’ den!”
Han gloede på mig, som om jeg var åndssvag.
Jeg kunne selvfølgelig kravle ud af vinduet. Men hoveddøren var låst, og jeg havde endnu ikke slået alarmen fra, så et åbent vindue ville få røde lamper til at blinke hos Securitas. Og med den tendens, som svenskere har til at overdrive, så ville det sikkert tilkalde både sikkerhedspersonale, politibiler, landets væbnede styrker og den nysgerrige fru Persson henne fra hjørnet.
Jeg prøvede at nå balladebolden ved at række en arm ud imellem døren og karmen; men bolden var lige akkurat for langt væk. Schæferen kikkede nysgerrigt og aldeles passivt til.
Til sidst lykkede det endelig at få ham til at tage bolden ved hjælp af en stor psykologisk indsats fra min side. Nu ligger han og gnasker et griseøre. I eftermiddag skal han have kage.
”Vågn op din schæfersløve slagterhund! Du skal snart stemple ind på fabrikken.”
Og så gik jeg i bad.
Normalt plejer jeg at børste tænder og barbere mig for åben badeværelsesdør. Så kommer schæferen med sin blå balladebold, som han kaster ind på badeværelsesgulvet. Og så skal vi spille schæferbold.
Men i morges lukkede jeg døren. Det var mandag, der skulle bestilles noget, nu skulle det gå stærkt.
Da jeg lidt senere, selvtilfreds morgenfrisk og i en sky af Lagerfeld Classic deodorant, åbnede badeværelsesdøren, fik jeg et problem. Den lod sig kun åbne få centimeter.
Jeg prøvede forsigtigt, mere beslutsomt og ligefrem at lægge skulderen lidt til. Uden resultat. Jeg turde ikke være alt for voldsom. Det er en gammel fyldningsdør, jeg ville nødig ødelægge den.
Til sidst kunne jeg lige få hovedet ud og se, at det var schæferens blå balladebold, der lå i vejen. Bolden er meget blød, og åbenbart er afstanden imellem døren og gulvet lige tilstrækkeligt til, at den kan komme i klemme og blokere. Den ville heller ikke trille væk, da der var en tæppekant.
Selvom jeg havde schæferen mistænkt for gustent overlæg, kaldte jeg på ham. Han kom straks.
”Ta’ din balladebold. Ta’ den så. Kom så, ta’ den!”
Han gloede på mig, som om jeg var åndssvag.
Jeg kunne selvfølgelig kravle ud af vinduet. Men hoveddøren var låst, og jeg havde endnu ikke slået alarmen fra, så et åbent vindue ville få røde lamper til at blinke hos Securitas. Og med den tendens, som svenskere har til at overdrive, så ville det sikkert tilkalde både sikkerhedspersonale, politibiler, landets væbnede styrker og den nysgerrige fru Persson henne fra hjørnet.
Jeg prøvede at nå balladebolden ved at række en arm ud imellem døren og karmen; men bolden var lige akkurat for langt væk. Schæferen kikkede nysgerrigt og aldeles passivt til.
Til sidst lykkede det endelig at få ham til at tage bolden ved hjælp af en stor psykologisk indsats fra min side. Nu ligger han og gnasker et griseøre. I eftermiddag skal han have kage.
3 kommentarer:
Hej Per :o)))
Altså!!! Det er ikke fordi jeg er ond...men hold op hvor jeg grinede da jeg læste dette indlæg...
Det må virkelig ha set sjovt ud.
Mange hilsner fra Linda og Banditten :o)
Hej Linda,
At grine er tilladt :o) Det gjorde jeg også selv. To dage efter var samme balladebold i øvrigt placeret lige i forlængelse af trappens nederste trin, mens bølleschæferen lå afventende i sin kurv med udsigt dertil og et grumt schæfersmil. Mon det var tilfældigt? Ja, jeg spørger bare ...
vh. Per
Hej Per.
Jeg tror bestemt ikke at balladebolden var placeret der tilfældigt. De er grumme, de schæfere :o)))
Vh Linda.
Send en kommentar