onsdag den 12. januar 2011

Vinterføre og snemænd


Bølleschæferen kom for et øjeblik siden slentrende igennem stuen og ind ad bueåbningen til biblioteket, hvor jeg sad foran computeren. Så stillede han sig lige foran mig og så mig ind i øjnene.
”Du har ikke skrevet noget på schæferbloggen siden jul,” sagde han med blikket.
”Nå nej, juleferie og sådan …”
”Folk skulle nødig glemme mig,” brummede schæferen. ”Hvorfor skriver du ikke lidt om, hvad vi har oplevet her i vinterføret?”
”Vi har jo ikke oplevet noget.”
”Jo da. Hvad med nede på torvet i sidste uge?”
”Torvet?”
”Lige da vi gik forbi hende dér den lyshårede med den chikke pelshue og de høje støvletter, dér hvor du rettede dig op og trak maven ind. Et øjeblik efter trådte du lige ind på blank is og røg på røven med et brag. Hold kæft, hvor hun grinede.”
”Øh, det kan jeg ikke huske. I øvrigt kunne det jo være, at det var med vilje. En list. Det havde du ikke tænkt på, schæfer,” sagde jeg triumferende.
”En list? Skulle ideen så være, at hun omsorgsfuldt kom hen og hjalp dig op. Hvis det var sket, så havde hun garanteret sagt: Hallo, morfar. Jeg håber ikke, at du brækkede nogen af de gamle knogler. Nu skal jeg hjælpe dig hjem til alderdomshjemmet. Hvem er den smukke schæfer?”

Jeg kastede en kuglepen efter ham.

”Eller fortæl om ude på trappen for et par dage siden, hvor du advarede mig imod istapper og bad mig trække hovedet lidt ind under verandataget.”
”Det er da ikke sjovt.”
”Det er da skideskægt. Netop som du stod og holdt foredrag, gjorde dig klog og rakte hånden ud, så slap den dér store istap og bankede lige ned igennem din hånd.”
”Du er så dramatisk, schæferdreng. Den gik da ikke igennem hånden.”
”Lidt blod var der da i hvert fald.”
”Joh …”

”Eller jeg kunne fortælle om dit stunt med snoren her i formiddag?” udbrød jeg.
”Hvad? Jeg synes, jeg hørte nogen ved døren. Jeg må hellere …” og væk var schæferen.

Når schæferen går i lang snusesnor, som jeg kalder det, så bliver han engang imellem så optaget, at han begynder at trække i snoren. Så stopper jeg normalt og holder den stram, indtil han søger øjenkontakt, og så går vi videre. Det plejer at virke meget godt. Men på det seneste har han udviklet et nyt schæfertrick.

Når jeg stopper og strammer snoren, så springer han dramatisk baglæns, højre om mig, bagom og frem i én hurtig bevægelse. Han stopper nådigt, når snoren ligger stramt om mine knæ. Så kikker han sig bagud med et blik, der siger: Har du lyst til en kolbøtte?

Det gjorde han også i formiddags. Men lige på det tidspunkt, hvor jeg havde snoren stramt om knæene, kom en kat spankulerende på tværs af hans schæferkurs. Så glemte schæferen alt om mig og snor.
Jeg slog mindst en dobbeltkolbøtte og foretog derefter adskillige rulninger i sneen. I takt med at jeg mere og mere lignede en snebold, blev vægten trods alt for meget for 40 kg firspringsschæfer. Så han stoppede modvilligt.
Ud for mit ene øje var der et lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at popsangerpudlen nede fra Bygaden kom ind i billedet fra højre.
”Hvad laver I?” spurgte den.
”Det ved jeg ikke,” svarede schæferen og rystede lidt på hovedet. ”Jeg tror, at pjoklederen er ved at lave en snemand.”

2 kommentarer:

Martin sagde ...

Åhh ja, benbinding er vist meget udbredt i blandt schæfere :)
Kombineret med 2 hunde der går hver sin vej er det meget udforderende :)

Per Lau Jensen sagde ...

Tak for kommentaren, Martin. Nå, så det er en udbredt schæfersport? Jeg er i øvrigt glad for, at jeg ikke har to schæfere og den lille dobbelt-udfordring ...

vh. Per