onsdag den 2. februar 2011

Når grovspurve og grovspurvetårer triller ned


Om morgenen, når bølleschæferen skal ud og godkende dagen og verden og læse lokalavisen, så tager jeg altid posen med fuglefrø med ud. Så får de en bunke i fuglehuset.

I morges, da vi travede over plænen mod fuglehuset, råbte en stor grovspurv, øverst i busken, til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
”Jeg vil endda kalde det en skrammelschæfer,” svarede en anden grovspurv. Og så lo de så hysterisk, at grovspurvetårerne trillede, og til sidst faldt den ene spurv ned fra sin gren og landede på græsplænen.

Hvis jeg ikke havde holdt schæferen tilbage, så havde han nuppet den.
”Husk spurveforliget!” formanede jeg. Ifølge den aftale må schæferen ikke jage de små spurve.
”Det kan da ikke gælde, når de gør nar af mig,” indvendte schæferen.
”Jo, jo,” svarede jeg. ”Jeg gør jo også tit nar af dig, og mig bider du jo ikke.”
”Næ, men jeg har da tit lyst.”

Ingen kommentarer: