søndag den 19. august 2012

Højt græs, et søm og et bræt



Torsdag formiddag fik jeg en svedetur og blev voldsomt svimmel. Måske et tegn på at holde lav profil resten af dagen. Men lytter bølleschæferen og jeg til den slags? Nej, det gør vi ikke.


Ved frokosttid samme dag var vi nede i den fælles hundeindhegning, hvor schæferen løb efter pind. Desværre var der et eller andet hjernedødt produkt af en dårlig opdragelse, der havde smidt et bræt med et søm ind i det høje græs. Resultatet var en knækket vildtklo (ulveklo, ”tommelfinger”, den, der sidder lidt oppe på forbenet), afsted til dyrehospitalet, narkose, fjernelse af resterne af klokapslen, blotlægning af nerven, rense sår og nerve, krave, forbinding (som jeg skal skifte dagligt, når jeg renser såret), opfølgende besøg hos dr. Dyr i næste uge, og efter et sted imellem to og mange uger skulle klokapslen være vokset ud.

Og i øvrigt præcis den samme vildtklo som han knækkede for kun et års tid siden. Så det er same procedure as last year.

Næsten ligegyldige detaljer i den forbindelse var en regning på lidt over 2.000 kr. (og resten over forsikringen) og to gange tur-retur til dyrehospitalet den eftermiddag (i alt lidt mere end 80 km) i en smule svimmel tilstand.

Fredag morgen havde schæferen det efter omstændighederne godt. Jeg var derimod gået i gulvet med mavepine, kvalme og svimmelhed. Jeg måtte låne schæferens blå balladespand, som jeg gik med i hånden hele dagen, da jeg ikke var sikker på at kunne nå ud til toiletkummen. Jeg tilbragte dog det meste af dagen i sengen.
Men schæferen skulle jo ud nogle gange, det blev mest bare i haven.

Vi var et yndigt par, da vi var ude i haven om eftermiddagen: Schæferen haltende og jeg i slåbrok og krumbøjet af mavesmerter. Den lange tur ud i haven viste sig også at være alt for meget for mit vaklende helbred, så mens schæferen sked under blommetræet, brækkede jeg mig længe op ad kastanietræet.
Mens jeg stod der, syntes jeg, jeg hørte trippende skridt på fortovet. Det lød som ægteparret Jönsson, det statelige, ældre, hvidhårede ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. De kommer tit forbi. Men jeg kan have hørt galt; da jeg endelig vendte mig om, var der ingen at se.

Så kom schæferen hen og så på mig med hovedet lidt på skrå:
”Du, pjokleder. Jeg er altså så ked af, at du er syg.”
”Åh, hvor er det sødt af dig, schæfer.”
”Ja, for lige nu tager du al opmærksomheden bort fra mig og mit dødsleje.”



4 kommentarer:

mjø ;o) sagde ...

mig og mit dødsleje -...hold nu kæft... hahahahahahaha

Per Lau Jensen sagde ...

Afbestil bare bårebuketterne; det ser ud til, at både schæferen og jeg overlever; men da vi begge er hanhunde, var vi rutinemæssigt tæt på at dø.

vh. Per

Anonym sagde ...

Der sidder en eller anden schæfer-engen og synes det er utroligt, at selv om den sendte både svedetur og voldsomt svimmelhed, som advarsel om at verden er ond i dag, blev du ikke hjemme. Den efterfølgende sygdom er sikkert dens straf for ikke at passe bedre på schæfer-bassen!

God bedring til jer begge ;)

Mvh.

Tórunn og baby schæfer.

Per Lau Jensen sagde ...

Tak, Tórunn. Og håber, det går godt med baby schæferen.

vh. Per