Det sker mest på stille, mørke aftener og oftest i vinterhalvåret, hvor lyden bevæger sig hurtigt. Og for et øjeblik siden skete det igen.
Frosten klingede klart i luften som tonen fra en isblå violin. Jeg kunne ikke mere mærke mine ører. Da vi kom forbi, hvor den store rottweiler bor, sprang bølleschæferen frem og gøede. Men der var ingen hunde at se.
"Der lugter lidt af sværvægtsweiler," forsvarede schæferen sig - for en rigtig schæfer har altid et alibi klart.
"Den har sikkert lige været her. Eller står på lur!" fortsatte schæferen listigt, kneb det ene øje lidt i og nikkede med schæferoverbevisning.
Da schæferens lugtesans er flere millioner gange bedre end min, så kunne jeg ikke rigtigt sige ham imod.
Så gøede schæferen yderligere et par gange og holdt op præcis, da den barske senne henne på hjørnet startede. Et øjeblik efter fulgte de to små piberensere oppe i det lyserøde hus, de var vist ude i haven. Og så vågnede sværvægtsweileren åbenbart også og gøede med sin bas, så det lille røde træhus ved siden af os rystede.
Kort efter blandede Popsangerpudlen på Bygaden sig. Schæferen siger, at den ligner Barry Manilow.
Og snart gøede hundene overalt i den lille nordskånske by.
Jeg satte hænderne bebrejdende i siden og prøvede at fange schæferens blik.
"Det er da ikke min skyld," svarede han; men jeg så godt det ulvegrin, han havde i schæferskægget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar