”Har du nu igen købt de billige prutteposer?”
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.
Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.
”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”
Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.
Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.
”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”
Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.
4 kommentarer:
Prutteposer, ha ha, det lyder da også bedre end det andet ord så mange bruger. Vi hundejere kender det med at tale til vor hund, pludselig opdager man at andre kikker mærkeligt. Sikkert specielt hvis man står og taler alvorligt om køb af prutteposer (ha, ha). Jeg har lige købt din nye bog Når ulve jager og er spændt på at læse den. Godt nytår.
Hilsen Betina
Hej Betina,
Tak for din kommentar og hilsen. Ja, mange af os hundeejere taler med vores hund på en måde, som vist ofte får ikke-hundeejere til at løfte øjenbrynene.
Dejligt at høre at du har købt min bog, god læselyst. Godt nytår til dig også.
vh. Per
Ja vi er lidt underlige, når vi går rundt derude og snakker med vovsen. men jeg er sikker på at min Tinka ville syntes jeg var endnu mere underlig, hvis vi ikke snakkede sammen under gåturen :)
Hej Robert,
Det har du nok ret i. Hundene har sikkert vænnet sig til vores snakkeri.
Nogle gange kan jeg dog gribe mig selv i - højt og udendørs - at stille et seriøst spørgsmål til schæferen, sådan helt alvorligt. Og så tænker jeg om mig selv: 'Du godeste, hjulet kører, men musen er vist død'.
Nå, det er nu meget sjovt, og underlig skal man vel have lov at være ;o)
vh. Per
Send en kommentar