tirsdag den 10. august 2010

Mit eneste problem er en schæfer ...


Schæferen var så produktiv på morgengåturen i dag, at jeg fyldte hele tre prutteposer. Jeg holdt dem op foran ham og sagde:
”Sig mig engang, tror du, at du bliver betalt pr. kilo?”
Netop da kom ægteparret Jönsson atter engang forbi på det mest uheldige tidspunkt. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede i bunden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik, når han hører mig tale med min hund. Men han plejer også at trække på skulderen og bare gå videre – formentlig forbi han kommer i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

Men denne gang tiltalte han mig.
”Hr. Jensen, har De det godt?”
”Fremragende,” svarede jeg.
”De er ikke for meget alene her i Sverige uden nogen at tale med?”
”Nej da, jeg har flere svenske venner, og danske ditto kommer rendende i tide og utide.”
”Hmm,” han så undersøgende på mig med sine gamle psykiaterøjne.
”Han var indlagt i januar,” oplyste schæferen beredvilligt.
”Aha, blev det så bedre, hr. Jensen?”
”Altså, jeg var indlagt på grund af betændelse i den ene balancenerve.”
”Nåh,” han så skuffet ud.
”Eller også var det bare for meget cognac,” mumlede schæferen.
Jönsson kikkede undersøgende på mig hen over brillerne.
”Han har også været til en CT scanning af hovedet,” gøede schæferen.
”Aha, fandt man noget, hr. Jensen?”
”Absolut ingenting, nul, intet udslag, aldeles dødt, helt sort, prøvebillede, intet liv,” uddybede schæferen imødekommende.
Jeg sendte ham et dræbende blik og svarede:
”Jeg har hovedpine på grund af en gammelt piskesmældsskade, så …”
”De må aldrig være bange for at gå til lægen, hr. Jensen.”
”Kom så, Frederik,” fru Jönsson havde fået nok og greb i hans vindjakkeærme.
”Ja, ja, Märtha,” mumlede han og lod sig trække.
”Mit eneste problem er en schæfer, der kæfter op,” råbte jeg efter dem.
”Det er synd, det er ellers sådan en nydelig ung mand,” bemærkede fru Jönsson, mens de forsvandt i retning af købmanden.

7 kommentarer:

Marianne Prip sagde ...

Altså, Per, hvor er det morsomt :-)

Per Lau Jensen sagde ...

Tak, Marianne. Det er dejligt at høre.

vh. Per

Margrethe sagde ...

Hehe - det er jo meget passende at han bliver kaldt Bølleschæfer ;)

Per Lau Jensen sagde ...

Ja, Margrethe, 'bølleschæfer' og 'schæferbørste' passer vældig godt til hans yndlingsbeskæftigelse, som er ballade og gadeuorden ;o)

vh. Per

Unknown sagde ...

Hej Per. Jeg læser med stor fornøjelse din blog. Jeg har selv en grå schæfer dreng der er 14 måneder gammel....oz lidt en bølleschæfer :o))
Ps....arbejder i psykiatrien..Hi HI

Vh Linda.

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Linda,

Tak for din kommentar - det er jo nærmest en 'ekspert kommentar' ;o)

Dejligt at du læser bloggen. Hyggeligt at høre, at du også har bølleschæfer. Så kender du balladen.

vh. Per

Unknown sagde ...

Hej Per.

Ja ballade er der nok af når man har en fræk schæfer :o))

Meeeen undvære ham vil jeg bestemt ikke. Min er lidt skør, han elsker katte og små hunde :o))))

Vh Linda.