Onkel Schæfers jul

Jeg troede egentlig ikke, at vi blev inviteret til familiejulen i år; men så ringede min bror forleden dag.
”Børnebørnene påstår, at de er ligeglade med om julemanden kommer; men onkel Pjokleder og onkel Schæfer skal være her, for det var skide sjovt sidste jul, siger de. Min kone er vist ikke enig.”

Schæferen fik jo ellers ødelagt det sidste år. Da julemanden, kødtung og med usikker gang, kom ind ad døren, strålede børnenes øjne. Men schæferen lugtede straks blandingen af onkel Antons billige aftershave og alt for mange juleøl. Så han kunne selvfølgelig ikke holde sin schæferkæft:
"Det er sgu da bare ham onkel Barbersprit ..."

Katastrofen måtte undgås, de stakkels børneører skånes, så jeg kastede mig straks over schæferkæberne og væltede undervejs en skål med pebernødder på gulvet. Min brors kone skreg, mens jeg forsøgte at lægge onkel Schæfer i benlås. Men jeg mener ikke, at det var os, der skubbede til juletræet.

Min brors kone så ud som om, hun var klar til at gå i seng med en Maud, da jeg sad på gulvet med en juletræsstjerne i håret, mens onkel Schæfer guffede pebernødder fra det ægte tæppe, og onkel Anton hvilede tungt i stolen ved pejsen, mens han knappede endnu en juleøl op og trak vatskægget ned.

Men nu skal vi altså til det igen.
"Det er jul. Børnebørnenes ord er lov," forklarede min bror.
Måske skulle vi lade onkel Schæfer være julemand i år?