Det gik ellers så godt. Jeg havde tabt mig mere end ti gram i løbet af de seneste uger. I går var jeg inde i den gamle jernhandel her i den lille, Nordskånske by, hvor vi bor. Schæferen blev i bilen. Konditoriet ligger lige ved siden af.
Da jeg kom tilbage til bilen, havde schæferen også været på indkøb. Han sad med poterne om en æske med en marcipanlagkage.
”Hør, hvor har du fået penge fra?” spurgte jeg.
”Du husker godt, ikke, når vi er ude at handle, så lægger du den tier, du får tilbage fra indkøbsvognen, i handskerummet?”
”Ja, så jeg er sikker på at have til indkøbsvognen næste gang, hvis tegnebogen skulle være tom for mønter.”
”Sagen er bare, at du aldrig er løbet tør for mønter i tegnebogen; men hver gang lægger du alligevel tieren i handskerummet.”
”Nu overdriver du vist, dit schæfercirkus!”
”Prøv at åbne handskerummet.”
Det gjorde jeg. Og mønterne væltede ud som jackpot i en enarmet. Okay, så havde det schæfersystem ret engang imellem, og hvad så?
”Jeg lånte bare nogle få,” forklarede han med schæferbrune øjne.
Jeg lod mig dog ikke formilde. Man er vel en ordentlig pjok … jeg mener, flokleder.
”Den dér leverer du altså tilbage igen!” besluttede jeg derfor standhaftigt og greb æsken med marcipanlagkagen.
”Den stod i vinduet og kaldte på mig,” lød hans schæferforsvar.
Jeg så på æsken. Under låget hviskede kalorierne kælent lækkert:
”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!” i en inciterende rytme der gik lige ind og satte sig fast i hjernebarken. ”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!”
Schæferen havde også hørt det og sagde de forløsende ord:
”Jeg mener bestemt, at hende bagerdamen sagde, at det var en lagkage light.”
Og det var alt, vi behøvede som alibi …
Da jeg kom tilbage til bilen, havde schæferen også været på indkøb. Han sad med poterne om en æske med en marcipanlagkage.
”Hør, hvor har du fået penge fra?” spurgte jeg.
”Du husker godt, ikke, når vi er ude at handle, så lægger du den tier, du får tilbage fra indkøbsvognen, i handskerummet?”
”Ja, så jeg er sikker på at have til indkøbsvognen næste gang, hvis tegnebogen skulle være tom for mønter.”
”Sagen er bare, at du aldrig er løbet tør for mønter i tegnebogen; men hver gang lægger du alligevel tieren i handskerummet.”
”Nu overdriver du vist, dit schæfercirkus!”
”Prøv at åbne handskerummet.”
Det gjorde jeg. Og mønterne væltede ud som jackpot i en enarmet. Okay, så havde det schæfersystem ret engang imellem, og hvad så?
”Jeg lånte bare nogle få,” forklarede han med schæferbrune øjne.
Jeg lod mig dog ikke formilde. Man er vel en ordentlig pjok … jeg mener, flokleder.
”Den dér leverer du altså tilbage igen!” besluttede jeg derfor standhaftigt og greb æsken med marcipanlagkagen.
”Den stod i vinduet og kaldte på mig,” lød hans schæferforsvar.
Jeg så på æsken. Under låget hviskede kalorierne kælent lækkert:
”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!” i en inciterende rytme der gik lige ind og satte sig fast i hjernebarken. ”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!”
Schæferen havde også hørt det og sagde de forløsende ord:
”Jeg mener bestemt, at hende bagerdamen sagde, at det var en lagkage light.”
Og det var alt, vi behøvede som alibi …
2 kommentarer:
Kære Schæfer!
Jeg har altid været lidt bange for schæfere, siden jeg var barn. Der var der en af slagsen, hvor jeg af og til blev passet.En dag bed den datteren lige i ansigtet ved munden. Siden er jeg altid gået i en pæn bue uden om din slags.
Men så i dag, da jeg læste,at vi har fælles interesse...gode konditorkager...ja så tror jeg måske,at du er en hel speciel dejlig hund. Jeg synes også,at jeg kan se det på dine øjne!
Ved du, o man kan få den slags light kager i Danmark?
Kærligt knur fra Bente
PS Jeg har en medbeboer, der er tibbetaner.Hun går så absolut ind for delt lederskab,specielt hvad angår mine småkager. Hun har de smukkeste og kærligste brune øjne, lidt lige som dine,og når hun sætter sig foran mig og kigger dybt ind i mine, så bliver jeg ligesom hypnotiseret til at mene det samme som hende.
Hej Bente,
Jeg skal hilse fra schæferen. Han påstår hårdnakket, at han er helt fredelig overfor alle mennesker - bortset fra indbrudstyve og folk fra skattevæsenet.
Schæferen kan ikke svare på spørgsmålet om light kager i DK; men han vil meget gerne gøre lidt research på sagen, siger han.
Schæferen har prøvet det dér med at hypnocitere, siger han; men det lykkedes ikke. Pjoklederen er nok for tykhovedet, mener han.
Han tror på, hvad du siger; men den eneste tibbetaner schæferen kender, er ham dér Dalai Lama ...
vh. Per
Send en kommentar