Schæferen og jeg var på ”Klinten” i Osby i dag. Det er et fritidsområde med motionsspår, utsiktsplats, strövområde, pulkabacke og skidbacke med lift. Det ligger her i Nordskåne, ikke så langt fra hvor vi bor. Vi gik igennem naturområdet og kom ud på toppen af skidbacken.
Det bedste, schæferen ved, er at løbe efter pind. Da jeg - i hvert fald ifølge schæferen engang imellem - er en ualmindelig kynisk og udspekuleret pjokleder, fik jeg selvfølgelig den idé at smide en pind et godt stykke ned ad skidbacken. Og da schæferen er et yderst naivt pelsdyr, så fór han efter den på sædvanlig vis som skudt ud af en schæferkanon.
Af indlysende fysiske årsager, som schæferen ikke helt havde styr på, så fik han dobbelt så meget fart på som normalt. Og derefter måtte han konstatere, at schæferbremser ikke virker optimalt, når det går ned ad bakke. Han røg ti meter for langt i en liggende tværbremsning.
Mens jeg stod på toppen og kluklo i pjoklederskægget, asede han sig opad i noget, som mest var fuld galop på stedet.
Ved næste kast glemte han alt om sine problemer og hele farcen gentog sig. Først tredje gang havde han lært noget. Fem minutter efter lignede han én, der havde deltaget i en ironschæfer.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønnede han.
Men han fik nu alligevel sin hævn, som han så ofte gør. Da jeg kastede pinden sidste gang, løb han ned efter den, men stoppede dernede, tog bakkens betegnelse bogstaveligt, samlede derefter pinden op og asede op til mig på toppen med et smørret schæfergrin.
Derefter måtte jeg stavre usikkert nedad med en pruttepose i hånden, samle op og kravle opad med svedspringende pande, mens schæferen stod på toppen og kom med hånlige tilråb.
Det bedste, schæferen ved, er at løbe efter pind. Da jeg - i hvert fald ifølge schæferen engang imellem - er en ualmindelig kynisk og udspekuleret pjokleder, fik jeg selvfølgelig den idé at smide en pind et godt stykke ned ad skidbacken. Og da schæferen er et yderst naivt pelsdyr, så fór han efter den på sædvanlig vis som skudt ud af en schæferkanon.
Af indlysende fysiske årsager, som schæferen ikke helt havde styr på, så fik han dobbelt så meget fart på som normalt. Og derefter måtte han konstatere, at schæferbremser ikke virker optimalt, når det går ned ad bakke. Han røg ti meter for langt i en liggende tværbremsning.
Mens jeg stod på toppen og kluklo i pjoklederskægget, asede han sig opad i noget, som mest var fuld galop på stedet.
Ved næste kast glemte han alt om sine problemer og hele farcen gentog sig. Først tredje gang havde han lært noget. Fem minutter efter lignede han én, der havde deltaget i en ironschæfer.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønnede han.
Men han fik nu alligevel sin hævn, som han så ofte gør. Da jeg kastede pinden sidste gang, løb han ned efter den, men stoppede dernede, tog bakkens betegnelse bogstaveligt, samlede derefter pinden op og asede op til mig på toppen med et smørret schæfergrin.
Derefter måtte jeg stavre usikkert nedad med en pruttepose i hånden, samle op og kravle opad med svedspringende pande, mens schæferen stod på toppen og kom med hånlige tilråb.
3 kommentarer:
Hej Per.
:o))))....jeg kan se det for mig.
Vh Linda....hende med den grå banditschæfer ;o)
Hej Linda,
Det var også sjovt, specielt når schæferen forsøgte at galopere op ad bakken, og stort set ikke kom ud af stedet.
Hils banditschæferen.
vh. Per
Hej Per.
Jeg takker og sender hilsen retur fra banditschæferen :o)
Hi Hi.... når jeg fløjter indkald, så har banditten så meget fart på, at han ofte ramler lige ind i mig, hvis jorden er våd.....han ved han får en leverguf, når han er lydig.
vh Linda
Send en kommentar