Jeg må heller aldrig noget ...

Vi gik i skoven udenfor byen her i eftermiddag. Det blæste voldsomt. Det var sikkert derfor, vi ikke hørte dem.
Vi gik på et gammelt hjulspor fra en skovmaskine. Til venstre var skoven fældet og lå som åben stubmark. Til højre var skoven tæt, men lidt fremme var der en åbning.
De havde modvind. Det var nok derfor, schæferen ikke opsnusede situationen.

Vi hørte det samtidigt. Et gadagung-gadagung inde til højre. Mindre end ti meter foran os kom de på tværs som et eksprestog. To store rådyr. Den bagerste kastede et opspilet blik mod schæferen.
Schæferen hoppede en meter i luften, mindst. Så trippede han rundt på bagbenene med en hals så lang som en svane.
Han kikkede på mig: ”Vi må efter dem. Vi må da efter dem. En gylden mulighed!”
”En mulighed for hvad og hvorfor er den gylden?”
Det vidste han ikke rigtigt; men han var sikker på farven.
”Jeg lover, jeg løber bare liiiige så forsigtigt bag dem,” prøvede schæferen, mens han lagde hovedet på skrå.
”Nul, der er også en vej lige dernede,” jeg pegede i den retning, de to rådyr løb.
”Jamen, så skynder jeg mig ned og regulerer trafikken!”
”Du skal ikke regulere noget som helst andet end din egen kropstemperatur, din klapschæferhat.”
”Jam, jam …”

Nu ligger han ude i kurven og sukker:
”Jeg må heller aldrig noget. Han er verdens kedeligste pjokleder.”